Duddi fandt kreativiteten igen efter svær tid: ”Der var ikke længere noget, der blokerede”

Da jeg var lille, fulgte jeg min far overalt her på slottet, og der er ikke det sted, han ikke har fortalt en sjov historie om.

Læs også

Signe måtte slå op med en veninde gennem 7 år: ”Jeg stod tom og småfortabt på en gade i København…”

Han vidste også præcis, hvilke døre der knirkede, hvordan man åbnede og lukkede dem på den rigtige måde, og han kendte i det hele taget hver en krog på slottet.

Alt det fortalte han mig dengang, så jeg fik simpelthen Valdemars Slot ind under huden fra en meget tidlig alder.

Louise Iuel Albinus var meget tæt knyttet til sin far, lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff, der havde været slottets ejer siden 1971. Så da han ringede og sagde, at han var blevet alvorligt syg af nyrecancer i 2016, flyttede Louise og hendes to døtre hjem fra England for at være tæt på ham. Hendes mand, Nikolaj, arbejdede i bankverdenen i London, og igennem det følgende halvandet års tid pendlede han frem og tilbage mellem jobbet og familien.

"Da jeg flyttede hjem under min fars sygdom i 2016, var han som regel mest frisk om aftenen, og derfor havde han og jeg mange fine aftensnakke i den tid. Vi talte om alt. Om livet og døden. Om det hårde stykke arbejde, der skulle til for at drive et sted som Valdemars Slot. Og vi talte om viljen til at fortsætte familiehistorien.

Min far var godt klar over, at jeg altid har haft stor kærlighed til slottet, og da han i januar 2017 lå på sit dødsleje, lovede jeg ham, at jeg altid ville passe godt på Valdemars Slot. Han sagde til mig: ”Du vil altid kæmpe for det, du har kært, og du ved, hvad du skal gøre”. Og det vidste jeg jo. Han havde slet ikke behøvet at sige det, for det har altid ligget dybt i mig. Valdemars Slot er en del af mig."

Louise, som helst vil kaldes Duddi, sidder ved et stort, blankt mahognibord i en ellers næsten helt tom sal på Valdemars Slot og fortæller sin historie. En historie om, at adel forpligter, men også en historie om at føle sig så forbundet med et sted, at man ikke kan lade være med at gøre alt for at bevare det, uanset hvad det måtte koste såvel økonomisk som menneskeligt. Og det har kostet.

Enhver, der har fulgt lidt med i medierne de seneste par år, vil vide, at der har været en stor familiefejde om slottet mellem Duddi og hendes storesøster, Caroline Fleming. I 2003 havde lensbaronen overdraget slottet til sin ældste datter og hendes britiske mand, Rory Fleming, men da de blev skilt i 2011, købte faren slottet tilbage, og det blev samtidig offentliggjort, at Carolines ældste søn, Alexander, på sigt skulle arve slottet.

Da faren døde i 2017, stod den dengang 12-årige Alexander altså til at arve slottet, men Caroline og Rory Fleming blev enige om at give arveafkald på vegne af deres søn. I stedet blev det derfor Duddi og Caroline, som overtog Valdemars Slot. Duddi blev direktør, hendes mand overtog formandsposten i bestyrelsen, og boet solgte slottets indbo til Rory Fleming.

Frem til at Alexander blev myndig i 2022, blev hans interesser varetaget af hans forældre. Bag slottets tykke mure udspillede der sig imidlertid frem mod foråret 2021 det, som flere har kaldt ”en familietragedie” med beskyldninger om urent trav og misvisende regnskaber.

Læs også

Anne Bertram med personligt opråb: Lægen grinede, da jeg fortalte det

Det kulminerede med, at Caroline i maj 2021 nægtede at underskrive årsregnskabet i Valdemars Slot Gods A/S, som er selskabet bag slottet. Selskabet blev sendt til tvangsopløsning, og slottet blev derefter blev sat til salg af likvidator. Det lykkedes Duddi at købe Valdemars Slot, og den 15. maj 2022 overtog hun og hendes mand et tomt slot. Det var nemlig i dagene inden overtagelsen blevet tømt for stort set alt inventar, fordi det tilhørte familien Fleming.

"Det var en surrealistisk oplevelse at se de store flyttevogne, der en efter en rullede op til slottet, mens flyttefolk bar møbler, malerier og lysekroner ud af Valdemars Slot. Vi ville gerne have købt dele af inventaret, inden det blev sat på auktion, men det ønskede familien Fleming ikke. Den dag i dag ved jeg stadig ikke hvorfor.

Det bord, vi sidder ved her, er ikke originalt, det er et, vi har fundet, som kan passe ind. Vi måtte prioritere andre ting, da vi sad til auktionen hos Bruun Rasmussen, hvor effekterne fra slottet efterfølgende blev sat til salg, for vi havde kun en vis sum penge at købe ind for."

