Mia Wagner om forliste forhold: "Det har været svært, at min karriere skulle fylde"

Det kan være svært at arbejde tæt sammen med sin nærmeste familie. Så svært faktisk, at man kan blive nødt til at springe en juleaften i familiens skød over, fordi aftenen let kan komme til at føles som et møde på kontoret. Det har Mia Wagner erfaret på egen krop. Hun er tidligere advokat og i dag administrerende direktør for Freeway-koncernen, som er ejet af hendes far og bror. Faren er bestyrelsesformand, broren er bestyrelsesmedlem og direktør for Dating.dk, som er en del af koncernen, og Mias ene søster arbejder også i virksomheden. Mia er i forvejen dårlig til at holde fri, så hun har svært ved bare at være datteren, søsteren og mosteren, når familien er samlet. Så kan det være nemmere at holde sig væk for lige at tænke på noget andet og trække stikket. Bare et øjeblik.

Da vi mødes for at lave dette interview, har Mia lige været 14 dage i coronakarantæne i et sommerhus ved Limfjorden. Hun og hendes nærmeste kollega var bange for, at de var blevet smittet til et forretningsmøde, og valgte at isolere sig sammen for dog at have lidt selskab. De fik aldrig nogen symptomer, men tiden væk fra omverdenen satte nogle tanker i gang. 

– Jeg vidste det godt lidt i forvejen, men tiden i sommerhuset satte en streg under, at jeg simpelthen skal blive bedre til at prioritere frihed og fritid. Jeg bliver nødt til at blive mere bevidst om min stopknap, ellers arbejder jeg bare uafbrudt. Undervejs i sommerhuset kunne jeg på et tidspunkt godt se, at nu havde vi arbejdet konstant hver eneste dag for at fjernstyre virksomheden, og pludselig gik op for mig, at jeg kun havde talt arbejde med min kollega, siden vi ankom til huset. Jeg blev nødt til at tage ansvar for, at hun og jeg også lavede noget andet. Talte om noget andet.

– Jeg kører altid i et meget højt tempo, det kan jeg godt lide – jeg får energi af at arbejde – men jeg kan ikke forvente, at andre skal køre det samme tempo. Somme tider kan man jo godt lege med tanken om, at det kunne være skønt med 14 dage, hvor man ikke skulle noget, men der må jeg bare sige, at når jeg bliver puttet i et sommerhus i 14 dage, kan jeg mærke, at den reelle drøm ikke er at få lov til at lave ingenting. Det dur jeg slet ikke til. Og det nye for mig er – og det er nok kommet efter, at jeg har rundet de 40 – at det faktisk er helt ok, at jeg har det sådan.

– Jeg er blevet sødere ved mig selv, så jeg har ikke længere dårlig samvittighed over, at jeg arbejder meget. Jeg skal bare tænke over, at mine omgivelser måske ikke har det på samme måde, og selvfølgelig skal jeg også tænke over, at jeg også somme tider holder fri og laver noget helt andet. 

– Efter ”Løvens Hule” har jeg haft virkelig travlt. Jeg elsker alle de nye muligheder, der er kommet med eksponeringen i det program, så jeg kommer til at sige ja til alt for meget. Karantænen var en god nødbremse for mig. Den fik mig lige en lille smule ned i fart på et tidspunkt, hvor jeg trængte til det.   

Mia er blevet landskendt, siden hun medvirkede i ”Løvens Hule”, og det har betydet, at der bliver lagt mærke til det, når hun f.eks. åbent fortæller om have været ramt af stress eller, at der er noget galt på arbejdsmarkedet, når man som kvinde oplever, at nogle mandlige samarbejdspartnere åbenlyst giver udtryk for, at de gerne vil i seng med en. At hun tør stille sig op og tale om sådan nogle ting vidner om et vist mod til at gå mod strømmen. Det mod har hun ikke fra fremmede. 

