Efter ’Rejseholdet’-succes måtte Charlotte Fich trække sig: ”Jeg blev nødt til at passe på mine børn”
Efter Charlotte Fichs medvirken i tv-serien ’Rejseholdet’, som blev en kæmpesucces, måtte hun trække stikket. Det fortæller hun til Hendes Verden.
1960’erne
Annonse
Fri leg og Beatles-plader
"Jeg husker et barndomsland med mange dyr.
Jeg er født i 1961 og vokset op i Dragør, hvor der var sådan nogle små huse nede ved badeanstalten, hvor folk holdt gæs.
Der var også ænder, høns og duer. Og der var heste og fasaner i nærheden. Det var lyden af børn, der legede på badeanstalten til soundtracket af The Beatles på pladespilleren. Det var sådan nogle små singleplader i lak."
Musik var en stor del af min verden. Jeg kan huske, jeg havde fået to ens plader med Mungo Jerry, og derfor skulle jeg bytte den ene. Jeg spurgte ekspedienten, om jeg kunne få en anden Beatles-plade. Ekspedienten svarede, at det havde de ikke. Jeg tænkte: “Hvor er hun mærkelig.” Hele butikken var fyldt med små singleplader. Først senere fandt jeg ud af, at det bare var mig, der troede at singler hed Beatles-plader.
Da jeg begyndte i skolen, var det lige blevet forbudt for lærerne at slå børn. Jeg gik i en gammeldags skole, hvor vi stod på rækker, og man fik eftersidninger og den slags. Men der var også en bevægelse i gang, hvor man talte om at lade børn udfolde sig kropsligt og kreativt. Der opstod lilleskoler og friskoler, hvor man vægtede rytmisk musik og dans.
Sådan en lærer fik jeg, og det var godt for mig. Men ikke alle gik ind for den pædagogik. Forældrene skændtes. Nogle af dem var top forargede over, at vi ikke havde lært et bogstav efter et halvt år i skolen."
1970’erne
Det hele vendt på hovedet
"Jeg husker 1970’ erne som en svær tid. Inflationen var høj, der var energikrise og arbejdsløshed, og folk manglede penge. Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring 10-11 år. Det var som om, alt blev vendt på hovedet. Når der er lavkonjunkturer i samfundet, så begynder der typisk at opstå mange bevægelser.
Jeg husker stærke politiske bevægelser, arbejderkampe, men også ekstremisme og terror. Skolen var ekstremt kompleks for mig. Omkring 4. klasse forventedes det, at man kunne læse, og det kunne jeg ikke.
Annonse
Heldigvis begyndte der at komme nye skoleformer – for eksempel det, der hed Tvind. Jeg begyndte på Tvind-efterskole i Jylland, hvor jeg gik i to år. Det var en gammel herregård med køer, grise, autoværksteder og gartneri. Det var mere praktisk arbejde med hænderne end at sidde over bøgerne, og jeg elskede det. Jeg overvejede dog aldrig at blive end del af Tvind efterfølgende, selvom der var flere, der gjorde det. Jeg kunne godt allerede gennemskue, at der var ting, som ikke fungerede.
Derfor gjorde jeg også oprør de sidste tre måneder. Det var alle os, der før havde været “strammere” og havde været med til at “opdrage” de andre børn. Pludselig gad vi ikke lave noget, og vi pjækkede i stedet. Lærerne var målløse. De tolkede det dog som en angst for, at vi snart skulle sige farvel til skolen."
1980’erne
Fra kloakken til teatret
"I 80’erne kom yuppie-manden. Han kom gående med sin attachemappe og indførte et nyt ord i mit vokabularium: “Karriere”. Det var slet ikke noget, jeg havde brugt før. Pludselig kom der sådan en, der havde klædt sig ud i jakkesæt… Leger du rig? Hvorfor det? Jeg syntes, det var så latterligt. Tænk sig at nogen forbrød sig mod fællesskabet for at mele deres egen kage.