Hvem er Louise Iuel Albinus?

• Datter af lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff og baronesse Margareta
  ElisabethIuel-Brockdorff. Søster til Caroline Fleming. Familien boede
  i England fra 1981 til 1993 og flyttede så tilbage til Valdemars Slot, som har
  været i familiens eje siden 1678.
• Louise er 11. generation på slottet, som hun har ejet siden 15. maj 2022 og er ved at sætte i stand. Hun vil gøre det til et kulturelt samlingssted med forskellige events og mulighed for refugieophold.
• Louise er 45 år og gift med Nikolaj Albinus, som er bankuddannet. Sammen har de døtrene Marie-Louise Margareta, 13, og Elisabeth Rose på 11 år.

Potentialet i tomheden

Auktionen vender vi tilbage til, selvom Duddi egentlig helst bare vil se fremad og glæde sig over det, som hun og hendes lille familie er ved at skabe. For ud af tomheden kom kreativiteten. Og med kreativiteten kom glæden tilbage, hvilket lyser ud af Duddi, når hun taler.

Planen er, at Valdemars Slotforhåbentligallerede i 2025kanslå dørene op til at være et fyrtårn indenfor kunst og kultur. Der skal vises udstillinger af bådedanske og udenlandske kunstnere på slottet, og der skal være refugium i nogle af godsets boliger, hvor f.eks. malere, forfattere og musikere skal kunne fordybe sig i deres værker, og hvor de samtidig kan nyde godt af de smukke omgivelser og det sydfynske øhav lige udenfor vinduerne.

"I vores tomme hus fik jeg Nikolaj til at lægge sig på gulvet inde i Kongesalen. For lige så smuk, som Kongesalen var, da den var fyldt med møbler og familieklenodier, lige så lidt havde man lagt mærke til rummets egne detaljer.

Men nu, hvor alt var væk, fik vi øje på, hvor smuk en udsmykning slottet er i sig selv, og hvor velbevaret det er takket være min far. Og lige pludselig kunne vi se det enorme potentiale i tomheden. Der var ikke længere noget, der blokerede, det var som at kigge på et blankt lærred og tænke: Hvad skal vi male på det?"

Så de idéer, I nu har fået for slottet, ville I måske ikke have fået, hvis alt inventar stadig var her?

"Nej, jeg ville aldrig have turdet. Jeg ville have følt, at jeg gik imod det, der var. Et møbleret slot, der stod og fortalte historien, som det altid havde gjort. Men som jeg ser det nu, så fortsætter vi bare historien uden af fokusere på den ene hændelse, der førte til, at slottet blev tømt."

Så er det lige før, du vil sige, at det er en gave, at det er sket?

"Jeg vil sige, at i alle tragedier er der jo også altid noget positivt, der kommer ud af det. Men i momentet kan du ikke se det.

Det er først, når du får lov til at hele sårene og liiige trække vejret, at du får øje på det. Det, at vi har fået sikret Valdemars Slot, har givet os muligheden for at fortsætte en særlig kulturarv. Men på en ny måde. Ja, der har altid hængt malede familieportrætter på væggene, men man kan jo også hænge store fotografier op. Og når man skal finde gulvtæpper, behøver det jo ikke at være gamle, ægte tæpper, det kan også været tæpper vævet på nye måder.

Det er nyt for os at tænke sådan, for vi arbejdede jo mere traditionelt for slottet, mens min far levede. Jeg vil ikke sige, at det har været en gave at få alle de hug, som vi har fået de sidste par år, men det har helt klart formet noget i mig, som jeg ikke ville have fået formet ellers."

Hvordan?

"Jamen, det har fået mig til at indse, at det at være her på Valdemars Slot ikke kun handler om nuet. Når jeg tager beslutninger, tænker jeg på de kommende generationer, og det er jo en kæmpe gave. Men jo, der har været mange tårer undervejs, selvfølgelig, det vil jeg ikke lægge skjul på. Men jeg er heldigvis mere en lysseer end en sortseer, og det er godt, for ellers ville jeg være blevet en gammel og meget bitter dame, og det er jeg ikke.

For mig handler det om at se lyset og huske på, at mørke ikke kan fortrænge mørke. Kun lyset kan fortrænge mørket. Så jeg har det sådan, sket er sket. Slottet er blevet tømt, okay, hvad gør vi så? Hvordan kan vi få det her pragtfulde sted til at leve? Hvordan kan vi få ny energi ind? Og der har vi nu så utrolig mange kvadratmeter, som ikke har kunst og møbler, og hvor sjovt er det så ikke lige at få lov til at lave kontraster med nulevende kunstnere og på den måde forbinde nyt og gammelt?"