– Da du spurgte, om jeg ville være med i serien om rebelske kvinder, kiggede jeg mig lige i spejlet og tænkte: Er jeg rebelsk? Og hvad vil det egentlig sige at være rebelsk? For mig er en rebel en, der tør gå nye veje. En, som ikke lader sig begrænse af andres forventninger. Det er vel en slags definition. Jeg er jo jurist, og jurister elsker definitioner. 

Hun griner højt. 

Kom med nogle eksempler på mennesker, der i dine øjne er rebeller? 

– Da min bror i 1998 lavede Dating.dk sammen med to andre, var det så ilde set at lave noget med kontaktannoncer, at hans venner på jurastudiet ikke ville vide af ham. Han blev smidt ud af sin læsegruppe, fordi det simpelthen var så piiinligt. Tænk at opleve så voldsom modgang og alligevel gå videre med det, man tror på. Det, synes jeg, er en rebel. Og det inspirerer mig. Og hvis jeg skal blive i familien, så brugte min far, som på det tidspunkt var advokat, fem år af min barndom på at arbejde for at få ”Pedal-Ove” frikendt for at have dræbt sin kone. Uden at få penge for det. Og vi taler altså om en mand, som var dømt i to instanser, og som nåede at afsone syv års fængsel, før min far fik ham frikendt. 

– Det prægede jo min barndom en del, men min far gjorde det, fordi han troede på det. Og er man en rebel, hvis man går imod et helt retssystem? Ja, det synes jeg egentlig. Jeg har lært hjemmefra, at jeg skulle finde min egen vej. Det med at komme hjem og sige, at jeg gerne ville have lov til det og det, fordi det måtte alle de andre, det kunne man ikke bruge til noget i mit hjem. Man skulle tage selvstændigt stilling og argumentere. Når jeg skulle skrive stil, fik jeg at vide, at jeg skulle skrive om noget, som ingen af de andre skrev om. Sådan blev mine søskende og jeg opdraget. Det var så ikke skide smart, når man skulle læse jura, og det tog mig et par år at lære, at når man er en god jurist, så skal man være præcis inden for rammerne. 

– Min mor er vokset op i Hellerup og var meget pænt opdraget. Da hun var ung, gik man med handsker, og man sagde De og cikel, og der var ingen albuer på bordet. Men hun udviklede sig voldsomt, da vi flyttede til Viborg. Der var det hende, der murede vores skorsten, og det var hende, der reparerede min fars Jaguar. Vi havde ingen penge, man han skulle naturligvis have en Jaguar. Den kunne aldrig køre, så min mor måtte lære at fikse den. Så min mor er på sin vis også en rebel, for det faldt ikke i god jord, at hun lavede de ting. Hun kunne ikke blive veninde med de andre advokatfruer i Viborg, for de kunne jo ikke have en veninde, der gik på indkøb i kedeldragt, og som selv kunne mure. Mine forældre er bare på mange måder … hvordan skal jeg sige det? Jeg skulle til at sige, at de er skøre i hovedet, men det er ikke fair. De har bare aldrig anerkendt begrænsninger. Selvfølgelig skulle vi have heste, selvfølgelig skulle vi købe en stor ejendom uden for byen, som vi ikke havde råd til. Og sådan er de stadig. Nogle gange kan det være sindssygt irriterende, ha ha. Jeg skulle integreres efterfølgende, da jeg kom ud i den virkelige verden, hvor der er nogle rammer og forventninger. 

Hvem er Mia Wagner

• Født 1977.
• Administrerende direktør i familiekoncernen Freeway, som bl.a. ejer eller delvist ejer Plusbog.dk, Dating.dk og Avisen.dk. 
• Blev landskendt, da hun 2019 kom med i tv-programmet ”Løvens Hule” på DR1. 
• Single og mor til Carmen på 14 og Liva på 13 år.

Hvornår passer betegnelsen rebel på dig? 

