Noah Umur Kanber: "Jeg er ikke det eneste barn, der er blevet tabt af systemet"

Det ligner et halvgammelt træ, der bugter sig op af jorden, og hvorfra nye eksotiske og syrede blomster med tentakler i flotte farver skyder frem. 

Det minder om en af de vækster, der egentlig er døde, men så pludselig liver op igen og begynder at spire, som planter, men faktisk også mennesker, kan.

Læs også

Vigga Bro har ét særligt kærlighedsråd: "Det er underligt koldt, synes de unge"

På en måde er det magiske træ Noah Umur Kanber. Det er i hvert fald en af hendes keramiske skulpturer, The Forbidden Tree, som oprindelig var en del af udstillingen Sweet to Tongue and Sound to Eye i Augustiana Kunstpark, men i dag bor permanent i kunstparken Deep Forest Art Land syd for Herning.

“Jeg arbejdede intensivt på træet i mit værksted i tre måneder, og det endte med at blive et virkelig personligt værk. For mig handler det om, at når noget dør, opstår der en mulighed for, at noget nyt kan blomstre op. Sådan var det også for mig,” siger Noah Umur Kanber, der sidder i sit atelier på Kunstakademiet, hvor hun lige nu tager sin master.

“Værket hjalp mig med at træffe en vigtig beslutning. Mens jeg arbejdede på det, indså jeg, at jeg i lang tid havde lagt låg på en del af mig selv, der bankede på og ville frem i lyset. Lidt som skuddene på et døende træ. Siden jeg var barn, har jeg inderst inde vidst, at jeg var kvinde, men accepten krævede en lang opvarmning. Jeg skulle åbenbart leve det her lidt barske liv de første 30 år, før jeg kunne sige til mig selv: “Du må godt det her, du må godt transitionere,” siger hun med sin direkte og drevne stemme.

Farvel til Umur

Få uger inden vores møde kom Noah Umur Kanber hjem efter en række kønsbekræftende operationer i Madrid. En tur, der skulle have markeret en ny begyndelse, men som desværre resulterede i voldsomme komplikationer og et møde med et langt fra forstående sundhedssystem.

På gulvet i atelieret ved siden af os står en lysegrå gravsten i glaseret keramik, hvorpå der står skrevet: Umur Esam Souad. Født i 1991 og død i 2007. Umur Esam Souad er Noah Umur Kanber. Eller rettere var Noah Umur Kanber. Gravstenen var en del af hendes afsluttende BA-projekt, Farvel til Umur, der blev udstillet i juni 2024, hvor gravstenen tog imod publikum udenfor rummet, som de skulle til at gå ind. 

Læs også

May Lifschitz: "Jeg har brugt 10 år på at indse, at der også ligger en værdi i, at jeg er kvinde på min egen måde"

Indenfor hang groteske keramiske ansigter, arme og hænder på væggene, som voksede de ud fra dem. Væggene var også plastret til med udprintede papirer fyldt med tekst og gule og lyserøde overstregninger. Papirerne var udvalgte sider fra Noah Umur Kanbers 3.000 sider lange journal, som hun havde fået aktindsigt i, et par år inden hun startede på Kunstakademiet.

“Da jeg fik min journal, gik jeg i gang med at læse. Men efter jeg havde læst 40 sider, blev jeg nødt til at lægge den væk. Jeg var helt knust. Det var så hårdt at læse, hvordan jeg blev beskrevet af kommunen, pædagogerne og sagsbehandlerne,” siger hun.

Noah Umur Kanbers mor og far flygtede fra Turkmenistan til Irak og fra Irak til Tyrkiet og kom derefter til Danmark i 1991 sammen med hendes to ældste brødre, mens Noah Umur Kanber lå i sin mors mave.

“Det begyndte allerede at gå ned ad bakke i de første seks år af mit liv, for min mor havde det virkelig svært i Danmark. Hun blev anset som en uanstændig kvinde, fordi hun ønskede at bryde lidt med de strenge muslimske normer, som vores far og det muslimske miljø omkring os forventede, at hun levede op til. Som straf fik hun tæsk af familiemedlemmer,” fortæller Noah Umur Kanber.

