Nina Smith: "Man skal altid tænke: Gør jeg det her for mine børn skyld, eller fordi jeg gerne vil føle mig som en perfekt mor?"
Nina Smith skulle formentligt have været bondekone på Fyn, men da hun fik gode karakterer i skolen, kunne hun mærke, at hun skulle en anden vej. Hun forlod sine indremissionske forældre og de fynske jordbærmarker og blev professor i økonomi.
Hvilken vej var den første, du gik på?
"Jeg er født på Midtfyn uden for en lille by, der hed Ølsted.
Mine forældre havde et statshusmandssted, som var det nederste i rangordenen af landbrug.
Der var fem hektar jord, som to voksne og vi fem børn levede af. De andre mænd i området arbejdede som ufaglærte på papirfabrikken, mens deres koner gik hjemme, og min far prøvede også i en periode at tage arbejde ved siden af landbruget, men det gik ikke, for han kunne ikke forlige sig med, at andre bandede eller drak øl i frokostpausen. Han var meget ortodoks indremissionsk, og der var meget, vi ikke måtte derhjemme som for eksempel at bande.
Vi bad også bordbøn, og min far stregede bandeord ud i vores bøger, og hvis vi så utugtigt tv, kom han og slukkede. Det kunne være bandeord eller nøgenhed, men selv brystholderne i kataloget fra Daells Varehus var det ikke tilladt at se hjemme hos os. Hver morgen læste han op af Bartholdys skrifter, og alle, der kender Indre Mission, ved, at det er den sorte skole.
Annonse
Allerede som lille syntes jeg, at det var træls, at vi både var fattige og indremissionske, for alle andre i byen var grundtvigianere. Jeg blev mobbet i skolen og gik i det hele taget meget for mig selv. Jeg kunne heller ikke så godt have venner med hjem, for så skulle jeg først forklare dem, at vi ikke måtte tale under bordbønnen.
Alle børn på landet skulle hjælpe til dengang, typisk fra man var syv år. Når det var høst, arbejdede man fra morgen til aften med at smide halm op på loftet eller hakke roer. Vi var fuldstændig radbrækkede, og jeg tror ikke, den var gået med Arbejdstilsynet i dag. Derfor håbede jeg altid, at min far ville finde et andet arbejde, for så slap jeg for arbejdet i marken.
Jeg kunne dog godt lide at gå sammen med min far, for han var en intelligent mand, og vi talte sammen, når vi gik og arbejdede på gården. Jeg kunne også pløje og høste i en ung alder. Det er det gode, jeg har med hjemmefra. Men hold op, religion har ødelagt meget.
Jeg gik i den lokale folkeskole og ville gerne i gymnasiet, men mine forældre støttede ikke, at piger fik en uddannelse, for min far havde læst op af Paulus, at kvinder skulle tie i forsamlinger. Det ville jeg ikke, for jeg havde bemærket, at jeg var dygtigere i skolen end mange af drengene. Min far blev så vred, da jeg sagde det.
Jeg søgte ind på gymnasiet i Glamsbjerg og blev optaget, så jeg satte en annonce i avisen og fik et værelse i byen. Fra da af klarede jeg mig selv ved at plukke jordbær og hjælpe med kålhøsten på de lokale gårde, for jeg ville væk hjemmefra uden nogensinde at skulle bede mine forældre om en tiøre.
I min barndom stod det altid klart, at det sidste sted i verden, jeg kunne bede om hjælp, var hos dem. Heldigvis tjente jeg selv gode penge, for det var på akkord, og jeg var vant til at arbejde. Jeg begyndte at plukke jordbær, da jeg var 10 år, og fra da af skulle jeg betale mit eget tøj. Jeg plejer at sige, at der ikke findes den grøntsag på Fyn, jeg ikke har plukket."
Hvem er den vigtigste vej-leder i dit liv?
