I mere end 20 år
har Renée Toft Simonsen forsøgt at søge indad og arbejde med sig selv og sit
følelsesliv. Hun har lært at “tage sig af sit eget lort” og har fået nogle
værktøjer, som bl.a. har hjulpet hende igennem de seneste to år, siden hun
mistede sin søn, Hugo Helmig.
Men det er også
et work in progress, erkender hun i et stort og ærligt interview med ALT
for damerne i forbindelse med filmatiseringen af hendes børnebog “Børnene fra
Sølvgade”. Og de temaer, hun arbejdede med for 20 år siden, spøger stadig.
Faktisk dukkede
ét af hendes helt store livstemaer for nyligt op under en visualisering.
“Jeg er et enormt
forpligtet menneske og et enormt loyalt menneske. Det er to af mine dybeste
værdier, og det er jo også det, min film og mine bøger handler om. At være
forpligtet, loyal og ordentlig overfor min familie og mine venner er det
vigtigste for mig. Og så har jeg samtidig en anden side, som er sådan her: I
kan rende mig i røven, altså,” siger hun.
Nogle vil måske
kalde det egoistisk sådan at gå benhårdt efter egne lyster, erkender Renée Toft
Simonsen. Men hun ser det snarere som en ”friheds-vild-side”.
Og det kan altså
godt clashe lidt med, at hun føler sig forpligtet til at gøre noget for
andre.
“Det er et af
mine store temaer i livet. Det clash. Jeg kan have sådan nogle skøre
fantasier om, at jeg flytter til Bahamas og forlader alle. Thomas, mine børn,
mine børnebørn. Så skal jeg sidde der på Bahamas og bare tænke de tanker, jeg
har lyst til, skrive det, jeg har lyst til, og lave de ting, jeg har lyst til,
når jeg har lyst. Men hey, så ved jeg bare også, at der kun ville gå cirka to
minutter, så ville jeg have knyttet mig til nogle mennesker derude, der havde
brug for mig, og som jeg lige ville smutte forbi og hjælpe. Fordi jeg også
elsker forpligtelsen. Og relationerne.”
Forpligtet til
sig selv
Skal Renée Toft
Simonsen nu være helt ærlig,
så har hun alligevel lært at tæmme stemmen, der siger "I kan rende
mig", en smule. Den behøver måske ikke at være helt så mørk og voldsom.
Måske behøver hun
heller ikke at cutte alle bånd og tage til helt til Bahamas, når tilværelsen
brænder på. Et par dage alene i sommerhus kan også være tilstrækkeligt.
“Det handler om
også at vende følelsen af at være forpligtet indad og stå ved, at jeg også godt
må være forpligtet overfor mig selv. For når jeg får lyst til at flytte til
Bahamas, så handler det jo slet ikke om alle de andre og om deres
forventninger. Det handler om noget inde i mig. Et behov jeg har, og som jeg
skal tage alvorligt.”
Læs hele det
ærlige og sårbare interview med Renée Toft Simonsen i linket nedenfor. Her fortæller hun også om at skulle navigere i sorgen efter Hugos død, om
kærligheden til Thomas Helmig og om sin nye film, der handler om altopslugende
tab og stærke børn.
Renée Toft Simonsen
Psykolog, forfatter og manuskriptforfatter. Aktuel med filmatiseringen af sin børnebog ”Børnene fra Sølvgade”, der har premiere 10. oktober.
8. oktober udkommer 3. bog i serien, ”Børnene fra Sølvgade slår rødder”.
Forfatter til en stribe børnebøger, romaner og bestselleren ”Jeg er f*cking hot” (2018) om overgangsalder. Tidligere fotomodel og vinder af titlen Supermodel of the World i 1982.
Hun er 59 år og gift med sangeren Thomas Helmig, som hun har sønnen Hugo med. De mistede ham 23. november 2022. Renée har datteren Ulrikke, 31, og sønnen Jens-Kristian, 29, fra et tidligere forhold. Thomas har datteren Ida Marie, 31, fra et tidligere forhold. Har børnebørnene Billy Hugo, 1 år, Norma på knap 3 år, Olga, 6, og Julius Thomas på et halvt år.