Moren og faren blev skilt, og hun blev alene med børnene.

“Nogle gange var vi alene flere timer om dagen. Min mor blev meget depressiv og forsøgte også at tage sit eget liv flere gange, så vi blev nødt til at ringe til vagtlægen for at sige, at nu var den altså helt gal. Man kan også læse i journalen, at myndighederne faktisk var bekymrede for os, men de greb ikke ind. Som voksen har jeg tit tænkt, hvorfor fanden de ikke gjorde noget? De lod os ligesom bare være i det,” fortæller Noah Umur Kanber.

På et tidspunkt besluttede myndighederne alligevel at fjerne Noah Umur Kanber og hendes brødre fra moren. De havde dog tænkt sig at placere dem på forskellige børnehjem, og det ville moren ikke have, så det endte voldsomt, og myndighederne måtte fjerne børnene med magt, forklarer Noah Umur Kanber, der kom alene på børnehjem som femårig.

I et Instagram-opslag, hun lagde op i forbindelse med Farvel til Umur, lavede hun en tidslinje med nedslag i hendes opvækst, som lister seksuelt overgreb, overgreb, vold og fastholdelser, som hun bl.a. blev udsat for på behandlingshjemmet Dalgaarden i Højbjerg, der lukkede i 2018 bl.a. efter sager om vold.

“Der var rigtig meget vold på de børnehjem, jeg boede på. Jeg blev udsat for overgreb og oplevede at blive gennembanket af de andre børn og også af pædagogerne, hvis jeg ikke makkede ret. Det er jo en helt vanvittig setting at voksne op i,” siger hun og fortæller videre:

“Det var ikke, fordi jeg var en engel. Det fremgik også af de papirer fra min sag, der hang på væggene. Jeg var vild og stak også af flere gange, hvor jeg blev fundet på rutebilsstationen, fordi jeg var på vej hjem til min mor. Det var også efter et flugtforsøg, at de holdt mig fast. 

Det kan godt være, at fastholdelser er lovlige, men det er virkelig voldsomt, når man er otte år og bliver holdt fast af tre voksne pædagoger. Jeg ved godt, at jeg slog og sparkede, men jeg var stadig kun otte og synes generelt, at dem, der skulle passe på os, svigtede deres ansvar.”

Da Noah Umur Kanber var 12 år, fik hun lov at flytte hjem til sin mor igen, men livet der var desværre også præget af vold og slagsmål med morens nye mand og ikke mindst hendes brødre. Og et år efter hun flyttede hjem, blev hun smidt ud, fordi familien fandt ud af, at hun var homoseksuel. Fra hun var 13 år, boede Noah Umur Kanber i og omkring Aarhus, og om 16-årig skiftede hun navn til Noah Umur Kanber for at begynde et nyt liv.

Læs også

Da Anne stod single og nyuddannet, fik hun en idé, der involverer ældre kvinder

“Det var de første skridt ind i min transition,” forklarer hun.

Som 21-årig pakkede hun sine ting, sagde farvel til Aarhus, flyttede til København og brød kontakten til sin familie.

“Da jeg var yngre, bebrejdede jeg min mor alt, men da jeg læste min journal, fik jeg også indblik i, hvor dårligt hun havde haft det, hvilket forklarede, hvorfor hun ikke passede på os. Der er stadig masser af ting, jeg synes, hun skulle have gjort anderledes, men efter jeg er blevet voksen, har jeg også følt omsorg for hende,” siger Noah Umur Kanber.

“Det var også det, som Farvel til Umur og gravstenen handlede om. Det var en måde at begrave mit gamle jeg og de ting, der skete dengang, og lade noget nyt fylde. At dykke ned i min historie var en måde at få mere indsigt, men det var også en måde at sige farvel.”

Da hun udstillede Farvel til Umur i forsommeren 2024, kom der en del reaktioner, og der var mange, som gik ud igen, fordi det var voldsomt at stå i det rum, forklarer hun. Men der var også nogle, der kom hen til hende bagefter med tårer i øjnene.

Og det var præcis det, der var pointen med værket: At få folk til at reagere:

“Værket var en personlig rejse for mig, og pointen var at vise, hvor og hvordan systemet tabte mig. Hvordan systemet svigter børn som mig,” tilføjer hun.

