Natasja Crone: "Der var nogle ting i vores forhold, som vi simpelthen ikke havde redskaberne til at løse"

Det er fire år siden, Natasja Crone og Rasmus Tantholdt begyndte at date. Og hvor mange andre indleder et forhold med at være i den syvende og helt rosenrøde himmel, hvor alt, hvad den anden siger og gør, er fuldstændig magisk, var det noget anderledes for de to TV2-kollegaer.

– Rasmus og jeg havde en ret turbulent start. Forstået på den måde, at vi trak os lidt på skift i det første stykke tid. Egentlig ville vi begge to gerne forholdet, men det var også sådan lidt, okay, med vores bagage …? Vi kom med hver vores forliste forhold og lavede lidt en gentagelse af noget, vi havde prøvet før. Okay, kæreste med en kollega. Igen. Begge to. Der ville helt sikkert være mange mennesker, der havde en mening om det. Og vi var ret bevidste om, at hvis nogen ser, at vi dater, så bliver det en historie, og så fanger bordet jo, og hvad så, hvis vi om en måned tænker, nej, det var ikke det? Så vi var begge to meget i tvivl og skiftedes til at trække følehornene til os. Og når vi gjorde det, følte den anden sig forladt eller i hvert fald svigtet. Det betød, at vi tidligt så nogle grimme sider af hinanden. For når kærlighed, tvivl og forelskelse bliver rørt sammen i den store gryde, så er der ikke langt til drama. Til store følelser. Og til en afprøvning af, om tilliden holder. Samtidig havde vi også det her bånd imellem os, der gjorde, at vi ikke rigtig kunne finde ud af at gøre det HELT forbi.

– Så på et eller andet tidspunkt hen over nytåret 2016-2017 besluttede vi os for, at okay, nu må det være nok med det her hvad-nu-hvis. Ellers kommer vi jo aldrig nogen vegne. Nu tager vi hinanden i hånden og springer ud i det sammen. Og det gjorde vi så, og det viste sig bare at være det helt, helt rigtige.

Natasja sidder smilende, barfodet og med halvvådt hår i sit køkken og fortæller sin kærlighedshistorie. Eller rettere, sine kærlighedshistorier. For hun har elsket flere, og hun har lært meget om kærlighedens veje og vildveje igennem sit 50-årige liv. En ting løber dog igennem det hele. Og det er viljen til at ville det bedste. Viljen til en happy ending. Også når det egentlig er gået galt et sted på vejen. Det ligger nok i hendes natur, men også i en opvækst, der, selvom den bød på en skilsmisse, bedst kan beskrives som ubekymret.

– Mine forældre blev kærester i gymnasiet, og min mor var 22, da hun fik mig. Min lillesøster kom tre år efter. De arbejdede begge i filmbranchen, så de kørte parløb både privat og arbejdsmæssigt. Min søster og jeg er nærmest vokset op på et filmset, og vi var også altid med, når vores forældre havde venner til middag. Da jeg var 13 år, blev mine forældre skilt, og set fra et barns synspunkt var det en udramatisk skilsmisse. Nu, hvor jeg er voksen, kan jeg da godt se, at det aldrig er uproblematisk at gå fra hinanden, når der er børn involveret, så skilsmissen har selvfølgelig været mere dramatisk for mine forældre, men de formåede at gøre det på en måde, så vi ikke opfattede nogen form for ondskab, hævnfølelse eller had. Og fordi jeg havde en alder, hvor jeg havde så meget gang i mit eget liv, så tror jeg, at jeg havde det sådan, okay, så længe der ikke er nogen problemer, og jeg ikke skal flytte til Langbortistan, så er det fint. Det var ikke nogen stor, ulykkelig revolution i mit liv, og det var mine forældres fortjeneste.

I mange år var mine forældre bare almindeligt flinke og rare ved hinanden, men som årene er gået, er de kommet langt tættere på hinanden igen. Min mor er gift igen, og vi har det reelt hyggeligt, når vi laver ting sammen alle sammen. Mine forældre har bevaret noget respekt og noget sammenhold. Og et forældreskab i virkeligheden, som den dag i dag er intakt. De vil hinanden det bedste. Og hvis man kan nå dertil, selvom man har været udsat for et brud, er det jo et godt sted at lande.