Læs også

Mille Dinesen åbner op om ensomhed: ”Jeg begynder at føle, at jeg har et lille sugerør ind i voksenverdenen”

Hun stopper op og tager fat i den bog, der ligger på bordet foran hende, en udgave af Kong Frederiks bog 'Kongeord'. Hun har læst den flere gange, fortæller hun, og der stikker en del små orange indexfaner ud fra siderne. Duddi er inspireret af kongeordet "Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark", som hun synes er meget stærkt, og hun er nødt til lige at læse et citat op:

”Forbundne minder os samtidig om, at vi er forbundet over tid. Ikke bare til nutiden, men også til fortiden. Til historien og traditionerne, sådan som det blandt andet kommer til udtryk i kunst og kultur.”

"Og det er jo sådan, det er. Min familie og jeg er bare gatekeepers her på slottet. Vi er her for at passe stedet i en årrække, men slottet er jo alles kulturarv."

Så I føler jer forbundne med stedet og føler glæden, men der følger jo også en forpligtelse – måske en byrde – med?

"Ja, men vi er så heldige i Danmark, at vi har fonde, som støtter op om dansk kulturarv, og jeg håber, at de vil hjælpe os, så slottet kan blive til gavn for alle. Det handler om at bevare et stykke dansk kulturarv, et stykke dansk historie, og jeg føler det ikke som en byrde.

Jeg ser det som et job, som er spændende og til tider lidt skræmmende, men det er trods alt en dejlig opgave at få lov til at være en lille bitte dråbe i det hav, der udgør slottets historie.

Lige nu er det kun mig, der bor her på slottet, men når skoleåret er slut, flytter Nikolaj og pigerne også hertil fra vores hus i Skovshoved. Nikolaj har sagt sit bankjob op for også at arbejde fuld tid her, og han er lige så begejstret over det hele, som jeg er. Fordi det giver så meget mening."

Du kunne også have valgt et nemt liv i Skovshoved?

"Det tror jeg også, at mange regnede med, at jeg ville gøre. Men det var bare slet ikke en option for mig. Hvis man skal drive et sted som Valdemars Slot, skal familien også bo på stedet, så sjælen er der. Ens børn skal se deres forældre leve og brænde for stedet, for ellers kan man ikke forvente, at de føler sig lige så forbundne og forpligtede i forhold til stedet. Og selv om det har krævet mange tårer og søvnløse nætter de senere år, så har det været det hele værd."

Fotoalbummet til salg

En af de rigtig svære dage i forløbet var den 21. september 2022, hvor Duddi og Nikolaj mødte op til auktionen over de første 91 effekter fra Valdemars Slot, der var sat til salg.

Det var som at komme til en begravelse, udtalte Duddi dengang til Børsen, som fulgte auktionen tæt. Senere fulgte en onlineauktion med yderligere 263 effekter fra slottet, men der er stadig ting, der ikke er blevet sat til salg, og som Duddi ikke aner, hvor er.

Hvordan var det at sidde til auktionen hos Bruun Rasmussen?

"Jamen, det var rædselsfuldt. Og det var utrolig grænseoverskridende at skulle kæmpe for noget, som hører til på Valdemars Slot, og som har tilhørt min familie i generationer."

Du sad på forreste række til auktionen, så folk kunne se, når du bød, hvordan var det?

"Det var også meget grænseoverskridende, men jeg havde behov for at se det hele fra første række. Og jeg må sige, at langt de fleste, der var til stede, viste os og Valdemars Slot en enorm respekt ved at undlade at byde, når jeg gjorde det.

Læs også

Pia Olsen Dyhr var ikke i tvivl, da hun så huset: ”Her skal vi bo”

Det vigtigste for os var at få familieportrætterne, for det er jo vores fotoalbum, hvis man kan sige det sådan. Og fordi vi kun havde en bestemt sum penge at byde for, måtte Nikolaj hele tiden sidde og regne og sige ”ja, nej, stop, kør” i forhold til, hvad vi havde råd til at byde op, og hvad vi måtte lade gå."

Hvordan var det at se nogle af tingene gå til andre?

"Da jeg sad der, blev jeg utrolig afklaret med situationen, og jeg håbede, at folk blev glade for de ting, de købte. Jeg håber, at de passer godt på dem, for det har min familie gjort i mange hundrede år, og jeg håber, at hvis de en dag vil skille sig af med tingene, at de så henvender sig til os.

Men jeg har da skullet sluge nogle kameler, for det gør ondt, når ens familieting pludselig bliver spredt for alle vinde. Samtidig er jeg helt opmærksom på, at folk havde ret til at købe tingene, for det var jo sat til salg, og jeg har været nødt til at give slip på tankerne om auktionen, for ellers ville jeg ikke være kommet videre."

Hun holder en lille pause, inden hun fortsætter.

