Mikkel Kryger

Mikkel Kryger har lavet særligt initiativ i julen: Jeg synes, det er så vigtigt juleaften

Mikkel Kryger fortæller, hvordan han skal holde jul i år, og hvordan han skal slås med sin far og julemandsrollen.

Hvad betyder julen for dig?

"Det er en særlig tid for mig. Da jeg var barn, følte jeg mig altid lidt tættere på mine forældre i juletiden, og det håber jeg, at jeg har givet videre til mine egne børn. Man rykker lige lidt tættere sammen. 

Mine forældre var gode til at lave juleklip eller tage på juletur til en bondegård. Bliver det så hyggeligt, når jeg skal give traditionen videre til mine tre små børn? Det må tiden vise, ha ha. 

Det er blevet lidt af en øvelse for os at vælge fra og sige nej tak i julen, for ellers bliver det for overvældende for vores børn, at der sker ting og er søde sager overalt i en måned. Jeg forstår godt, at de indimellem brænder sammen."

Hvordan skal du fejre jul i år?

"Jeg har vagt på 'Go’ Morgen Danmark' på TV2, hvor vi sender live til klokken 14. I den anledning har jeg fundet på Sovsepatruljen, for jeg synes, sovs er så vigtig juleaften. Sovsen skal bare spille. Derfor har vi fået en kok og en foodtruck til at køre rundt og dele 200 liter sovs ud juleaften og ringe med en klokke ligesom Hjem-is-bilen. 

Om aftenen er vi hos mine forældre i Lyngby, som vi er hvert andet år. Mine forældre står for det hele, for det kan de vist bedst lide. Jeg kommer nok til at slås om at være julemand med min far. Sidste år var det mig, men selv om vi slukkede alt lyset, og jeg prøvede at udtale børnenes navne forkert, tror jeg, Max genkendte mig. Så det bliver nok min far i år.

Hvad er din yndlingsjulesang?

"Hjemme hos os skal vi altid høre Gnags’ julesang med musene hver morgen i december. Børnene synes, han synger den så sjovt."

Hvordan var din barndoms jul?

"Vi skiftede mellem at være hos min farmor og hos min mormor og morfar, og den 25. december var vi så hos den anden. Jeg elskede julen, for mine forældre virkede bare gladere, og der var et helt andet overskud, omsorg og tid. Og så var der julesokken, som jeg var glad for, selv om der for eksempel bare lå en lille blyant med nissehue på i den."

Hvad spiser du til jul?

"And og flæskesteg, og i Mills familie får man også medisterpølse. Helt klassisk. Men så var der lige det år, hvor min mor lavede en rødkålssalat med mango ... Det er lige før jeg tror, det var en opskrift fra Hjemmet. Den var faktisk så god, at vi har haft den på menuen siden. Ja, vi prøver at være en rummelig familie."