Par i seng

"Min mand synes, jeg har været sammen med for mange"

En mand, der har haft mange sexpartnere, er erfaren, men en kvinde er billig. Sådan burde det ikke være, men mange tænker sådan. Det bliver ekstra svært, når man i tillidens navn fortæller sin kæreste, hvor mange man egentlig har leget med, og bliver mødt med dom. For kan man så ikke være ærlig? Og hvordan kommer man videre som par, når dommen er fældet? Læs med, når Daisy Løvendahl hjælper et par.

"Vi har et kæmpe problem i vores forhold, og det er, at min mand synes, jeg har været sammen med for mange."

Louise kigger anklagende på Morten, der siger:

"Næsten 50 er da vildt mange!"

Louise retter ham:

"46. Hvilket overhovedet ikke er tæt på 50. Det er midt i fyrrerne."

Morten ryster opgivende på hovedet, og Louise forklarer:

"Vi har været sammen i næsten 5 år. Vi bor sammen. Vores børn fra tidligere ægteskaber fungerer godt sammen. Vi havde det dejligt. Indtil Morten en aften efter en flaske vin spurgte mig, hvor mange jeg har været sammen med, og jeg var ærlig."

Morten afbryder.

"Men jeg havde da ikke troet, det var så mange."

Louise bliver vred og råber: "Men hvis du ikke ønskede, at jeg var ærlig, så skulle du ikke have spurgt."

Ærlighed kræver mod

Når jeg lytter til Louise og Morten, får jeg lidt ondt i hjertet. Jeg kan se situationen for mig, hvor Morten lettere beruset stiller et frækt spørgsmål uden at have gennemtænkt konsekvenserne, fordi han tror, at han kender svaret – og så bliver meget overrasket. Selvom det kan virke som en god ide at kende hinandens fortid og seksuelle historie og måske endda være lidt pirrende at tale om, når man kender hinanden godt som par og har lyst til at booste tiltrækningen og lege ”Hvem er du?”, så er det også en leg, der kan gå grueligt galt, som denne situation viser.

Louise sætter gennem samtalen flere ord på følelsen af at miste sin tillid. Hun svarede ærligt, fordi hun følte sig tryg, og er meget såret over Mortens reaktion. Morten får lyttet til hende og møder hende med forståelse:

"Jeg forstår godt, du er vred på mig. Jeg reagerede vildt dårligt, da du sagde det, og jeg kaldte dig billig. Det er jeg ked af. De fleste mennesker har en værdi om ærlighed. Vi siger, vi ønsker os k/ærlighed, men vi glemmer, at ærlighed kræver mod og et åben sind. For måske hører vi ikke det, som vi ville ønske."

Jeg taler videre med dem om, hvad det har betydet for Morten at høre:

"Jeg er måske gammeldags. Men jeg har en tanke om, at kvinder skal reservere sig selv. At manden skal være den mest erfarne. Hvilket jeg ikke er sammen med Louise. Hun har meget mere erfaring, end jeg har."

Den erkendelse kræver mod for Morten at tage ind. For det kræver, at han ændrer sin opfattelse af, hvordan tingene burde være og i stedet møder det, som er. 

Vores sexliv i tal

Befolkningsundersøgelsen Projekt Sexus (2019) fik med spørgeskemaer til 75.000 danskere i aldersgruppen 15-89 år kortlagt danskernes sexliv. Den viste blandt andet, at 24% af danske mænd og 25% af danske kvinder har haft sex med 5-9 partnere. 19% af begge køn haft 10-19 partnere, mens 14% af mænd og 11% af kvinder har haft 20-49 partnere. 4% af mænd og 2% af kvinder har haft over 50 partnere.

Læs også: ”Jeg var engang den vilde af os, nu savner jeg lysten til sex”

Vær nysgerrig på den, du elsker

Igennem en række samtaler støtter jeg Morten og Louise i at tale sammen om det svære, så det bliver trygt og kærligt. Jeg taler blandt andet med dem om at stille nysgerrige spørgsmål og forstå det, den anden forstår. Morten spørger Louise:

"Hvorfor var du egentligt sammen med så mange?"

