Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

Udgangspunkt

– Jeg er vokset op i Søborg i et helt normalt middelklasse-villakvarter, men det, mine forældre arbejdede med, var ikke så normalt. Min mor var operasanger på Det Kongelige Teater, og min far organist i en kirke. Jeg tror lidt, vi var Villa Villekulla på vejen. Vi stak helt klart ud. Alle kunne høre, at der blev spillet klaver og skrålet opera for fuld kraft, når de gik forbi vores hus. Der var altid en løssluppen høne, der løb ind i de andre haver, eller en skildpadde, der var brudt ud af sit fangenskab igen. Jeg husker det som et højrøstet hjem.

– Det var fantastisk at være barn i sådan et hjem. I dag er det min opfattelse, at børn bliver observeret, overvåget og kontrolleret meget mere. Nutidens forældre er meget bekymrede og vil gerne vide, hvor deres børn er, og hvad de laver. Jeg kan også mærke det på mig selv. I min barndom oplevede jeg aldrig, at der var nogen, der undrede sig over, hvor jeg var. Det føltes som ultimativ frihed til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Et privat rum. Ude i krattet i baghaven kunne jeg lege barrøvsindianer hele dagen, uden nogen vidste noget. Når det blev mørkt, kom jeg jo hjem.– Jeg havde fået kriller, hvis min mor hele tiden sad og kiggede på, at jeg legede. Så det prøver jeg at overføre til min egen søn. Helt bevidst trækker jeg mig fra hans leg indimellem. Det er meget fristende at være den guidende forælder på sidelinjen, der springer til, når noget er svært, han bliver frustreret, eller man kan se, at noget kunne gøres mere effektivt. Men der kan jeg bare mærke, at jeg indimellem skal lade ham være. Selvom han kun er næsten tre år, har han brug for privatliv. Sommetider går han ind på sit værelse og lukker døren. Han kan simpelthen ikke overskue, at der altid er nogen omkring ham. Og det må jeg respektere – og så ellers stole på, at der er lås på vinduerne, så der ikke er noget, der går rigtig galt. Så kan jeg kigge ind ad nøglehullet engang imellem.

– Jeg kan helt klart se noget af mig selv i min søn. Han udtrykker sine følelser og sin vilje meget kraftigt. Har supermange projekter, som han går fuldstændig ind i. Han har sin egen dagsorden, og det havde jeg også. Han har brug for at gå ind i sin egen verden uden at blive forstyrret. Som barn var jeg meget i mine følelsers vold. Der var stærke farver.

Kardinalpunkt

– Når jeg har lyserødt på, tænker jeg jo ikke, jeg er farverig. For mig er det bare nulpunktet. Så har jeg neutraliseret mig selv. Hvis jeg har sort på, så er det virkelig et statement, for jeg ejer nærmest ikke sort tøj. Men jeg trives mere og mere med konformitet med alderen. Som udgangspunkt tror jeg let, jeg føler mig klaustrofobisk. At jeg har for lidt råderum. At jeg ikke kan strække armene ordentligt ud kreativt. Derfor gør jeg selv noget for at skubbe lidt til rammerne.

– Faktisk har jeg en kæmpe kærlighed til alt det normale. Jeg var fuldstændig salig, når jeg var hjemme hos min veninde, hvis forældre havde væg-til-væg-tæpper og spiste hakkebøf med brun sovs. En dag kom jeg hjem til min mor og spurgte: ”Mor, kan vi ikke også have øl på altanen?”. Jeg har altid haft en drøm om det normale. Kernefamilien. Sådan en familie, der spiste frokost sammen om søndagen. Når alt kommer til alt, er jeg bare ikke helt sådan. Men jeg elsker følelsen af at være normal. At tage i Dinoland med min søn og spise røde pølser og drikke slush ice. Det opsøger jeg helt vildt meget, for jeg forbinder det med hygge og tryghed. Alligevel kan jeg godt føle mig som en turist i den ideelle fantasi af og til.

– Egentlig er jeg nok bare født lidt som en Rasmus Modsat. Da jeg var lille, insisterede jeg på at skulle gå på rød stue, selvom jeg havde fået plads på blå stue. Der var ikke noget at gøre. Til sidst fik jeg lov. Det var det samme i skolen. Jeg startede på én garderobe på balletskolen, men flyttede langsomt over i en anden garderobe, hvor pigerne var ældre. Men det er jo også pisseirriterende med sådan en, der er så viljefast. Fra et pædagogisk synspunkt havde det nok været godt for mig med rammer og krav, jeg skulle lære at indordne mig under, men mine forældre så mig, da de lod mig bevare min vilje. Det har været hårdt at opdrage mig.

