Maise Njor-novelle: Del 4

Varmen slog mod Solvejs ansigt, da hun steg ud af flyveren på Samos. Bare gåturen hen til ankomsthallen fik hende til at svede. Det var lige, hvad hun havde savnet. Efter fire ugers dansk sommeregn havde hun glemt, hvordan det var at svede, bortset fra den dunst, der opstod i gummistøvlerne, som lugtede som gammel feta. Nu var hun i fetaens hjemland, og her lugtede ikke spor af gummistøvler – luften var fuld af havsalt og fyrretræer og… en sær fornemmelse af at gøre noget uovervejet. Måske det dummeste, hun havde gjort nogensinde, måske det klogeste. Hun vidste det ikke endnu.

”Are you here on holiday,” spurgte pasbetjenten med det brede overskæg. Det klædte hende ikke så godt. Solvej var lidt flov over ikke at kunne svare sikkert, men sagde: ”Yes … I think so.”

I bussen mod Pythagorion så hun ud på landskabet og så sig selv i busruden. Hun så allerede mere rundkindet ud. Kunne det virkelig gå så hurtigt? Hun var kun ca. seks uger henne. For seks uger siden skinnede solen sidste gang, og så begyndte regnen. For seks uger siden var hun sikker på, at hun elskede Henrik, men nu… tingene blev sat på spidsen, da hun blev gravid. For seks uger siden levede hun bare et almindeligt, lidt kedeligt liv, som livet kan være, hvis der ikke er en deadline for noget som helst, hvis der ikke er en målstreg. I går var det hende, der var guiden, som skulle tage sig af gæsterne, og nu var det hende, der var turisten, og den danske guide skævede flere gange til hende, fordi hun sad helt alene blandt en masse glade par. Til sidst kom guiden over:

”Er du her i 14 dage, eller nøjes du med en uge?” spurgte hun venligt.

Solvej sukkede og sagde stille: ”Jeg ved ikke, hvad jeg nøjes med. Det er ikke så rart at nøjes, vel? Skal man nøjes med en mand, som ikke rigtig tør vise, at han elsker en, eller måske slet ikke rigtig elsker en, skal man nøjes med at være alene, eller skal man springe ud i livet? Jeg har ikke taget så mange spring ud i livet, fordi jeg føler, at jeg er her på et afbud. Min mor var narkoman og gav mig væk uden at se mig. Hun ville ikke engang se mig ét eneste øjeblik – kan du forstå, hvordan det føles? Kan du forstå, hvor rodløs man kan føle sig, når man ikke kender sine rødder?”

Guiden så bange ud. Hun havde nok på fornemmelsen, at hun havde fået en tosse med på turen, og svarede forsigtigt, ”Nææ… Nå, men god ferie, i hvert fald.”

Bussen kørte gennem svedne landskaber, solen havde skinnet længe her. En sms tikkede ind. Den var fra Jeppe:

”Er du blevet vanvittig? Du kan da ikke bare tage ned til Georgio – du ved jo slet ikke noget om ham, han kan være en psykopatisk morder, der forfører danske kvinder og stjæler deres penge.” Så var der en sur smiley. Altså, hvem havde opfundet en SUR smiley? Det gav jo ikke mening.

Læs også: Maise Njor-novelle: Del 1

Endnu en sms tikkede ind. Bus-Brian:

”Søde tøs. Lev vel (manden havde virkelig ikke de store skrive-evner. Selv på sms lød han som en skolepige på otte år). Jeg giftede mig med min kone, fordi hun blev gravid. Ikke fordi jeg elskede hende. Nu har vi været gift i 40 år. Tror du, at jeg har levet vel?”

O.k. måske var der en hjerne under pomadehåret, og måske var der et hjerte under nylonskjorten. Med få ubehjælpsomme ord havde han i hvert fald beskrevet, hvor galt det kunne gå, hvis man gjorde som forventet. Som andre forventede. Hvad hun selv forventede, havde hun faktisk ingen anelse om. Hun havde altid tænkt skæbnen ind i regnskabet, men hvad hvis troen på skæbnen bare var udtryk for, at man ikke selv turde tage stilling og gå efter sine drømme?

Da bussen ankom, stod Georgio der. Smukkere, end hun havde husket, og tydeligvis helt fan af skæbnen:

”Min mor har sagt god for dig. Muligvis skal vi aldrig fortælle hende, at jeg ikke er den rigtige far til dit barn, og måske overlever hun ikke de næste otte måneder, men vil du ikke overveje at flytte herned?” Solvej nikkede og kyssede ham for at slippe for at svare. Hun tænkte på Victor Borges sætning, som hun så tit havde brugt, når hun viste turister rundt i Danmark, ”Smilet er den korteste afstand mellem to mennesker”, og tænkte, at et kys var smutvejen, som fik det til at gå endnu hurtigere …

De gik hjem til hans mors hus. Gennem smalle gader, ad små stræder ankom de og listede op og elskede lydløst. Lyden af musik på barer i det fjerne nåede hende, som han kom og faldt om ved siden af hende. Sveden fra hans brune krop limede dem sammen, mens hun tænkte:

”Solvej, for fanden. Lille Solvej, langt hjemmefra. Stikker du af fra noget, eller stikker du hen mod noget? Fravalg eller tilvalg?”