Louise svarer, at hun virkelig ikke bryder sig om, at han kalder det mange, for det virker så dømmende, men hun møder også hans nysgerrighed og siger:

"Jeg har gennem flere perioder af mit liv været meget eksperimenterende. Ligesom jeg altid har haft en stor lyst. Så jeg var ikke hende, der blev knaldet og udnyttet skidestiv efter en fest. Jeg var hende, der inviterede fyrene hjem og bad om det, jeg ville have."

Morten smiler.

"Det gør du stadig."

Da de afslutter forløbet hos mig, er det med disse ord fra Morten:

5 stærke spørgsmål om sex, der vil knytte jer tættere sammen

1. Er du klar til svaret?

Første spørgsmål er til dig selv. Er du klar til at møde alt muligt i din kæreste? For samtalen om sex vækker følelser. Det er ikke ligesom at spørge om, hvor man gik i folkeskole. Når vi hører om vores partners sexliv, er det nemt at blive jaloux eller føle sig forkert. Man kommer nemt til at sammenligne og føle sig kedelig, billig eller kinky i sammenligning. Så en vigtig del af at stille spørgsmål til fortiden er at droppe sammenligningen. Det handler ikke om jer! Det handler om at lære din kæreste bedre at kende som menneske. 

2. Hvad har sex betydet for dig?

I stedet for at spørge til antal eller stillinger eller steder, som nemt bliver en svær samtale, fordi svarene på de spørgsmål er meget private og inviterer til sammenligning, så spørg om, hvad sex har betydet for din kæreste. Hvorfor har du sagt ja til sex eller inviteret til sex? Var det for at skabe nærhed? Få anerkendelse? Fordi det var sjovt? Det kan også være motiver, som er mere komplekse. ”Fordi jeg følte, det var forventet.” ”Fordi jeg ville bevise, at jeg var attråværdig.” Mød svaret kærligt. Det gør dig klogere på den, du elsker med.

3. Hvilken form for sex har gjort dig trist?

Igennem et liv med op- og nedture har de fleste af os oplevet både glæde og modgang. Vi forbinder ofte sex med noget, der burde være entydigt positivt, men sex er ikke kun fyrværkerier af orgasmer og hede kys. Det er også et område af livet, som kan være grænseoverskridende, kedeligt eller tomt. Så hvornår har du haft sex, som ikke gjorde dig godt? Det er der meget nærvær i at kunne dele, når den, du deler med, møder dig med empati og kærlighed. Så spørger du om dette, så hav begge arme åbne til at gribe.

4. Hvad har sat et kæmpe smil på dine læber?

Det er lige meget, om det var Ulla, Bent eller dem begge, men del de gode oplevelser. Del hvad du har lært, som sender dig direkte i sexhimlen, når du gør det eller tænker på det. Det kan der komme meget inspiration ud af. Husk at det ikke handler om, at så skal I også skynde jer ud og finde en studenterhue og en strand. Fortid er fortid. Ligesom Ulla og Bent er fortid. Men del gerne, hvad det har lært dig om din lyst. Det kan jo blive til nye oplevelser for jer sammen.

5. Hvad gør os så fucking hotte sammen?

Når I har talt om fortid og erfaringer, så er det vigtigt at finde hinanden igen. Den lille stemme indeni, som frygter ikke at være den bedste elsker, som frygter ikke at være nok eller elsket, den kommer frem. Så husk også på jer to og jeres kærlighed. Hvad kan I sammen, som er fucking hot og giver ild på lagnerne? Hvisk det til hinanden og giv en masse kys. Det gør samtalen god og husker jer på, at det allerbedste i livet er lige nu.

Daisy Løvendahl

Daisy Løvendahl er personlig rådgiver, forfatter, foredragsholder og har en kandidatgrad i filosofi og kommunikation. Hun har stor erfaring med at guide sine klienter gennem det moderne livs udfordringer, så der er plads til både kærlighed, familie og karriere. Læs mere på Daisylovendahl.dk

"Jeg er blevet mere åben gennem de sidste måneders samtale med Louise her hos dig. Og har forstået, at jeg ikke behøver være den mest erfarne for at være mand nok. At den handlekraft og lyst til at lege, som jeg elsker ved Louise, har gjort, at hun har taget en stor bid af livet før mig. Det er godt. Nu spiser vi af livet sammen."