SOS fra Michael Robak: "Hvad betyder tre kysse-emojis i en sms fra en kollega?"

Jeg er snotforvirret. Det handler ikke om livet efter døden, meningen med vores gang på jorden eller hemmeligheden bag evig kærlighed, men om et noget mindre problem, som jeg ikke desto mindre tumler med dagligt: Skriftlig kommunikation. Ja, det lyder kedeligt og som et tema, der mest optager pensionerede universitetslektorer, men lad mig lige komme med et par eksempler fra mit eget liv, som du måske kan genkende.

For nogle måneder siden fik jeg en mail fra en flink mand. Han syntes, jeg skulle donere en af mine romaner til noget velgørenhedsarbejde. Vi skrev frem og tilbage. Både om sagen, jeg skulle støtte, og om det praktiske. I min sidste mail skrev jeg venligt, at nu var bogen sendt, og at jeg håbede, at de ville få et godt arrangement. Jeg hørte aldrig mere.

Det var godt nok ikke et Gucci-ur eller enrejse til Guatemala, jeg havde doneret, men ville det ikke have været passende med en sidste mail om, at bogen nu var ankommet til adressen – eller at arrangementet var forløbet fint med min roman som sidepræmie i aftenens bankospil?

Og det er ikke første gang, at jeg har oplevet, at en mail-korrespondance pludseligt stopper, når afsenderen har fået sit ønske opfyldt.

Er det bare mig, der er gammeldags, eller er det acceptabel skriftlig opførsel?

I gamle dage talte vi sammen. Det var noget nemmere. Det er ikke så svært at fornemme, hvornår en ægte verbal samtale er slut. Og når man i det forrige årtusinde halvårligt fik et brev, svarede man naturligvis den flinke afsender, der havde gjort sig umage med at skrive, købe frimærke, slikke på kuvertens kant og gå til postkassen. Men nu er næsten al kommunikation blevet elektronisk, og vi famler os retningsløst frem – helt uden regler eller en fælles idé om takt og tone.

Et eksempel mere: Hvordan slutter du dine mails eller sms'er?

For år tilbage skrev jeg altid KH Michael. Men så blev jeg belært om, at det var alt for kærligt. Især hvis det var til kolleger eller andre, man ikke er nær eller kærlig med i det virkelige liv.

Nu skriver jeg så – som regel – BH Michael (og det betyder altså Bedste Hilsner). Men der er mennesker, som jeg kommunikerer med, der konsekvent skriver VH. Og så bliver jeg (igen) forvirret. For er mit BH alt for servilt og overstadigt?

Efter et par mails frem og tilbage ender jeg derfor ofte på den sikre side med at være en lidt kedelig, gråtonet og venlig VH-mand.

Og hvad med emojis? De små ansigter og symboler, som man kan krydre sine sms'er med.

Jeg benytter dem flittigt, fordi jeg synes, at de kan give en kort besked stemning. Men kan en voksen mand bruge den slags? Og kan man også bruge emojis, når man skriver til sin chef, datters klasselærer eller hudlæge?

Forvirringen er total. Og den blev ikke mindre, da jeg for nylig modtog en sms med tre kysse-emojis fra en kvindelig kollega. Var hun ude på noget? Næppe. Hun er lykkeligt gift, men er det normalt at sende kyssende symboler til en midaldrende mand, man er kollega med?

Er der ikke nogen, der vil gøre noget?! Jeg beder ikke om et regeringsindgreb eller et ordpoliti, men findes der ikke en venlig og nutidig Emma Gad, der kan udstikke nogen retningslinjer?

Jeg er næppe den eneste, der er snotforvirret.