Nils Malmros: “Kærestesorger er en berigende del af tilværelsen”
Filminstruktør Nils Malmros har i de fleste af sine film skildret sit eget livs kærlighedshistorier – også de ulykkelige og smertefulde. Sine kærestesorger ville han meget nødigt undvære.
– Jeg må i virkeligheden indrømme, at jeg har haft kærestesorger lige siden, jeg gik i 3. klasse.
Der er mange følelser forbundet med kærligheden. De kan få hjertet til at banke, de kan blomstre, de kan svie og de kan smerte, men alle er med til at gøre en til et voksent menneske, fortæller Malmros. Men der er da forskel på de kærestesorger, han havde i tredje klasse, og dem han oplevede i sin senere ungdom og voksenliv.
– I barndommen er det jo mest den æstetiske fascination: Den utrolig charmerende og tindrende pige, som man jo slet ikke turde nærme sig. Og ofte får man øje på hende, fordi hun er kæreste med en anden. Den pige, man selv kunne få, kunne aldrig måle sig med den uopnåelige, og samtidig blev hun besværlig, når hun kom alt for tæt på, forklarer han.
Med en knivskarp hukommelse har Malmros i de fleste af sine film genskabt sin egen historie, særligt fra sine barndoms- og ungdomsår. I filmen "Kærestesorger" fortæller han om en kærlighedshistorie fra sin gymnasietid. Gennem alle tre gymnasieår havde han en on and off-kæreste, som er portrætteret i den ene af filmens hovedroller, Agnete, medens han selv er filmens alter ego, Jonas.
Frygten for at give sig helt hen
Når man kommer i gymnasiet, vil man frygtelig gerne opleve de store følelser, som man lige har læst om i bøger som "Anna Karenina" og "Barbara", fortæller Malmros. Samtidig står alle muligheder åbne for en:
– Jonas er kæreste med Agnete, men det er alt for pænt og lidenskabsløst, så han trækker sig ud af forholdet og føler sig nærmest befriet, men kun lige indtil Agnete finder en ny kæreste, så opstår jalousien – så kommer alle følelserne.
Malmros tænker tilbage på sin gymnasietid og peger på problemet:
– Når man den gang i gymnasiet engagerede sig i et forhold, så troede man i starten nærmest, at det var for resten af livet. Man sad virkelig med angsten for at være bundet for evigt, fordi man tog det så frygtelig alvorligt.
Egentlig finder de to hovedkarakterer i "Kærestesorger" først rigtig ud af, hvad de føler for hinanden, da de mærker, hvordan det er at miste. Et budskab i Malmros' film er da også, at man først er rigtig forelsket, når man er ulykkelig forelsket.
– Forelskelsen i den uopnåelige er en sød kærestesorg, hvorimod den, man oplever, når man bliver vraget, gør ondt. Den kærestesorg går dybt i en og er fortærende, fordi man tænker på vedkommende uafbrudt. Men selvom kærestesorg gør ondt, skal man igennem den, fordi den også modner en. Det ville have været en katastrofe, hvis Jonas og Agnete ikke havde brudt med hinanden.
LÆS OGSÅ: Derfor gør dit knuste hjerte fysisk ondt
"Jeg ville ikke undvære mine kærestesorger"
– Den, der er gået igennem livet uden at have været ulykkelig forelsket, er gået fattig gennem livet. Det er trods alt en berigende del af tilværelsen at have haft kærestesorger. Alle de følelser, man var igennem. Hvor meget man i grunden tænkte på den pige, man var forelsket i – hvor mange ting man gjorde i forhold til hende – og ofte uden at hun vidste af det. Man lagde sine cykelture en bestemt vej i håbet om at få et glimt af hende. Mine handlinger var utrolig styret af den pige, jeg var forelsket i.
Men meget holdt Malmros for sig selv, for han havde alligevel en vis stolthed og ville ikke afsløres i at være ulykkeligt forelsket.
– Jeg tror i virkeligheden, at mine nærmeste er blevet lidt forundret, når de siden hen har set mine film og fået indblik i, hvad der i virkeligheden rørte sig i mig. Jeg har haft den lykke, at jeg jo også indimellem har fået de kærester, jeg drømte om, men er også blevet snydt – og begge dele ville jeg meget nødigt undvære.
LÆS OGSÅ: StineStregen: “Der er INTET eksotisk i kærestesorg”
LÆS OGSÅ: Hvem tør sige "Jeg elsker dig" først?
LÆS OGSÅ: Sådan genopdager du de sider, du ubevidst har pakket væk, siden du var barn