Så hvilket billede af kærligheden vil du sige, at du har fået med hjemmefra?

– Hvis jeg skal beskrive det med et ord, så må det være ordet ukompliceret. Jeg har aldrig nogensinde oplevet kærlighed – det at skulle give eller modtage kærlighed – som noget, der var forbundet med komplicerede ting, eller noget, man skal gøre sig fortjent til. Umiddelbart er det jo enormt godt, at jeg har oplevet kærlighed som ukompliceret, men det har måske også på nogle områder gjort mig en lille smule urealistisk. I hvert fald da jeg var yngre. Der havde jeg sådan en ALT-kan-jo-lade-sig-gøre-holdning. Lad nu være med at være så sortsynet eller pessimistisk, vi finder ud af det. Hvor jeg i dag godt kan se, at det gør man ikke. Man finder ikke bare ud af det hele. Ikke altid i hvert fald. Men jeg havde ikke de store sorger som ung, og jeg havde en meget let gang på jorden meget længe. Det er jo sindssygt privilegeret, men det betød også, at da den store hammer faldt, så havde jeg ikke øvet mig.

Hammeren faldt i forholdet til Natasjas første kæreste. Ham, som hun senere blev gift med, og som er far til hendes to sønner. De gik i skole sammen, og i syvende-ottende klasse blev de kærester. Det var de, til de kom i gymnasiet, hvor deres veje skiltes i nogle år. Dog ikke helt, for de havde samme vennekreds og var stadig forbundne, og midt i 20’erne slog lynet ned igen.

Hvad faldt du for i første og anden omgang?

– Vi havde det bare utrolig sjovt sammen. Han var en sjov dreng og lidt vild, hvilket jeg syntes var spændende. Jeg spillede håndbold, og han var mega god til håndbold, så det var også ret sejt. Og så var – og er – han et meget loyalt menneske. Da jeg forelskede mig i ham i anden omgang, tror jeg, at det handlede om, at jeg gerne ville have nogle børn forholdsvist tidligt, og at det ville være genialt at få dem med ham, som jeg kendte så godt. Jeg var slet ikke i tvivl, faktisk, så da jeg var 27, fik vi Samuel, og fire år efter kom Noah til.

Men jeres ægteskab holdt ikke?

– Nej, det gjorde det desværre ikke. Der var nogle ting i vores forhold, som vi simpelthen ikke havde redskaberne til at løse sammen. Så da Samuel gik i første klasse, kom den hammer, jeg talte om før. Vi var nødt til at gå fra hinanden.

Hvordan var det at blive alene med to små børn?

– Drengenes far var der jo stadig, men det er klart, at det var da ikke det, vi havde ønsket, og det var virkelig hårdt. Man går jo ikke ind i et forhold og tænker, nå, lad os se, det er nok meget fedt de næste ti år, og så skal jeg videre. Jeg gik ind i det, fordi jeg gerne ville det, og fordi jeg gerne ville have det til at holde. Og det tror jeg da virkelig også, at han gjorde. Sådan ville vores børn også helst have haft, at det havde været. I de år havde jeg bestemt ikke nogen let gang på jorden, men når jeg ser tilbage på det i dag, så er det en af vores største bedrifter, at vi har bevaret respekten for hinanden og evnen til at løse de uenigheder, der stadig kan opstå i relation til børnene. Han og hans kone, som jeg også har et supergodt forhold til, bor 500 meter væk herfra, og han kommer her i huset på ugentlig basis. At nå dertil har jo ikke været uden bump på vejen. Men det ligger dybt i mig, at det med at gå rundt og hade nogen og bære nag, det ville jeg simpelthen ikke kunne holde ud. Jeg vil gå meget langt for at få det løst. Det synes jeg i al beskedenhed, at jeg har gjort – det har vi begge gjort – og det er derfor, vi kan sidde til en fødselsdag sammen og faktisk have en rigtig hyggelig aften. Vi har det reelt godt. Men jo, jeg har da i perioder nok haft lyst til at rive hovedet af ham, og det vil jeg tro, at han også har haft med mig, men jeg har aldrig nogensinde overvejet at slette ham fra mit liv. Den tanke er så irrationel og ligger mig utrolig fjernt.