At omforme en historie

Da Noah Umur Kanber løb væk fra børnehjemmet, løb hun også tit ud i skoven, hvor hun lagde sig på ryggen og kiggede på træerne og stjernerne, hvis det var mørkt.

“Der lå jeg og drømte mig væk,” fortæller hun.

Drømmene har fået Noah Umur Kanber langt. Men da hun kom til København, var det ikke med kunstnerambitioner i rygsækken.

“Jeg er slet ikke vokset op med kunst og vidste ikke, hvad Kunstakademiet var. Jeg havde ikke råd til at tage på museer, og som barn var det heller ikke noget, jeg interesserede mig for. Kunst var for eliten, ikke for mig. Men jeg har altid været et ret kreativt barn med en stor fantasi,” forklarer hun.

Efter hun kom til København, skete der noget. Meget af det, hun havde lagt låg på og holdt skjult, såsom sin seksualitet, begyndte at røre på sig, og hun begyndte at eksperimentere mere. De første mange år i København arbejdede hun i mange forskellige erhverv. 

Som pædagogmedhjælper, som office manager, i modebranchen og som bankovært under navnet Maj Mokaj. På et tidspunkt fortalte en af hendes venner hende om Kunstakademiet, og hun besluttede sig for at søge og kom ind. Noget af det første, hun kastede sig over, var glas og glaskunst. Et materiale, der stadig fylder i hendes praksis i form af høje glasskulpturer, der ligner vandpiper og slotsagtige tårne.

“Jeg har altid været fascineret af de der gamle skabe med krystalglas, som mange kender fra deres mormors stue. Vi havde også et på et af børnehjemmene, og det var kun til jul eller andre højtider, at de fine glas og platter kom på bordet. 

Som voksen begyndte jeg at samle på glas, jeg fandt i genbrugsbutikker, og på akademiet begyndte jeg i ægte Byggemand Bob-stil at lave skulpturer ud af dem. Jeg kunne godt lide, at glassene havde deres egen historie, som jeg så satte sammen på ny. Så fik de et nyt liv og en ny historie.”

På Kunstakademiet kastede Noah Umur Kanber også sin kærlighed på bronze og keramik, og på bordet i atelieret står der b.la. seks bronzeskulpturer, der forestiller hende og hendes søskende. Hun havde ikke et særligt godt forhold til brødrene, men efter hun begyndte at kigge tilbage i deres historie, følte hun, ligesom med moren, at de alligevel også fortjente at blive hyldet for det, de gennemgik.

I dag spiller keramikken en meget central rolle i hendes kunstneriske virke.

“Jeg er ikke så optaget af at være teknisk god. Når jeg får et materiale i hånden, former jeg det på min måde og tænker ikke så voldsomt meget over slutresultatet. Glas, keramik og bronze er meget robuste materialer, og min underviser påpeger, at jeg altid vælger de hårde materialer, som jeg så prøver at omforme. Det er også lidt det, jeg gør med min egen historie: Jeg forsøger at transformere noget hårdt og råt til noget mere blødt.”

Læs også

Da Caroline Fleming blev skilt, tog hun en vigtig beslutning: ”Det var der, mit liv startede”

Historier til sin ark

“Jeg tror altid jeg har samlet på oplevelser,” siger Noah Umur Kanber. Da hun skiftede navn til Noah, kunne hun også godt lide associationen til Noahs Ark.

“Den her person, der samlede dyr og korn i sin ark for at beskytte dem og bringe dem sikkert videre til noget nyt.”

På en måde er det også lidt det, hun gør i sin kunst: indsamler oplevelser og historier, der fortjener at overleve eller kræver at blive fortalt på ny. Men det er ikke kun hendes egne historier, hun omformer og fortæller igen.

I slutningen af december 2024 udkommer femte sæson af DR’s kunstprogram Kunstnerkolonien, som Noah Umur Kanber er blevet udvalgt til at deltage i. Kunstnerkolonien følger seks anerkendte danske kunstnere, som sammen skal skabe en kunstnerkoloni, og i programmet bliver hun sat til at gå i dialog med en gruppe fiskere i Hornbæk for at genfortælle deres historie set med hendes skarpe blik.

