Maren Uthaug har skrevet et tankeeksperiment: Hvordan ville en verden se ud, hvis mænd blot var avlsdyr?

Der er masser af kvinder i Maren Uthaugs liv. Ikke alene er det dem, der befolker, fylder og tager ejerskab på fortællingen i hendes nye roman '11%'; de fylder også det meste i hendes hjem. Tre hjemmeboende piger, der er for store til at være børn og for unge til at være ægte voksne. Og tre kæmpestore hunde, Tove, Sonja og Ruth, der larmer og logrer, når der kommer gæster, men som hurtigt kaster sig op i sofaen eller for fødderne af de besøgende.

"Jeg kan lære dem alverdens tricks og kunster, men ikke at holde mund eller passe sig selv," smiler Maren Uthaug, der selv er en ægte multikunstner, der nægter at holde mund.

Hun sætter en dyd i at joke med politisk ukorrekte emner i sin tegneseriestribe 'Ting jeg gjorde' i Politiken og tematisere store tabuer i sine romaner. I forrige bog var det nekrofili, denne gang er det onani og menstruationsblod, kristen dobbeltmoral og patriarkatets fallit.

I '11%' er der ingen mænd tilbage i samfundet udover en lille flok avlshanner, der er henvist til Lolland. Kvinderne har overtaget verden, den matriarkalske kristendomsforståelse har fået plads og åndelig næring, og kvinder med penis-attrapper i silikone befolker horehuset.

"Jeg ville tage nogle få, velkendte ting og ændre dem, så vi kan betragte vores egen tids normer, som var de ”gamle dage”. På samme måde som vi i dag taler om 2. Verdenskrig, Den sorte død, pest og Den spanske syge og undres over måden, mennesker handlede på dengang, så kan karaktererne i bogen ikke forstå, at fortidens kvinder underkastede sig manden," siger Maren Uthaug.

"Jeg betragter det ikke som en sci-fi-roman, selvom den foregår i fremtiden og i en verden, vi kan genkende og så alligevel ikke. I sci-fi-genren handler det ofte om en politisk agenda, men jeg er mere optaget af at skabe et univers. I denne her historie handler det om følelsen af at være alene, forkert, stresset, stå uden for eliten – også selvom mine karakterer befinder sig i en verden, hvor alt principielt er tålt eller i hvert fald tolereret," fortæller forfatteren.

Hun har taget udgangspunkt i sit eget nabolag, da hun skabte ”Ludergaden”, der er Gl. Kongevej på Frederiksberg. Mandedamen Lars’ hus ligger samme sted som hendes lokale Irma, og klosteret hvor en af hovedpersonerne, Medea, bor med sine slanger, er hendes eget hus.

Giftig maskulinitet

Maren Uthaug laver altid et stort researcharbejde, inden hun skriver en roman, og så forsøger hun efterfølgende at lade al den viden fungere som et intelligent vandmærke under historien, så den ikke bliver en docerende fortælling.

"Da jeg researchede til min sidste roman, 'En lykkelig slutning', læste jeg om en ø i Stillehavet, Tikopia, der er ganske lille og samtidig selvforsynende. Derfor har man indført en skarp befolkningskontrol. Der må ikke komme flere børn til, end der er mennesker, som dør, og derfor slog man de spædbørn ihjel, der kom til i utide. Samtidig læste jeg om en anden ø-gruppe, hvor der for 200-300 år siden havde været konstante kampe. Mændene bekrigede ganske enkelt hinanden hele tiden. Kvinderne holdt derfor rådslagning og besluttede sig for, at de ikke gad mere ufred. Så hver gang der blev født en dreng, slog de ham ihjel. Det er jo en temmelig radikal løsning, men en løsning ikke desto mindre. Krigen forsvandt."

I bogen står der: ”Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.”

Det har Maren Uthaug selv tænkt meget over. Hvorfor er det, at 96% af alle mord begås af mænd? 84% af alle voldtægter skyldes også mænd.