Hvem er Natasja Crone?

• Født i 1970.
• Journalist og vært på Go' Aften Live.
• Til sommer er hun tilbage som vært på TV2 Nyhederne.
• Kæreste med TV2-korrespondent Rasmus Tantholdt.
• Har sønnerne Samuel, 1999, og Noah, 2002, med sin første mand.
• Natasja dannede par med kollegaen Lasse Sjørslev fra 2009 til 2016.
• Rasmus har sønnen Emil, 2005, fra sit ægteskab med journalist Caroline Boserup.

Var det et nederlag at blive skilt, når du selv havde oplevet en skilsmisse som barn?

– Jeg blev interviewet et år efter skilsmissen, fordi jeg skiftede job. Jeg var relativt ung, og jeg havde tænkt over, at jeg ikke skulle sidde og udbasunere alle mulige private ting, som kunne komme på forsiderne. Og så fik jeg spørgsmålet, om jeg syntes, det var et nederlag at blive skilt. Jeg svarede, at det syntes jeg helt klart, at det var, for der er ikke nogen, der stifter en familie med henblik på, at den ikke skal holde sammen. Selvfølgelig er det et nederlag. Men der kan jo være så mange grunde til, at man går fra hinanden, og det kan folk ikke vide. Og så, da artiklen kom, var spisesedlen: ”Natasja Crone: Min skilsmisse var et nederlag”. Det var enormt voldsomt at se blæst ud på den måde, for det var jo helt unuanceret i forhold til, hvad jeg ellers havde fortalt, og det var igen en af de der hammere, der ramte. Det betød, at jeg blev meget mere forsigtig med at give personlige interviews.

– Det lærte mig også noget om, hvordan jeg selv vurderer andre menneskers liv og kærlighedsliv. For der kan godt nok være mange årsager til, at et forhold ikke holder. Der er så mange nuancer. Folk kan for eksempel slås med dæmoner eller problemer, som ingen kender til. Man skal lade være med at dømme andre mennesker, for reelt ved man ikke, hvad der sker i folks liv.

Efter skilsmissen havde Natasja en periode, hvor hun skulle finde sig selv igen. Hun skulle lære at leve på en ny måde og bl.a. ikke have sine børn boende hele tiden. Efter fire-fem år blev hun kæreste med sin kollega, nyhedsvært Lasse Sjørslev, som også havde børn fra et tidligere forhold. I årene indtil de fandt sammen, tvivlede hun aldrig på, at hun ville finde kærligheden igen.

– Det at jeg var blevet skilt, handlede ikke om manglende kærlighed, så jeg var ikke blevet desillusioneret i forhold til den del. MEN jeg var blevet mere realistisk. Min tilgang til kærligheden havde været, at den kunne overvinde alle problemer eller dæmoner, det krævede bare rummelighed fra begge sider. Jeg havde nok en tendens til visse blinde vinkler. Jeg tror stadig til en vis grad på, at alt kan lade sig gøre, men det kræver, at man går ind i det med nogle helt andre forventninger. Det var et ordentligt wakeupcall for mig at indse det.

Hvor længe var du og Lasse sammen?

– Vi var sammen i syv år, og vi har heldigvis også et godt forhold til hinanden i dag. Når man ikke lykkes med at være sammen med den samme hele livet – som jeg ikke er lykkedes med – så må man da i hvert fald håbe, at man lærer noget af de forhold og brud, man har haft. Jeg vil helst komme ud af et forhold uden at gå rundt og have ondt i maven de næste mange år og tænke, bare jeg ikke møder ham i Brugsen. Og jeg ved godt, at jeg fokuserer meget på lige præcis det her, men det er sådan, jeg er. Jeg elsker, når ting mod alle odds lykkes alligevel. Jeg elsker film, hvor folk har været meget langt fra hinanden og så tilgiver. Det har stor plads i mit hjerte.

Og så er vi tilbage ved artiklens begyndelse. Mødet med Rasmus for fire år siden, som udviklede sig til stor kærlighed. Her har Natasjas tillærte realisme også haft stor betydning.

