Ny podcast fra ALT for damerne: Må man nu ikke længere give komplimenter!?

Bølgerne går højt i ALT for damernes nye podcast-serie ”Der er så meget, mænd ikke forstår”.  

Her undrer tv-vært, forfatter og klummeskribent Michael Robak over, at man kan komme galt afsted med at give kvinder komplimenter.

- Jeg var i selskab med en af mine kolleger, og så kom vi til at tale om komplimenter, der går på udseende. Dem, synes hun, er vildt ubehagelige, hun synes, luften bliver tyk af sex og føler sig som en malkeko på dyrskue. Det blev jeg overrasket over, for jeg er opdraget med, at man gerne må sige noget pænt til hinanden, siger Robak.

Men Iben Maria Zeuthen er helt på linje: Hun synes, at komplimenter hører fortiden til.

- Jeg synes, det er meget gammeldags at få komplimenter - altså sådan nogle ydre komplimenter som har ”nej, har du ikke tabt dig”. Det er sådan noget, vi gjorde for 10 år siden.

- Jeg kan sagtens forstå din kollega, som siger, det er voldsomt, for det synes jeg, det er.

Zeuthen mener, at selv om komplimenter ikke er et overgreb, så ligger de på samme akse som seksuelle krænkelser.

- Det er ikke et overgreb, men det er at tage en magt, som man ikke er blevet bedt om at tage. Det er dét, at man går ind og vurderer. Idét man går ind og vurderer et andet menneske, skal man altså være sikker på, at dét menneske har lyst til at blive vurderet.

Med i podcasten er også forfatter Camilla Lindemann, der som udgangspunkt godt kan lide at få en kompliment.

- Den bedste jeg har fået, var en mand, der sagde til mig ”du er en kvinde, der taler til alle sanser”. Det gjorde indtryk, fordi det gik på både hjerne, hjerte og udseende, og det synes jeg egentlig var smukt sagt.

Men Iben Maria Zeuthen står fast. Det er på tide at afskaffe komplimenter:

- Bare dét at sige til Camilla – som alle jo tænker, når de ser hende – ”wauw”, det ville jeg synes var voldsomt, fordi man går ind og vurderer nogen, uden de har bedt om at få at vide ”hvad synes du egentlig om mig i dag”?

Michael Robak synes, det er svært at gebærde sig i en verden, hvor alle er bange for at komme til at krænke hinanden.

- Folk kan blive krænkede over hvad som helst. Jeg tænker utroligt meget over, hvad jeg skriver og siger for ikke at udsætte mig for en eller anden shitstorm. Det er ærgerligt med den krænkelseskultur, for der bliver en tendens til selvcensur. Selv når der er en debat, jeg gerne ville deltage i, så jeg orker det ikke, hvis jeg nu skulle komme til at krænke nogen ved at være ærlig.

Iben Maria Zeuthen mener, det er godt, at folk tænker sig godt om, inden de ytrer sig:

- Jeg føler ikke, at jeg har lov til at bestemme, hvornår andre mennesker skal føle sig krænket. Det er kolonialistisk i en grad, som jeg ikke vil være med til. Og jeg tænker, at for virkelig at få rykket de her ting, så er det måske i 2017 til 2024, vi svinger langt ud på seismografen over krænkelsesfølelser, og så lander vi måske et mere reflekteret sted om seks år.

Robak: Jeg forstår godt, hvad du siger, men jeg tænker bare ”hold kæft, hvor har vi ømme tæer for tiden, altså”. Jeg er overrasket over, hvor lidt der skal til at krænke folk, der er ikke mange, der tænker pyt. Jeg har konstant et spor kørende, der hedder ”krænker jeg nu nogen?”, og det er fint nok, men det gør også, at det bliver svært at udtale sig bramfrit og helt frit fra leveren. Men det kan da godt være, vi skal helt ud i krogene først, og måske har vi lært noget af metoo-kampagnen.

Hør podcasten her.