Prisvindende forfatter Morten Pape: Jeg har altid været lavest i hakkeordenen blandt mine jævnaldrende

Hvad er det vigtigste, livet har lært dig indtil videre?

– At hårdt arbejde altid lønner sig. At dovenskab er opskriften på depression. At stor succes kræver store ofre. Men at stor succes umuligt kan måle sig med gode, sunde relationer. At verden er bundrådden, og man skal holde sig fra at blive fordærvet. At det er en god ide at have et fodboldhold, man kan holde med, for så længe bolden ruller, og der er en næste sæson, så er der ingen grund til at tage sig af dage. For tænk nu, hvis pokalen kom hjem igen ...

Hvilket karaktertræk bryder du dig ikke om ved dig selv?

– Jeg har altid været lavest i hakkeordenen og nød ingen respekt eller særlig status blandt mine jævnaldrende. Som barn og ung er ens placering på popularitetsbarometret utrolig afgørende. Indtil jeg begyndte at skrive som teenager, havde jeg ingen steder at gøre af min vrede og frustration. Jeg kunne ikke udtrykke den udadtil og bruge mine næver eller mit mundtøj i skolegården ligesom alle andre, så jeg lod det bare simre og vokse inde i mig. Der er nogle følgeskader ved at bære på den slags uventileret raseri. For mig har det manifesteret sig i blandt andet en generel glædesløshed.

Hvilket politisk emne kan få dig op i dit røde felt?

– Da jeg var barn og voksede op i Urbanplanen havde jeg ikke den indignation, jeg har i dag, for jeg havde ingen anelse om, hvad det ville sige at leve på andre måder end det, jeg kendte fra et socialt belastet kvarter. Men nu, hvor jeg er blevet ældre og har bevæget mig rundt i mange forskellige sociale lag, kan jeg tydeligt se kontrasterne, forskellene, uligheden og den enorme utaknemmelighed, der ofte følger med fra mere privilegerede mennesker. Folk aner ikke, hvordan det danske samfund også ser ud, og de fleste af dem, der har læst om min opvækst, taber kæben over, at børn i Danmark lever under kår og i omstændigheder, som, de simpelthen ikke troede, fandtes i vores lilleputland. Det er jo ikke deres skyld, men det kan gøre mig så vanvittig indigneret, at den

sociale bevidsthed og umenneskeliggørelsen af vores svageste er så naiv og ubegavet.

Hvis du skulle skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå?

– Hvis man skriver sin egen nekrolog, har man fuldkommen udvisket begrebet. Det er jo egentlig slet ikke op til os selv, hvordan vores eftermæle vil være. Vi kan efterlade os store kunstværker og flotte udmærkelser, men det er vores

nærmestes videreformidling af os, der virkelig tæller. Folk med store tanker om sig selv, kan i andres øjne have været pisseirriterende at være i selskab med, mens den mest uanseelige person kan have haft en enorm værdi for sine

medmennesker. Jeg håber, at der kommer til at stå noget med, at jeg var god ved mine børn og min familie, at jeg havde et godt venstreben, og at jeg godt

kunne finde ud af at skrive. Så behøver jeg ikke mere. Men jeg har tit tænkt på, hvor spændende det kunne være at "fake" sin egen død bare for at se og høre, hvad folk dog ville sige og huske en for. Og så håbe, at man kunne leve med deres dom.

Hvad vil du gøre anderledes end dine forældre?

– Jeg vil ikke skændes højlydt med mine kone, mens mine børn ser og hører på det. Jeg vil ikke lade dem blive en del af eller føle skyld over min eventuelle krise. Jeg vil ikke lade mine børn vide det, hvis jeg agter at begå selvmord. Jeg vil gerne være der for dem og tale med dem hver dag og ruste dem så godt jeg kan til livets op- og nedture. Jeg vil i det hele taget undgå, at de skal føle afmagt over, at det er de voksne, der skal hjælpes og ikke børnene. For sporene fra den afmægtighed kæmper jeg selv enormt meget med den dag i dag.