– Med alderen har jeg lært at turde tage det fulde ansvar som leder. Jeg har lært at træde i karakter og stole på det, jeg ser. Det er ikke bare at gå forrest, det er også at gå forrest i modvind. Og det er nok rebellen. Jeg kæmper mere for det, jeg tror på, nu end tidligere, fordi jeg har langt mere tillid til min egen dømmekraft. Og så virker det også som om, at der er noget rebelsk i, at jeg tør være oprigtig. Du drømmer ikke om, hvad jeg har fået af respons i forhold til, at jeg åbent har fortalt, at jeg har været ramt af stress. For mig er det helt naturligt at tale om det, men der er faktisk en del mandlige erhvervsledere, der efterfølgende har skrevet helt privat til mig om det samme, men som ikke tør stå frem og tale om det. Det er åbenbart stadig et tabu, at man kan være sårbar som leder, og at man kan få stress. Jeg forstår det slet ikke. 

– Der var også artiklen i Berlingske, hvor jeg blandt andet fortalte, at når man er kvinde i erhvervslivet, så vil mænd gerne i seng med dig. Jeg må da indrømme, at det krævede et langt tillløb at melde det ud, men jeg fik flere historier fra andre kvinder, som oplevede det samme, og det provokerede mig til sidst så meget, at jeg følte, at nu måtte det siges. Det er også stadig tabu, kan jeg se, for jeg har efterfølgende fået en masse private beskeder fra kvinder, som ikke engang tør skrive til mig, hvad det helt præcist er, de har været udsat for. De skriver bare, at de også oplever det. Og er man så en rebel, når man er den, der stiller sig op og siger de ting? Jeg blev i hvert fald opmærksom på, at jeg synes, jeg har et ansvar for at få italesat nogle problemstillinger. Jeg ved ikke, om det er en rebel eller en debattør, der gør det. Det er i hvert fald nyt for mig at gøre det, men det er også meningsfyldt for mig at gå forrest med nogle holdninger. 

Hvor har du fundet modet til at fortælle om stress og sexisme i erhvervslivet? 

– Jeg plejer at sige, at jeg er modig tangerende det dumdristige. Det har jeg egentlig altid været. Jeg er ikke bange for ret meget. 

Hvad har det ellers givet sig udslag i? 

– Tidligere har det især været i relation til fysiske udfordringer. Når jeg har rappellet, klatret, stået på wakeboard eller snowboard. Jeg har aldrig været bange for de ting, men da jeg blev mor, ændrede jeg holdning i forhold til det med at sætte livet på spil. Det havde jeg pludselig ikke samme behov for mere. Drømmen om at hoppe i faldskærm eller køre ned gennem Europa på motorcykel forsvandt samme øjeblik, jeg blev gravid. 

 Da Mia sagde ja til at være med i ”Løvens Hule”, måtte hun dog alligevel se angsten i øjnene. 

– Der var to ting, jeg var bange for, og som jeg blev konfronteret med i forbindelse med at skulle medvirke ”Løvens Hule”. Det ene var at stå foran en stor forsamling og tale. Det har jeg altid været lidt bange for, og det følger med det program, at man kommer ud og holder en masse foredrag. Og det andet var det med ikke at være likeable. Jeg har det bedst, når folk kan lide mig. De få gange, jeg har oplevet, at nogen ikke kunne lide mig, har det mejslet sig ind i min hukommelse. 

Hvorfor var du bange for at tale for store forsamlinger?

– Måske hænger det sammen med, at jeg har haft en anden frygt, som har fyldt meget, indtil jeg kom sidst i 30’erne, og det var frygten for at være dum. Det var min værste frygt, da jeg var ung. 

Hvor kom det fra?

– I don't know. Måske fordi jeg i virkeligheden har lært, at det var vigtigt at være klog. Eller fordi det ER vigtigt for mig. Jeg har aldrig turdet tage en IQ test, for jeg er bange for, hvad den viser, ha ha. 

På trods af, at du har klaret dig ret godt?