– På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge. Men lærerne kunne ikke lade være med at grine af mig. Jeg var ikke ond eller uretfærdig, jeg var bare fræk ad helvedes til. Under forestillingerne skulle vi være stille, men jeg fandt altid en måde at gøgle på. For jeg måtte vel godt tale tegnsprog så? Det gjorde jeg til alle, og mine venner syntes jo, det var topsjovt. Jeg var virkelig klassens klovn.

Ømt punkt

– Som 15-årig flyttede jeg hjemmefra for at gå på balletskole i Stockholm. 700 km væk. Jeg var ekstremt ambitiøs. Meget målrettet. Som en hest med skyklapper på. For mig handlede det om at nå dertil, hvor jeg gerne ville hen, og alt på vejen dertil var bare et nødvendigt onde. Hvis det betød, at jeg måtte være ensom, ked af det, blive skadet af det eller være væk fra min familie, så var det bare sådan, det var. Helt vildt kompromisløst. Det var ikke bevidst selvskadende, men det var destruktivt. Som ung tillægger man sig selv et større overblik, end man har.

LÆS OGSÅ: Rapperen Nikoline: "Jeg kan ikke acceptere, at kvinders brystvorter er seksuelle"

– Jeg følte mig meget voksen, men når jeg ser tilbage på det med voksne øjne, tog jeg munden alt for fuld. Det er måske nok den ene ting, jeg ville gøre om, hvis jeg kunne. Men så var jeg måske heller ikke blevet den, jeg er. De tre år i Stockholm kan jeg næsten ikke huske noget fra. Det er et hul i min hukommelse, og jeg ville ikke have lyst til at genopleve den tid af mit liv. Ud over at flytte langt væk fra mine forældre og venner skulle jeg både lære at koge et æg, sætte en vask over og tage en studentereksamen på svensk. Men mine forældre kunne ikke have talt mig fra det. Jeg havde nok oplevet det som et svigt, hvis de havde tvunget mig til ikke at tage af sted.

Holdepunkt

– Det er den største gave og den største udfordring at blive mor. Det er bare en af de der ting, man ikke kan forberede sig på. Der kan være alle mulige regler for, hvordan alting skal gøres, men børn er bare sindssygt forskellige. Man får hele tiden at vide, hvor de skal ligge på kurven – hvor høje de skal være, hvor meget de skal spise og sove. For en med min mentalitet var det sindssygt angstprovokerende, for jeg følte, at hvis bare jeg stak et minut ud fra det der skema, så var det forkert. Så ville det hele falde sammen. Hvis han havde sovet en time mindre, end han skulle, gik jeg helt ned. Det er nok ret almindeligt for første-gangsmødre, at man lader sig rive meget med. Men det er en udfordring for ens mentale helbred, når man samtidig er totalt nedkørt søvnmæssigt og heler endnu.

– Efter jeg er blevet mor, er jeg helt klart blevet dygtigere. Inden jeg blev mor, troede jeg, at man blev uambitiøs. At man blev en dårligere kunstner. At tingene ville ebbe ud. Men det er den største inspiration, man kan få. Ingen har nogensinde lært mig så meget, som Svend har. Sådan en lille skiderik peger jo bare på alle de ting, der ikke fungerer. Et barn er det vildeste kompas, og den der kærlighedseksplosion fik mig til at se alting anderledes.

– Jeg har aldrig følt, jeg har givet afkald på noget ved at blive mor til Svend. Ikke noget, jeg ikke ville give afkald på. Det var åbenbart ting, jeg godt kunne undvære. Det har været befriende. Også at opleve, at hverken verden eller min karriere går under, hvis jeg melder mig lidt ud i en periode. Det har modnet mig. Jeg føler, jeg er blevet voksen. Mine 20'ere brugte jeg på at føle, at jeg skyldte nogen noget. At jeg skulle leve op til noget. Den mentalitet forsvandt det sekund, jeg fik et barn. Det er en kæmpe gave at tillade sig selv at give slip på det. Der er kommet en helt klar prioriteringsliste.

– Ud over at blive forældre og skulle lære at falde ind i den rolle har Svends far og jeg nu også skullet lære at falde ind i den nye rolle som deleforældre. Det tager tid, og vi arbejder hele tiden på at blive gode til det. Men både Svends far og jeg har været rigtig ydmyge over for opgaven. Alt er på Svends præmisser. Fra dag et har vi snakket om, hvordan vi gør tingene bedst for Svend og tilbragt tid sammen. På den måde har vi virkelig slugt vores egne sorger og frustrationer. Ingen af os har været stædige omkring, hvordan tingene skal være.

