Michael Robak som fraskilt: "Man kommer ikke videre med sit liv, før man gør dette"

Det er fantastisk at være forelsket. Uanset årstiden føles livet sommerligt og magisk. Når ens udkårne en fløjlsblød nat med tindrende øjne kigger mod himmelrummet og spørger:

"Vil du hente stjernerne ned til mig?". Svarer man uden forlegenhed. "Ja, naturligvis. Jeg vil gøre alt for dig".

Når man har lagt sit hjerte i et andet menneskes hænder, er generøsiteten i top og småligheden i bund, og det er umuligt at forestille sig, at man nogensinde kan ende med at blive en nøjeregnende og bitter ekskæreste. Det var, da jeg forleden så et dokumentarprogram om konfliktmægling, at jeg kom til at tænke på forelskelsens lyse måneder, og hvordan kærligheden igen kan forsvinde i et ufremkommeligt mørke.

Udsendelsen handlede om tidligere ægtepar, hvis uenigheder var så afgrundsdybe, at de havde brug for professionel hjælp.

Parrene var britiske, men jeg er sikker på, at enhver fuldmægtig fra Statsforvaltningen i Danmark kan genkende konflikterne, det afvisende kropssprog og den alt for korte vej til det sylespidse tonefald, som kun findes mellem mennesker, der en gang har elsket hinanden.

I tv-dokumentaren så man billeder fra ægteparrenes første år. Fotografierne var banale og hverdagsagtige, men alligevel var de sært dragende.

Hvordan var Jill og Ken, der engang var et lykkeligt ungt par på fisketur, endt i en absurd strid om 38.000 kroner? Og hvorfor sad Melissa og John, der tidligere var smukke og smilende, nu på et kommunekontor og mundhuggedes uforsonligt over en årelang konflikt om deres halvstore søn?

Hvorfor var det så umuligt for dem at løse problemerne?

Umiddelbart forholdt jeg mig til substansen i sagerne og brummede med fra mit sofahjørne. "Helt ærligt, det er da også urimeligt, at han ikke må se sin søn noget mere...". "Det er da helt gak, at han ikke betaler sin gæld..."

Men efterhånden som udsendelsen skred frem, fik jeg øje på parrenes egentlige konflikter, som slet ikke handlede om penge eller samværsordninger. Det var noget helt andet: De ville have ret. Ikke finde sig i mere. Have det sidste ord.

Hvis kvinden havde fået tilbudt 38.000 kroner af en gavmild donor, ville hun formentlig have takket nej. For det var hendes eksmand, der skulle betale. Ikke andre. Og hvis den halvstore dreng havde entreret kommunekontoret og sagt, at han ville bo lige meget hos mor og far, så havde forældrene formentlig ufortrødent råbt videre hen over hovedet på drengen – helt uden lyst til at stoppe deres årelange stridigheder.

Parrenes konflikter var for mange år siden tømt for reelt indhold. Der var kun kampen og de sårede følelser tilbage. De sloges uværdigt og tankeløst som små skolebørn.

"Grow fucking up," hvislede jeg bagklogt. Jeg er selv blevet skilt og har ikke altid været et dydsmønster, men jeg har alligevel flere gange oplevet det velgørende i at udvise overskud og holde min kæft, selvom jeg var skuffet, rasende og såret. Man kommer nemlig ikke videre med sit eget liv, før man slipper vreden og lysten til at få det sidste ord. Det er hverken godt for humøret, børnene, livslysten eller kærligheden at være i en årelang konflikt med et andet menneske. Og så længe man er i krig med sin eks, kommer man heller ikke til at opleve berusende og nyforelskede nætter under nye blinkende himmelrum. Så hvor svært det end er, så er der ingen vej udenom. Drop småligheden. Ikke mindst i konflikter med et menneske, du en gang har lovet at hente stjernerne ned til. Amen.