20 gode grunde til, at du skal rejse til Lissabon lige nu
Tag på eventyr, far vild og bliv forelsket i Portugals smukke hovedstad. Gå mellem blafrende vasketøj, sporvogne og den melankolske fadomusik i de gamle kvarterer, fortab dig i farver og fliser i markedsmylderet, og sug til dig af det særlige lys ved havet.
Her skal du hænge ud
Det gamle kvarter
Alfama er Lissabons ældste kvarter, hvor gaderne er hæklet sammen til én stor, stemningsfuld labyrint. Lydene er en blanding af knirkende sporvogne og hyggelig fadosang fra de, indrømmet, lidt turistede fadorestauranter. Brug tiden i de smalle, stejle gader, og udforsk de mange traditionelle butikker og spisesteder.
Rejs til Lissabon med Rejsepriser (sponsoreret).
Alfama
Det bohèmede
Lissabons gamle arbejderkvarter, Barrio Alto, ligger ligesom Alfama på en af de syv høje, byen er bygget på. Det er en kulturel smeltedigel med masser af studerende, gallerier, boghandlere og små butikker. Mange af gaderne virker stille om dagen, men sidst på eftermiddagen åbner restauranter og barer, og så starter festen. Hvis I vil være med sammen med de lokale, skal I først gå ud at spise efter klokken 21.
Det folkelige
Baxia er det flade, luftige handelscentrum med brede boulevarder, store pladser og prægtig arkitektur. Her skal du gå over Rossiopladsen og opleve det herlige folkeliv med blomsterdamer i farvestrålende boder, og gaderne rundt om byder på traditionelle butikker med de fineste hatte, paraplyer, handsker, konditorier og lækre delikatesser. Slå dig ned og spis en "bifana", en bolle med et stykke svinekød indeni, mens du hviler benene og kigger på mennesker. Skyl efter med et shot Ginjinha, en traditionel portugisisk kirsebærlikør, til bare 1,40 euro.
Du kan flyve ud i verden med selskabet Rejsepriser (sponsoreret).
Det skal du opleve
Imponerende katedral
Katedralen Sé, der ligger imellem Baxia og Alfama, er Lissabons ældste kirke og et af byens vigtigste monumenter. Katedralen er især et smukt syn, når solen står lavt sent på eftermiddagen og først på aftenen og kaster sine gyldne stråler på den imponerende katedral.
Katedralen Sé
Grøn oase
Besøg byens ældste bygning, den gamle mauriske ridderborg Castelo de Sao Jorge, der ligger højt oppe over byen på en af de syv høje. Det er en dejlig grøn og romantisk oase med blomster og påfugle, fred og ro og en fortryllende udsigt fra borgens mure og tårne.
Smukke kakler
For en kakkel-entusiast er Lissabons nationale kakkelmuseum(!) et must – her er farver og mønstre i alle variationer. Museet har en fin lille have og en restaurant, der selvfølgelig er dekoreret med kakler.
Dyrk udsigten
Elevador de Santa Justa
Kæmpeelevatoren på shoppegaden Rua Augusta blev bygget i 1907 af Raul Maisnier du Ponsard, der var elev af selveste Gustave Eiffel. Elevatoren forbinder den flade bydel Baxia med den lidt højere liggende Chiado. Fra toppen af elevatoren, kan du også kan gå over den lille bro til latinerkvarteret Chiado.
Miradouros – Lissabons udsigtspunkter
En af de skønneste og mest eksotiske ting ved Lissabon er de mange miradouros, udsigtspunkter. Du finder dem både i Alfama, og lidt højere oppe i Graca og ovre i Barrio Alto. Hæng ud med en kold limonade og fald i svime over den fortryllende udsigt ud over byen og floden.
Praca do Comércio
For enden af Rua Augusta ligger den kæmpe store plads Praca do Comércio, byens hjerte, omkranset af en imponerende arkade med butikker og restauranter. Pladsen ligger lige ud til floden, og det er et skønt sted med masser af luft og et stærkt lys lige fra Atlanten.
Find skatte på marked
Tyvenes marked
...også kaldet Feria da Ladran er Lissabons store loppemarked som afholdes hver tirsdag og lørdag på Campo de Santa Clara højt oppe i Alfama. Sporvogn linie 28 kører herop. Loppemarkedet breder sig over et stort område, og her kan du få fingrene i både nyt og gammelt. Hvad enten du kigger efter antikke kakler, fine fotoprint og illustrationer, vintagetøj, musik, strømper eller undertøj, så finder du det her!
Campo de Santa Clara, Alfama
Kunsterisk & kreativt
I et råt gammelt fabriksområde, en god gåtur udenfor centrum, nemlig under broen Ponte 25 Abril, holder de kreative til. Modedesignere, fotografer, performere, billedkunstnere og andre kreative fag, opfinder, producerer og sælger ud af deres kunst i små værksteder. Om søndagen er her marked i hele området, med små boder og åbne butikker – en god blanding af design, kunsthåndværk og DIY, som du ikke finder andre steder. Besøg også et gammelt trykkeri, som er omdannet til en fantastisk boghandel/bibliotek og galleri, Ler Devagar, med bøger fra gulv til loft.
Rua Rodrigues Faria, 103
LÆS OGSÅ: Milano: Modeby og meget mere
Her skal du spise
Confeitaria Nacional
Allerede når du står udenfor og kigger ind, ved du at der venter dig noget godt, hvis du altså har en sød tand. Vinduerne bugner af de lækreste kager og duften af "bica", espresso, er så liflig, at man får lyst til det hele, men du må ikke gå, før du har prøvet den portugisiske nationalkage, pastel de nata, en lille lækker kanelagtig linse med creme, uhm ...
Glacial Artico
Nogle gange kommer man tilfældigt forbi et sted, som ender med at blive en af favoritterne. Sådan et sted er restauranten Glacial Artico, der omkring middag er propfuld af lokale, der holder siesta og spiser fisk og drikker kander af vin for derefter at gå tilbage og passe deres arbejde. De lokale sidder allerbagerst i lokalet, mens turisterne sidder ud mod gaden. Køkkenet er lillebitte, men fremtryller de lækreste og mest enkle fiskeretter. De små fisk "petinga fritta" til bare fem euro er en lille frydefuld mundfuld, man godt bare vil spise igen og igen.
Rua do Arsenal 120
Lisboa tu & eu
En dejlig intim lille perle af et spisested. Alle ansatte er involverede i alt lige fra indkøb til tilberedning af retterne og serveringen, som er meget levende. Menukortet er enkelt og meget overskueligt, og det er så lækkert, at man får lyst til at spise sig igennem hele repertoiret. Har de gang i en ny ret i køkkenet, kommer de og spørger, om man ikke skal smage den – det er et sjovt sted at spise.
Rua da Adica 58
Artiklen er bragt første gang den 6. april 2017
LÆS OGSÅ: Snorkling og safari i Kenya og Tanzania
LÆS OGSÅ: Bliv genfødt i Alperne
LÆS OGSÅ: Bange for at flyve? Sådan overvinder du din flyskræk