Vigga Bro: ”Min mor lærte mig, at man kan leve med glæden og sorgen på én gang”

Kvinder

”Hvis du vil have ligestilling, skal du afgive barsel til din mand”

Hvad har livet lært dig om at være kvinde?

"Livet har i hvert fald lært mig, at vi kan forandre os utrolig meget, men at der er så mange ting, der hænger fast fra den gamle verden. 

Vi kvinder er selvfølgelig stadigvæk en slags underklasse. Men da jeg var barn, var der en langt tydeligere opsplitning. 

I starten af deres forhold gjorde Asta Björk noget, som Sebastian Bull aldrig glemmer

Sebastian Bull og Asta Björk Ivarsdottir var for nylig blevet kærester, og de var ude og spise med nogle af hendes venner. På et tidspunkt skulle Sebastian ud at have lidt luft, og Asta rejste sig og gik med.

Kvinderne havde i det store og hele ikke noget at skulle have sagt, men huset, mente de, var deres! Og det var børnene til en vis grad også. Så kvinderne havde sådan et lille delvist dronningedømme derhjemme. 

Og det ser jeg nu igen i dag, hvor mange fører det videre, selvom de arbejder ude ligesom deres mænd. Men du kan ikke forlange at være dronning inden for hjemmets fire vægge, hvis du vil dele lige udenfor."

Siger hvem?

"Siger jeg! 

Hvis du vil have ligestilling, må du have ligestilling hele vejen igennem. At sige nej, jeg vil ikke afgive barsel til min mand – hvad er det for noget? 

Det er klart, at man som kvinde skal have mere barsel end manden, om ikke andet så for at restaurere sig selv og sin krop. For det koster at få et barn. Det koster rigtig meget, faktisk. Og mere og mere, jo ældre man er, når man bliver mor. 

Så selvfølgelig er der ikke fuld lighed på den måde, og menneskeheden ville jo ikke eksistere, hvis vi ikke lavede børnene inde i vore kroppe. Så det skal der være respekt om. 

Men ikke at ville give barsel til sin mand, det er både uretfærdigt og dumt. Den nærhed, faderen på det tidlige, sårbare tidspunkt kan få til sit barn, vil have betydning resten af livet. Men ellers er der jo sket meget. 

Det er så herligt at se unge kvinder, der hviler i sig selv, udtaler sig og bliver hørt på. Så tænker jeg på, at da jeg var ung og udtalte mig, så smilede mændene overbærende og hørte ikke efter. 

Det glæder mig, at der er sket så meget på den front. 

Men der er nu stadig grund til at være vred."

Hvad er der grund til at være vred over i dag?

"Jeg synes faktisk, nu du spørger, at ordet vred er alt for entydigt. Tit kan du erstatte det med ordet sorg. Det er da sørgeligt, når man ikke respekterer hinanden kønnene imellem. 

Som skuespiller er man f.eks. ved at være færdig, når man bliver 50. 

Det ER blevet bedre, heldigvis, men i min generation fik man kun lorteroller efter den alder, fordi man ikke var attraktiv mere. Der er stadig noget om det, og det er da sørgeligt. 

Skuespillerinder får også gennemsnitligt dårligere løn end deres mandlige kollegaer, selvom de er mindst lige så interessante. Og når vi taler Metoo-historier, så græmmes man over, hvordan kvinder stadigvæk bliver behandlet som stykgods. 

Personligheden skæres væk, og man er reduceret til en levende dukke. Så kan det ske, man hører en mand sige: ”Er det nu noget at råbe op om? Der skete jo ikke noget”.

Men hvad ved de om, om der ikke skete noget?"

Hvad har du selv gjort for at stå i din egen ret?

"Det ved jeg såmænd ikke. Jeg havde vel lyst på livet, og jeg fortalte så mig selv, at jeg havde ret til at være her, og at jeg ikke var dum. Jeg er lettere ordblind og staver dårligt, og set i bakspejlet så var jeg lille og nuttet og lyshåret, og så var man i hvert fald dum. 

Og tilfældigvis er jeg ikke helt dum! Så at blive behandlet på den måde er besværligt, fordi man hele tiden skal være opmærksom på, at folks øjne ikke nødvendigvis ser rigtigt."

