Malene Østergaard: "Jeg levede i en verden, hvor det var hverdag at smide sko efter hinanden og give lussinger"

Da Malene Østergaard som 17-årig pakkede sine ting og flyttede til Italien, hvor hendes nye dansepartner boede, oplevede hun en helt anden side af danseverden, end hun tidligere havde stiftet bekendtskab med.

"Jeg drømte om, at min dansekarriere ville tage fart, og derfor glædede jeg mig egentlig til, at jeg skulle til Italien. Der gik dog ikke længe før, at jeg fandt ud af, at træningskulturen var helt anderledes," fortæller Malene, der hurtigt blev klar over, at hun var nødt til at sætte sig selv og sine grænser til side, hvis ikke hun ville udskiftes med en anden partner.

Magtforholdet mellem mand og kvinde har nemlig altid været lidt skævt i danseverdenen, fordi der er langt flere kvinder der danser, end mænd, forklarer Malene.

"Herrerne hænger ikke på træerne, så opfattelsen er, at man er heldig som kvinde, hvis man finder en partner, som man passer sammen med – og det giver en skævvridning i magten".

I takt med at Malene og hendes nye italienske dansepartner dansede sig til bedre og bedre resultater, skubbede den barske træningskultur til Malenes egne grænser.

"Jeg forstod ikke længere, hvad der var normalt, og hvad der ikke var normalt. For jeg levede kun i den verden, hvor det var hverdag at smide sko efter hinanden og give lussinger."

Efter fire år i Italien blev Malene spurgt, om hun ville videre til Hong Kong for at danse med en ny partner. Rygterne om den nye partner var ikke rare, men Malene var overbevist om, at kunne hun klare kulturen i Italien, kunne hun klare alt. Det viste sig dog, at Hong Kong alligevel var en helt anden historie.

"Der var det hele endnu værre. Jeg blev virkelig terroriseret og psykisk nedbrudt samtidig med, at jeg led fysisk. Det kan jeg se i dag. Jeg skulle konstant være på standby, hvis min partner ville træne. Derfor lå min telefon altid i vindueskammen, hvis han skrev, og jeg turde nærmest ikke lægge mig i sengen i frygt for, at jeg ikke ville se, hvis han ville i kontakt med mig. Jeg skulle møde op i træningslokalet før ham, men jeg vidste ikke, hvornår han kom. Jeg skulle holde mig i gang, så han ikke kom ind i lokalet uden, at jeg lavede noget – så blev han nemlig pissesur, og jeg var virkelig bange for, hvad han kunne finde på. Så jeg dansede, dansede og dansede, indtil han mødte til træning. Nogle gange i fem minutter, andre gange i tre timer.", husker Malene, der en dag ikke længere kunne holde ud at være i alarmberedskab.

Læs også

"Der gik kun få dage, så ringede de fra Vild med dans"

"Jeg begyndte at få det så dårligt, at jeg kastede op inden, at vi skulle træne. Jeg havde diarre konstant, og der var på et tidspunkt, hvor jeg vågnede ved, at jeg havde tisset i sengen. Jeg undrede mig over, hvad det var, der skete med min krop. Men det var jo, fordi jeg ikke kunne finde ud af at sige fra verbalt, så min krop prøvede at gøre det for mig på en anden måde."

Men efter en telefonsamtale med sin far, blev det for alvor tydeligt for Malene, at hun blev nødt til at hive sig selv væk fra kulturen og dansepartneren i Hong Kong.

"Jeg var nødt til at prøve at komme væk. Så jeg pakkede mine ting og rejste til USA, hvor jeg kunne danse på en helt ny måde. Der fandt jeg ud af, at man også kan løfte hinanden i dansen, og at det kan føles godt at tage til træning", siger Malene.

I dag har Malene meget fokus på sin mentale sundhed, men oplevelserne fylder af og til stadig i hende. Hun håber på, at hendes fortælling kan være med til at ændre kulturen til det bedre – og måske være en hjælpende hånd til andre, der står i en lignende situation.

"Jeg håber, at mine oplevelser kan være med til at vise, hvor vigtigt det er, at folk udefra siger til, hvis de oplever, at nogen er fanget i noget, der ikke er okay. For det kan virkelig være svært at vide, hvad der er rigtigt og forkert, når man selv står i det – om det så er i danseverdenen, på arbejdspladsen, i skolen, vennegruppen eller parforholdet."