– Børn har jo brug for rutiner, og det har jeg villet give ham. Især i den her transition. Svend er skiftevis hos mig og sin far. Så når jeg har ham, er vi mere eller mindre konstant sammen. Det er sindssygt svært at gå fra at have det fulde ansvar til at give slip, når det er skiftedag. Det første halve år var det fuldstændigt ulideligt for mig, når han skulle hjem til sin far. Jeg vidste, at han havde det skidegodt der, det var slet ikke det, men at skulle lægge ansvaret fra mig og mærke savnet, det var nok det hårdeste, jeg har prøvet i hele mit liv. I de fem dage, jeg ikke har ham, arbejder jeg som en sindssyg.

– Der er kommet flere rammer og rutiner i mit liv, efter jeg har fået Svend, og det bliver jeg bedre og bedre til at håndtere, men det har klart været svært for mig at skulle aflevere på et bestemt tidspunkt i vuggestuen og holde fri, når jeg har hentet Svend. Det har været udfordrende at få det til at hænge sammen. Og at skulle være kreativ i specifikt tidsrum. Men jeg ved, at jeg ønsker mig flere børn, bare ikke hvordan og hvornår. Det er der, skatten ligger gemt. Skatten i livet er at få børn.

Bristepunkt

– Det sidste år har været virkelig udfordrende. Jeg har følt, at jeg har skullet rekonstruere min virkelighed efter skilsmissen. Samle puslespillet på ny. Brikkerne passede næsten, men ikke helt, og nu skal jeg så samle det én brik ad gangen igen, og det er jeg i gang med. Det er en lang proces, for vi var sammen længe. For alle, der gennemgår en skilsmisse – om det har været frivilligt eller ufrivilligt – er det en kæmpe sorg, at illusionen om den perfekte familie ikke holdt. Et brud er altid skidehårdt, men når der er et barn involveret, så er der en helt anden skyldfølelse, som det kan tage rigtig lang tid at bearbejde.

– Jeg har ikke lyst til at gå ind i, hvorfor forholdet bristede. Nogen har nogle sindssygt gode brud, hvor begge er helt vildt enige, og alting giver sig selv. Men ligegyldigt hvor god en skilsmisse du har, så er det skidesvært, hvis man har børn sammen.

– Jeg ved ikke, hvor langt Richterskalaen for brud går, men det er en sorg, som tager tid. For hver dag, der går, falder ting på plads. Det er lidt ligesom, når støv og partikler flyver rundt i luften under en eksplosion. Det tager noget tid, før støvet lægger sig, og man kan se klart igen. Hver dag falder støv og stumper til jorden, og jeg kan se længere og længere. Selvom jeg helt sikkert har haft mit livs største krise det seneste år. Det har jeg håndteret så godt, som jeg nu har kunnet. Men jeg føler mig også heldig, at jeg igen får lov til at opleve kærligheden, for ja, jeg har fået en kæreste, som jeg er meget glad for. Han spiller også musik. Resten må vi tage en anden gang. Haha.

Skæringspunkt

– Der er kommet rigtig mange sange ud af sorgen. Hvis man har den der kreative trang, kan man søge svar og få afløb for sine tanker i musikken. Mit kommende album er det mest rå, nøgne, personlige og sårbare, jeg nogensinde har lavet. Det er også helt anderledes udfordrende for mig at skulle udgive det end nogensinde før. Fordi det er skrevet fra et sted, hvor musikken vitterligt har været mit nødblus. Det har været en nødvendig proces, men jeg har det helt anderledes svært med at skulle ”promovere” mit album. Jeg frygter det virkelig, fordi det kommer så tæt på. Når man lægger sit hjerte ud på den måde, er det bare svært også at beskæftige sig med ”digitale marketingsplaner”. Derfor har jeg sagt til dem, jeg arbejder med, at jeg nok skal møde op, men alt det praktiske må de stå for.

– Når jeg beskæftiger mig med noget kreativt – skriver, komponerer, indspiller – så føler jeg, at jeg har fuldstændig frit spil. Råderum til at være så idiotisk, jeg vil være. Jeg dømmer ikke mig selv på nogen som helst måde i kreative situationer og undskylder ikke for mig selv. Når jeg skaber, føler jeg virkelig, at alting kan lade sig gøre. Så skulle det ikke undre mig, hvis himlen lige pludselig blev lyserød. Jeg åbner helt op for legecentret i hjernen. Selvom jeg er skidefjollet, når jeg er kreativ, så er jeg også meget seriøs og dedikeret omkring det. Ingen andres meninger påvirker mig i det øjeblik, for det er så intuitivt for mig.