Så du har personligt følt, at du har skullet kæmpe ekstra hårdt, fordi du var lille og lyshåret?

"Ja, ja, men på den anden side vidste jeg udmærket godt, at jeg også vandt på mit udseende. 

Ikke at jeg dyrkede det vildt. F.eks. gik jeg ikke med sminke til daglig, kun når det passede mig. Sådan har jeg det stadig. Hvis du ikke kan tåle at se mit gamle, rynkede ansigt, som det er, så er det ikke mit problem. 

Så jeg har nok altid haft et oprør i mig. Jeg kan huske en episode, fra jeg var helt ung. Jeg havde fået en rolle på tv. Det var en rolle, der lå lige til mit højreben. 

På et tidspunkt i prøveforløbet kom jeg gående på en gang til prøvelokalet, hvor der var en lille krog, og ved den stod instruktøren lænet op ad væggen og studerede noget på en blok. 

Pludselig trådte han frem og spærrede, han havde åbenbart beregnet det. Og så bakkede han mig ind i krogen. Ville tale om rollen. For jeg manglede noget. 

Men han vidste, hvad der skulle til, jeg trængte til sex, jeg skulle have en stor fed pik, og den store fede udviklede han så videre på, mens han fik spyt i mundvigen og stemmen blev hæs. 

Jeg var fuldstændig lammet af væmmelse, og bange var jeg vel også. Så så jeg, over skulderen på instruktøren, fotografen. Han kom gående og var ikke mere end cirka seks meter væk. Nu er jeg frelst, tænkte jeg. 

Men fotografen, der var standset op, så ikke mig. Han så kun på instruktøren, og et smil bredte sig over hans ansigt, og så gik han videre."

"Jeg blev så rasende, og selvom jeg egentlig var låst og ikke bevægede en muskel, tænkte jeg kun, om jeg skulle plante en knytnæve i ansigtet på instruktøren eller et knæ i nosserne. 

Han må have kunnet læse vreden i mine øjne, for han blev mærkelig i hovedet, bakkede og mumlede noget om, at det kunne vi komme tilbage til. 

Og så gik han."

"Jeg tog lidt tid til at komme mig og gik så mod prøvelokalet. Da jeg kom ind der, skelede alle mændene diskret hen mod mig med smørrede smil. 

Dengang var der kun mænd som teknikere, så jeg var ene kvinde. Og jeg tænkte, det er ikke bare den instruktør, det drejer sig om. Det er dem alle sammen. For hvis jeg sagde til dem, at jeg følte mig forulempet, så ville de sige ”Tag det dog som en kompliment” eller ”Lad nu være med at være så sippet. Der skete jo ikke noget”. 

Men det gjorde der jo."

"Resten af prøvetiden fedtede instruktøren rundt om mig, og jeg holdt ham væk med mine kolde, vrede øjne. Så han kom ikke med flere tilbud. Da jeg så tv-forestillingen, kunne jeg se, at man kunne læse vreden i min figurs øjne. 

Og der hørte den bestemt ikke hjemme. Kritikken var pæn. Pænere, end jeg havde fortjent. Men det varede længe, inden jeg fik tilbudt roller i det rollefag, som ellers ville have passet mig godt."

"Jeg tror, det er på grund af den oplevelse, jeg har så meget imod de nærmest heksejagter, vi bedriver mod enkelte mænd i dag. 

Nogle siger, at de fortjener det, men så er der jo mange mænd, der fortjener det. Det handler om en anden indstilling og en anden forståelse kønnene imellem. 

Og det tager sin tid at flytte på sådan noget."

Familie

”Min mor lærte mig, at man kan leve med glæden og sorgen på én gang”

Hvad har livet lært dig om familie?

"Min mor og far var meget unge, da de fik børn. Først kom mine tre søskende, og da jeg var inde i maven som den sidste, døde min far af strubekræft. 

Da Gun-Britt tog til psykolog, fik hun et råd – og derefter så hun aldrig sin mor igen

Gun-Britt Zeller har altid haft et kompliceret forhold til sin mor, og en dag fik hun et råd, der gav hende modet til at slutte deres relation.

Det gik hurtigt dengang. Det har været virkeligt hårdt for min mor. Mindste lærerpension, fire små børn og sorgen. Hun sørgede over tabet af min far resten af sit liv. 