Annonse
"I en periode flyttede jeg ind hos familien til en pige, jeg gik i klasse med i folkeskolen. Karen og Tage havde fire børn og et lille landbrug, hvor jeg også kom og tjente penge engang imellem. På et tidspunkt blev jeg inviteret ind i familien, fik en seng og spiste med ved måltiderne. Karen og Tage var glade for hinanden og deres børn. Der var varmt, rart og hyggeligt, og man var velkommen. Jeg følte mig værdsat hos dem.
Hjemme hos mine forældre havde Vorherre taget al pladsen. Fra da af tog jeg kun hjem til mine egne forældre engang imellem. De vidste intet om, at jeg og mine veninder indimellem tog til halballer, hvor der blev drukket masser af øl. Det lå helt uden for mine forældres fantasi.
Jeg beholdt kontakten til Karen og Tage som voksen, til Karen døde sidste sommer. Hun var så dygtig til håndarbejde, og vi havde meget sammen, hende og jeg, som jeg tog med mig gennem livet: strik, broderier og porcelænsmaling. Jeg havde ikke et rigtigt familieliv derhjemme, men deres familieliv blev min norm, og de blev mine rollemodeller. Jeg tror også, at jeg selv fik fire børn, fordi de havde det. De to betød så meget for mig.
Som barn blev jeg tvunget i kirke og på bibelcamps, indtil jeg sagde fra som 14-årig. Fra da af kom min far op på mit værelse hver aften og sad i en halv eller en hel time og prædikede for at få mig til at sige ja til at blive en del af Indre Missions ungdom. Han følte det som sin pligt, og han blev ved og ved. Det var forfærdeligt. Jeg gik ikke i kirke, før vi flyttede her til egnen for 40 år siden, hvor vi fik en dejlig grundtvigiansk præst. Jeg har dog stadig et temmelig anstrengt forhold til religion – uanset hvilken – når den praktiseres ortodokst.
Annonse
Vorherre kan jo ikke gøre for, hvordan mennesker forvalter hans lodder, men næsten alle religioner praktiserer på en måde, som jeg er kritisk overfor. Det handler især om kvindesynet, for mange mænd bruger vist Vorherre til at holde kvinder nede."
Hvordan fandt du din levevej?
"Skolen var min eneste succes i barndommen. Dengang fik vi karakterer i folkeskolen, og jeg kunne se, at jeg var dygtig. Jeg havde dog hverken drømme eller forbilleder, for jeg kendte ikke mange andre end fru Hostrup, som var min lærerinde i forskolen.
Hvor jeg kom fra, blev man hjemmegående, og hvis bølgerne gik højt, kunne kvinder måske få job på et postkontor eller som småbørnslærerinde. Jeg har aldrig lagt planer, og jeg var ganske risikovillig, for jeg havde jo intet at tabe, hvor jeg kom fra. Jeg havde ingen ambitioner, og når jeg ser tilbage, var det kun en fordel.
Da jeg startede i gymnasiet, troede jeg ikke engang selv, at jeg ville blive student. Jeg valgte økonomistudiet, selv om det ikke var min store interesse, men jeg tænkte, at det var en god måde at brødføde mig selv på. Det var også en måde at komme væk fra Fyn, men derudover var det vist ikke frygteligt velovervejet.
1970’erne var også anderledes, for hvis jeg ikke kunne lide økonomistudiet, kunne jeg bare droppe det og vælge noget andet. Hvis noget gik galt, havde jeg jo prøvet at være fattig før, så jeg var aldrig bange for at miste mit arbejde, som de unge er i dag. Økonomi er af og til temmelig kedeligt, men det gav mig store muligheder for at få både et godt liv og indflydelse på samfundet. Da jeg gik op mod Aarhus Universitet den første dag, tænkte jeg: ”Det her klarer jeg aldrig”, men jeg fik gode karakterer."
Hvornår har du været på afveje?
"Jeg kendte ikke et øje i Aarhus, hvor jeg flyttede til, efter jeg var blevet student på Fyn. På studiet var vi kun fem kvinder ud af 150 studerende. Jeg var nok lidt ensom, så jeg flyttede i kollektiv sammen med seks andre. Det var både sjovt og hårdt at bo der.
