Nicolaj Kopernikus om ligestilling: ”Det kræver kræfter, hvis vi vil vende det lort, vi har fået opbygget”

Nicolaj Kopernikus bærer sit karakteristiske, store smil, da han byder velkommen i en storslået suite på Hotel d’Angleterre i København. Han er afslappet klædt og hans humør gør det muligt at udpege ham selv i en stor menneskemængde.

I det hele taget ligner han ikke den excentriske og glatte jakkesæts-advokat, vi er samlet for at tale om.

Netop nu er den prisvindende skuespiller nemlig aktuel i Viaplay og TV3’s nye tv-serie ’Advokaten’ som den perfektionistiske Svend-Erik Wisén, der kæmper for at opretholde et perfekt ydre, mens han bliver statist i et alvorligt spil om hævn.

Serien, der foregår på begge sider af Øresund, centrerer sig hovedsageligt om en mandsdomineret verden, hvor magt står højt på ønskelisten.

Kopernikus, derimod, lader snakken falde på seje kvinder.

Dem skal vi nemlig have flere af - særligt i underholdningsindustrien, mener han.

Vi har mødt den 50-årige skuespiller til en snak om succes, ligestilling og om at overskride sine grænser.

I ’Advokaten’ spiller du en rolle, vi ikke umiddelbart har set dig i før. Hvad tiltalte dig ved karakteren Svend-Erik?

- Jeg synes altid, at jeg prøver at lede efter, om der er modstridende kræfter i karaktererne. For mig handler det ikke om størrelsen på rollen, eller hvor meget han er med, men om det utilregnelige ved karakteren. Svend-Erik er et menneske, der kæmper desperat for at få tingene til at se godt ud på overfladen, og det tiltalte mig.

Han er en karakter, som er meget excentrisk, kontant og perfektionistisk. Kan du se dig selv lidt i ham?

- Måske kender jeg noget af det. Det er altid svært at udtale sig om sig selv, men jeg tror, at jeg er et meget sammensat menneske. Dog kan jeg godt genkende noget af det kontante. Jeg kan godt være meget kontant, selvom jeg kan forestille mig, at jeg ikke fremstår så kontant som ham. Men rollen ligger måske lidt længere væk fra mig selv end dem, jeg normalt vælger. Blandt andet kan jeg ikke genkende det excentriske. Jeg opfatter slet ikke mig selv som excentrisk. 

I serien drikker du blandt andet rå æg og er meget udfarende, ligesom alle karaktererne er meget grænsesøgende. Hvad er det mest grænseoverskridende, du har gjort?

- Jeg vil sige, at nogle af de ting, der foregår i Klassefesten-filmene er rimelig grænseoverskridende. Jeg kan huske, at Anne Sofie Espersen og jeg skulle lave nogle scener i Klassefesten 2, hvor jeg skulle sidde fast på hende under et Zebraskind. Og det er en af de dage, hvor man ser på hinanden og siger: ”Nu tager vi lige en dyb indånding, og så gør vi det her”. Det er sgu lidt grænseoverskridende. Selvom man kan sige, at vi heldigvis er ret professionelle omkring vores job, så er det klart, at der er visse dage, der er meget rare at få overstået.

Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?

- Det kan jeg ikke svare på, men der er mange ting, som jeg er stolt af. Blandt andet filmen ’Bænken’ med Per Fly. Hver gang er det dog et helt orkester af præstationer, der gør, at noget er blevet godt. Nogle gange er arbejdskonstellationerne i en sådan beskaffenhed, at det går op i en højere enhed. Det kan man ikke rigtig læse ud fra papiret, men det er noget, som vokser ud af konstellationen af mennesker og den sammenhæng, man er sat i. Og det kan man ikke forudse, hvornår sker. Man kan ikke jagte dem, men bare stille sig til rådighed for dem.

- Forleden talte jeg for eksempel med en ven om den serie, der hedder Big Little Lies. Fuck, hvor var den god. Jeg var bare blown away. For en gang skyld så jeg en serie med lutter gode, kvindelige hovedroller, som bare spiller så godt. Men så møder jeg nogen, hvor serien intet siger dem. Så det handler dybest set også om, hvem der ser, og hvor de er henne i deres liv. Om projektet rammer noget, man kan genkende sig selv i.

Hvad er det, du kan genkende fra dit liv i Big Little Lies?

- Jeg har tre børn, og jeg har gennem mange, mange år kørt dem til skole osv. Der er noget dér, der rammer. Det handler om forældreintriger, som jeg kan genkende lidt fra forældreintra. Nu har dén gjort det mod dén og så videre. Samtidig er det også lokalsamfundet, der fascinerer mig. At relativt små ting lige pludselig kan blive til store ting.

Du siger, at det fascinerende også er de kvindelige skuespillere. Kan du forklare det?

- I disse tider synes jeg, at det er dejligt at se kvinder, der er så stærke. På mange platforme har der været en meget mandsdomineret fordeling. Jeg synes, det er dejligt, at man helt ned på castingplan begynder at tænke anderledes. Man kan mærke, at det er noget, der begynder at blive taget alvorligt. Jeg går meget ind for ligestilling på alle platforme - ikke kun mellem kønnene, men mellem alle mennesker. Vi skal have de samme betingelser. Men det er stadig en mangel, vi møder hver eneste dag i vores hverdag, og som ligger så dybt i os. Blandt andet så skal der på nogle skoler to piger til et fodboldmål, ligesom man kan komme til at tage for givet, at det er ”drenge-ting” og ”pige-ting”.

Hvad gør du selv for at fremme ligestilling?

- Jeg har to piger og en dreng, og jeg er meget opmærksom på de faldgruber, der kan være. Jeg har nogle rigtig stærke børn. Og den generation, de er en del af, forventer jeg mig rigtig meget af. De er så fede, fordi de interesserer sig. Jeg fornemmer, at den generation interesserer sig for miljøet, for fremtiden, for ligestilling og for en masse rigtig fede ting. Oveni alt det andet kaos, der er omkring at være et ungt menneske, så har de en moderne måde at tænke på, som er meget, meget skøn. Men jeg vil sige, at der også skal nogle kræfter til at vende alt det lort, vi har fået opbygget.