"Ordet gerningsmand findes kun i maskulin form. Er det kulturelt bestemt eller biologisk? Er det resultatet af patriarkatets toxic masculinity? Jeg besluttede mig for at lege en leg, hvor jeg ikke prøvede at forklare ”hvorfor”, men bare var ligeglad med svaret, og så nakkede jeg dem alle. For det er dem, der smadrer vores samfund," siger Maren Uthaug, og smiler over sin overlagte provokation.

"Og så jeg er taknemmelig for at leve i et samfund, hvor jeg kan skrive sådan et tankeeksperiment ud, uden at jeg bliver skudt eller censureret. Det er jo ikke en god idé; det er et eventyr. Det er netop ikke det perfekte samfund, jeg skriver frem. Men jeg havde bare et litterært moment, hvor jeg ikke gad at være så pisseforstående over for al den voldsomhed, mænd bringer ind i verden. Så jeg sendte dem afsted til Lolland. De almindelige problemer forsvinder jo ikke; men der er da i det mindste ingen kriminalitet."

Af samme grund er der heller ikke traditionelle fængsler i '11%'. Straffen, når man forbryder sig mod normerne, er derimod, at man skal være Tænksom.

"Jeg forestillede mig, hvad der ville føles som et fængsel for mig, og det er uden tvivl at blive tvunget til meditation og coaching. Det er da nederdrægtigt! Bogen er ikke et feministisk manifest. Det er en god historie, og mit primære mål er at underholde. Jeg vil ikke belære nogen, jeg vil bare gerne sætte de her hvad nu hvis-tanker i gang hos mine læsere," siger hun.

På den måde skriver Maren Uthaug sig ind i en tradition af stærke stemmer såsom Margaret Atwood og Ursula K. Le Guin og herhjemme Olga Ravn. Men det var en helt anden bog, der inspirerede hende.

"Da jeg læste Ágota Kristoffs bog ”Det store stilehæfte”, tænkte jeg først: ”Nu vil jeg aldrig skrive igen”, for den var helt formidabel. Den har været min yndlingsbog lige siden. Hun skaber et univers, der er helt fantastisk. Hovedpersonerne er tvillingedrenge, og bogen er derfor skrevet i vi-form. Jeg beundrer hendes evne til at skrive en bog, der er super weird og lettilgængelig på én og samme tid. Den foregår i et land, hvor der er krig og en grænse, men man ved ikke hvilket land og hvilken grænse, det er. Hendes greb gjorde, at jeg også tillod mig selv ikke at være for konkret. Jeg giver måske et par ledetråde, men det er aldrig helt til at sige, om vi i '11%' er 100, 200 eller 500 år fremme i tiden."

Zero fucks given

Så er bogens mission at skræmme os ud af patriarkatets tunge dyne?

"Det vigtigste, vi som kvinder kan gøre, hvis vi vil ændre noget, er at holde op med at give en fuck. Vi skal starte inde i kernen på os selv og protestere hele tiden. Vi kan ikke gå og vente på, at mændene giver os ret. Og så skal vi tage ansvaret hjem – især for den seksuelle ligestilling. Vi lader alt for meget være op til manden. Der er fortsat en udbredt slut shaming i samfundet, som i bund og grund kun handler om magt," erklærer Maren Uthaug.

"Jeg har opdraget mine døtre til, at de aldrig må skrive under på præmissen om, at piger, der har lyst til sex, er billige, mens fyrene ikke er det. Jeg har altid opfordret dem til at have sex lige så meget og med lige præcis hvem, de vil. Så længe, det er noget, de selv har lyst til og ikke føler sig presset. Og ja, så kan det godt være, at der er nogen, der løber rundt og hvisker sladder i krogene, men det har altså ikke noget med dem at gøre. De skal finde deres egen flok, hvor en kvindes seksualitet ikke ses som noget farligt eller frastødende, men som noget der skal hyldes."

Kvinders seksuelle frigørelse er i Maren Uthaugs optik helt afgørende, hvis vi skal forskyde magten i samfundet.

