Kendte danske kvinder

Mød 10 verdensberømte danskere

Susanne Bier har snart premiere på en film med Pierce Brosnan i hovedrollen, men en masse andre danske kvinder er kendt ude i den store verden.

Navn Susanne Bier, filminstruktør

Har fået en plads på listen, fordi hun har vundet en Oscar og en Golden Globe for sin film „Hævnen“.

Da Susanne Bier vandt en Oscar for sin film „Hævnen” udbrød hun til det efterfølgende pressemøde: „Okay, det er ret vildt at blive genkendt af Mick Jagger!“ Ordene bliver efterfulgt af et fjantet lillepigesmil. Og det er egentlig ret forståeligt.

Efter det store Oscarshow var hun trådt ind i elevatoren på sit hotel, hvor selveste Hr. Jagger hilste på hende med kommentaren: „Fedt, der var virkelig hård konkurrence i den kategori“.

Og der vil formentlig være endnu flere, der vil genkende den danske filminstruktør, når hun denne måned fortsætter karrieren i Hollywood, hvor hun begynder optagelserne til sin nye film, „All you need is Love“, med det tidligere Bond-hug Pierce Brosnan i hovedrollen.

Før det har Susanne Bier føjet Hollywoodfilmen „Things we lost in the fire“ med Halle Berry til det internationale cv, og faktisk ligger det ikke så langt fra hende at søge mod udlandet. Hun er opvokset i en kæmpe jødisk familie og udtalte i 2007 til det jødiske magasin Goldberg, at hendes baggrund betyder meget for hendes manglende følelse af geografisk tilknytning:

„Jeg har mest et forhold til ting, jeg kan tage med mig – det tror jeg nærmest ligger i arveanlæggene. Man kan diskutere (…) om vi kan arve erfaringer. Om de kan lagre sig på en eller anden måde. Det kunne jeg godt have en fornemmelse af. Jeg tror, det sted, jeg føler mig mest hjemme, er i Jerusalem, når jeg er blandt andre jøder, der heller ikke er vokset op dér.“

Men ikke desto mindre tæller cv’et også en lang række fantastiske danske klassikere. Her tænker vi blandt andet på „Den Eneste Ene“ (1999), „Brødre“ (2004) og „Efter Brylluppet“ (2006), der også gav hende en Oscarnominering. Og så bør vi nok også nævne reklamefilmene med Gunnar og Minna, som gjorde sætningen „Det‘ ikk’ så ring’ endda“ til en landeplage.

Navn Helena Christensen, model og fotograf

Har fået en plads på listen, fordi hun i 90erne var en af verdens mest populære supermodeller.

Da Helena var 18 år, forlod hun Danmark. I første omgang flyttede hun til Paris for at starte den vellykkede modelkarriere med forsider på blandt andet Vogue, ELLE og Harper’s Bazaar og vandring på catwalken i pendulfart. I dag bor hun i New York med sin søn Mingus Reedus på 11 år.

„Her i New York kan jeg sagtens gå i fred. Folk forestiller sig måske noget andet, men jeg har godt nok aldrig haft en flodbølge af mænd efter mig, ha, ha. I dag er der ligeså mange, der kommer og siger „fede billeder, du tager“, som „fede billeder, du er med på“. Det er superdejligt,“ sagde Helena Christensen, da ALT for damernes chefredaktør mødte hende i New York for halvandet år siden, da hun vandt ALT for damernes kvindepris for sit engagement i velgørenhed.

Når Helena i dag fotograferer, skyder hun blandt andet modeserier og kampagnebilleder til velgørende formål.

Læs også: Naomi Watts genopliver Diana

Navn Connie Nielsen, skuespiller

Har fået en plads på listen, fordi hun gør Danmark stolt på det store lærred – også i udlandet.

Hun har et ben i hver lejr. Det, der repræsenterer fortiden, er trampet godt ned i den nordjyske muld omkring det mormonske barndomshjem. Det andet balancerer på en stilet på den røde løber et sted i USA. Connie Nielsen har som få danskere fået succes i Hollywood i film som „Gladiator“ (2000), „Return to Sender“ (2004) og „The Hunted“ (2003).

