"Du er alt for ung til at gå ned med stress – lad de voksne om det"

Kære Lisbeth,

Lizzy, Lizzy, Lizzy... Jeg har lyst til at kramme dig ind til mig, løfte dig op i luften og sige: "Kæft hvor er du sej!" Du vil helt sikkert grine med din karakteristiske hæse latter og sige: "Ej, jeg er sgu da ej."

Men jo du er sgu så, og jeg la'r dig ikke slippe!

SÅ vil du forsøge at komme væk, men jeg holder bare endnu mere fast, og ved du hvad? Jeg tror faktisk, at du vil nyde krammet. Måske vil du endda lukke dine øjne, smile og lægge dit hoved på min skulder. For du ved det jo godt. Du har evnen til at finde vejen, selvom den ikke altid bliver banet for dig, og når du mærker modstand, så kæmper du med alle muskler, indtil du når overfladen igen. Du er en stædig fighter – men også et kæmpe legebarn.

Men lige nu er du 16 år og går i 1.g. Og du bliver nødt til at lægge legen lidt på hylden – bare engang imellem. Jeg ved godt, at du ikke fatter meget af det, der foregår ved tavlen, fordi du simpelthen ikke hører efter. Du sidder mest og tænker på, hvor skide sjovt det bliver i frikvarteret, når du skal hænge ud med Trusse, Beltner, Empacher og alle de andre.

Du har valgt matematik på højt niveau. Men hvorfor, Lizzy? Matematisk linje? Det var en fejl. En stor fejl! Du skulle ikke have lyttet til morfar. Det var ham, der sagde, at du ville nå langt med matematikken. Men det kommer aldrig til at ske, lille Lizzy... Du når ikke langt med cosinus og sinus, kvadratrødder og andengradspolynomier, for det er begreber, der rimer på skræk og rædsel, gys og gru i dit univers. Smid håndklædet i ringen nu. Det vender ikke. Jeg ved godt, at du elsker at gå i gymnasiet, men hvorfor matematik? Du er jo fuldstændig hægtet af. Og kemi, fysik og biologi kan du jo heller ikke koncentrere dig om. Skulle du ikke overveje at skifte til sproglig linje eller HF på samme gym? Du kan jo stadig se alle vennerne i frikvarteret.

Efter denne her smøre ved jeg godt, hvordan du vil reagere. Du vil kigge på mig med stor undren, smile og udbryde: "Serr? Forstår den 45-årige dame ikke en skid? Har hun ikke selv gået i gymnasiet? Man skifter da ikke bare klasse! Ved hun ikke, hvad livet handler om? Skulle den 45-årige dame ikke bare sætte sig ned og se et par sæsoner af "Skam"? Så kunne hun lære at ALT ER LOVE, og at livet er DRITTKUL. At mine venner og jeg går gennem ild og vand sammen – ikke hver for sig."

Unge Lisbeth, du får 5 i din afsluttende matematik-eksamen, og så snakker vi ikke mere om det...

Ups! Jeg skal ikke nævne dårlige dumpe-karakterer for dig, for det gør dig virkelig ked af det. Åh nej... Nu vil du sikkert miste troen på dig selv i lang tid. Men det skal du ikke! Glem det, Lisbeth og skid på det. Du har ret, livet er drittkul. Skid på det 5-tal. Du skal ikke bruge den karakter til noget som helst.

Om få år bliver du optaget på din drømmeuddannelse, fordi du er pissemodig, og fordi du knokler igennem. Så op med humøret, Lizzy! Bliv ved med at gøre det, du gør. Vær sammen med dine venner, leg og lev, drik dig fuld, kys med dine kærester, skriv fysikrapporterne af fra de andre og dans lancier. Lad være med at gå op i, om din sidemand får bedre karakterer end dig.

Du er og bliver IKKE en stræbsom "12-tals pige" fra "generation præstation". Du må gerne fejle, du må gerne tænke dig om, og du må gerne fjumre et år eller to (eller ti). Du er alt for ung til at gå ned med stress – lad de voksne om det. Ikk'?

Du smiler... Yes, yes... Og nu klapper jeg karry, hvis du så lover mig at passe på din åbenhed, for det er den største styrke, du har. Og brug din humor, når du føler dig mast, klemt, kvalt og taget til fange – som du gør, når du står ved den grimme, grimme tavle på Birkerød Gymnasium og overhovedet ikke kan få hul på matematikken.

Jeg elsker dig.

Kh Lisbeth

PS. Husk kemirapporten. Den skal afleveres i morgen...:)