Ny podcast fra ALT for damerne: Hvorfor går kvinder så meget op i omsorg?

Michael Robak, du har konstateret, at kvinder helt generelt savner omsorg. Hvordan det?

Robak: – Helt konkret har jeg lagt mærke til, at hvis man færdes rundt i trafikken og for eksempel holder tilbage for en kvinde i et fodgængerfelt, så ser hun helt overrasket ud, og man kan nærmest se taleboblen over hendes hoved, sådan "What?! Gør du virkelig det for mig?". Det er min oplevelse, at kvinder slet ikke er vant til omsorg. Og ud fra hvad jeg ser og hører omkring mig, så er der også masser af kvinder, der mangler omsorg i deres parforhold.

Hvad er det for en omsorg, som kvinder mangler i parforhold?

Frederikke: – Det kan jeg godt sige noget om. Jeg er et glimrende eksempel på en ægte martyrkvinde: Jeg har en mand, Bo, som er 19 år ældre end mig – og som jeg elsker utroligt højt – og to store bonusdøtre og vores fælles datter på fem år. Og da jeg kom ind i den her familie, så jeg jo som kvinde alles behov. Jeg kommer selv ud af en storfamilie, og jeg elsker familien, og jeg elsker at give omsorg, og jeg proppede og proppede ind i den her familie. Jeg har meget overskud og meget at give, men selv mine kilder bliver udslukt, og på et tidspunkt røg jeg direkte over i martyrrollen.

– Engang skulle vi holde fødselsdag for en af pigerne og var alle sammen taget i Tivoli. Som den omsorgsfulde person, jeg er, sagde jeg: "Jeg går hjem før jer andre, så jeg kan have maden klar, når I kommer hjem". Med vores lille nyfødte datter under armen får jeg købt ind og lavet et kæmpemåltid, og så kommer de selvfølgelig en halv time senere hjem end aftalt og har endda alle fået nye solbriller.

Ea: – Og de havde ikke købt nogen til dig?

Frederikke: – Nej! Og jeg kan næsten begynde at græde lige nu! Det var bare den der følelse af, at jeg altid kiggede mig om efter sidste led i rækken og altid sørgede for at se, hvor behovet var, men hvor var der nogen, der tog sig af mig? Og der ER mænd og kvinder forskellige. Og jeg ved godt, jeg er gift med en forfatter, og at han er vant til at sidde og arbejde helt alene...

Robak: – Må jeg lige sige noget? 99 ud af 100 mænd ville ikke have husket at købe de solbriller med til dig, så Bo er ikke specielt skyldig.

Frederikke: – Nej, men når jeg nu havde taget hensyn til alle, hvorfor var der så ikke nogen, der havde taget hensyn til mig?

Ja, Robak, hvorfor husker mænd ikke på den slags?

Robak: – Mænd tænker ikke på den måde, og det er også det, der giver problemer i forhold til omsorg i parforhold. Kvinder laver billeder af situationer og forestiller sig, hvordan de skal være. Når man skal på ferie eller ud at spise. Det gør mænd ikke, så det bliver ofte kvinderne, der bliver produktionsledere i parforholdet. De kommer til at stå for alt det praktiske, fordi mænd i bund og grund er ligeglade med, om de skal til Tyrkiet eller Italien, bare det er hyggeligt, og der er noget god sex på den ferie. Og jo længere tid man har været i parforholdet, jo mere overtager kvinderne de der praktiske opgaver som for eksempel at tage hjem i forvejen og gøre middagen klar. For kvinder opleves omsorg som noget konkret og praktisk, og de ender med selv at stå for 80 procent af alt det praktiske, og så savner de selv at få omsorg. For mit eget vedkommende skal jeg virkelig gøre mig umage for, at det ikke altid er min kæreste, der finder hoteller og køber flybilletter og lejer bil, for jeg har en tendens til at læne mig tilbage og tænke "jeg er lidt ligeglad".

LÆS OGSÅ: Camilla Lindemann: "Jeg kan stadig fornemme hans fede pølsefingre på mine skuldre"

Ea: – Og når så mændene endelig står for et eller andet, så kommer de måske til at vælge et par grimme solbriller eller den forkerte restaurant eller den forkerte destination, og så får de at vide, at det ikke er godt nok, og så holder de op med at vælge hoteller, biler og solbriller. Så måske handler det også om, at den der kritik fra kvinder nogle gange gør det lidt svært at være mand.

Frederikke: – Det er slet ikke det, det handler om for mig. Det handler om, at nogen har øje for mig. For mig handler omsorg i den nære familie om fællesskab. Jeg er drevet af fællesskab, og jeg synes, at hvis vi alle sammen løfter for hinanden, så kan vi komme utroligt langt. Men hvis det altid er den samme, der løfter, så bliver man til sidst udmattet.

Ea: – Og hvis vi var lidt høfligere i vores parforhold og nærmeste familierelationer, ville vi bedre kunne håndtere det fællesskab og løfte mere. Når vi kommer tæt på hinanden, er vi lidt for tilbøjelige til at tage det fællesskab for givet. Høflighed har et formål.

Robak: – Jeg vil gerne støtte dig i den pointe, at vi har tendens til at være mere omsorgsfulde, søde og venlige over for vores venner end over for vores partner. Det er en god øvelse at spørge sig selv: "Ville jeg tale sådan her til en ven?". Så ville man nok i højere grad huske at tænke: "Skulle jeg ikke lige stå for billetterne" eller "Gud, Frederikke står derhjemme, skal vi ikke også lige købe solbriller med til hende".

