En ny forelskelse har sat Morten fri: ”Skammen må ikke styre mit liv længere”

Morten Mortensen har altid haft en følelse af, at han var anderledes end de andre børn i skolegården. Ikke nok med at han så anderledes ud end de andre børn i midtjyske Hedensted, gik han heller ikke op i de samme ting, som de andre drenge gjorde i folkeskolen. Han blev holdt uden for fællesskabet og mobbet med, at han var følsom og feminin.

Da Morten kom på gymnasiet, blev drillerierne mere konkrete, for selvom han ikke selv ville indrømme det, blev han stemplet som homoseksuel. Når han fortæller om gymnasieårene, husker han faktisk ikke særlig meget. Han var nemlig så klinisk depressiv, at hukommelsen er gået tabt. Men én ting husker han tydeligt, og det var den skam, der voksede inde i ham og groede sig fast, som en skygge, der fulgte ham overalt.

”Det var en skam, der blev skabt i mig, fordi andre så mig som forkert eller ulækker, og dén skam har præget min personlighed og påvirket hele mit liv. Når jeg kigger tilbage på det og prøver at være så ærlig omkring det som overhovedet muligt, opstod den skam i forbindelse med min homoseksualitet.

Jeg oplevede, at der var nogle mennesker, der blev frastødt af den måde, jeg var på. Og når der er et flertal af mennesker, der siger, at du er forkert og ulækker, så begynder du på et tidspunkt at tro på det – særligt når du er ung. Den homoseksuelle del af mig troede jeg, at jeg kunne lave om eller pakke væk, fordi jeg ønskede, at jeg skulle være ligesom alle andre,” fortæller Morten til alt.dk.

I ungdomsårene undgik Morten dating og kærlighed, fordi det skræmte ham. Han havde nemlig overbevist sig selv om, at ingen nogensinde ville kunne elske ham.

Her er André Babikians store kærlighed: ”Jeg vidste, at det var noget helt specielt”

Da André Babikian for fire år siden mødte kunstner Evren Tekinoktay, vidste han med det samme, at det skulle være dem. Kærligheden mellem dem er nemlig så stor og hjemlig, at han ville ønske, de havde kunnet dele mere af livet med hinanden – og derfor var trangen ekstra stor til at skabe noget nyt sammen.

”Når jeg kigger tilbage på ungdomsbilleder af mig selv, får jeg helt ondt i maven. Jeg kan se, hvor skamfuld jeg var, og husker tydeligt følelsen af at prøve at navigere uden om de der vigtige perioder af mit liv, som jo er meget identitetsskabende som teenager. Jeg havde ikke fået mit første kys ude på boldpladsen eller oplevet nogen form for romantisk kærlighed. Jeg vidste godt, at jeg var homoseksuel, men jeg var bange for at indrømme det.”

Kulminationen

Efter tre hårde år i gymnasiet flyttede Morten til Aarhus. Og dér kulminerede skammen og depressionen i et selvmordsforsøg.

”Presset blev for massivt, så jeg prøvede at tage mit eget liv. Jeg boede alene, og der kunne jeg bare mærke, at jeg ikke kunne mere. Min omgangskreds begyndte at få kærester, og jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg nogensinde selv skulle nå dertil, fordi jeg ikke troede, at nogle ville have lyst til at blive glad for mig. Jeg syntes, at jeg var så uattraktiv og syntes ikke, at jeg kunne tilbyde nogen noget. Der var en konstant tilbagevendende skam, som desværre ledte til det øjeblik, hvor jeg tænkte, at det var nemmere ikke at være her længere.”

Det var Mortens farmor, der fik ham væk fra den tanke. Han huskede nemlig på, at hun var den person, der elskede ham ubetinget. Hjemme hos hende havde han altid måtte være lige præcis den, han ville være – dér klædte han sig ud i kjoler og høje sko, og hun elskede ham stadig.

Sofie Stougaard var lige blevet gift, da hun mødte sit livs kærlighed

Sofie Stougaard har elsket sin mand, Torbjørn Rafn, i 33 år. Deres fælles liv begyndte dog først for 30 år siden, da Sofie først måtte afslutte et andet ægteskab, før hun kunne finde sin vej til ham.

”Hendes kærlighed kaldte mig tilbage. Hun var meget syg, da jeg flyttede til Aarhus, og jeg vidste, at der ikke ville gå lang tid, før hun gik bort. Og så gik det op for mig, at det var alt for tidligt for mig. Jeg husker det ikke som et råb om hjælp, men et oprigtigt ønske om ikke at være her mere, fordi en så stor del af at være menneske er at kunne finde ud af at blive elsket og modtage kærlighed – og jeg kunne ingen af delene,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg kunne ikke se, hvordan jeg nogensinde ville komme ud af det. Jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle fortælle det til mine venner og min omgangskreds. Jeg kunne ikke se, hvordan mine forældre ikke ville blive sårede og skuffede over, at jeg var homoseksuel.”