– Ja. Så når man er bange for at tale for en stor forsamling, er det nok i virkeligheden fordi, man er bange for at blive klædt af til skindet som den inkompetente. Det, jeg gjorde, for at komme over det, var, at jeg lærte at være sød ved mig selv. På et tidspunkt gik det op for mig, hvor meget energi jeg brugte på at slå mig selv oven i hovedet. Hvor ofte jeg havde stået foran spejlet og skældt min krop ud. Hvor ofte jeg havde kørt hjem fra de danske retssale og KUN evalueret på, hvad der var gået skidt. Hvor hård jeg havde været ved mig selv. Når man indser det, kan man prøve at finde en ny måde at leve på, det har jeg gjort. Derfor blev jeg enig med mig selv om, at okay, jeg er bange for at stå på en scene, men jeg kan godt lide at konfrontere min angst. Og for at kunne gøre det må jeg også acceptere, at det må godt gå dårligt. Jeg gør det alligevel. De fleste ting, vi laver, går jo ret dårligt første gang. Men så lærer vi noget, og så gør vi det bedre anden og tredje gang. Så det gjorde jeg. Og ja, det gik også ret dårligt første gang, jeg stod foran 300 mennesker. Anden gang gik det lidt bedre. Nu holder jeg rigtig mange foredrag, og for det meste går det rigtig godt, men ikke altid. 

Hvordan har du dealet med, at alle måske ikke vil kunne lide dig? 

– Det gik op for mig, hvor stor en begrænsning det har været for mig. Hvor mange chancer jeg har ladet passere, fordi jeg har været bange for, hvad andre mente om mig. Så det er noget med at veje på en guldvægt, hvad der er min personlige prioritet. Og jeg har efterhånden erfaret, at jeg ikke vil betale den pris, det er at holde mig tilbage, bare for at alle skal kunne lide mig. Man dør ikke af, at alle ikke kan lide en. 

Er der efter din opfattelse forskel på den måde, hvorpå mænd og kvinder er rebelske?

– Jeg kan bedst tale ud fra mit eget verdensbillede, og i forhold til det synes jeg, at verden har givet mig meget lidt spillerum til at være rebel. Som 12-talspige har der altid været regler og forventninger, jeg har følt, jeg skulle leve op til, og det kan jeg også se hos mine døtre og deres veninder. Jeg tror, det er sværere at være rebel som kvinde, end det er som mand. Et eksempel: Hvis vi lægger hus til en fest for min datters venner, så kommer drengene meget sødt og vil gerne have taget selfies med mig, fordi jeg er med i ”Løvens Hule”.

– Jeg ønsker ikke at være med i festen eller stjæle billedet i det hele taget, men jeg er omvendt bevidst om, at jeg er med til at skabe et kvindeligt forbillede. Det sjove er, at der aldrig er nogen piger, der vil have taget selfies. Jeg ved ikke hvorfor, måske synes de bare ikke, at det er interessant. Min datter siger, at de er for generte til det, og det kan jeg godt genkende fra mig selv, hvis jeg besøger mit yngre jeg. At være pige eller kvinde og have ambitioner – og sige det højt – det er simpelthen enormt svært. Pigerne kan godt finde på spørge, om jeg vil tagge dem på Instagram, men det er kun dem, der føler sig meget trygge ved mig, og det handler om, at de så kan få flere følgere. Jeg får engang imellem lyst til at trække et par piger til side og kærligt sige til dem, at de aldrig må lade deres udseende være deres største aktiv, selvom det er den nemme vej at gå, så længe man er ung. Jeg gør det ikke lige nu, men jeg gør det måske, når jeg bliver omkring de 70 år, for så må man alt, ha ha. Man skal skaffe sig nogle kompetencer, så man har noget at byde på hele livet.

– Jeg kan også få det sådan, når jeg møder kvindelige iværksættere, at jeg ikke synes, de er ambitiøse nok. Dem kommer jeg også til at trække til side, og det bliver nok før, jeg bliver 70. Jeg vil have dem til at sætte barren lidt højere. Jeg tror meget, det handler om, hvordan man bliver mødt. Hvis man sætter sig med nogle mandlige investorer og er vant til at blive mødt som den søde, velopdragen, smukke pige, så er det de kriterier, man bliver vurderet på. Det kan være en downside ved at være kvinde, at verden forventer noget andet af en. 