Men også i danske biografer er vi svært glade for skønheden, der blandt andet har medvirket i førnævnte Susanne Biers film „Brødre“ (2004) og i „Kidnappet“ (2010). Og Connie er glad for sine danske rødder:

„De har giver mig ben i næsen og selvtillid (…) Der er grundighed i den måde, vi gør tingene på

i Danmark, som gør at man ikke bliver overfladisk. Omvendt er det somme tider bedre at være overfladisk i min branche. Jeg tager tingene meget seriøst, og det er ofte en ulempe,“ har Connie, der er gift med trommeslageren i Metallica, Lars Ulrich, sagt til ALT for damerne.

Navn Kronprinsesse Mary, grevinde af Monpezat

Har fået en plads på listen, fordi hun har stilen og det halve kongerige.

En smuk, ung kvinde fra den lille ø Tasmanien møder prinsen af norden ved de olympiske lege i Sydney 2000. Det ender med et kæmpebryllup og fire kongelige børn.

Prinsessen hedder Mary og er nu vores, og midt i den kongelige omvæltning forsøger hun at holde fast i værdierne, hun har med hjemmefra:

„Der er værdier, man får som barn: at være forstående over for forskelle, indføling og ærlighed. Man har disse værdier, man får fra sin familie, og jeg mener, at det at være sig selv er en vigtig værdi,“ har Mary sagt til Bangkok Post.

Når det kommer til kronprinsessens stil, har hun også formået at gøre den personlig, og det har givet hende høje placeringer på internationale bedst-klædt-lister i blandt andet Vanity Fair – godt hjulpet på vej af sin stylist Anja Camilla Alajdi. Den franske designer Karl Lagerfeldt har endda udtalt at Kate Middletons med sin chikke stil kunne være Mary lillesøster.

Desuden har Mary stiftet sin egen fond, Mary Fonden, der hjælper børn med problemer. Så er det svært ikke at blive begejstret over, hun har skiftet det britiske og australske pas ud med et dansk.

Navn Caroline Wozniacki, tennisspiller

Har fået en plads på listen, fordi hun for alvor har sat Danmark på sportsverdenskortet.

I 2010 opnåede hun den bedste placering på verdensranglisten, en dansk tennisspiller nogensinde har opnået, da hun nåede førstepladsen, hvor hun i skrivende stund stadig ligger.

Men det kræver hård træning, og Caroline, der startede med at svinge tennisketsjeren, da hun kun var 7 år gammel, træner fokuseret under ledelse af sin polske far, Piotr Wozniacki, mens hun rejser kloden rundt til turneringer.

I udlandet elsker de Caroline, og i USA har de sågar givet hende kælenavnet „Sunshine“ for hendes optimisme og vindermentalitet. Ved udgangen af 2010 var Caroline den af alle danskere, der blev skrevet mest om uden for Danmarks grænser – på samme liste lå Anders Fogh Rasmussen som NATOs generalsekretær på fjerdepladsen. Det er dog alligevel mest i Danmark, Caroline bliver stoppet på gaden:

„Når jeg er herhjemme, er der mange, der siger hej eller spørger om en autograf, og det, synes jeg bare, er dejligt,“ har Caroline sagt til Ugeavisen Odense.

Læs videre på næste side.

Navn Lene Nystrøm, sanger

Har fået en plads på listen, fordi hun var den smukke kransekagefigur i den enorme musiksucces Aqua.

Med Lene Nystrøm i forgrunden kan Aqua bryste sig af at, „Barbie Girl“ stadig ligger på top 20 over bedst sælgende singler i Storbritannien til dato. Men ret skal være ret, og egentlig er Lene ikke så dansk, som vi gerne ville have. Hun er født og opvokset i Norge, men bor i Nordsjælland med sin mand og tidligere bandmedlem, Søren Rasted, som hun har børnene India og Billy med.

I dag jagter Lene en karriere som skuespiller, der startede med en rolle i Ole Bornedals film „Fri os fra det onde“ (2009), mens hun og drengene i Aqua igen har fundet sammen.

„På et tidspunkt havde jeg da lyst til at råbe til folk: „Jeg hedder altså Lene. Ikke Aqua-Lene!“. Men i dag er det okay, fordi jeg selv er kommet videre. Og så fordi jeg er pavestolt over det, vi præsterede dengang,“ sagde Lene til ALT for damerne, da filmen havde premiere.

Navn Scarlett Marie Johansson, skuespiller

Har fået en plads på listen, fordi hun er en af Hollywoods smukkeste stjerner. Og så er hun halvt dansk!

