Da Marianne Eihilt blev gift, fik hun en særlig gave af sine forældre: ”Det var så god en tanke”
Marianne Eihilt har altid vidst, at hun gerne ville have børn, men med en karriere som professionel danser og 'Vild med dans'-dommer gik tiden hurtigt, og hun var 40, da hun blev mor første gang – og i sommer blev hun gift.
Du er for nylig blevet gift. Hvordan mødte du din mand?
"Vi mødte hinanden tilfældigt igennem en fælles bekendt og faldt godt i hak, så vi blev enige om, at det var en god ide at gå en tur og snakke lidt mere sammen.
Derfra udviklede det sig egentlig ret hurtigt. Det er jo ikke, fordi man falder pladask på dag ét, men kemien var der fra starten, og hvis man møder hinanden på det rette tidspunkt, og begge parter er klar, behøver det jo ikke tage så længe."
Hvordan var brylluppet?
"Det kom faktisk bag på mig, hvor stort det var for mig, for jeg har aldrig haft et kæmpeønske om et bryllup. Jeg har altid været mere interesseret i at danne mig en familie og leve sammen, end at der skulle være papirer på det.
Men de ting, man ikke har prøvet, ved man jo ikke noget om, og det viste sig at være en af de bedste dage i hele mit liv. Jeg har nærmest aldrig haft sådan en følelse i kroppen før. Det var magisk, det er næsten det bedste ord, jeg kan sætte på det."
Hvordan forløb selve dagen?
"Jeg havde en god veninde til at overnatte, så vi hyggede os aftenen inden og om morgenen. Senere kom min far, og så havde vi lige en halv times tid, hvor vi bare var os to. Han troede slet ikke, at jeg skulle have sådan en fin, lang kjole på, så da han så den, smågræd han, og så var vi ligesom i gang.
Køreturen til kirken var noget helt særligt, fordi det bare var min far og mig. På turen fortalte han mig, at han og min mor havde skaffet et lille gulvtæppe, som de havde fået lagt oppe foran alteret i kirken, så vi kunne blive gift på det. Tanken var, at vi skulle have det med hjem bagefter, og at hvis vi nogensinde kom op at skændes, skulle vi gå hen på tæppet og blive gode venner igen. Det var så god og sød en tanke.
Da vi kom hen til kirken, fik jeg at vide af en kirketjener, at de sjældent havde oplevet sådan en stemning derinde før – folk var simpelthen euforiske. Vi gik ind til sangen 'Lyse nætter', og så havde vi en fuldstændig fantastisk præst, som holdt den sjoveste tale. Den var så festlig og ramte spot on¸ så folk grinede, klappede og piftede i kirken.
Vi holdt både reception og fest på Kaløvig Badehotel udenfor Århus, og allerede til receptionen begyndte folk at danse, og der blev sunget karaoke. Da vi havde danset brudevals til midnat, var der stadig seks indslag tilbage, og de var alle virkelig gode. Det var en helt vidunderlig dag."
Tror du på den eneste ene?
"Det er svært at svare på, for det er ikke til at vide, om der – ud af alle de mennesker, der findes – er mange eller kun én, man kunne klikke med. Men jeg tror, at man kommer enormt langt i et forhold ved at være sig selv, så man på den måde kan opbygge dét der med at være den eneste ene for hinanden. Der, hvor det bare føles helt perfekt.
Så nej, jeg tror nok ikke på, at der kun er én eneste ene, som man er forudbestemt til, men at man kan opbygge forbindelsen, hvis man arbejder for det og giver sig fuldt ud i forholdet. Og jeg tror, at man skal give sig fuldt ud forholdsvist tidligt i relationen.
Personligt går jeg altid all in, slapper af og er 100% mig selv, når jeg skal lære et nyt menneske at kende, for så føler jeg, at de ved, hvad de får, og det kan de lige så godt finde ud af hurtigt."
Hvornår føler du dig allermest elsket?
"Det gør jeg, når vi tager os tid til hinanden som familie. Når vi glemmer alt det praktiske og bare er sammen. Vi hørte for nyligt et afsnit af podcasten 'Hjernero', hvor de taler om, at man hver aften skal fortælle, hvad der har været det bedste ved dagen, så det gør vi nu, og gang på gang er det en eller anden hverdagsoplevelse, jeg har haft med mine børn. Det kan for eksempel bare være at se dem spille badminton eller fodbold eller danse og være glade. Så føler jeg ægte lykke.
Vi lægger også jævnligt weekender i kalenderen, hvor vi aftaler, at vi ikke skal have andre planer end at være sammen som familie, for ellers går weekenderne bare."
Du blev mor i en moden alder. Hvilke tanker har du gjort dig om det?
"Jeg har altid gerne villet have børn, så det er egentlig ikke med vilje, kan man sige. Men årene gik – først med min professionelle dansekarriere og derefter med 'Vild med dans'. Jeg blev mor første gang, da jeg var 40, og jeg tænker da, at det måske kunne have været dejligt at have fået børn tidligere, fordi jeg så kunne have fået nogle flere og ville have været yngre med dem.
Men jeg har jo ikke prøvet andet, så jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag, og jeg har virkelig ikke noget problem med at være fyldt 50. Det eneste er, at mine børn og jeg muligvis ikke har hinanden i lige så lang tid, som hvis jeg havde været 25, da jeg blev mor.
Til gengæld gør jeg så, hvad jeg kan for at holde mig sund og ungdommelig. Det er selvfølgelig ikke nogen garanti, men jeg prøver i hvert fald at spise sundt og dyrke motion, og jeg trives fantastisk."
Var der nogen problemer ift. at blive gravid?
"Ja, vi var igennem fertilitetsbehandlinger med begge vores børn, men jeg har altid troet på det. Hver gang det mislykkedes, tænkte jeg: ”Det er der ikke noget at gøre ved, det skal nok lykkes, vi kører videre”.
Det tog mig lige et døgns tid at komme mig over, men så er man hurtigt i gang med processen igen. Og det lykkedes heldigvis, så der må være nogen, der har passet på mig. Det er jo den største gave, man kan få."