En særlig barndomsoplevelse har præget, hvordan Louise Mieritz gebærder sig som kvinde
Ditte Hansen og Louise Mieritz kæmper stadig for, at kvinder skal være lige så synlige som mænd. Det gør de med deres nye serie, 'Dansegarderoben' og i ALT for damerne, hvor de sætter ord på nogle af de svære følelser, som de selv har oplevet.
Der sker noget, når vi begynder at sætte ord på de svære følelser. Når vi tør stå ved de dybeste mørkeste oplevelser og dele dem. Når vi ikke amputerer de mindre pæne sider af os selv for at passe ind i. Vi vokser i bevidsthed og finder ud af, at vi ikke er alene.
Louise Mieritz fortæller i ALT for damerne om en særlig oplevelse, hun havde som barn efter at have været i børnehaven hele dagen. Hun var mut og træt, og moren gav hende en slikkepind i håbet om, at hun blev glad. Da det ikke lykkedes, kaldte hun på faren og sagde:
”'Nej, se lige. Jeg tror, vi har fået den forkerte Louise med hjem. Vores Louise er jo glad og smilende. Hende her er helt på tværs. Vi må hellere køre hende tilbage og bytte hende.' Den trussel har præget, hvordan jeg gebærder mig som kvinde. Jeg skal altid smile og være glad, ellers bliver jeg byttet. Jeg forstår godt følelserne omkring det, når man er blevet mor, men jeg ved ikke, om de havde gjort samme med et drengebarn.”
Senere i livet fik Louise angstanfald, og hendes krop larmede. Når hun spurgte sig selv hvorfor, kom der en lang liste af ord og følelser, hun ikke brød sig om at være og føle.
”Jeg kunne ikke lide at fylde for meget. At være urimelig, besværlig, dum, doven, sur og ambitiøs. Jeg opdagede, at jeg gik på en meget tynd line, mens min krop sagde til mig: Jeg er altså bare et menneske,” fortæller Louise Mieritz og uddyber:
”Det her med at skulle have bløde hjørner og ikke være for besværlig oplever jeg som en kvindeting. Hvis jeg er for kritisk, venter der et bestemt stempel fra omverdenen, som er, at hun bare er en besværlig diva at arbejde med, siger hun.
Tiden er til stemmer, der ikke er blevet hørt
Ditte Hansen og Louise Mieritz er aktuelle med en ny serie, ”Dansegarderoben”, som har premiere på TV 2 den 5. februar. Serien foregår hen over en sommer i Cirkusrevyen engang i 1970’erne, og vi følger otte dansepigers liv tæt på.
”Seriens store oprør er, at vi putter otte kvinder helt i front. Det føles som et vildt statement, og jeg ved ikke, om vi har set det herhjemme før. Vi har haft kvindefortællingerne, men så har de været godt pakket ind i parforhold, familieliv og andre dynamikker. Vi insisterer på, at tyngdepunktet i dramaet ligger mellem kvinderne. Det er her, både problemerne og løsningerne ligger,” siger Ditte Hansen til ALT for damerne.
Idéen til serien fik de i 2017. De efterfølgende år researchede de, mens Metoo tsunamien ramte verden, og en ny bevidsthed langsomt forplantede sig i os. Alt imens de læste om rødstrømpernes paroler og idéer, gik det op for dem, at vi ikke har bevæget os synderligt de sidste 50 år i ligestillingens navn. At det sådan set stadig er de samme ting, vi efterlyser i dag, som dengang.
Louise Mieritz forklarer, hvordan vi i lyset af Metoo har tilladt et mere kritisk blik på datidens systematiske krænkelsesadfærd. Simon Spies og hans morgenbolledamer er et oplagt eksempel på et menneske, vi i årtier har betragtet som en excentriker med en underholdende tilbøjelighed.
”'Få dig lige lidt humor' er der blevet sagt om den slags adfærd, men nu er der en generation, der ikke gider at finde sig i det. Det kan godt være svært for både mænd og kvinder, der har levet under den kultur og ikke forstået, at den var krænkende," siger Louise Mieritz og fortsætter:
”Tiden er til stemmer, der ikke er blevet hørt.”
Læs hele interviewet med Ditte Hansen og Louise Mieritz her.