– Lad os nu sige, at det vigtigste for mig – for at føle tryghed og kærlighed – det var, at jeg kunne spise sammen med min familie hver aften. Så ville jeg med min erfaring i dag med det samme kunne se, at så skulle jeg ikke være kæreste med Rasmus, for så ville jeg jo blive skuffet gang på gang og føle mig svigtet. Mit yngre jeg kunne derimod godt have tænkt sådan her: Ja, ja, det kan godt være, at han har et job, hvor han rejser hele tiden, men om et par år vil han helt sikkert også gerne spise sammen hver aften, og så bliver alt godt. Og når det ikke skete – for det ville ikke ske – så ville jeg begynde at tænke, nå, er det fordi, hans arbejde er vigtigere end mig eller …? Og der er jeg bare blevet bedre til at se, hvad er det for nogle udfordringer, vi potentielt kan stå overfor, og hvad der er vigtigt for mig. Vælge mine kampe. Jeg er simpelthen blevet bedre til forventningsafstemning. Det kan godt være, at det lyder kedeligt i forhold til den store kærlighed, men jeg har erfaret, at når jeg bliver stormende forelsket, har jeg ikke fuldstændig tunnelsyn mere. Så kan jeg faktisk godt finde ud af lige at løfte blikket lidt og sige hmmm, det der, det kunne potentielt godt blive et problem, så der må jeg allerede nu indstille mig på, om jeg gider det eller ej. Rasmus og jeg havde som sagt en virkelig svær start, fordi vi begge var meget forsigtige, men jeg er virkelig glad for, at vi kom igennem den start. Nogle af de konflikter, vi har haft efterfølgende, har været langt lettere at løse, fordi vi ved, hvordan hinanden reagerer, når vi bliver kede af det, pressede eller i tvivl.

– Jeg har heller ikke så travlt mere, og det lyder måske underligt, når jeg er blevet ældre og måske burde have mere travlt, men det har jeg altså ikke. Og det har Rasmus heller ikke. F.eks. er vi ikke flyttet sammen endnu. Det er jeg ikke sikker på, jeg kunne have fundet ud af for 10-15 år siden. Der ville jeg have haft travlt med at tænke, at hvis vi ikke bor sammen, så må der være noget galt. Men nej, det er der overhovedet ikke. Jeg glæder mig meget til, at vi skal flytte sammen på et tidspunkt, men vi kan ikke rigtig finde ud af, hvor vi gerne vil bo. Derfor venter vi bare lidt.

Hvad faldt du for ved Rasmus?

– Rasmus er et meget passioneret menneske. Og det synes jeg i sig selv er meget vidunderligt, når folk er. Han gør sig meget umage med livet. Og så er Rasmus samtidig det mindst vrede menneske, jeg har mødt. Det er meget sjældent, man hører ham tale dårligt om folk, bitche eller brokke sig. Måske er det fordi, han har rejst så meget. Hans perspektiv er stort. Han har det sådan, nej, det gider vi simpelthen ikke at være sure over. Ja, så regnede det hele sommeren, men så byggede vi en vandmølle. Han er virkelig god til at få det bedste ud af alle situationer, og det beundrer jeg ham meget for. Jeg synes, at jeg selv har et ret højt energiniveau, men der har jeg klart mødt min overmand i Rasmus. Det er sindssygt, hvad han kan overkomme. Det beundrer jeg ham også meget for, men nogle gange er det mit job at sige, hey, nu skal du også lige huske at sove. Han synes selv, at han godt lige kan nappe fem tidszoner på en uges tid og så komme hjem og lige lave en middag og planlægge en ferie. Så nogle gange skal han mindes om, at han også somme tider skal trække stikket.

Igennem halvandet års tid har Natasja været udlånt til Go’ aften Live fra Tivoli, men fra næste sommer vender hun tilbage til Nyhederne. Her vil hun igen stille om til Rasmus, der rapporterer ude fra verdens brændpunkter, og det er oplagt at spørge til, hvordan det fungerer at være kollegaer og kærester et sted, hvor også tidligere kærester arbejder.

