Portræt af Mellissa Hussein.

Mellissa mistede sin lillebror: ”Jeg forstod aldrig hans valg, men jeg har tilgivet ham”

Mellissa Hussein voksede op i en underverden af vold og kriminalitet. Hun lod sig aldrig opsluge af den, men hendes lillebror var bandemedlem og blev skudt som 24-årig. I dag fortæller Mellissa sin egen og andre kvinders historie om et Danmark, de færreste kender.

Hendes Verden logo

Der er ingen, der ved, hvor Mellissa Hussein bor.

Det kunne være på Fyn eller Sjælland eller i Jylland. Eller også er det slet ikke i Danmark.

Siden den 33-årige danske kvinde med kurdisk baggrund i 2022 udgav bogen 'Fanget i familien: Drabet på min bror og min kamp for et andet liv', har hun levet på en hemmelig adresse. 

Med overvågning og overfaldsalarm. I bogen fortæller hun historien om sin lillebror, Ari, der en forårsnat i 2018 blev likvideret i Valbyparken.

Skudt i hovedet på klos hold. Og hun fortæller om den dybt kriminelle og brutale bandeverden, han blev en del af allerede som dreng, og som i sidste ende kostede ham livet.

Og det må man ikke.

"Selv om jeg aldrig har nævnt nogen ved navn, har jeg forbrudt mig mod den verdens uskrevne regel om, at man aldrig åbner munden. Slet ikke som kvinde," siger Mellissa.

"Jeg får fortsat trusler. 

Men jeg kan ikke være stille om det, der skete, og de enorme konsekvenser, det har for mig og min familie. De her ting sker måske i en mandsdomineret verden, men de påvirker også de kvinder, der ufrivilligt er en del af den."

Mishandlede mor

Af den grund udgiver hun nu på sjette sæson podcasten 'Søstre', hvor hun interviewer kvinder, der, som hun selv, er vokset op på kanten af samfundet.

For at give dem en stemme og en platform, hvorfra de kan fortælle deres historie.

Mellissas egen historie begynder ikke i Danmark, men i en lille kurdisk by i Syrien. Det var her, hendes far fik øje på hendes mor og overtalte den unge piges far til at lade hende gifte sig med ham og rejse til Danmark, hvor han som politisk flygtning havde fået asyl.

Han var 35 år og tidligere børnesoldat. Hun var 16.

"Han var et ødelagt menneske og startede sin mishandling af min mor stort set med det samme. Hun fik hurtigt to børn, min storesøster og mig. Og senere min lillebror," fortæller Mellissa.

"Jeg kan ikke huske et liv uden vold. 

Hun blev banket til bevidstløshed foran os, forsøgt smidt ud over en altan og truet med en kniv mod sin hals. Flere gange er hun blevet hentet af en ambulance. En gang med hjertestop."

Alligevel gik der flere år, før Mellissas mor lykkedes med at flygte med sine børn til en lejlighed i København.

Men livet blev ikke væsentligt bedre her.

Baby overladt til sig selv

"Min mor skulle leve det liv, hun aldrig havde haft. 

Hun begyndte at løbe ligesom de danske kvinder. Og blev mere og mere fraværende. Vi var overladt til os selv. 

Sultne og med pletter på tøjet og håret fulde af lus," fortæller Mellissa.

"Jeg kan huske, hvordan vi sad ved vinduet og så efter hende, når hun løb ud. Jeg råbte på hende og klaskede mine hænder mod ruden. 

Men min lillebror sad bare og skreg. Med snot og tårer i hele ansigtet. Han var kun en baby. Og jeg var for lille til at hjælpe ham. Han var altid overladt til sig selv."

Hvorfor er det vigtigt at fortælle den historie? Det er det, siger Mellissa, fordi de, der endte med at give den skrigende baby foran vinduet en form for tryghed, var den underverden, der allerede dengang fandtes omkring dem. 

