Lotte Heise fik brug for at konfrontere sin mor – og reaktionen overraskede hende

Efter mødet med en psykolog besluttede Lotte Heise sig for at konfrontere sin mor med nogle af de problemer, de har haft gennem tiden – og dét var en god beslutning, fortæller hun til Hendes Verden.

Båndet mellem foredragsholder og forfatter Lotte Heise og hendes mor er stærkt. Selvom moren blev ramt af en blodprop for 13 år siden og derfor ikke har særligt meget sprog tilbage, er de stadig meget tætte, fortæller hun i et interview til Hendes Verden nummer 36.

”Hovedet fejler intet. Så selvom hun ikke direkte kan svare mig, kan jeg mærke hendes reaktion. Når jeg fortæller hende noget, som er væsentligt eller vigtigt, lægger hun hånden på min arm. Så ved jeg, hun forstår.” 

Lotte Heises mor har altid være en af de vigtigste personer i hendes liv – og én, hun ser meget op til. Men som så mange andre mor-datter-relationer har deres ikke udelukkende været problemfrit. 

”Jeg har haft nogle ting med min mor ... hun har været en god mor, men hun har også trukket sig, når hun havde brug for det, og hun havde det hårdt med min far,” fortæller hun og understreger samtidig, at det aldrig er noget, der har præget deres forhold negativt.

Konfrontationen

Lotte Heises forældre blev skilt, da hun var syv år. Og selvom moren forlod Lotte og hendes lillebror i et års tid efter skilsmissen for at flytte til England, er det ikke noget, Lotte bærer nag over. For hun vidste, at moren ville komme tilbage, husker hun.

Da Lotte Heise blev ældre og begyndte at gå til psykolog, forsøgte psykologen at grave efter traumer hos Lotte, som kunne have rod i barndommen, og at moren forlod dem, men det var aldrig noget, der for alvor satte sig i hende, fortæller foredragsholderen.

Til gengæld gav psykologsamtalerne anledning til at konfrontere moren og få renset luften én gang for alle.

”Hendes reaktion var: “Gud ja. Hold da op, sikke noget.” Det er enormt sjældent, at en mor æder sådan en spand lort for åbent tæppe. Det havde min psykolog aldrig set før. Det betød selvfølgelig meget, at hun tog det sådan. Jeg har altid følt mig elsket, og min mor har altid troet på mig, og det har givet mig et godt selvværd.”

Læs hele interviewet med Lotte Heise på linket nedenfor. Her fortæller hun om, hvordan barndommen har formet hende, om at søge trøst i Gud og om sit kærlighedsliv.

Om Lotte Heise

  • 65 år.
  • Forfatter, foredragsholder, entertainer, skuespiller og tidligere model.
  • Siden 2010 vært på radioprogrammet Bravo om klassisk musik. Denne sommer desuden vært på Heise i Hængekøjen på P2.
  • Mor til voksne tvillingesønner, Joachim og Christian.
  • Bor i København sammen med sin kæreste gennem 10 år.