"Hvem er det lige, der har besluttet, at jeg skal blive bange, når de råber ”god røv” eller pifter efter mig på gaden? En mand ville da bare grine, hvis jeg piftede efter ham. Men vi er opdraget med denne her fortælling om, at vi skal være bly og sarte; vi skal altid være ”det jagede køn”, der skal lade som om, vi aldrig tænker på pik, men bare går rundt og drømmer om lyserøde kager. Men der er altså power i at stå ved sin seksuelle lyst. Og vi må heller ikke gå med på fortællingen om, at hvis vi bliver voldtaget, så er vores liv uigenkaldeligt ødelagt. At mænd kan stjæle noget fra os, der så er tabt for evigt," mener forfatteren.

"Hvis nogen slår mig i hovedet, skal jeg så skamme mig? Har voldsmanden så taget noget fra mig, som jeg aldrig får igen. Jeg vil på ingen måde negligere, hvor traumatisk det er at blive voldtaget, men jeg vil heller ikke give mænd magten til at smadre vores liv eller tage ejerskab på vores lyst," siger hun.

"Begge køn vinder, hvis den seksuelle ligestilling vinder indpas. Som det er nu, gider kvinder ikke sex, fordi vi ikke har lov til at være i kontakt med den side af os selv. At være den aggressive og sultne part."

Når vi bliver lige, bliver vi frie

"Jeg ville ønske, at flere blev opmærksomme på strukturerne, for det ville jo også sætte mændene fri – og gøre dem gladere. At de ikke var underlagt en eller anden idé om, hvad en rigtig mand er," siger Maren Uthaug, og understreger, at selvom strukturerne kan synes umærkelige, er de stadig nemme at eftervise.

"Der er lavet meget håndgribelige forsøg med fokusgrupper i både Danmark og USA, hvor man præsenterer cv’et for en person, der er chef, har to små børn og søger en ny stilling. Hedder indehaveren af cv’et Kenneth, så bliver han vurderet til at være en sød kollega, en kærlig far og en god chef. Tager du præcis det samme cv og siger, det tilhører Kathrine, så er hun en bitch, umoderlig, højtråbende og har spidse albuer. For nylig blev der også lavet en analyse af litteraturanmeldelser. Den viste, at bøger skrevet af mænd bliver anmeldt langt mere talstærkt og langt bedre end kvinders. Så måske man skulle differentiere fremover? Hvis min bog får tre stjerner, så er det tre ”kvindestjerner”, og de tæller så som fire ”mandestjerner’," griner hun.

"Jeg bliver heldigvis ret fortrøstningsfuld, når jeg kigger på den nye generation. De leger med køn og identitet på nye måder, og det er ikke længere bare i de små subkulturer. Når jeg allernådigst får lov at være med, når mine piger skal se 'Paradise' – og jeg underkaster mig reglerne om ikke at kommentere undervejs eller rette på deres grammatik – så er det tydeligt at se, at det store paradigmeskifte også har slået an i popkulturen. For nu er der både transkønnede og homoseksuelle deltagere, og de cis-kønnede hvide mænd må også godt kysse for sjov. Homo er slet ikke et skældsord mere, som da jeg var ung, for den nye generation har sat sig helt udover den type nedsættende tale. Hvis en enkelt generation kan tage så store skridt, hvad bliver så det næste? Det er da spændende. Jeg behøver jo ikke at ophæve min egen kvindelighed eller ændre på, at min seksualitet knytter an til mænd for at kunne glæde mig over, at der er plads til nye kønsidentiteter og pronominer."

Men som mor til tre woke piger, forbeholder forfatteren sig også retten til at være ”under oplæring”.

"Det er jo et nyt sprog, vi skal tilegne os, præcis som når vi lærer fransk eller latin. De unge skal give os plads til at kludre i det. Det hele må ikke blive så farligt, at vi ikke må fortale os eller komme med en upassende vits."

Hvis Maren Uthaug kunne ændre noget, så var det tidsåndens snævre blik på, hvad ”man” må sige og ikke må sige.

"Stien bliver for smal. Jeg får mange klager over mine striber, fordi de ikke er politiske korrekte nok. Bare jeg skriver noget, der læner sig lidt ind i noget om identitetspolitik, så flyder min indbakke over med passivt aggressive, selvgode reprimander. Mit personlige modenheds-projekt går så på, at jeg lader det fare og ikke skriver tilbage i affekt," siger hun med et smil, og klapper Ruth, der godmodigt har lagt sig i sofaen ved siden af hende.

