Lotte Friis og kæreste

Eks-svømmer og radiovært mødte kærligheden tilfældigt i en metro: ”Pludselig stod han foran mig og spurgte: ”Er du ikke Lotte Friis?” Og så rullede den derfra”

Et møde i metroen nytårsaften 2016 er i dag endt med, at eks-svømmer og radiovært Lotte Friis danner par med manden, som hun ved et tilfælde faldt i snak med. Det fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

Kærlighedens veje er uransagelige, lyder et gammelt ordsprog.

Og det kan den tidligere topsvømmer Lotte Friis skrive under på. I et stort interview i denne uges Hendes Verden åbner hun nemlig op omkring, hvordan hun mødte sin kæreste Christoffer på en meget tilfældig måde på årets sidste dag.

"Jeg lagde godt mærke til ham..."

For netop det med "tilfældigheder" fylder en del, når Lotte Friis, der i dag er radiovært på P4, bliver spurgt om, hvem der har fundet vejen til hendes hjerte.

– Christoffer og jeg mødtes i metroen nytårsaften 2016. Der er så mange tilfældigheder i den situation. At vi lige var med den samme metro for eksempel. Jeg lagde godt mærke til ham i metroen, for han så ret godt ud. Pludselig stod han foran mig og spurgte: "Er du ikke Lotte Friis?" Og så rullede den derfra, fortæller eks-svømmeren til Hendes Verden.

I løbet af de ti år, hvor Lotte Friis var professionel svømmer, og blandt andet vandt OL-bronze, VM-guld og satte verdensrekord i 1.500 meter fri, havde hun også en periode, hvor hun boede tre år i USA.

Da hun den nytårsaften for to år siden faldt i snak med Christoffer under køreturen i metroen, fik han hurtigt stillet hende et spørgsmål, som Lotte Friis godt kunne lide, og som mindede hende om forskellen på den danske og amerikanske datingkultur.

– Han var på vej til fest, og så inviterede han mig med. Faktisk er det noget, jeg savner fra USA. Der inviterer man bare hinanden ud, og du kan nærmest få en date, når du går i supermarkedet. I Danmark skal man altid drikke en masse alkohol, før man når dertil, forklarer hun.

Lotte Friis kæreste

Lotte Friis med kæresten Christoffer Schnack Ringø under en biografpremiere tidligere på året. (Foto: Klaus Bo Christensen/Her & Nu)

 

Fra København til Aarhus

Parret er stadig sammen den dag i dag, men har i en periode haft hverdag i hver sin landsdel. Da Lotte Friis fik jobbet som formiddagsvært på P4, måtte hun nemlig flytte fra deres fælles hjem i hovedstaden for at bo alene i Aarhus, men nu dukker kæresten Christoffer snart op med flyttekasser hos hende, hvor de har fundet et nyt, fælles hjem i smilets by.

– I næste uge får vi nøglerne til vores lejlighed. Vi boede sammen i København, men da jeg fik jobbet, flyttede jeg i første omgang herover alene og har så været hjemme i København i weekenderne. Nu får vi vores eget og skal udforske byen sammen, når vi har fri, siger en glad Lotte Friis.

LÆS HELE INTERVIEWET I DENNE UGES HENDES VERDEN

 

Her fortæller Lotte Friis også om:

  • At deltage i Vild med Dans og hvilken betydning, det har fået i hendes liv
  • Hvordan en venindes død for tre år siden har givet hende et nyt livssyn
  • Og om at kæmpe sig tilbage efter OL i 2012, hvor mange dømte hende som "et flop"

Om Lotte Friis, 30 år

  • Professionel svømmer de seneste 10 år og har blandt andet vundet OL bronze, VM guld og sat verdensrekord i 1500 meter fri.
  • Har i sin svømmekarriere boet i både Frankrig og USA.
  • Var i 2009 med i Vild med dans.
  • Lagde sidste år svømmekarrieren på hylden og er i dag radiovært på Formiddag på 4'eren på P4.

Lotte Friis var med i 6. sæson af "Vild med dans", hvor hun havde Mads Vad som dansepartner. (Foto: Lars E Andreasen/Her & Nu)

HENDES VERDEN ER PÅ GADEN MANDAG 30. JULI