Tabet lærte hende, at du får en skæbne, og den må du leve med. Og jeg lærte af hendes måde at være på, at man kan leve med både glæden og sorgen på én gang. 

Der er mange mennesker, der må lære den lektie, hvis de skal have et godt liv, for det nytter ikke noget at sætte sig ned og sige: ”Det er synd for mig”. Det hjælper ikke. 

Det gør livet mere vanskeligt."

Hvor tror du, at du har fået din styrke fra?

"Min mor fødte mig derhjemme, men så fik hun en blodstyrtning og kom på hospitalet. 

Hun havde ikke nok mælk til mig, så jeg var sådan et lille hungerbarn, og jeg har fået at vide, at personalet på hospitalet lagde mig ind i linnedskabet, det tog noget af lyden, når jeg skreg så meget.

Jeg skreg åbenbart fra jeg blev født 20. oktober til den 23. december, hvor min mor kom hjem med mig, og min faster gav mig en tvebak blødt op i havresi. 

Jeg plejer for sjov at sige, at det var inde i det linnedskab, jeg lærte, at man bare skal holde fast, holde ud og protestere."

I var så en familie med mor og fire børn, hvad lærte du i den familie?

"Det er i familien, du lærer din plads i verden at kende. Vi var to hold søskende. 

De to store piger, og så min bror Christoffer og jeg, der var de små. Han er to år ældre end mig, og vi var meget tætte, da vi var små, for han passede på mig som en reservefar, og vi er meget tætte den dag i dag. 

Jeg har altid elsket ham meget højt, ligesom jeg elskede min mor meget højt. 

Jeg lærte, at det vigtigste du overhovedet har her i livet, det er dine mennesker. Men du kan ikke hænge på dine mennesker. Du skal leve dit eget liv, lære at klare dig alene og skabe din egen verden, så du ikke elsker dine mennesker ihjel. 

Sådan er det også i ægteskabet."

Hvordan har du håndteret at have dine mennesker uden at elske dem ihjel?

"Det har måske lidt at gøre med en vis egoisme. 

Jeg har f.eks. altid villet have lov til at have mit arbejde. Jeg blev ikke hjemmegående, som mange andre i min generation, da jeg fik min datter. Jeg har altid villet have mit eget liv. Så det er vel udgangspunktet.

Men man øver sig jo livet igennem, og man laver sine fejltrin og sine dumheder. Der er ikke noget i vejen med at lave dumheder, hvis man ellers lærer af dem. Man skal bare ikke gentage dem for mange gange. 

Så ja, man skal leve sit eget liv og samtidig huske, at kærligheden er vigtig. Og i virkeligheden er et godt ægteskab noget af det bedste, du kan rage dig ind i her i livet. Men det er jo ikke så let. 

Man har så mange meninger om, hvad et ægteskab skal være, og hvordan ens bedre halvdel skal opføre sig. Det er ikke noget, man lærer om i skolen. 

Jeg havde en veninde, der kom med en stormende forelskelse og sagde: ”Vi har svoret, at vi aldrig vil have hemmeligheder for hinanden”. Og jeg tænkte, hvor grusomt!"

For hemmeligheder skal man have?

"Man skal ikke. Men man har lov til det, hvis man vil. Man skal ikke komme ud med andet, end hvad man har lyst til, og hvad man har fortrolighed til. 

Det kan godt være, at man ender med ikke at have hemmeligheder, men det er da ikke sikkert, at man med det samme skal lægge alt på bordet. 

Det er det samme med de mennesker, der hele tiden vil vide, hvor den anden er henne. Hvad laver du? Hvem skal du møde? Og som på telefonen hele tiden kan se, hvor deres elskede er. 

Hør her – det nytter ikke noget! Hvis du er så heldig at være forelsket i et menneske, der lever sit liv, og som giver dig lov til at være tæt på, skal du huske, at du ikke ejer det menneske. 

Ellers holder det ikke."

Kærlighed

”Det, der skal bære et ægteskab igennem, er gensidig respekt for hinanden”

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

"Jeg har øvet mig på kærligheden hele livet, og jeg har virkelig kvajet mig meget. Men jeg blev bedre med årene og mere harmonisk, og ikke mindst med min sidste mand, Erik, som jeg elskede i 25 år. 