"De unge skal blive bedre til at vælge deres fjender. For jeg er ikke en af dem. Det kan godt være, jeg ikke altid kan levere til deres standard, men jeg er altid på deres side. Heldigvis bliver de nok selv forældre på et tidspunkt og bliver trætte af at være politisk korrekte hele tiden. Indtil da må de leve med, at jeg kommer fra en generation, hvor vi griner ad og laver vitser om ALT. Jeg har aldrig været så morsom, som da min mor døde. Min søster og jeg grinede enormt meget – for det var vores ventil."

En ny tid venter

Til oktober fylder Maren Uthaug 50 år. Hun er en anmelderrost og prisvindende forfatter, hendes tre piger er snart voksne kvinder, og selvom hun har opnået mere end, hvad mange tør håbe på, kan hun godt blive ramt af en vis sentimentalitet, der indvarsler fremtiden som empty nester.

"Jeg arbejder på at vænne mig til det. For to år siden fik jeg en forsmag, da de to store piger var taget hjem fra sommerhus, og den yngste havde buret sig inde på værelset med høretelefoner – selv hunden var på legeaftale på stranden. Der var der pludselig så foruroligende stille," husker hun.

"Næste år skal min yngste på efterskole, den mellemste vil flytte hjemmefra og min ældste ud at rejse. Så tomheden er ikke langt væk. Men så har jeg heldigvis pakket mig ind i pels. for Ruth, Sonja og Tove fylder, larmer og har brug for al den umiddelbare omsorg, jeg er vant til at hælde på mine børn."

Men fremtiden giver også plads til nye drømme. For selvom hun stadig har nærmest muskelhukommelse af at hænge i en klokkestreng, fra dengang børn skulle hentes kl. 16:00, og maden skulle stå på bordet kl. 17:30, så stiller tilværelsen nu helt nye horisonter i udsigt.

"I stedet for at henfalde til vemod ved tanken om den tid, der ikke kommer igen, så retter jeg blikket mod alt det, jeg snart kan. Hvad med Bahamas; hvorfor har jeg aldrig været der? Og hvorfor ikke tage et par måneder til New York og arbejde? Og så er jeg begyndt at google feriehuse i Sydeuropa, hvor de eneste søgekriterier er havudsigt og plads til dyr. Jeg kigger på mulighederne i stedet for at svælge i tårerne. Livet har i mange år handlet om at få børn og bygge et hjem og familieliv op. Det ridt er afsluttet, så nu bygger jeg på fundamentet til en ny fremtid: mig i mærkelige huse omgivet af hunde."

Hendes egen alder trykker til gengæld ikke.

"Jeg er meget overrasket over, at man faktisk synes, man bliver lækrere med alderen. Jeg troede engang, at det var noget gamle, grimme mennesker prøvede at overbevise os andre om. Men det er rigtigt. Da jeg var 35, var jeg så selvkritisk og fokuserede kun på fejlene. Nu hvor jeg nærmer mig de 50 år, har jeg en helt anden approach: Jeg tænker bare ”Wow, du gør det godt”, når jeg kigger ned ad mig selv. Ja, jeg har sikkert mere appelsinhud, og balderne hænger lidt mere, men jeg har aldrig haft det bedre med mig selv. Nu vælger jeg helst den mindste bikini, når jeg skal på stranden, og jeg har fået en ny stolthed. Jeg gør mere for at passe på mig selv. Jeg træner for at holde musklerne ved lige, og jeg sætter en ære i at være velplejet, bruge makeup og vælge flot tøj."

Humoren er heller ikke aftaget med alderen. Tværtimod og heldigvis.

"Hvis der er en ting, jeg altid har fået at vide, så er det: ”Du tager intet alvorligt –  er der intet, der helligt for dig?” Men det er netop, fordi jeg tager livet ekstremt alvorligt, at jeg kan lave så meget sjov med det. Det er gennem humoren, vi kan vise, at alting ikke er mørke, krise og sorg; enhver problematik har også en lys side, den rummer et potentiale, som vi kan grine ad. Jeg kan da også godt falde om i sofaen og murre over noget, men humoren er min måde at komme op på brættet igen og surfe videre."