Kritikpunkt

– I hverdagen kan det godt være svært at være udstyret med et lidt skævt kunstnersind. Sådan noget som at skulle tage et telefonopkald kan jeg slet ikke overskue. Hvis jeg ved, jeg skal tale i telefon med nogen senere, kan jeg have ondt i maven hele dagen. Ting, som er utroligt simple for andre mennesker, som netop at skulle give et svar på noget eller planlægge noget, det er svært for mig. Jeg bliver nervøs over at skulle give et svar, og det kan godt gøre min hverdag svær. For mig kan det kræve umenneskelige kræfter at tage telefonen. Det kan jo godt være ret besværligt for andre at være sammen med én, der er sådan, men det forstyrrer og afbryder mine tanker. Jeg har det svært med at omstille mig så hurtigt. Derfor egner det arbejde, jeg har, sig så godt til mig. Jeg kan arbejde uafbrudt på det samme i et år uden deadlines. Jeg ville have det vanskeligt med at skulle møde op det samme sted på det samme tidspunkt hver dag. At skulle multitaske mellem arbejdsopgaver og deadlines.– Den håndfuld tætte venner, jeg har, ved godt, hvordan jeg er, så de ringer aldrig til mig. Vi ringer aldrig for at snakke sammen, vi mødes og snakker i stedet. Det gør det jo svært at vedligeholde et venskab med en som mig, der i perioder er væk på turné i månedsvis. Så kan man som ven nemt sidde tilbage med følelsen af at være glemt. Sådan har en af mine bedste veninder haft det. De ved jo ikke, at jeg tænker på dem. Så det har jeg lært, at jeg skal sige.

LÆS OGSÅ: Simon Sears fra Herrens Veje: "Jeg bliver ikke en bedre skuespiller af ikke at fejle lidt en gang imellem"

Midtpunkt

– Jeg har sagt ja til at være med i ”X Factor”, fordi jeg synes, det er skidesjovt at arbejde med talenter og musik. Og fordi det er skidesjovt at lave tv. Det er sådan en overeksponeret virkelighed – stærkere farver, mere lys, mere glitter. På tv skal du aldrig skrue ned for dig selv, det kan ikke blive vildt nok, det skal du ude i virkeligheden. Det er det, jeg elsker.

– Tjansen som dommer i ”X factor” tror jeg ikke kommer til at påvirke mig mere, end jeg er vant til. Jeg bliver allerede stoppet på gaden. Men jeg tror, at det, folk tror, de kan tillade sig at sige og skrive om mig, får et nyt level. Digitalt kommer jeg nok i højere grad til at blive udsat for alles meninger, for der bliver ikke lagt fingre imellem. Folk har lidt den der mentalitet, at man selv er ude om det, hvis man stiller sig frem på tv. Men jeg tror, jeg er ret velsignet ved at være så distræt. Jeg kunne aldrig finde på at gå ind og læse sladder. Heller ikke random Facebook-kommentarer. Det gør jeg bare ikke. Jeg følger ikke med på den måde. Det er nødvendigt for at kunne holde benene på jorden, tror jeg.

Hvem er Oh Land?

Nanna Øland Fabricius/Oh Land, født 1985

• Sanger og sangskriver kendt for hits som ”Sun Of A Gun” og ”White Nights”.
• Aktuel som ny dommer i ”X Factor” på TV 2 og på vej med et nyt album.
• Mor til Svend på knap 3 år, som hun har med billedkunstneren Eske Kath. De blev skilt for et år siden.
• Bor på Nørrebro og har en kæreste.

– Så længe jeg har en professionel hat på, har jeg intet problem med at være midtpunkt. Kommer folk hen og vil have billeder og autografer efter en koncert, bliver jeg der, til den sidste er gået. Og jeg lytter også gerne til en fan, der stopper mig på gaden. De eneste situationer, hvor jeg synes, det er svært, er, når jeg er ked af det og pludselig skal være noget for andre. Eller hvis Svend og jeg er i Experimentarium, og folk kommer og afbryder det, vi har gang i. Der har jeg lært mig selv at sige, at jeg ikke er på arbejde lige nu. Det tog mig mange år at lære, for jeg har altid været bange for, at folk skulle synes, jeg var en krukke eller utaknemmelig, hvis jeg ikke gav dem det, de ville have.

– Engang gik jeg med en mand op i en lejlighed, fordi han gerne ville have et billede af mig i sin kollegas kontor. Bagefter tænkte jeg: Hvor fanden går grænsen? Jeg følte mig faktisk lidt misbrugt, fordi jeg slet ikke definerede mine egne grænser. Jeg følte, at jeg skyldte fremmede mennesker at være hundrede procent tilgængelig i deres lille mission. Siden den dag har jeg lært, at man godt kan give en høflig afvisning og blot tilkendegive, at man er glad for, at folk kommer og hilser.