Han var et smukt og klogt menneske. I den første tid, hvor vi bare var kærester, kunne jeg ikke lade være med at gå med helt ud i døren, når han skulle på arbejde.

Jeg så ham gå ned ad trappen, og jeg kunne se på hans ryg, at når han var kommet til afsatsen, så var han væk. Så var han på arbejde. Der skete noget mentalt med ham der, men det fyldte mig ikke med sorg eller tanker om, at nu har han forladt mig. 

Nej, det var sådan en lille hemmelighed, hvor jeg fik et lille bitte blik ind i, at nu går han videre ud i sit eget liv. 

Da han senere blev pensionist, sad han meget hjemme ved sit skrivebord og skrev bøger om musik og i den anledning havde kontakt med musikere også ude i verden. 

Men alligevel kunne han ikke holde ud bare at sidde der, så næsten dagligt sagde han, ”nå, nu må jeg afsted”. Og jeg svarede, som jeg plejede, med et ”god tur” eller noget i den stil. 

De fleste gange tror jeg ikke, han anede, hvor han ville cykle hen, eller hvad han skulle lave, og jeg spurgte ham aldrig, hvad han havde tænkt sig. 

Men han fortalte mig nu også det meste ved middagsbordet, når han var kommet hjem. Da han var død, fortalte en god ven om en samtale, han havde haft med Erik. 

Vennen var blevet skilt, og havde fortalt, at det var fordi, han ikke kunne holde ud, at hans kone hele tiden ville vide, hvad han lavede. 

Erik havde så fortalt vores ven, at ”ja, Vigga siger farvel til mig hver dag, som om hun tror, jeg har en aftale eller noget arbejde, men vi ved begge to, at jeg bare må ud i verden, og det giver sådan en frihed”. 

Det blev jeg simpelthen så glad for at høre, for jeg troede ikke, at Erik vidste, hvad jeg vidste. 

Men det gjorde han."

Og havde du så den samme frihed?

"Ja, helt klart. Engang havde vi aftalt, at vi skulle i sommerhus i Italien hele januar, så da jeg fik tilbudt en rolle i en julekalender, jeg rigtig gerne ville være med i, men som skulle optages i januar, sagde jeg først nej til rollen. 

Da Erik hørte det, sagde han, er du da sindssyg, gå ind og ring til dem og sig, at det kan du godt. ”Jamen, jeg har jo givet dig mit ord på, at vi skal i sommerhus”, sagde jeg. 

”Ja, men sådan noget kan tages tilbage”, svarede han. Og så lavede vi bare vores planer om."

Hvad er det vigtigste i kærligheden?

"Kærligheden er jo den store gave i livet. 

Hvis du kan elske og være forelsket til det sidste, som jeg var med Erik, så er det en gave. Men det, der skal bære et ægteskab igennem, det er, at man har respekt for hinanden. 

Når jeg siger det til unge mennesker, synes de, at det er underligt koldt. Men det er det altså ikke!"

Hvorfor synes de det?

"Respekt, siger de undrende, nej, det er da kærligheden, der er det vigtigste. Men nej, hør her, respekten er det vigtigste, for du kan ikke føle empati med et menneske, du ikke respekterer. 

Der var på et tidspunkt en journalist, der fortalte mig, at hun altid så 'Gift ved første blik', fordi det virkelig kan gøre en klog på mennesker. 

Jeg havde aldrig set det program, men jeg blev lige nødt til at undersøge det, og hun havde ret. Det er lidt af en lærebog i, hvad man skal gøre, for at det skal gå galt. Og hvad man skal vogte sig for."

Døden

”Når man bliver ramt af en stor sorg, kan man gå i diskussion med sig selv”

Hvad har du lært om døden og det at miste?

"Det, at min far døde, før jeg blev født, og at jeg kunne mærke min mors sorg, men også hendes glæde og livsappetit, har givet mig en rigtig god ballast, tror jeg. 

Signe er introvert: Jeg har brugt alt for lang tid på at bekymre mig om, hvad andre synes om mig

Signe Nordstrand har altid haft svært ved at tale i store forsamlinger, ofte fordi hun bekymrede sig over, hvordan andre opfatter hende. Men nu har hun besluttet, at livet er for kort til at se sig selv gennem andres øjne.