Afviste kærligheden

Det kan være svært at forstå, hvordan den altoverskyggende skam kan opstå. Men ifølge Morten handler det i store træk om relationer og selvkærlighed.

”Fordi jeg var blevet fravalgt af fællesskabet på grund af min seksualitet i en så tidlig alder, havde jeg ikke nogen positive erfaringer med at knytte bånd til fællesskaber, som faktisk ville mig. Derfor følte jeg, at jeg blev nødt til at lyve for at være med, og det var jo en falsk præmis og en uautentisk version af mig selv, som gjorde, at jeg blev fremmedgjort over for mig selv og mine følelser.

Så jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var rigtigt og forkert inde i mig. Jeg håbede hele tiden på, at homoseksualiteten ville gå væk igen, og derfor var det også skrækindtagende, når den kom igen,” fortæller han, og fortsætter:

I starten af deres forhold gjorde Asta Björk noget, som Sebastian Bull aldrig glemmer

Sebastian Bull og Asta Björk Ivarsdottir var for nylig blevet kærester, og de var ude og spise med nogle af hendes venner. På et tidspunkt skulle Sebastian ud at have lidt luft, og Asta rejste sig og gik med.

”I dag kan jeg se, at jo mere kærlighed jeg får til mig selv og accepterer den, jeg er, jo nemmere er det også at acceptere den form for kærlighed, der kommer til mig. Jeg afviste kærligheden, fordi jeg ikke følte, at jeg fortjente den – jeg var uværdig til kærligheden, og særligt fra mine forældre, fordi jeg følte mig ulækker, fordi jeg var bøsse. Når de sagde, at de elskede mig, troede jeg ikke på dem. Det er bare nemmere at modtage kærlighed, når man har det godt med sig selv.”

Genfødslen i Soho

Da Morten blev 20 år, tog han endelig springet og fortalte sin familie og venner, at han var homoseksuel. Selvom det havde været et langt tilløb, tog de det alle pænt. De sagde faktisk alle sammen, at de allerede vidste det.

“Efter jeg var sprunget ud, fik jeg lidt kolde fødder. Jeg har altid været bange for sladder, så i nattens mulm og mørke pakkede jeg mine ting og fløj til London. Jeg fik arbejde i Soho, og der mødte jeg nogle modige, inspirerende og dynamiske bøsser. Der kunne jeg starte et nyt kapitel i mit liv, hvor jeg ikke behøvede at tage min forhistorie med. Jeg lod mig inspirere af de lidt ældre bøsser, som bar sig selv på en måde, som jeg også ønskede at bære mig selv på – så det var virkelig en magisk tid, som påvirkede mig meget. En slags genfødsel, kan man sige,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg kan huske, at jeg følte en kæmpe lettelse ved endelig at kunne præsentere mig for verden. For første gang følte jeg mig autentisk overfor mig selv, og jeg gik ikke og skjulte mig. Jeg dansede på den måde, jeg havde lyst til, og jeg hørte den musik, jeg havde lyst til. Alle de strategier, jeg havde for ikke at blive afsløret tidligere, kunne jeg endelig pakke væk og bare prøve at være mig selv.”

Den skygge af skam, der havde fulgt ham længe, var endelig gledet mere i baggrunden. Den var der stadig, men nu turde Morten endelig at ignorere den lidt.

Fire fejl du (måske) begår som forældre

I dag gælder der nogle helt andre retningslinjer for at være forældre, end for bare en generation siden, påpeger familieterapeuten Fie Hørby. Få et hurtigt overblik over, hvilke adfærdsmønstre du helst skal undgå.

”Skammen blev trin for trin mindre og mindre. Jeg kunne mærke, at det at være sammen med fyre seksuelt også gjorde, at det mareridtsbillede, jeg havde opbygget ved det forbudte og skamfulde ved at være sammen med en mand, blev mindre og mindre. Det var ikke farligt, jeg døde ikke, og mine forældre slog ikke hånden af mig. Dér begyndte jeg at få nogle positive erfaringer med at være mig og kunne udtrykke min kærlighed, uden at folk afviste mig.”

Efter at have boet i London flyttede Morten til København, hvor han kort efter mødte sin ekskæreste, som han var sammen med i mange år.

”Min ekskæreste tog ligesom det sidste, store dødsstød. Jeg kunne pludselig være sammen med et andet menneske i lang tid og få et forhold til at fungere. Jeg var elsket, og jeg kunne finde ud af at elske. Selvom han tog et kæmpe ryk af min indre homofob, skal jeg stadigvæk minde mig selv om at kigge på mig selv med et kærligt og nådigt blik, for jeg kan godt blive meget usikker indimellem – særligt med kærlighed, tror jeg,” fortæller han og fortsætter:

”Jeg vil jo gerne være et menneske, som er stolt af, og står ved, hvem jeg er. Men jeg må også indrømme, at der stadig er en stor difference mellem det, jeg føler, at jeg burde være som stolt homoseksuel mand og så, hvordan jeg i virkeligheden går rundt og har det nogle gange.”

