'Når en dør lukke sig, så åbner der altid en ny'

Sygdom fik Mimi Jakobsen til at skifte spor

Generalsekretær for Red Barnet, Mimi Jakobsen, om havearbejde, en skelsættende ansigtslammelse og klumper i halsen.

Hvad er det vigtigste, du har lært af din mor?

– Glæden ved haven. Min mor var udpræget havemenneske. Som barn var det værste at blive slæbt med på planteskole. Og nu er jeg efterhånden blevet endnu mere vild med have, end hun var. Det er både ideen om at skabe noget smukt, men også det grove havearbejde, jeg godt kan lide.

Hvilken mand har gjort størst indtryk på dig?

– Bob Dylan. Jeg lærte ham at kende, da jeg var 12-13 år, og han har været der hele mit liv. Der er mange sange, der har gjort indtryk, men jeg elsker sangen ”Don’t Think Twice, It’s All Right”. Den beskriver en rodløshed, der bl.a. karakteriserede min ungdom i 60’erne. Hvis noget ikke fungerede, så var det bare videre. De store udfordringer i at få et parforhold til at fungere, dem brugte man ikke meget tid på.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– Da jeg fik sygdommen borreliose i 1997. Som politiker var jeg en offentlig person. Pludselig fik jeg den her totale lammelse i hele ansigtet, hvor jeg tænkte, at jeg aldrig ville komme tilbage til det liv. Så begyndte jeg at tænke over, hvem jeg så var. Hvis jeg ikke var den Mimi Jakobsen i medierne. Jeg tror også, det var med til, at jeg senere skiftede fra politik til det, jeg elsker at lave nu, nemlig Red Barnet.

Hvad kan få dig til at grine?

– Alt. Stort set. Jeg griner faktisk ret meget. Og er også god til at få andre til at grine, synes jeg. Der er en del standupkomikere, som jeg overhovedet ikke kan stå for. Carsten Bang f.eks. Det kan også være virkelig platte ting, der kan få mig til at grine. Da jeg sad på Christiansborg, hørte jeg ”Tæskeholdet” hver fredag i radioen.

LÆS OGSÅ: "Jeg sagde nej til alle de søde danske fyre"

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?

– Når jeg kan se, hvor stor en forskel jeg er med til at gøre igennem mit arbejde. Det er især børnene i Syrien lige nu, som jeg har mødt rundt omkring i flygtningelejre. Se, hvordan vi med små midler kan få dem ind i fritidshjem og børnehaver, hvor de kan grine, danse, synge og glemme alt det, de har oplevet. Så får jeg en klump i halsen og bliver meget taknemmelig over, at jeg er en del af det.

Hvad er du bedst til?

– Jeg har lige fået det målt i en test. Det fremgik, at min styrke er at kommunikere og skabe kontakt med andre mennesker. Og det kan jeg godt nikke genkendende til. Det har både været godt i mit liv som politiker, men også i mit liv som ”Mimi”. Jeg er nysgerrig og elsker at tale med andre mennesker.

Hvornår græd du sidst?

– Jeg var til et møde i Mexico sidste år, hvor jeg skulle fortælle om noget, der havde gjort indtryk på mig. Jeg fortalte om en syrisk pige, jeg havde mødt, der havde mistet sine tre små søskende og sin ene arm i et bombardement. Den historie kan jeg ikke fortælle uden at græde. Hun havde stået med sin lillesøster på armen, og det var faktisk den lille baby, der havde reddet pigens liv, da hun og de to andre søskende blev dræbt af bombardementet.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

– Jeg stillede op til Europaparlamentet, men blev ikke valgt. Jeg var utroligt ked af det. Da der var gået et par måneder, skete der nogle ting, som gjorde, at jeg tænkte, at det var det helt rigtige, at jeg ikke skulle i Europaparlamentet. Det viser, at når en dør lukker sig, så åbner der altid en ny. Et halvt år efter kom de og spurgte, om jeg ville være generalsekretær for Red Barnet.

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?

– En, som jeg beundrer meget og synes, må være fantastisk at møde, er Barack Obama. Men jeg vil også gerne være sammen med min mand. Haha. Hvis min mand ikke kunne den dag, så ville jeg vælge Obama.

LÆS OGSÅ: Sådan var det at skrive Pia Kjærsgaards erindringer

Mimi

Mimi Jakobsen, 65 år, bor i Humlebæk, er gift og har to børn fra tidligere ægteskaber. Generalsekretær for Red Barnet, der er medarrangør af velgørenhedsshowet Comedy Aid mellem jul og nytår. Se mere på Redbarnet.dk/comedyaid.