Når man bliver ramt af en stor sorg, kan man gå i diskussion med sig selv: Vil du nu sidde her og blive bitter over din skæbne? Hvad ville din elskede synes om, at du sad og flæbede over, at han var død? 

Og så må man prøve at finde ud af, hvad man ellers har i sit liv, og hvad man elsker. Andre mennesker. Sit arbejde. Det må man stille skarpt på. 

Man skal ikke tro, at man kan komme over sorgen over at miste, men man kan leve med den, og man kan vende den om og sige til sig selv: Når du sørger så meget, så er det fordi, du har fået så meget! Og helt ærligt, ville du bytte den sorg ud med et fladt liv? 

Nej, vel. Det hjælper at tale lidt med sig selv på den måde."

Kan du stadig græde ved tanke om dem, du har mistet?

"Nej, jeg er ikke et menneske, der græder så meget. Det skyldes nok min opvækst, hvor jeg som den mindste blev drillet, hvis jeg tudede. 

Så lader man være."

Du mistede din mor, da du var bare 37 år, hvordan var det?

"Det var fandme hårdt. Hun blev også syg og døde af kræft. Men altså, sådan er livet. Vi tror, at livet er let, men det er det ikke. 

Det er fuld af kæmpe sorger. Og så er spørgsmålet, hvordan man klarer alle de forhindringer og sorger, man oplever."

Har du nogensinde tænkt, nu kan det hele bare være lige meget?

"Ja, selvfølgelig. Det tror jeg, at de fleste har. Men det er ikke det samme som at sige til andre, hjælp mig, bær mig. 

Sådan har jeg det i hvert fald ikke. Jeg tror, det har noget med forventning at gøre. Hvis vi forventer, at livet skal være nemt, så bliver det meget svært, når det ikke er nemt."

Moderskab

”Anna elsker jeg jo helt vildt. Og jeg passer på ikke at sidde lårene af hende”

Du fik din datter, Anna, da du var 42, hvad har livet lært dig om moderskab?

"Jeg havde ønsket hende, lige fra jeg var 21 år, og endelig kom hun, ja. Uh, det var så skønt. 

Hende elsker jeg jo helt vildt. Og jeg passer på ikke at sidde lårene af hende. Børn skal leve deres eget liv – de skal ikke have sådan en gammel dame på slæb. Men vi bor tæt på hinanden, og Anna, Pilou og Agnes er så varme og elskelige. 

Hvis jeg er syg, sidder Anna her med det samme – klonk – og har købt sodavandsis, fordi det er godt, når man har ondt i halsen. Men som forælder skal man lade være med at klamre sig til børnene. 

Det handler igen om frihed, ligesom i parforholdet. Nu lyder jeg meget klar i min indstilling, men du skal bare vide, at jeg ikke er fejlfri i noget som helst."

Hvad har du lært af at blive mor?

"Det morsomme ved at blive mor er, at man laver alle de dumheder, som man synes, mødre i det store og hele begår. 

Man siger: Sådan vil jeg aldrig gøre. Og så iagttager man sig selv lave alle fejlene og tænker, hov, det gør du da bare ikke. Men jo. Jeg kan bestemt ikke sige, at jeg har været den perfekte mor, men min datter har altid kunnet være stensikker på, at jeg elsker hende så uendeligt højt. 

Jeg har stadig et rigtig godt forhold til hendes far, som er 11 år yngre end mig. På sin vis var det ufornuftigt, at vi fandt sammen og fik et barn, for jeg var etableret dengang, det var han ikke. 

Jeg tror simpelthen, at han trængte til at blive fri for sådan en gammel dame som mig, så han fandt en pige med lyse krøller og gik sin vej. 

Men jeg har altid sagt, at ja, jeg mistede en mand, men jeg fik den lillebror, jeg altid havde ønsket mig. Han er et meget fint menneske, som jeg holder meget af. Og nu hvor det handler om, hvad man har lært, og her altså om skilsmisser, så er det en forbrydelse at bekæmpe hinanden gennem børnene. 

Det hører ind under dødssynderne. Og hvis man kan opføre sig ordentligt mod hinanden, kan man få et venskab i stedet for noget vraggods."

Det gode liv

"Der er så mange gaver i livet"

Hvad har livet lært dig, at det gode liv er?