”Hvad tænker du på?” spurgte Georgio.

”Dig,” løj hun.

”Jeg tænker også på dig,” svarede han. ”Jeg tænker, at du er det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet.”

”Sådan har jeg det også med dig,” svarede Solvej, og det var oprigtigt. Sådan var det. Men var det nok? De smukke hænder med hår på andet led af fingrene, det mørke hår, som hele tiden faldt ned i øjnene, en grænseløs kærlighed fra en mand, hun knap nok kendte? Hvornår ved man overhovedet, at man er forelsket? Hvornår tør man tro på, at man er elsket?

Tøjet var smidt i en bunke, så da hendes telefon ringede, måtte hun lede længe for at finde den. Det var Henrik, og Solvej skyndte sig ud på toilettet. Først lod hun den ringe, til den døde, så fortrød hun og ringede ham op. Der var optaget. Den gik over på svareren. Det var nervepirrende at lægge en besked uden at kende hans – den, han nok lige nu var ved at lægge på hendes svarer. Men når alt kommer til alt, skal man vel ikke lade andres beslutninger forstyrre ens egen, tænkte Solvej, og så satte hun sig på toiletsædet og sagde: ”Søde Henrik, jeg er taget til Samos, fordi jeg har mødt en mand, som ikke er så bange for nærhed som dig. Jeg har virkelig været vild med dig, men kærlighed er ikke et job, man kan klare alene. Der skal to til det. Og jeg tror, at du ikke er klar. Måske skal vi bare sige, at det var det, og at vi er gravide sammen, eller hvad det hedder, har bare sat tingene på plads. Måske er du ikke klar til at få et barn, især ikke med mig. Og måske elsker jeg dig ikke længere…”

Så ringede hun op til sin telefonsvarer og aflyttede hans besked: ”Hej… Det er Henrik. Hvordan skal jeg sige det her? Jeg… jeg har haft en anden kvinde det seneste stykke tid.

Eller… siden vi mødte hinanden. Jeg vil selvfølgelig gøre alt for det barn, du har i maven, men… jeg kan ikke være din mand, jeg kan ikke være der for dig. Det er jeg virkelig ked af, men sådan er det… Farvel.”

Læs slutningen på næste side.

Hele næste dag tænkte Solvej på Henrik, mens hun var på stranden med Georgio. Det var ikke fair. Og det var ikke muligt at gøre andet. Det føltes sært råddent at blive dumpet af en, som man ikke ville have. Mens Georgio drønede rundt og tegnede hjerter i sandet og kyssede hende og bragte hende alt, hun ønskede, og også det, hun ikke ønskede (f.eks. marinerede søpindsvin til frokost), tænkte hun på Henrik. Men efterhånden tog havvinden over, solen bagte ned, og da de gik fra stranden om eftermiddagen, havde hun overbevist sig selv om, at det her liv, med strand og sol og fetasalat og en smuk mand, var det, der var udstukket for hende. Græsk mutter med unger i skørterne… Det var hende lige om lidt.

Pinjetræerne duftede i aftenvinden. De små skravlede kattekillinger tiggede ved bordene, og af og til smed en turist en reje ned til dem. Solvej spiste alle sine kongerejer i hvidløg uden at dele, og så sagde hun til Georgio, ”Skænk mig lige noget retzina.”

”Jamen, det må du ikke, du skal tænke på barnet,” svarede han. Hun tog flasken og skænkede selv, ”Ja, det skal jeg, men lige i aften tænker jeg altså på mig selv. Masser af ufødte børn har haft en mor, der havde en vild nat i byen, og de har da ikke taget skade, så vidt jeg ved. Et glas vin må jeg vel få.”

Georgio tog hende på knæene, de knæ, som allerede havde fået farve, og som her i den lune vind ved havnen i Samos by for første gang i lang tid kunne mærke noget. Som resten af hendes krop – hun mærkede den. Så mærkede hun også en snurren i lommen. Mobilen. Det var Jeppe, og hun tog den. ”Hvor er du?” spurgte han.

”På Samos, det har jeg jo skrevet til dig,” svarede hun.

”Nej, jeg mener, hvor på Samos?”

”Hvorfor det?”

”Fordi vi er her. Bus-Brian og jeg er lige landet.”