Fællesskab var det buzzord, jeg kendte. Jeg var opdraget til, at det var sådan, man gjorde. Mine forældre har altid siddet i bestyrelser for foreninger og politiske organisationer. Fællesskabet var også det, vi var blevet indprentet på Tvind.
Jeg anede ikke, hvad jeg ville, da jeg var færdig med skolen, men jeg var på jagt efter nye fællesskaber. Og jeg ville være en kvinde i et mandefag, så jeg kunne bevise, at jeg var stærk. Jeg begyndte på EFG for at blive blikkenslager, og jeg lærte at svejse. Det var smadderskægt, og jeg var pissegod til det. Men jeg fandt også ud af, at de der rør skulle forbindes med noget kloak på et tidspunkt, og så kunne jeg godt mærke, det er simpelthen ikke mig.
Det var svært for mig at vælge, hvad jeg ville. Hvis jeg havde haft mange liv, er der mange ting, jeg synes, det ville være smadderskægt at lave. Jeg var meget tæt på at vælge noget med musik, fordi jeg altid har elsket musik. Men på den anden side, var det nemmere at lære en tekst udenad, og det var det, man skulle kunne for at søge ind på skuespillerskolen dengang, så jeg blev optaget på skolen ved Aarhus Teater i 1985.
Pludselig sad jeg der i kantinen og hørte en eller anden tale om et stykke, der handlede om et forhold mellem far og søn. Jeg var bare sådan: ”Hvad handler det om?” Ja altså, hvordan faren og sønnen og bla, bla, bla. Jeg forstod det ikke. Hvad var formålet? Jeg kunne slet ikke relatere til, at det ikke havde et større samfundsmæssigt formål. Men det blev også en befrielse. Pludselig havde jeg ikke det der åg – jeg behøvede ikke at forandre hele verden. Der opstod et frirum til mig, hvor jeg kunne udvikle mig selv."
1990’erne
Den fede stemning frem for karriere
"Jeg blev færdiguddannet i 1989 og var så fire år på Aarhus Teater. Jeg kom til København i 1993 og spillede tre forestillinger, mens jeg ventede mit første barn, der blev født i 1994. Da jeg kom tilbage efter barsel, bestod hverdagen i prøver om dagen, handle, hjem, lave mad, og så af sted igen og spille om aftenen. Sådan kørte det bare.
Jeg var stadig meget præget af at skulle bidrage til fællesskaber, derfor har jeg aldrig haft et ønske om at tage så meget plads. Nok tværtimod. Jeg har larmet meget, været sjov, råbt og skejet ud, men det der med som individ at sige, nu vil jeg tage pladsen, fordi jeg er den bedste skuespiller; det har jeg overhovedet ikke været god til.
I forhold til begrebet karriere er det en ulempe. Men i forhold til fællesskab er det jo en stor kompetence. Men jeg har heller aldrig kunnet forlige mig med ordet karriere. Det har mit liv aldrig handlet om. For mig har det handlet om at lave en fed stemning på et hold, så vi kan rykke fremad og give plads til hinanden. I 1999 blev jeg mor for anden gang, og kort tid efter fik jeg min første store TV-rolle i 'Rejseholdet'."
Annonse
2000’erne
Verden væltede
"Alt blev anderledes. Verden tiltede fuldstændigt for mig. Over to millioner danskere så 'Rejseholdet' hver søndag, og jeg kunne ikke gå nogen steder, uden at hele verden stod stille. Jeg blev VIP og inviteret til alt. Jeg sagde nej til det meste. Jeg trak nok følehornene til mig, for jeg brød mig ikke om al den interesse for mig som person. Jeg følte mig forfulgt.
Jeg var meget privat dengang, og derfor sagde jeg ingenting offentligt om noget som helst, der havde med min familie at gøre. Jeg gad ikke i pressen. At stå der “se mig, jeg er en god skuespiller … “ jeg syntes, det var lidt pinligt, det havde jeg bare ikke lyst til. Jeg kan se nu, at det handlede om det, jeg sagde før om ikke at tage plads fra andre. Men der var flere grunde til, jeg trak mig.