"Jeg er også blevet meget opmærksom på, at alle mennesker oplever historien og det, der sker, ud fra deres eget synspunkt. Caroline og jeg var ikke enige, og resten af det, der derefter er sket, er en dominoeffekt af det. Men nu, hvor det efterhånden er flere år siden, fylder det ikke længere så meget for mig, og det forhold, at Caroline og jeg ikke er på talefod, er sådan set irrelevant.

Det vigtigste for mig er, at min familie og jeg nu er med til at sikre et stykke dansk kulturarv. Det vil jeg blive ved med at kæmpe for. I min verden giver man ikke slip på sådan et sted og sådan en historie, som man er så dybt forbundet med."

Hvordan vil du give den forbundethed og forpligtethed videre til dine døtre?

"Jeg vil gøre det, ligesom min far gjorde."

Ved at fortælle de små historier og hemmeligheder om slottet?

"Ja, og ved vise vores piger, hvor meget jeg – ligesom min far – brænder for stedet. Det kan jo kun smitte af på den gode måde. Og når de så oven i købet oplever alt det spændende, vi kommer til at skabe her, så er jeg ret sikker på, at de ikke kan andet end at føle sig forbundet med historien og slottet."

Er der en plan for, hvem der skal overtage?

"Nu er de jo kun 11 og 13 år. Men vi taler meget åbent med dem begge to, og de føler det meget naturligt allerede. Så jeg tænker, det finder vi ud af. De har heldigvis et rigtig godt forhold til hinanden."

Arvede mors stædighed

Duddi mistede sin mor allerede, da hun var syv år. Det er en af grundene til, at hun blev så tæt for forbundet med sin far, mener hun.

Læs også

Anna Thygesens forældre tog deres eget liv: ”Selvom jeg var i sorg, var det også en frihed”

"Han var en meget stærk faderfigur, men han var også fyldt med kærlighed. Måske var det heldigt, at jeg var så lille, da jeg mistede min mor, for jeg kan ikke rigtig huske hende. Samtidig har det jo også været forfærdeligt, for der var mange stadier, jeg skulle igennem, hvor jeg havde rigtig, rigtig meget brug for en mor.

Men så blev min far bare dobbelt så vigtig. Og dobbelt så god. Han skulle jo pludselig udfylde to roller. F.eks. kunne han ikke finde ud af at flette vores hår, men det skulle vi ikke lide under. Vi boede i England på det tidspunkt, og min far lavede en aftale med vores rektor, Mrs. Brickstock, som han kørte os over til inden skolestart, og så børstede og flettede hun vores hår, så vi ikke skulle føle os anderledes end de andre piger i skolen.

Jeg synes, at det viser min far som et utrolig betænksomt og kærligt menneske. Det har jo også været et kæmpe chok for ham at miste sin kone så tidligt og så pludseligt, som det var, men han gjorde, hvad han kunne, for at vi fortsat havde det så godt som muligt."

Hvad har du med dig fra din mor?

"Min far sagde ofte, at jeg havde arvet hendes stædighed. Og det tager jeg som en kæmpe kompliment. Jeg har også fået at vide, at jeg har min mors betænksomhed, og jeg prøver i hvert fald på at tænke på mine medmennesker i hverdagen. Forstået på den måde, at jeg ikke altid sætter mig selv først. Jeg er nok i virkeligheden temmelig ydmyg, hvilket er en kvalitet, jeg selv værdsætter hos andre mennesker. "

Føler du dig forbundet med din mor, selvom du ikke helt kan huske hende?

"Ja, et eller andet sted gør jeg. Der er jo traditioner og historier i en familie, der går i arv, og som man har implementeret i sit liv og sin hverdag."

Der er fire et halvt år mellem Duddi og Caroline, og på spørgsmålet om, hvordan deres forhold var, da de var børn, trækker Duddi længe på svaret.

"Også lidt kompliceret, måske. Vi er dybt forskellige. Og det har vi alle dage været. Vi ligner måske hinanden fysisk, men ellers er vi vidt forskellige mennesker, og det er nok derfor, vi også opfatter ting meget forskelligt."

I dag ses I ikke, har jeg læst, hvordan er det, når der vel også er en forbundethed i blodets bånd?

"Øhm … jeg vil sige, at jeg er mere hel nu. Jeg lader ikke det kapitel i mit liv fylde. Jeg har bearbejdet det og er kommet videre. Videre til vores nye, lyse kapitel. Til starten på noget rigtig godt. Alle familier – alle mennesker – har deres, og det er ikke usædvanligt, at man ikke er enige. I vores tilfælde er historien så bare kommet på forsiden af blade og aviser."

Hvordan har det været?

"Det har været en anderledes oplevelse og noget, jeg har skullet håndtere bedst muligt. Ikke kun for mig selv, men så sandelig også for min egen lille familie og for Valdemars Slot."