“I starten havde jeg mange fordomme om de gamle fiskere på havnen, hvilket de sikkert også havde om mig. Hvordan skulle jeg kunne fortælle deres historie gennem min kunst? Hvordan kunne jeg relatere til nogle gamle hvide fiskermænd? Jeg vidste det ikke, men de ændrede fuldstændig mit synspunkt, og vi var slet ikke så langt fra hinanden. De følte sig også som undersåtter, som prøvede at eksistere i et samfund, der bliver indrettet efter nogle andre, efter de rige. De følte sig også glemt,” siger hun.

“Jeg kommer jo også fra et samfundslag, der typisk ikke figurerer særlig meget i kunsten, og slet ikke som selve kunstneren. Det, tror jeg, gør, at jeg har en anden tilgang til kunsten, og det kan jeg heldigvis også mærke, at der er begyndt at komme interesse for. 

Gennem min kunst fortæller jeg historier, som tit bliver gemt væk. Jeg er ikke det eneste barn, der er blevet tabt af systemet, og det, synes jeg, er vigtigt at påpege. Jeg synes, det er okay at vise det hårde, og jeg har det fint med at tale om det, de fleste helst ikke vil høre om. Men for mig er det vigtigt at gøre det på en måde, så folk kan tage det ind. Hvis jeg bare siger fuck systemet og fuck alle, der har fucket mig op, tror jeg ikke, jeg når ind til dem, der skal forstå det.”

Læs også

”Det var først, da han friede, at jeg følte, at så kan du altså virkelig godt lide mig”

En udsprunget blomst

Der er rift om Noah Umur Kanber. Selvom hun først lige er startet på sin master på Kunstakademiet, er hun allerede blevet fremhævet og har deltaget i et hav af udstillinger, både solo- og gruppeudstillinger. Hun var med på Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg sidste år, hvor hun også skabte et drømmende spejlrum på Nikolaj Kunsthal, hvor man kunne gå ind og drømme sig væk, som hun gjorde i skoven som barn. 

I 2023 havde hun en soloudstilling på det nu lukkede galleri Outpost, som hun fyldte med vægmalerier og keramiske skulpturer, der bl.a. forestillede syrede planter og blomster. Og i efteråret 2024 lavede hun en performance i den dansk-franske maler Apolonia Sokols soloudstilling i Paris under Art Basel, hvor hun agererede museumsvært iført maske, jakkesæt og lange keramiske artefakter, der ligner fingre.

“2024 var vildt. På godt og ondt,” siger hun. Inden vi runder af, vender vi også tilbage til hendes transition. Turen til Madrid skulle have været en lykkelig kulmination, men der opstod desværre en række komplikationer, som bl.a. resulterede i en akutindlæggelse på Rigshospitalet. I dag er hun heldigvis på benene igen:

“Det var et smertehelvede og en virkelig hård proces. Som transperson er du ikke godt stillet, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis jeg havde fået de operationer i Danmark, var det nok ikke gået så galt. I Danmark er der utrolig få, der får kønskorrigerende operationer af det offentlige, og man kan ikke få operationerne i det private, så derfor ender mange med at tage til udlandet. 

Derudover dækker forsikringen ikke, hvis noget går galt, fordi det i deres øjne er kosmetiske operationer. Men for mig og andre transpersoner er de jo ikke ‘bare’ kosmetiske. De er helt afgørende for vores mentale sundhed og liv fremadrettet,” siger hun og fortsætter:

“Det var svært at føle mig som patient. Siden jeg var lille, har jeg lært at klare mig selv og gøre mig uafhængig af andres hjælp. Jeg har altid pakket mine problemer og mig selv væk, så det var utrolig grænseoverskridende at give efter og række ud. Men mine venner stillede bare op, og jeg kunne ikke have klaret det uden dem. På den måde var det også healende.”

Jeg kommer i tanke om træskulpturen igen. Til et billede af skulpturen på Instagram skriver Noah Umur Kanber: I have blossomed and ready to pollinate all over the world. Og mon ikke, det kommer til at ske. Som kvinde og som kunstner.