Vi læste Das Kapital, som mange andre på den tid, men da jeg en dag kom til at kritisere Karl Marx, blev der helt koldt omkring mig, for man måtte ikke sætte spørgsmålstegn ved Karl Marx. Det føltes som at være i Indre Mission igen. Efter halvandet år i kollektivet mødte jeg min mand. Han læste også økonomi, og efter 14 dage flyttede jeg ind hos ham. Der var jeg 21, og inden jeg var 30, havde vi fået de første tre børn."
Har du stået ved en korsvej?
"En enkelt gang er jeg gået på kompromis, da jeg blev tilbudt en stor stilling i USA i midten af 1990’erne. Et totalt attraktivt job. Nogle af mine børn ville gerne flytte, men der var også dem, der ikke ville, og det endte med, at vi blev hjemme for familiens skyld. Der er så mange kvinder, der synes, de skal vælge mellem familien og karrieren, men det har jeg aldrig følt.
Hjemme hos os sagde vi, at børnene først var skolemodne, når de selv kunne bage en pulverkage og tage den med til klassens time. Jeg ved da godt, at nogle af de andre forældre sad og syede en uge på et fastelavnskostume til deres børn, mens mine børn fik et billigt fra BR, som de aldrig vandt prisen for bedste udklædning med. Det var også ligegyldigt for dem. For os var det vigtigt ikke at flytte til USA, selv om det var attraktivt for min karriere. Børnene skulle have et ståsted her på gården.
Både min mand og jeg var forskere, så selv om vi gerne arbejdede mange timer om ugen, kunne vi tage hjem, hvis et af børnene ringede efter os klokken 14. Man skal altid tænke: ”Gør jeg det her for mine børn skyld, eller fordi jeg gerne vil føle mig som en perfekt mor”?"
Hvor er du på vej hen lige nu?
"Jeg har de seneste tre år stået i spidsen for Reformkommissionen og haft kontor i Finansministeriet. Jeg har rejst landet rundt og talt med borgere, beskæftigelsesforvaltninger, jobcentre, uddannelsesinstitutioner og kommuner. Masser af møder masser af steder.
Det er mundet ud i fire rapporter med anbefalinger om alt fra uddannelsessystemet til beskæftigelse og trivsel blandt unge. Det er nok det vigtigste arbejde, jeg har lavet i mit liv, men nu er jeg på vej tilbage til forskningen. Blandt andet arbejder jeg på et projekt, som undersøger, om det er en fordel for kvinder at få børn, mens de studerer. Jeg kan allerede nu afsløre, at de klarer sig mindst lige så godt som andre.
Jeg fik selv mit første barn, mens jeg læste på universitet. Dengang var der jo stort set ingen kvinder på studiet – og så en gravid. Alle afskrev mig totalt, og bagefter havde jeg svært ved at få en forskerstilling. Men jeg bestod alle mine fag det semester, jeg fødte. Min mand passede barnet, og så løb jeg hjem og ammede i pauserne.
Det var ikke noget, vi tænkte over dengang, men da jeg havde født vores første barn, gik det op for mig, at jeg aldrig havde skiftet en ble. Ingen havde vist mig, hvordan man gør, men min mand kunne, og sådan fortsatte det bare. Jeg er glad for, at jeg har en mand, der aldrig har gjort det til et issue."
Har du nogensinde mistet vejgrebet?
"Ja, det gjorde jeg i min barndom, for jeg havde det ikke let. Mine forældre levede i en anden verden, og Gud var nok vigtigere for dem end deres egne børn, så jeg blev ikke set. I Biblen står der: ”Har du din søn mere kær end mig, er du mig ikke værdig”. Jeg tror, jeg indimellem brokkede mig over, at mine forældre ikke interesserede sig nok for deres egne børn, og så fik man altid stukket det bibelstykke i hovedet.
At flytte hjemmefra var en lettelse, for jeg fandt mit fodfæste igen i Aarhus. Siden har jeg fået min egen familie, og det har sat min barndom i perspektiv. Det har også været min drivkraft i mit arbejde i forskellige kommissioner. At velfærdsstaten skal hjælpe de børn, som ikke trak de bedste lodder, da de blev født."