– Jeg kan godt forstå, at du spørger, for det er jo samme hat, men sagen er jo, at vi stort set aldrig er der samtidig.

Hvordan er det at stille om til Rasmus, hvis han står et farligt sted?

– Det er faktisk påfaldende nemt. Der har vi bare en anden kasket på. Ofte har jeg talt med ham i forvejen, hvor han har fortalt om de situationer, de har været ude i, og når jeg så interviewer ham i Nyhederne, står han typisk på et safe place, og jeg ved, at alt er ok.

Og det med, at du er Rasmus’ tredje kæreste fra TV2, og han er din anden fra samme sted, har det givet anledning til tanker?

– Årene er jo gået, og jeg tror ikke, at det er top of mind for hverken os eller seerne længere. Det er meget sjældent, jeg møder nogen, der siger noget om det. Men det er da klart, at det var en af grundene til, at vi var så meget i tvivl i begyndelsen. Af alle mennesker i verden hvorfor skulle vi så lige finde sammen?

Så du havde ikke tænkt, det skal aldrig mere være en fra TV2?

– Da vi fandt sammen, var der en af vores fælles bekendte, som sagde noget, der indikerede, at okay, skulle det nu være et perfect match med vores trackrecord. Jeg sagde til hende, jamen så gamle er vi da ikke, vi kan sagtens nå at være sammen i over 20 år, og så slog hun en høj latter op og sagde: ”DIG – og Rasmus … ingen af jer kan være sammen med et andet menneske i over 20 år”. Jeg sagde ikke noget, men jeg tænkte, okay, det var da noget af en melding. Men fair nok, det er der sikkert også andre, der har tænkt, men jeg tænker, at det vil jeg forsøge at modbevise. Og når jeg nu sidder her og siger det til ALT for damerne, så kan det rigtig blive brugt imod mig, men jeg tør godt at sige det højt. Og jeg tænker, at du skal komme hjem til mig igen, når jeg er midt i 60’erne, og så kan vi evaluere. Lykkedes det så at blive sammen? Og ved du hvad – det tror jeg på, at det gør.

Det skal man vel for pokker også?

– Ja ja, men det er så nemt at se det udefra og sige, nå men det har de ikke kunnet før, så hvorfor skulle de kunne det nu? Men det synes jeg da, at verdenshistorien beviser, at man godt kan.

At man måske bare ikke har fundet den rette i første omgang?

– Præcis. Der er efter min mening et element af tilfældighed i, om man møder den helt rette i første omgang. Det er jo ikke nødvendigvis fordi, man er et dårligt menneske eller ikke kan holde på mændene, at man ikke bliver sammen med den første, man møder. Der kan sådan set godt have været dybere og følelsesmæssigt voldsomme årsager til, at det ikke gik.

Når du ser tilbage, hvad er så kærlighedens pris for dig?

– Det er et stort spørgsmål. Man har en tendens til at tænke, at en pris er noget dårligt i den sammenhæng. Og jeg vil sige, at angsten for at miste – eller den store sorg over at have mistet kærligheden – det er kærlighedens pris. For mig har prisen været min skilsmisse. Det at bryde kærligheden op uden nødvendigvis selv at føle, at jeg var herre over det. Det kan man reflektere over 20 år senere, men mens det sker, er det jo uoverskueligt. Kærlighedens pris kan i perioder være komplet uoverskuelig, og det er derfor, der bliver skrevet romaner og kærlighedssange i et væk. Fordi der hver eneste dag er nogen, der sidder i en situation, hvor de tænker, jeg kommer ALDRIG ud af det her igen, og det er kærlighed, der har gjort det. Den gode nyhed er så, at det KAN lade sig gøre at komme videre. Det har jeg i hvert fald oplevet.

Og det må jo være dejligt at se tilbage på nu?

– Ja, præcis. Man kan også se kærlighedens pris som noget positivt, synes jeg. Man kan se det som den kæmpe gave, det er at have et livsvidne. En medoplever. Hver gang jeg oplever noget spændende, vil jeg gerne dele det med Rasmus. Jeg har lyst til, at han er med i mit liv, for jeg elsker at være sammen med ham. Og det er lige præcis sådan, det skal være.