Marie Brixtofte: "Jeg fik først min far tilbage, da han døde"

13-årige Marie smiler. Imødekommende og pligtopfyldende. Der er Venstre-gruppemøde i familiens hjem i Farum. Mænd i hvide skjorter med løsnede slips sidder bænket om bordet. Maries far sidder for bordenden. Selvfølgelig gør han det. Borgmesteren. Han smiler stolt af sin datter, der scenevant fylder gæsternes glas med vin. Hun smiler tilbage. Men da hun hælder vin i sin fars glas, føles det, som om hun lige så godt kunne spænde en gummirem om hans arm, stramme til og bryde hudens overflade med en nål. Trykke kanylens stempel i bund og lade det ødelæggende stof løbe ind i hans årer. Marie smiler. Smiler, som man gør på en valgplakat. Men indeni er der kaos og sorg. Over en far, der stille, men sikkert glider ind i sit misbrug. Væk fra hende.

– Min far var menneskekender, og han så alle, høj som lav, siger Marie.

– Han så også mig og mine to søstre og vidste, præcis hvem vi var. Vi blev ikke behandlet ens, men som individer, og der var intet bedre end at blive set og rummet af ham. Det føltes varmt, kærligt og ægte, fortsætter hun.

– Men når han drak – og det gjorde han ofte – var det, som om hans blik for os forsvandt. Vi fandtes ikke for ham, og han var umulig at nå. Det var en enorm smerte at opleve. Som barn, men også som voksen.

Sultede sig

I dag er hun 40 år, psykolog og gift med sit livs kærlighed og faren til sine tre børn. Familien har lige købt en lille hvalp. Den holder dem alle sammen vågne om natten. Men lige nu ligger den som en bedårende bylt af pels på gulvet. Der hviler et skær af hverdagslykke over familiens lyse villa nord for København; med gummisko i gangen og hvalpeløbegård i haven.

Det er knap tre år siden, Maries far – den på én gang beundrede og berygtede farumborgmester Peter Brixtofte – gik bort. Og knap et halvt år siden, hun udgav bogen Kun når det regner om opvæksten hos ham, hans alkoholmisbrug og hans alt for tidlige død.

Alligevel er det stadig svært og bevægende at tale om.

– Alkoholmisbruget kom på mange måder til at definere min fars liv, men det har også trukket dybe spor i mit, siger hun.

Marie kæmpede for at få sin far ud af misbruget, siden hun som helt ung forstod, at rødvinen forandrede ham. Først med barnets oprigtige og åbne bøn, om at han skulle holde op – eller i det mindste drikke mindre. Siden med teenagerens selvdestruktive virkemidler.

Som 14-årig sultede hun sig i et desperat forsøg på at få hans øjne op for, at misbruget gjorde noget ved hende. Hvis hun, helt fysisk, forandrede sig – eller helt forsvandt – måtte han vel opdage, at hans massive druk truede hendes eksistens.

Ultimatum

– Men han opdagede intet, siger Marie.

– Jeg var i forvejen slank og blev helt afsindigt tynd. Skind og ben. Men han lagde ikke mærke til det mindste. Så jeg begyndte at spise igen. Der var jo ingen rigtigt pointe i at lade være.

Som voksen, og da hun selv var blevet mor, gjorde hun det eneste rigtige og voksne, der var at gøre. Sammen med sine søstre gav hun sin far et ultimatum: Hold op med at drikke, ellers kan vi ikke være i dit liv.

– Han følte det som et enormt svigt. Han forstod det ikke, for han forstod ikke sit eget misbrug, fortæller Marie.

– Han sejlede rundt i alkoholforgiftninger, blev indlagt, talte i tåger, mistede sin position, sit gode ry og rygte. Sit sprog og sin førlighed. Men han forstod ikke, at han var misbruger. Og accepterede det ikke før til allersidst. Før det i virkeligheden var for sent.

Selv om Maries far ikke opgav alkoholen, føltes det alligevel frisættende at sige fra.

– Som barn af en alkoholiker vokser man op i et kaos, hvor alt – selv om det kan se fint ud på overfladen – er flydende, grænseløst og usikkert, siger Marie.

– Jeg opdyrkede – hvilket er klassisk for børn af misbrugere – et enormt behov for kontrol. Kontrollen blev en redningskrans i en verden, hvor alt andet sank. Det prægede ikke bare mit forhold til min far, men alt i mit liv. Og det er stadig noget, jeg kæmper med, fortsætter hun.

– Men da jeg slap følelsen af, at jeg skulle have kontrol over min fars misbrug, og indså, at jeg ikke kunne redde ham, satte det mig fri. Også til at have en form for forhold til ham igen.

Døden ramte

Efter et mislykket forsøg på afvænning, hvor Maries far for første og eneste gang erkendte sit misbrug, genoptog de kontakten. Også selv om alkoholmisbruget fortsatte. Det var en tid, hvor han røg ind og ud af hospitaler. Hvor samtlige læger sagde, at hans druk ville slå ham ihjel, hvis ikke han stoppede. Og hvor han drak videre. Tæt og ufortrødent. Mens han med verdensmandens store armbevægelser hævdede, at han ville blive over 100 år.

– Det lykkede ham næsten at bilde os det ind, siger Marie.

– For da han døde, føltes det uvirkeligt. Selv om vi vidste, at alkoholen ville slå ham ihjel; selvom jeg vidste, at alkoholen ville slå ham ihjel, kom det fuldstændigt bag på mig. Man kan forberede sig på døden, men den slår dig brutalt omkuld, når den kommer. Selv om den er ventet, rammer den med uventet kraft.

Farens død slog Marie i stykker. Skylden og sorgen rev og flåede i hende. Skyld over, at hun ikke havde formået at redde ham fra alkoholen, og sorg over alt det, han kunne have været: En samvittighedsfuld og dygtig politiker og samfundsdebattør. En nærværende og klog far. En kærlig bedstefar.

Midt i sorgen skete der imidlertid også noget andet.

– Det skete, i takt med at sorgen fortog sig, men jeg oplevede, at jeg kom tættere på ham efter hans død, forklarer Marie.

– Alt det, der havde været imellem os – alkoholen, misbruget, skuffelserne, svigtet – forsvandt, og vores forhold blev rent. Jeg kunne igen se ham for den, han var. På forunderlig vis var det, som om jeg fik ham tilbage efter hans død. Det er jeg uendeligt taknemmelig for.