Samtidig med at jeg fik rollen i 'Rejseholdet', fik min mand penge til sin første spillefilm, 'Bænken'. Det var den første i en trilogi, så det var nogle heftige år. Så efter 'Rejseholdet' sagde jeg nej til flere roller i TV-serier, der kunne have sendt mig videre og ud af Ingrid Dahl. Det gjorde jeg, fordi jeg blev nødt til at passe på mine børn. Det skyldte jeg dem. Jeg havde været meget væk, og det var vigtigt for mig at værne om min familie, og så er man nødt til at træffe de nødvendige valg og fravalg."
2010’erne
Veninde med mig selv
"Da jeg fyldte 50, tænkte jeg; ”ok, hvis jeg vil noget nyt, så er det på tide at komme i gang, for så har jeg ti stærke år til at blive god til det.” Det var faktisk et stort skridt hen imod at blive veninde med mig selv. Der var ikke så mange roller til kvinder over 50.
Så jeg udfordrede mig selv til at udleve en af mine drømme, som var at skrive musik og udgive det. At have et band og bruge min stemme. Jeg tog ansvaret for ikke bare at fylde banen ud, men at være den, der kridtede den op. Jeg blev nødt til at sige højt og tydeligt, hvad jeg ville og have tillid til, at de andre ville stoppe mig, hvis de ikke ville være med.
Da jeg blev 60, tog jeg endnu en alvorlig samtale med mig selv. Det gjorde jeg, fordi jeg i noget tid forinden havde følt mig lidt ensom og overset, og jeg havde fornemmelsen af, at jeg ikke rigtigt bød ind med det, der var mig. Samtidigt oplevede jeg, at andre sagde det modsatte om mig. At de godt kunne lide mig og respekterede mig. Og det gik op for mig, at jeg faktisk ikke troede på det, de sagde om mig.
Det er det, vi omtaler som selvværd – at have dårligt selvværd. At man bilder sig ind, at man ikke er god nok. Så jeg spurgte mig selv, om jeg egentligt gerne ville være veninde med mig selv? Og kom frem til, at det ville jeg da faktisk gerne, for jeg er da både fed og sjov, siger nogle gode ting og har en cool musiksmag.
Det gik også op for mig, at jeg ikke behøvede at være bange for at sige det, jeg ville. Hvis det så betød at nogen var uenige, gjorde det jo ingenting, for der er da mange mennesker, jeg er helt uenig med, men fordi de tør at være sig selv, respekterer jeg dem. På baggrund af de erkendelser, begyndte jeg at blande mig, tage mere initiativ og invitere mere. Jeg lavede mig ikke om, jeg begyndte bare at være mere mig. Så det var rigtigt dejligt at blive veninde med mig selv."
2020’erne
Ingen fortrydelse
"Nu er jeg blevet 60 for tre år siden. Så får man brev fra ældresagen, og man skal tage stilling til, hvornår man vil på pension. Jeg har lavet nogle skidesjove ting, og jeg vil rigtig gerne blive ved, men jeg må også indrømme, at jeg er et sted, hvor jeg ikke har så meget, jeg skal bevise. Jeg vil gerne gøre mig umage, men jeg slapper meget mere af og hviler i det.
Mine børn er blevet voksne, og jeg elsker at have voksne børn. Man mister jo sine børn, når de bliver store, og det er så hjerteskærende, men de forsvinder ikke, de kommer tilbage som voksne, hvis man har gjort det okay. Jeg er glad for de roller, jeg har fået. Der er også mange roller, jeg godt kunne tænke mig at have spillet, men jeg er glad for de valg, jeg har truffet. At være en familie i dag og have et ægteskab på 41. år har stor værdi.
Jeg ved, jeg er privilegeret. Jeg har jo købt huset. Jeg har købt bilen. Vi har været igennem de dyre år. Nu er der jo ikke så meget, vi skal købe. Det er et stort privilegium, som jeg vil tillade mig at nyde."