Scarlett Johanssons far er dansk, men flyttede til New York, hvor han mødte Scarletts mor. Og vupti, så kom et styk halvt dansk Hollywoodstjerne til verden. Scarlett er glad for sine danske aner og danske pas, men kan desværre ikke selv gøre sig forståeligt på dansk, har hun fortalt til ELLE:

„Jeg taler ikke dansk. Min far, der er fra København, og min mor, der sådan set er fra New York, men som kan tale dansk, havde det som deres hemmelige sprog, da vi var børn. Så ingen af os børn lærte det, det føles lidt trist.“

Scarlett elsker at besøge Danmark. Navnlig Tivoli er hun vild med, når hun har fri fra optagelserne i hjemlandet, hvor hun blandt andet har indspillet „Lost in translation“ (2003), „Match Point“ (2005) og „Vicky Cristina Barcelona“ (2008). Desuden har den veldrejede skuespillerinde også ageret model i flere sammenhænge, blandt andet for Dolce and Gabbana.

Navn Gitte Nielsen, skuespiller og model

Har fået en plads på listen, fordi hun siden 1980’erne har været verdenskendt… for noget.

Model, skuespiller og femme fatale. Gitte Nielsen er især kendt for det ægteskab, hun som 22-årig indgik med Rockystjernen, Sylvester Stallone, og for de mange realityshows, hun har medvirket i. Det er ikke kun danskerne, men også tyskerne, amerikanerne og italienerne, der har haft glæde af den langbenede amazone, og reality-programmerne tæller blandt andet et tysk program, hvor hun for rullende kamera fik seks plastikoperationer, Big Brother, Celebrity Rehab og senest det danske 4-stjerners rejse.

Men er det nødvendigt for Gitte at være i mediernes søgelys?

„For mig er det et job at være i offentligheden. Det er det eneste, jeg har lavet, siden jeg var 16. (…) Hvad skulle jeg ellers være?! Journalist? Det kunne jeg aldrig! Skulle jeg stå i en bank? I don’t think so. Hvordan skal jeg ellers betale for mit liv? Hvad synes du?“ har Gitte sagt i et interview i Berlingske.

Navn Anja Andersen, tidligere håndboldtræner

Har fået en plads på listen, fordi hun i alverdens håndboldkredse var med til at gøre opmærksom på Danmark

Hun står på sidelinjen og råber. Det har hun groft sagt gjort siden 1999, hvor hun måtte stoppe på håndboldbanen p.g.a. en hjertefejl. Inden da råbte hun på banen. Begge steder har hun trukket sin del af røde kort hjem, men Anja Andersens temperament kommer med et gudsbenådet talent for håndbold, og sammen med det øvrige landshold vandt hun i 1996 guld ved både EM og OL og endelig i 1997 stod den på en førsteplads ved verdensmesterskaberne. Den bedrift scorede Anja titlen som verdens bedste kvindelige håndboldspiller på i 1998. Kåret af læserne af det internationale håndboldforbunds blad World Handball Magazine.

„Jeg tror ikke, talent er noget, du er født med. Jeg tror, det er noget, du får til at vokse gennem træning. Der findes ikke noget større end at komme ind i hallen med sin bold og gå på opdagelse efter at lære,“ har Anja sagt til Jyskebank TV.

Navn Oh Land, sanger

Har fået en plads på listen, fordi hun har gjort sig voldsomt bemærket i bl.a. USA.

Drømmen var egentlig at være balletdanser. Men sådan blev det ikke, for Nanna Øland Fabricius fik en rygskade, og så måtte hun lægge primaballerinadrømmen og tåskoene på hylden.

Efter tre års stilstand og søgen efter en ny passion, havde hun tænkt nok til, at hun under sit alias Oh Land lavede det magiske album „Fauna“ (2008) og nu opfølgeren, der også udkommer i USA, „Oh Land“ (2011).

På en selvarrangeret turné med ti stop i USA blev hun opdaget af pladeselskabet Epic, og det bragte hende d. 15. marts i studiet hos selveste David Letterman og tidligere i Pharrel Williams’ pladestudie. Alligevel er det Danmark, der giver flest nerver:

„Det er lidt ironisk, for jeg har jo aldrig fået andet end opbakning. Men jeg er bare mere nervøs over alt det, jeg laver, fordi det et eller andet sted jo er min rede,“ har hun sagt til Gaffa. Siden er reden flyttet til New York.

Læs også: Kiera Knightly om berømmelsens pris