Ekspert: Vi skal bekæmpe de forsimplede forestillinger om, hvordan en voldtægt ser ud

”Nogle gange var det med vold, og andre gange var det bare, ja, at jeg lod ham gøre det, selvom jeg ikke ville, bare for at få ro.”

Citatet stammer fra en kvinde – lad os kalde hende Camilla – som har været udsat for voldtægter af sin partner. Camilla er langt fra den eneste, hvis historie ikke stemmer overens med den gængse forestilling af, hvordan voldtægter ser ud.

Når vi snakker voldtægt, får mange billedet i hovedet af en fremmed mand, der overfalder en kvinde på et mørkt sted og med slag og fastholdelse gennemtvinger en voldtægt, mens kvinden råber og fysisk kæmper imod. Det flugter bare ikke med virkeligheden.

Selvom det lykkedes førnævnte Camilla at bryde med sin partner, så er stereotype forestillinger om voldtægt et problem i vores samfund. Den manglende forståelse af voldtægt, der hersker blandt både den almene befolkning og hos fagpersoner, er nemlig med til at gøre det sværere at få hjælp, hvis man har en voldtægtshistorie som Camillas.

I dag på Kvindernes Internationale Kampdag vil jeg gerne rette en opmærksomhed mod Camilla og de cirka 24.000 kvinder, der årligt bliver voldtaget eller forsøgt voldtaget. For skal vi hjælpe dem og forebygge de overgreb, som de udsættes for, så skal vi gøre op med stereotyperne og nuancere vores forståelse af, hvordan en voldtægt kan se ud.

Kender voldtægtsmanden

I Lev Uden Vold har vi en undersøgelse på vej, der netop belyser dette område. Vores undersøgelse viser, at relationen mellem parterne kan have en afgørende betydning for, hvordan krænkeren kan underlægge offeret tvang - også uden at anvende fysisk vold og uden, at ofret gør fysisk modstand.

Og når forskning og henvendelsesstatikker også viser, at de fleste voldtægter bliver begået af en mand, som kvinden kender på forhånd, fx være en partner eller en date, så understreger det blot vigtigheden af at forstå relationens betydning.

Forud for voldtægter i et parforhold, vil der typisk have været en periode, hvor partneren har udsat kvinden for vold. Den konstante trussel om ny vold kan skabe en situation, hvor kvinden gradvist får lagt bånd på sin frihed. Forestil dig, at du lever i et parforhold, hvor du har en følelse af at gå på æggeskaller, fordi én ”forkert” handling eller udtalelse kan udløse vold fra din partner. Vold, der enten er målrettet dig eller dine børn.

I den situation er der en stor sandsynlighed for, at du konstant vil tilpasse dine handlinger efter, hvad der vil minimere risikoen for ny vold mest muligt. Og den konstante tilpasning følger med ind i den seksuelle del af samlivet. Hvis kvinden har erfaring med, at hendes partner gennemtvinger en voldtægt med fysisk vold eller fastholdelse, når hun afviser ham, så har hun en grund til for eksempel at være passiv - eller sågar eftergivende - over for partneren. Så bliver det vejen til at få overgrebet overstået hurtigst muligt.

Kvinden kan også sidde med frygten for, at han vil udsætte hende eller børnene for fysisk vold eller måske endda drab, hvis hun afviser hans seksuelle tilnærmelser. Så kan underkastelse også være en måde at håndtere frygten for volden mod hende selv eller hendes børn.

Det er en vigtig nuancering af vores forståelse af voldtægt, at når en kvinde ikke gør fysisk modstand under en voldtægt, så kan det skyldes, at hun aktivt forsøger at gøre selve overgrebet mindst muligt ubehageligt for sig selv eller undgå værre scenarier for hende selv eller hendes børn end selve voldtægten.

Sådan kan vi hjælpe

Hvis vi får en større forståelse for de overgreb, kvinder som Camilla har været udsat for, kan vi bedre hjælpe dem videre i deres helingsproces. Samtidigt kan vi skærpe opmærksomheden på de overgreb, der falder uden for dominerende forestillinger om voldtægter og dermed forebygge historier som Camillas.

Vi risikerer nemlig, at voldtægtsofre oplever tvivl omkring, hvorvidt de har været udsat for et overgreb, når vi som samfund har en forestilling om, at voldtægter bliver begået med fysisk vold, og at ofre ’bør’ udøve fysisk modstand under et overgreb.

Hvis deres egen oplevelse ikke stemmer overens med samfundets forventninger om en ’rigtig’ voldtægt, så kan tvivlen helt naturligt opstå. Og tvivlen er med til at vende skylden og skammen indad. Det betyder desværre, at kvinderne risikerer at bebrejde sig selv for overgrebet, at de ikke søger hjælp, og at de bliver mødt med mistro fra deres omgivelser, hvis de fortæller om overgrebet. I sidste ende kan det betyde, at de er i større risiko for at udvikle fysiske og psykosociale følgevirkninger, fordi de ikke får støtte til at bearbejde overgrebet.

Vores håb i Lev Uden Vold er derfor, at næste gang du hører en kvinde fortælle en historie, der minder om Camillas, så undgå bebrejdende spørgsmål, som: ”Jamen, hvorfor gjorde du ikke noget?”

Forsøg i stedet at forstå, at hun har handlet efter, hvad der var muligt for hende i situationen. At hun måske har beskyttet sig selv inden for det handlerum, som hendes partner med sin magt havde tilladt hende.

God kampdag!