Og så er der den sexistiske side, som du nævnte før?

– Ja, og der har jeg i hvert fald lært, at i festligt lag med arbejdskollegaer kan man ikke som kvinde drikke hjernen helt ud, for så er der pludselig nogen, der synes, at de skal tage lidt på en. 

Hun griner højt, men der er meget alvor bag ordene. 

– Jeg kan virkelig ikke forstå, at det stadigvæk er sådan. Det er ikke i orden. Jeg kan sagtens tage mandehørm, men jeg vil ikke gøres til objekt. Og hvor finder man balancen mellem den kompetente kvinde, luderen og rødstrømpen? Jeg har haft dialog med mange mænd om det, og en enkelt har sagt undskyld, men de fleste siger, at det kunne de da aldrig finde på, mens jeg tænker, jo, det kunne du. Men vi har lært som kvinder ikke at sige det højt. Da jeg var ung, spurgte jeg min mor, hvad jeg skulle gøre, når mændene tog på mig på diskoteket. Hendes svar var: ”Så skal du bare danse diskret væk”. Sådan tror jeg, at vi er mange, der er opdraget, og vi mangler simpelthen et sprog i forhold til at tale om de her ting. Vi har lært at glide af på det og være sådan nå ja, hø hø, og ignorere det. Der er så mange kampe, der ikke er blevet taget gennem tiden, for det sidste, man vil være, er den der bitterfisse. I det øjeblik, du er en bitterfisse, er der ingen, der lytter til dig, og så bliver du ikke topleder. Og det går jo simpelthen ikke. 

Sidste efterår blev Mia single efter at have brudt med sin kæreste gennem fire år. Hun har flere brudte parforhold bag sig og vil gerne sætte nogle ord på, hvorfor det kan være lidt svært med kærligheden. 

– Lige nu er jeg ikke søgende efter kærester, men det har jeg været før. Og der var det faktisk sådan, at da jeg på min datingprofil slettede, at jeg var advokat, så fik jeg flere henvendelser. Hvis der stod, jeg var advokat, kunne jeg ikke score. 

Hvad tænker du om det? 

– This is tricky. Men … jeg har lovet mig selv, at jeg vil dele, hvad jeg har i mit hoved, så nu fortæller jeg lidt om det. Jeg er muligvis svær at leve sammen med, jeg har jo flere forliste parforhold bag mig, men jeg tror også, at en af grundene til de forliste parforhold er, at jeg er en arbejdsom kvinde. Det har været en rød tråd i mine forhold, at det har været svært, at min karriere har skullet fylde. Der har ikke været plads til hele mig i de forhold, jeg har haft. Og det, synes jeg jo, er ærgerligt. Jeg tror, at hvis jeg havde været en mand, så var jeg nok ikke blevet skilt, for det ville være nemmere at finde en kvinde, der ville acceptere, at jeg finder energi i mit arbejde. Men altså, det er jo bare noget, jeg tror … 

Er det en sorg for dig, at det ikke har fungeret med dine mænd?

– En sorg …? Næh, jeg tror mere, at vi er tilbage ved, at jeg først nu – i mit voksne liv – har lært at acceptere mig selv, som jeg er. Det er vigtigere for mig, at jeg ikke behøver at gå på kompromis med min person, end det er at passe ind i et parforhold. Og jeg vil lige understrege, at det er vigtigt for mig ikke at lyde bitter, men når jeg kigger tilbage, kan jeg bare se, at det har været et problem, at mit arbejde har fyldt så meget. For mine mænd. Ikke for mig. Jeg har følt, det har været svært for mig at få lov til at udfolde mig på den måde, jeg gerne vil. Mændene vil sikkert sige, at det kan de ikke se, men det er det, jeg ser. Det er min opfattelse. Jeg kan rigtig godt lide det stadie, jeg er i lige nu. Jeg kan lide den alder og erfaring, jeg har, og at jeg kan bruge tid sammen med mine piger, så længe de bor hjemme. Det er det vigtigste for mig lige nu.