4 typer: Sådan vælger du den perfekte date til ham
Er din kæreste builder, explorer, navigator eller director?
Hvilken oplevelse skal du invitere din kæreste på? Det får du svaret på her, hvor vi ud fra den amerikanske antropolog og TED-speaker Helen Fischers fire kategorier af mennesker har lavet en guide til, hvilken oplevelse, der er optimal for dig og din partner.
Ifølge den danske parterapeut Daisy Løvendahl er en af nøglerne til et lykkeligt parforhold netop at få nogle fælles oplevelser, og hun understreger, at det er en god idé at vælge en oplevelse ud fra, hvilken type din kæreste er og ikke hvilken type, du selv er.
Derfor skal du først identificere, om din partner er henholdsvis builder, explorer, navigator eller director. Herefter kan du finde konkrete bud på hvilke oplevelser, der kan knytte jer tættere sammen.
Hvilken type er din kæreste?
- Builders: Personer som trives godt hjemme. De søger ro, nærvær og har stærke familieværdier. De søger aktiviteter, der ikke er fyldte af adrenalin, og som ikke kræver for meget, men til gengæld godt må være dybe. Du kan med fordel skrive nogle personlige spørgsmål ned til din kæreste og tage med til aktiviteten. Her kan du finde inspiration til sådanne.
- Explorers: Personer som er eventyrlystne, og som søger adrenalin og fælles oplevelser. Hvis du er sammen med en explorer, skal du lave noget vildt. Oftest er det også dem, der vil udforske mere seksuelt.
- Navigators: Personer som er kreative og har brug for at blive stimuleret intellektuelt. De trives ofte godt med kulturelle oplevelser.
- Directors: Personer som ofte udstikker en klar retning og kan lide at planlægge. Her er det en god idé at løse en opgave sammen eller kaste jer ud i et projekt, hvor der skal ledes og tages ansvar.
Baseret på den amerikanske antropolog og TED-talker Helen Fischers fire kategorier.
BUILDERS
The Creek Experience
Her kan du nyde to timers spa-forkælelse med din bedre halvdel på Ystad Saltsjöbad. En af de mest intime ting ved oplevelsen er det tyrkisk-inspirerede hamam, hvor I skiftevis skal svinge sæbe i store poser henover hinandens kroppe og derefter skrubbe dem af hinanden. Det fysiske nærvær fylder meget her.
Læs mere om The Creek Experience
Pagten
Pagten er en tre-timers session med Daisy Løvendahl, hvor I som par kan snakke sammen om, hvordan det går i jeres forhold. Der sker nemlig altid noget andet i dynamikken, når en tredje person stiller spørgsmål. Derudover får I Daisys bog ”ELSK” med ud af døren, når I er færdige med sessionen og forhåbentlig også er blevet klogere på hinanden.
Klassisk picnic på stranden
Pak alt, hvad hjertet begærer, i en picnickurv og tag din udkårne med til stranden, hvor I kan nyde mad, bobler og ikke mindst hinanden til lyden af bølgeskvulp.
LÆS OGSÅ: Parterapeut: Denne ene ting kan få dit parforhold til at blomstre
EXPLORERS
Kragerup Go High
Kragerup Go High er en seks kilometer lang klatrepark beliggende i trætoppene i Kalundborg. Den indeholder seks forskellige klatrebaner af varierende sværhedsgrad og en 3.500 meter lang svævebane. Det giver jer både et adrenalin-kick og en fantastisk udsigt over skov, sø og Storebæltsbroen.
Copenhagen Cable Park
Her kan I få en på opleveren ved at wakeboarde, hvilket vil sige at stå på et board og blive hevet frem af kabler flere meter over jorden. Cableparken pryder sig ved at have ’det bedste urbane kabel i verden’. Til parret, der ikke kan få nok af hastighed og spænding.
Læs mere om Copenhagen Cable Park
Copenhagen Paintball Arena
Her kan I give jer i kast med et Laser Game, som er et sjovt og ufarligt skydespil, hvor I dyster mod hinanden på en 900 kvadratmeter stor Laser Game-bane. Den er især god til jer, der stadig husker den episke scene fra filmen ”10 Things I Hate About You”, hvor Julia Stiles endelig overgiver sig til Heath Ledger.
Læs mere om Copenhagen Paintball Arena.
LÆS OGSÅ: 7 fif, der gør dig mere modig
NAVIGATORS
Friday Night Skate
Hvis du er vild med at stå på rulleskøjter, er Friday Night Skate lige noget for dig. Her ruller du en fredag aften 20 km igennem Københavns gader med tusindvis af andre danskere. Det giver et helt nyt syn på nok ikke kun din partner, men også på storbyen, da man ikke er vant til at se den fra de veje, som normalt kun er forbeholdt bilisterne.
Læs mere om Friday Night Skate.
Dinner in the Dark
Det populære koncept, som især blev kendt i Berlin, er kommet til København. Her kan du i fuld mørke spise en tre-retters-menu med din kæreste, og i løbet af oplevelsen vil der være diverse lydquizzer og andre sanseoplevelser. Til jer, der gerne vil udforske jeres sanser.
Læs mere om Dinner in the Dark
Natkirkens ChillOut Night
Vor Frue Kirke i København holder løbende aftener, hvor du sammen med din partner kan lytte til elektronisk musik og gendigtede bibelhistorier, imens I slænger jer på Fat boys, som er placeret rundt omkring i kirken. En meget anderledes og intens måde at opleve kirken på, imens mørket falder på udenfor.
Læs mere om Natkirkens ChillOut Night
Get Lost Together
Tag til en storby, I ikke kender, og gå rundt uden kort. Intet må være for planlagt, så pak kun de allermest nødvendige remedier, såsom pas, penge og præservativer. Det kan kun skabe nogle anderledes og uforudsete oplevelser.
LÆS OGSÅ: 7 genveje, der booster kærligheden
DIRECTORS
Mystery Room
Sammen med din partner bliver du her lukket ind i et lille rum, hvorefter I har 60 minutter til sammen at løse nogle opgaver for at komme ud igen. Det er en intens oplevelse, hvor I bliver nødt til at samarbejde og bruge hinandens styrker.
Københavns Klatrecenter
I klatrecenteret ved navn Blocs & Walls på Amager kan I boltre jer på en masse forskellige vægge med forskellige sværhedsgrader. Klatring kan måske virke som en individuel sport, men faktisk kræver det en masse samarbejde i form af hjælp og støtte fra personen, som guider den anden part til tops.
Kanotur på Gudenåen
På Gudenåen kan I sammen opleve den fineste kanotur. Og vi lover (næsten), at den ikke behøver at være helt ligeså kaotisk som den, Frank Hvam og Casper Christensen oplevede samme sted i filmen Klovn – The Movie.
Læs mere om kanoudlejning på Gudenåen