Mordet på Ari Hussein

Det vakte stor mediebevågenhed, da 24-årige Ari Hussein blev fundet skuddræbt i Valby-parken natten til d. 15. marts 2018. 

Den unge mand, der af politiet var kendt som et medlem af banden LTF, var ugen forinden blevet overfaldet og forsøgt likvideret. 

Et medlem af LTF blev senere sigtet for drabsforsøget, men frifundet. Mordet på Ari Hussein er fortsat uopklaret.

Og som, i takt med at Mellissas lillebror voksede op, blev stadig mere synlig og gjorde det klart for ham, at de kunne bruge ham. At han var noget værd for dem.

"Det var tyvene og småpusherne til at starte med. 

Dem, der kunne bruge en spinkel dreng til at komme ind gennem snævre åbninger og gemme tyvekoster og stoffer i en lejlighed, hvor moren ikke sagde noget til det. Og så udviklede det sig derfra," siger Mellissa.

Den milde dreng

Ari opsøgte selv Bandidos og blev senere medlem af LTF, Loyal to Familia. En af de mest magtfulde, men også brutale bander i landet.

Men fritager en barndom med svigt et menneske for skyld og ansvar?

"Alle har et ansvar, og alle har et valg. Og jeg har aldrig forstået hans, men jeg har tilgivet ham," siger Mellissa.

"Jeg har været så vred og skuffet. Men han er tilgivet nu. Jeg elsker ham kun og savner ham."

Mellissa og hendes søster blev fjernet fra hjemmet. Men af årsager, hun stadig ikke forstår, blev Ari.

"Han var aldrig stærk som os. Jeg så hans sårbarhed allerede som barn. Han var genert og tilbageholdende og forsigtig," husker Mellissa.

"Og da jeg researchede på min bog om ham, fortalte vores socialrådgiver, at hun aldrig havde forestillet sig, at det ville ende sådan for Ari. 

Fordi han var så mild og stille en dreng, mens hans søstre var de stærke, der kunne råbe op og sige fra."

Fattig og ensom

Mellissa fortsætter:

"Jeg har aldrig været i nærheden af at lade mig opsluge af den kriminelle verden. Selv om den var alle steder omkring os. 

Jeg veg altid tilbage og vidste bare, at den var det samme som undergang. Men det var anderledes for Ari. Det føles, som om han aldrig havde andre muligheder. 

Jeg hader, at han blev en del af den verden. Alt det, han deltog i og gjorde, var forkert. Men jeg kan ikke bebrejde ham det."

Der var ikke noget glamourøst over Aris bandeliv. Og det er en vigtig del af fortællingen, mener Mellissa, der peger på, at bander lokker nye medlemmer til med løfter om store biler og hurtige penge.

"Min lillebror havde ingen penge. Han levede fra shawarma til shawarma. Og der fandtes ikke noget broderskab; han var overladt til sig selv, som han altid havde været," siger hun.

"Og han kunne ikke komme ud af det igen. Jeg ved, at han prøvede. Og at politiet mener, at det var hans forsøg på at komme ud af bandemiljøet, der kom til at koste ham livet."

Mordet på Ari er fortsat uopklaret. Og Mellissa gør sig ingen forhåbninger om, at sagen snart bliver løst. 

Men hun nægter at tie. Hun fortæller Aris historie. Og sin egen og familiens. 

For selv om det var Ari, der mistede livet den forårsnat, fik det konsekvenser for dem alle.

"Vi er måske en familie, der altid har levet på kanten af samfundet. 

Med en mor, der ikke evnede at passe ordentligt på sine børn. Men ligesom alle andre mødre sørger hun over sin søns død. Over det spildte liv og alle de drømme, hun havde for ham," siger Mellissa.

"Og ligesom alle andre søstre mangler og savner jeg min lillebror."

Om Mellissa Hussein, 33 år

  • Forfatter og podcastvært på Søstre, som kan høres på Podimo.
  • Mor til to.