Der gemmer sig en flamboyant bøsse

Den skam, der altid har siddet og trykket i Mortens bryst, har haft en stor effekt på hans selvværd og selvbillede og derved spillet ind i alle de relationer, han har indgået i sit liv.

”Jeg har ekstremt meget separationsangst, og det tror jeg både er en kombination af at være adopteret, og have oplevet det meget tidlige svigt i mit liv, men det kommer helt klart også af, at jeg er bange for at blive afvist, hvis jeg fortæller folk, hvordan jeg i virkeligheden har det. Der vil altid være noget i mig, der er reserveret kun til mig, fordi jeg er bange for at blive såret,” fortæller han, mens han åbner op for den reserverede del af sig selv, han har holdt tilbage.

Hjørdis skammede sig over familiens soveforhold - nu har hun taget en beslutning

”Er de ikke lidt for store nu? Er det ikke på tide at tage kampen?” er nogle af de kommentarer, som Hjørdis har fået, når folk finder ud af, at hun og hendes mand samsover med deres tre børn.

”Der gemmer sig en flamboyant bøsse inde i mig, som bare venter på at komme ud. Men jeg har været bange for at introducere den side af mig selv til verden, fordi jeg er vokset op med, at den feminine bøsse er noget, som ikke er acceptabelt. Det er min indre homofob, som sidder og dømmer, regulerer og styrer min adfærd, og som derved ikke lader mig introducere og præsentere den flamboyante bøsse, der gemmer sig. Så ham går jeg lidt og taler med en gang imellem, hvornår han skal ud.”

Gift for åben skærm

Danmarks befolkning lærte Morten at kende i den seneste sæson af serien ’Gift ved første blik’, hvor han åbnede op for sin indre homofobi og skam på landsdækkende tv. Og netop dét var et stort og vigtigt vendepunkt i Mortens liv, der fik ham til at indse, at skammen skal italesættes – og det gør han nu, med en ny podcast, ’Skammekrogen’.

“Efter programmet væltede det ind med søde beskeder og ærlige henvendelser fra folk, der enten har stået i en lignende situation, eller som fik lyst til at være ærlige om det grumme og skamfulde i deres eget liv. Jeg tror, at det var det, der inspirerede podcasten. For hvis der er én, der kan stille sig op i rummet og sige noget superskamfuldt, så kan man måske få skabt en ærlig og rummelig samtale om alle mulige former for skam, som vi alle går rundt og gemmer på.”

For at arbejde med sin indre homofob og den skam, han bærer rundt på, har Morten og præst Ane Øland Bækgaard undersøgt, hvordan man lærer at leve med skammen i stedet for at lade den styre en.

Min veninde er gået bag min ryg

En læser har en veninde, som hun har kendt i cirka 10 år. Hun føler sig svigtet af hende, og ved ikke, hvad hun skal gøre. Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse.

”Jeg har i processen fundet ud af, at dér, hvor skammen bliver mest udfordret, er, når den møder noget kærligt. Jeg er ikke ude på at udradere min skam fuldstændig eller bebrejde den side af mig selv, men jeg vil være i dialog med den side og møde den med et nådigt blik, mildhed og kærlighed. Jeg har fået en helt anden forståelse af, hvordan jeg kan være i mine egne menneskelige relationer, og det er ret vildt.”

En ny kærlighed

Morten har fundet ud af, at kærlighed viser sig at være det, der kan minimere skammen. Og på spørgsmålet om, hvor meget skammen fylder i dag, viser det sig endnu engang, at kærligheden har sejret over skammen.

”Jeg er begyndt at se en fyr, og jeg har aldrig nogensinde følt mig så tryg ved at stå og disko-snave på offentlige steder. Den der helt nyforelskede ’stå midt på strøget en søndag eftermiddag og snave’-følelse. Og når vi står dér, er skammen helt væk. Det er lidt en egen fejring, for det var helt klart noget, der ville have begrænset mig før, og noget, jeg virkelig ville have været bange for at gøre i offentligheden, fordi jeg ville være bange for andres blik.

Det er meget frisættende endelig at turde vise min kærlighed eller min kæreste frem. Jeg tør være lystbetonet, behovsdrevet og forelsket. Og jeg smiler lige så meget over, at jeg endelig kan give mig selv lov til det, som jeg smiler over, at jeg står og kysser med en dejlig fyr midt på strøget. Det er en sejr over min skam og den indre homofob, der bor i mig – for nu må den ikke styre mit liv længere.”