"Det er, når man går udenfor og opdager, at der er en blomst, der skal til at springe ud. Når man pludselig hører en fugl synge og ser hele det myldrende liv, der vokser og gror. Solen, der gør det så godt. Regnen, der gør det så godt. 

Det er sådan nogle banale ting, der får en til at glæde sig over livet. At se sit barnebarn, som pludselig sidder der og kan alting med sine hænder. 

Det lille nummer, 12 år er hun, og hun laver de mest fantastiske ting. Hækler. Maler. Og man ser på det lille væsen og tænker, hvor får hun det fra? Der er så mange gaver i livet. 

Jeg er også meget optaget af fortællekunsten, som er en fornem kunstart. Jeg kommer ud af en familie, der var historiefortællere, men man kunne ikke være professionel historiefortæller, da jeg var ung, så derfor blev jeg skuespiller. 

Da rollerne begyndte at blive dårlige, gik jeg over til at fortælle historier og undervise i det, og det lever jeg af i dag. At lære et andet menneske noget og se, hvordan det menneske blomstrer, det gør mig lykkelig. 

Det er også livet. Det gode liv."

Alder

”Det er et menneskes ret at sige til, når man vil herfra”

Hvad har livet lært dig om alder?

"Livet har jo sine faser, og hvis du ellers er heldig, så bliver du gammel. Man kan godt sidde og brokke sig over, hvordan gamle mennesker behandles, og det gør jeg glad og gerne. 

Tænk, at man kan finde på at kalde gamle mennesker for en byrde. En ældrebyrde. Så er vi langt ude. 

Det er jo alle os gamle mennesker, der har betalt deres uddannelse og alt det andet, og så sidder de skiderikker og siger, at vi er en ældrebyrde."

Hvordan er det at mærke det blik på sig?

"Hvis man lader sig gå på af det, er det jo værst for en selv. I stedet skal man prøve at tænke, hvordan får jeg glæden i livet? 

Det får jeg ved at dyrke min have og mine mennesker og i høj grad gennem mit arbejde som historiefortæller. Der er mange, der synes, det er ejendommeligt, at jeg stadig arbejder, når jeg er så gammel, men det giver også glæde og energi. 

I bund og grund tror jeg, at alder handler om at vide, at livet har en afslutning. Det, der gør, at du kan blive en glad gammel, det er i virkeligheden, at du ser døden i øjnene. 

Og det har jeg på en måde kunnet, siden jeg har været ung. Men det er meget anderledes i dag, hvor jeg er blevet gammel. Jeg er ikke spor bange for at dø. Jeg har ingen idé om, hvornår det sker, men det eneste, jeg ved, er, at hvis jeg bliver for elendig, så skal jeg nok sørge for selv at sige farvel, og det har jeg fortalt min familie. 

Det er ikke en tragedie, det er en beslutning, jeg har taget, som jeg er glad for."

Så hvis du bliver syg, tager du noget, der afslutter livet?

"Det kan man altid finde ud af, det skal jeg ikke gå i detaljer med, men der er mange opskrifter. Man skal lade være med at finde et højt hus og kaste sig ud fra det, for man ved aldrig, om der er nogen, der får en i hovedet. 

Det ville man jo være ked af."

Så hensynsfuld til det sidste?

"Jeg synes, det er et menneskes ret at sige til, når man vil herfra. Man siger, at folk i gamle dage var gode til selv at beslutte, at det var tid. De lagde sig simpelthen til at dø.

Jeg ved ikke, hvordan de gjorde det, og jeg er fuldstændig sikker på, at jeg ikke har den evne. Men jeg vil have retten til det. Det irriterer mig, når Brinkmann og hans venner i Det Etiske Råd vil bestemme, at vi ikke må bestemme. 

Der skal de ikke regne med mig, og der er ikke nogen, der skal komme og vække mig, hvis jeg har lagt mig til at dø. 

Så er det færdigt arbejde."

Men lad os da håbe, at det har lange udsigter!

"Jamen, det er jo lige meget. I virkeligheden er det godt at sige, at jeg kan dø i morgen. Jeg har haft et langt liv, og jeg må da håbe, at jeg har levet det ordentligt, og at jeg ikke har sjusket alt for meget eller generet andre mennesker. Hvis det er tilfældet, og det synes jeg, kan jeg tage herfra nogenlunde roligt."