Solvej og Georgio var kun nået til desserten, da Bus-Brian og Jeppe ankom til restauranten, og hun blev faktisk helt rørt, da hun så dem. Idyllen ved havnen med udsigten til lysene på de små fiskerbåde blev kun forstærket af, at hun sad med sine bedste venner. O.k., Bus-Brian var en ny ven, selvom hun havde arbejdet med ham i mange år, men strengt taget havde hun først fået en kærlig fornemmelse af ham, efter han havde afsløret sine bristede drømme. Før det havde han i hendes øjne bare været en tvær, tyk mand, der altid brokkede sig over alt. Nu forstod hun hvorfor. Jeppe havde hun kendt altid, også dengang i gymnasiet, hvor han stadig prøvede at bilde folk ind, at han var til piger. Sært, som man elskede folk mere, når man havde set sprækkerne i fundamentet. De tre mænd tyllede retzina, månen lyste ned i glassene, og efterhånden som de blev berusede, blev de mere og mere begejstrede over, at Solvej var gravid.

Læs også: Maise Njor-novelle: Del 2

”Jeg bliver den bedste onkel i verden, vi skal lege med Playmobil, især de gamle, hvor man kan vende frisuren,” snøvlede Bus-Brian.

”Jeg skal være far, endelig skal jeg være far. Det havde jeg aldrig troet,” sagde Jeppe og fik tårer i øjnene.

”Jeg har faktisk også altid haft en virkelig dårlig sædkvalitet, så det gør ikke noget, at en anden har lagt sæd til mit barn,” sagde Georgio. Han kiggede rundt. ”Altså, jeg er jo meget mand. MEGET mand. Men… sædcellerne er lidt græske, eller hvad man skal sige… Lidt hårdt forrentede… Lidt overoppustede… Jeg er ikke så… Altså som bankerne; vi skal have hjælp udefra.”

”Jamen, jeg er også faren,” sagde Jeppe defensivt.

”Og også lidt mig,” sagde Bus-Brian. ”Det bliver ligesom i ”Tre mand og en baby”, vi bliver

bare så gode sammen alle sammen…”

”STOP! Det er min mave, I taler om, mit barn og min fremtid. Jeg kan ikke være rugemor for jeres forskellige ønsker og drømme! Der er et nyt liv herinde i mig, og jeg har indset her på det seneste, at jeg skal passe på det liv. Som jeg skal passe på mit eget.”

”Og jeg passer på dig,” sagde Georgio.

Solvej så ømt på dem alle tre, og så sagde hun:

”Georgio, du er en smuk drøm, som aldrig kan gå i opfyldelse. Jeppe, du er min bedste ven. Brian, jeg har været så træt af dig, siden jeg mødte dig første gang. Først da jeg så sprækkerne, da du lod den sure facade falde, kunne jeg se det smukke menneske, du er. Jeg elsker jer alle tre højt, men nu tager jeg hjem og får mig et barn. Mit barn.”

Hun rejste sig og gik ned ad havnepromenaden mens hun kiggede op på månen, og tænkte:

”Den var der også, da jeg blev født, og den var der før det og vil være der, længe efter jeg er væk. Jeg er bare en del af livet, af jorden og verden. Det er vist ikke så farligt.”

”Er du blevet vanvittig? Du kan da ikke bare tage ned til Georgio – du ved jo slet ikke noget om ham, han kan være en psykopatisk morder, der forfører danske kvinder og stjæler deres penge.”

De gik hjem til hans mors hus. Gennem smalle gader, ad små stræder ankom de og listede op og elskede lydløst.

”STOP! Det er min mave, I taler om, mit barn og min fremtid. Jeg kan ikke være rugemor for jeres forskellige ønsker og drømme! Der er nyt liv herinde i mig, og jeg har indset her på det seneste, at jeg skal passe på det liv. Som jeg skal passe på mit eget."

"Og jeg passer på dig," sagde Georgio.

Solvej så ømt på dem alle tre, og så sagde hun:

"Georgio, du er en smuk drøm, som aldrig kan gå i opfyldelse. Jeppe, du er min bedste ven. Brian, jeg har været så træt af dig, siden jeg mødte dig første gang. Først da jeg så sprækkerne, da du lod den sure facade falde, kunne jeg se det smukke menneske, du er. Jeg elsker jer alle tre højt, men nu tager jeg hjem og får mig et barn. Mit barn."

Hun rejste sig og gik ned ad havnepromenaden, mens hun kiggede op på månen og tænkte:

"Den var der også, da jeg blev født, og den var der før det og vil være der, længe efter jeg er væk. Jeg er bare en del af livet, af jorden og verden. Det er vist ikke så farligt."

Læs også: Maise Njor-novelle: Del 3