LÆS OGSÅ: Camilla Lindemann: Overgangsalderen giver også en ny frihed

Frederikke: – Jeg har en veninde, som når hun er ude med sin mand og to døtre, så leger hun at det er hendes venner, hun er ude med, for ikke at sidde og blive irriteret og indebrændt over, at hun ryger over i den praktiske rolle og alle spørger hende, hvad de skal bestille. Så leger hun bare, at hun er ude med tre veninder. Det virker.

Ea: – Hvordan?

Frederikke: – Jeg tror, hun giver slip. Slip på irritationen og følelsen af, at her er jeg MODEREN, der skal have styr på alting, fordi den ansvarsrolle kan være så anstrengende.

Robak: – Men hvordan kan det være, at I skal lave et rollespil for at give slip? Mænd har jo ingen problemer med at give slip. Mænd kan jo sidde på en restaurant i fuldt kaos og slet ikke føle, at det er ham, der skal tage sig af, at én ikke kan tåle nødder, og én skal have noget andet. Det handler også om kvinders evne til at give slip og sige: "Fuck det, jeg gider ikke at tage ansvaret, for når man tager ansvaret, så bliver man også nemmere martyr, hvis det ikke lige bliver, som man havde forestillet sig.

Frederikke: – Når det kommer til at få en bonusfamilie til at fungere, skal man altså yde nogle kræfter. Da jeg kom ind i den her familie, handlede det jo også om at lære de her børn at kende, så jeg satte mig og spillede Trivial Pursuit, selv om jeg ikke gad, for at bidrage med noget til fællesskabet. Men til sidst gider man ikke, og så bliver man til en martyr. Og det ER jeg – det snakker vi helt åbent om. For når jeg ligesom sidste jul siger: "Skal vi ikke alle sammen lave et kagehus?", så siger alle: "Argh, kan du ikke bare droppe den der projektlederrolle?!". Hvorfor må vi ikke bare lave hvad I vil?", "Jo, men for fanden, venner, grunden til, vi har en relativt vellykket familie, det er jo, fordi jeg kom ind med min drøm om fællesskabet og gav utroligt meget til det. Og nu står jeg her 10 år efter, og nu har jeg selv en lille datter, og det kunne være godt, hvis vi byggede det her kagehus".

Robak: – Og du føler, du har ansvaret for det fællesskab?

Frederikke: – Ja, men jeg gider jo ikke stå med det alene. Hvis jeg nu ikke havde spillet Trivial Pursuit eller sat mig ned og lyttet på dem, skulle vi så bare være sådan en masse fremmede mennesker, der levede under det samme tag?

LÆS OGSÅ: ALT for damernes podcast om komplimenter

Robak: – Det med at være i en bonusfamilie, det er den sikre vejen til at blive martyr. Hvorfor er det ikke din mands ansvar?

Frederikke: – Jeg tror, min drøm om fællesskabet er større end hans, og så handler det også om, at der er noget i manderollen med at give slip. Jeg kom ind og lavede middage og tog ud og svømme med hans datter, og så tror jeg, at der er noget i manden, der læner sig lidt tilbage og tænker: "Jamen, hun nyder det jo". For det var jo det, jeg gav udtryk for. Og der kommer der noget andet vigtigt – til alle bonusfamilier derude: Husk at snakke om, hvilke værdier I er drevet af, fordi det så jeg måske for sent: At jeg måske var den eneste, der løb rundt med fællesskabsværdien.

Ea, har du nogensinde oplevet dig selv som martyr?

Ea: – Nej, det synes jeg ikke...

Frederikke: – Det var det sidste, jeg troede, jeg skulle blive! Og når vi nu sidder og har mig i terapi, så vil jeg sige, at det, jeg er nået frem til, er, at jeg må give slip på det ansvar, men jeg er samtidig også glad for al den omsorg, jeg har puttet ind i den her familie. Jeg gav noget, som gjorde, at der ikke kom forviklinger og jalousi.

Hvornår har du så sidst mærket noget omsorg i din familie komme tilbage til dig?

Frederikke: – Jamen, de er jo så søde... Da jeg havde fødselsdag, lavede Laura på 26 den fineste middag til mig. Og i lørdags holdt vi en stor fest, og der gav Ava og Bo mig en bog om Cleopatra, fordi jeg bliver sammenlignet med Cleopatra, som i Asterix altid står og smadrer vaserne, så jeg oplever masser af omsorg.

Hvad med dig Ea, hvornår har du sidst oplevet omsorg?

Ea: – Det gjorde jeg i morges, da der var en, der vågnede ved siden af mig og sagde: "Du har en travl dag, jeg har lavet kaffe til dig".

Robak, hvornår har du udvist omsorg?

Robak: – Nu bliver det småt, men alligevel... Vi skulle ud og spise i søndags, og JEG bestilte bord! Fordi jeg kom til at tænke på, at det altid er min kæreste, der gør det, fordi jeg har tendens til at læne mig tilbage og tænke: "Nej, hvor lækkert, at hun fikser det praktiske". Så jeg tænkte: "Nu gør jeg det lige", og jeg skal ikke have bifald for det, for jeg skal faktisk blive lidt bedre til det der praktik.

– Og min pointe med alt det her er, at man som mand kan score nogle ret nemme og billige point ved kvinder ved at give dem noget omsorg.