Lotte Svendsen mistede sin kæreste på sin 25-års fødselsdag: Jeg så ham falde ud ad vinduet
Instruktør og manuskriptforfatter Lotte Svendsen mistede sin kæreste på sin 25-års fødselsdag. Tabet har givet hende en robusthed og skærpet hendes begejstring over at være i live og gjort hende mere bange for gentagelser end forandringer.
Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
"På min 25-års fødselsdag havde min kæreste og jeg lejet et festlokale, og da vi kom hjem til vores andelslejlighed på fjerde sal, havde nogle håndværkere pillet et vindue ud og ikke fået spærret af. Han havde en masse mad og gaver i favnen og snublede over en mursten, og så faldt han bare ud i ingenting og døde.
Det er 30 år siden i år, så de af os, der var tættest på ham, skal mødes og fejre, at vi har levet 30 år mere end ham – det at man går rundt på jorden og er levende, må man jo på mange måder tilskrive et tilfælde. Det har helt klart skærpet min livslyst og min rummelighed, at jeg tidligt i livet havde så konkret en oplevelse af, at alt, hvad du tror er sikkert, kan du miste på et sekund."
På hvilken måde kommer det til udtryk?
"Jeg tilgiver nemt, fordi jeg ved, hvor sårbart og alvorligt det er at miste. Så jeg går meget langt i mine relationer, men jeg har naturligvis en grænse. Jeg bliver stadig enormt berørt, når jeg møder folk, der siger: ”Nu har jeg slået hånden af min mor” eller ”min lillesøster har kvajet sig så meget, så nu vil vi ikke se hende mere”.
Det gør mig ondt, når folk frivilligt vælger en anden fra, når jeg ufrivilligt har prøvet at miste en, som jeg gerne ville have været sammen med. Så det har på mange måder skærpet mit blik på relationer, det at holde af og også min begejstring over at være i live. Jeg er ikke sådan en, der brokker mig over småting."
Hvad har oplevelsen lært dig om dig selv?
"Når du på den måde mister din kæreste og finder ud af, at du kan overleve det, finder man også ud af, at man er mere solid, end man måske troede. Vi kan klare meget, og det er en rigtig god læring at have med sig i livet. I forhold til at gå og brokke sig på sit arbejde, men ikke turde at sige op, fordi så ved man ikke, hvad man får. Eller være i et lorteforhold, men ikke turde at skride, fordi man ikke ved, om man kan finde noget bedre, der tror jeg, at det allervigtigste, jeg har fundet ud af, er, at jeg godt kan tåle forandringer, tab og kriser.
Det er også en rigtig god bevidsthed at have med sig, når man er kreativ, for især som leder og instruktør skal du turde tage nogle hårde beslutninger, hvor du kan være i modvind og risikere at stå lidt alene med din egen beslutning. Det kræver en grundlæggende robusthed. Og det har jeg blandt andet lært af det. Og så er jeg blevet mere bange for gentagelser, end jeg er for det modsatte. Jeg er lidt en sucker for forandringer. Jeg kan godt lide at blive rystet på en eller anden måde."
Hvornår er du helt dig selv?
"Jeg får først lyst til at sige, når jeg går rundt på min eng på Bornholm, men hvis jeg skal sige, hvornår jeg virkelig er mig selv, er det, når jeg skriver 'Damen med de blå tænder', der er den her arketype, der bliver meget grænseoverskridende og konfrontatorisk, når hun får noget rødvin. Hun er den værste side af mig og andre bedrevidende kvinder – sjov at skrive, men også et mig, jeg virkelig prøver at tøjle."
Så det er en side, du føler, du skal gemme væk?
"Ja, overalt. Det er, som om jeg sidder og kæmper med en bumlende tourette, uanset hvilken sammenhæng jeg er i. Men det er jo også det karaktertræk, jeg bedst kan lide ved mig selv. Den der nådesløshed. Jeg har ofte kunnet finde ud af at holde min kæft, men jeg kan godt sidde og hygge mig rigtig godt med mine egne tanker.
Lige siden jeg var lille, har jeg følt, at jeg har kunnet gennemskue den forstillelse og det pres, som folk er under, men som de prøver at skjule og klæde ud som strategitænkning i et eller andet djøf’et sprog. Så derfor har jeg altid haft det godt i satiren."
Hvad er det vigtigste, du har lært om kærlighed?
"At nissen flytter med, og at dine indre dæmoner har samme ansigter, uanset hvilken konstellation du ender op i. Så i stedet for hele tiden at pege fingre ad den person, der udløser dem, og skifte sin partner ud, bliver du nødt til at tage ansvar for det, du på et eller andet tidspunkt altid ender i. Det ved jeg, fordi jeg har haft et par stykker, og jeg er faktisk et sted, hvor jeg næsten kan føle en form for taknemmelighed over, at der er en, der kan holde mig ud."
Tror du, at du er svær at være kæreste med?
"Jeg kan ikke lide gentagelser. Jeg er dårlig til rutiner. Alt det, der kendetegner et godt ægtepar. Jeg bliver vanvittig af sådan noget: ”Nå, men sætter du P-skiven, så henter jeg panten bag i bilen. Har du 10-kronen til at lægge i indkøbsvognen? Nej, den plejer du at have”. Jeg bliver sindssyg. Jeg vil slet ikke handle ind med min kæreste. Jeg føler mig som en parodi.
Jeg kan finde på at sige væmmelige ting lige pludselig under en middag og gemme mig inde i et skab og råbe ”bøh” bare for at bryde den der gentagelse . Jeg synes simpelthen, det er så svært med gentagelser. Det er fantasiløst. Men det kan jo også være trygt og rart. Det trigger bare et eller andet i mig."