Morten Kirckhoff har været gift i 25 år: ”Dét har været nøglen til vores lange ægteskab”

Er din kone lige så eventyrlysten som dig?

"Nej, men jeg er også ekstrem. 

Men vi HAR rejst meget sammen. Vores bryllupsrejse var en fem-ugers-tur til Bolivia, hvor vi lå i Andesbjergene og kastede op på hinanden med højdesyge og sådan noget, og vi rejste også rigtig meget med vores tre børn, da de var små. 

Læs også

Amalies mand levede et dobbeltliv i flere år: ”Jeg har valgt at bruge sorgen til noget godt”

Men min hustru er iværksætter, og det har på en måde været hendes eventyr: At starte sin egen forretning som kvinde og mor til tre og få dét op at køre."

Hvad er nøglen til jeres 25 år lange ægteskab?

"At lade mig tage ud at rejse! Ej … Men der er en sandhed i det der med, at jeg har fået lov til at blive ved med at være den, som Vibeke forelskede sig i. Hun forelskede sig i en crazy fucker, der boede i en lille etværelses fyldt med spyd og dykkerdragter og mountainbikes, og den Morten har jeg fået lov til at blive ved med at være. Hun har ikke trykket mig, og jeg har heller ikke tvunget hende til noget. 

Når vi f.eks. har været ude at rejse, har jeg måske villet nogle lidt vildere ting end hende, men så er vi gået på kompromis, så alle fik en god tur. Og nu, hvor jeg lever af at rejse, kan Vibeke jo også mærke, at jeg ligesom har fundet ”hjem”."

Får du den samme glæde af at rejse, nu hvor det er dit arbejde?

"Ja! Nogle gange, når jeg ser mig selv på fjernsyn, tænker jeg ”du ligner jo en 12-årig dreng, der lige har åbnet en PlayStation”, og det er virkelig sådan, jeg har det. Jeg er ikke skuespiller eller journalist eller noget som helst. Jeg er virkelig bare mig, og det eneste, jeg har, er min autenticitet.

Jeg synes oprigtigt, det er fedt, når vi er ude, men der skal være en balance i det, for jeg går jo glip af en masse herhjemme. Derfor har vi også tid hjemme imellem optagelserne af de enkelte afsnit af 'Nul Stjerner'. Så kan det hele synke ind, jeg kan planlægge den næste tur, og jeg kan nå at være i hverdagen og være en god far og mand."

I har rejst meget sammen som familie. Hvad giver det jer at få rejseoplevelser sammen?

"Vores børn kan godt finde på at sige ”ej, hvor er det ærgerligt, at vi var så små, for vi kan jo ikke rigtig huske det”, men jeg ser det som en form for vaccine … Der er noget, der sidder i dem. De ved det ikke, men det lever i deres kroppe. Der tror jeg, at jeg har givet dem noget for livet, og at de har lært at være åbne, tolerante og nysgerrige på verden. Vi taler også altid om verden som god, ikke om, hvor farlig den er. 

Læs også

Soeren Le Schmidt: “Jeg tror, dén kjole er min karrieres højdepunkt”

De har selvfølgelig også smartphones og følger med og hører alle skrækhistorierne, men jeg tror på, at vi har givet dem en grundlæggende tro på, at verden er god. Derudover har rejserne gjort, at vi er blevet utroligt tætte, fordi man ser hinanden i pressede situationer. Og når man så ovenikøbet backpacker, skal man også hele tiden planlægge næste skridt, så man bliver dygtig til at organisere og forhandle og finde fælles løsninger."

Der kan være forskel på at rejse som kvinde og som mand. Hvilke tanker gør du dig i forhold til at sende din datter ud i verden?

"Det er klart, at kvinder kan være mere udsatte end mænd nogle steder. Så jeg vil sige, at hun skal rejse, lige så tosset hun vil, men at hun skal tage sine forbehold. Jeg tager også forbehold hele tiden, når jeg rejser, og det er derfor, jeg føler mig tryg, men som kvinde skal man tage endnu flere og tænke over, hvad det er for nogle scenarier, der kan opstå. 

Man kan f.eks. sørge for at have nogle lokale kontakter, der kan hjælpe én – det kan være på et turistbureau eller et hotel – og lavpraktisk kan man planlægge sine dage, så man primært er ude i dagslys. Sådan noget bliver man selvfølgelig bedre og bedre til, efterhånden som man får rejseerfaring og bliver bedre til at afkode kulturelle og sociale koder. 

Og så skal man huske, at man jo altid kan være uheldig at møde den ene idiot, der er derude, men at det kan man også herhjemme."

Læs også

Ann Eleonora Jørgensens datter følte sig som gæstestjerne i sine forældres liv, da de blev skilt

Hvad er dit bedste råd til mennesker, der gerne vil mere på eventyr, men som ikke er lige så vant til at rejse som dig?

"At tage baby steps. Hvis man gerne vil på eventyr, skal man føle sig komfortabel, for hvis man er usikker og forvirret, begår man fodfejl: Så er det, man pludselig efterlader sin kuffert på en banegård i New Dehli, fordi man lige skal tjekke, hvornår toget egentlig går. Så hvis du kun har prøvet at sidde på et resort i Spanien, skal du nok lade være med at tage på en full-on-Nul-Stjerners-tur som det første, men derimod starte i det små og sørge for at være tryg i det og så langsomt tage nogle små skridt.

Hvis du f.eks. har en uge i Malaga, hvor du føler dig godt tilpas, så tag én dag, hvor du gør noget crazy. Tag en taxa, og bed chaufføren om at køre dig til den by eller det område, hvor vedkommende selv bor – uden at tjekke det på telefonen undervejs. Så spørger du chaufføren ind til området og finder ud af, hvor han f.eks. selv ville gå hen at spise. 

Pludselig sidder du dér og spiser lokal mad, og så kommer der sikkert én ind og spiller sitar eller et eller andet, og så snakker du lidt med ham. Når mørket falder på, har du lavet en aftale med taxachaufføren om, at han henter dig og kører tilbage til hotellet. 

Så kommer du hjem i dine trygge rammer med en succesoplevelse i bagagen, og ud af den uges ferie er det nok dén dag, du husker bedst. Næste gang kan du så tage to dage på den måde og udvide din comfortzone igen."