Da Özlem Cekic ledte efter en pandelampe i Bilka kl. 22, vidste hun, at glæden måtte overskygge sorgen

Tårerne triller ned ad Özlem Cekics kinder, da hun står foran sin hoveddør den aften omkring midnat.

Læs også

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Hendes mand har glemt at slukke lyset, så igennem dørens glasvinduer kan hun se en bunke af enormt mange sko. En blanding af mandens, børnenes og deres venners, som er på besøg.

Forinden har hun forladt et politisk møde på Frederiksberg og cyklet gennem det indre København til det daværende hjem i Tårnby. Hun har løst hår og en sommerkjole, der glider op over knæene, hver gang hun træder i pedalerne, og rundt omkring hende summer byen af mangfoldighed og glade ansigter klar til hygge og fest.

"Ikke en eneste gang på den tur følte jeg mig utryg, og jeg husker det så tydeligt, som var det i går, at da jeg stod der i haven, blev jeg grebet af en dyb taknemmelighed over, at jeg som kvinde kan være så fri. At kunne bo i et land med tag over hovedet, mad på bordet og den tryghed, som jeg følte.

Jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på det, fordi det er så vildt at have de rettigheder. Jeg kunne vise mine ben i en sommerkjole og have løst hår, og selvom jeg skulle hjem meget sent, valgte jeg ikke at sætte mig i en taxa, men i stedet at tage cyklen, fordi jeg vidste, at det var okay.

Jeg oplevede en masse forskellige mennesker på turen, som var forbundet omkring det, at der var plads til, at de kunne være forskellige. Og så stå der i forhaven og kigge ind og komme hjem til en familie. Den der enorme lykke, men også en taknemmelighed over, hvad livet kan bringe. Det fik mig til at græde."

10 år senere bor de samme følelser stadig i Özlem. Side om side med dem, der nærmest hver dag skønner på, at hun bor i et land, hvor der er fred og en mulighed for at gå ned i stemmeboksen og sætte et valgfrit kryds, og lige netop de følelser er Özlems drive og grunden til, at hun føler en forpligtelse til at tage ansvar.

"Jeg har de her muligheder, som rigtig mange mennesker rundt omkring i verden ikke har, og derfor føler jeg mig enormt forpligtet til at arbejde for demokratiet og for, at vi kan blive ved med at tale sammen trods vores uenigheder. Det er et ansvar, jeg bærer med mig, uanset hvor jeg er.

Jeg tænker altid, at jeg har et ansvar for at være en del af en løsning. For mange mennesker er et ansvar forbundet med en byrde eller noget, man bør gøre, men for mig er det lige omvendt. Hvis der skal gøres noget, kan man ikke vente på, at andre gør det. Man skal selv være en del af forandringen."

Forpligtet til at bygge bro

Özlem er født i Tyrkiet af kurdiske forældre, som flyttede Özlem og hendes fem søskende først til Finland og siden til Danmark, da Özlem var 10 år.

Læs også

Mette Blomsterberg: ”Det var smerteligt at se ham forandre sig, da alkoholen blev hans bedste ven”

I 2001 meldte hun sig ind i SF, og i 2007 blev hun valgt til Folketinget som en af de første kvinder med indvandrerbaggrund. Hun sad i Folketinget frem til 2015, hvor SF mistede så mange mandater, at det blev et farvel til politik til trods for, at hun fik næstflest stemmer.

Året efter meldte hun sig ud af SF og stiftede foreningen Brobyggerne, hvor hun i dag er generalsekretær. Foreningen har otte medarbejdere og arbejder for at bygge bro mellem mennesker på tværs af forskelligheder og på trods af uenigheder.

"Jeg er selv en minoritet, fordi jeg har rødder i Tyrkiet, så jeg håber, at jeg kan være en stemme for dialogen. En stemme for, at vi trods forskelligheder kan bo sammen, spise sammen, arbejde sammen og grine sammen. For hvis ikke vi kan grine sammen, kan vi heller ikke græde sammen," siger Özlem, hvis seneste store event var en ramadanmiddag med mere end 100 deltagere af folk med forskellige kulturelle og religiøse baggrunde.

Özlem står også bag konceptet dialogkaffe, som hun håber kan være med til at styrke dialogen mellem uenigheder. Og hun oplever, at hendes vej ud på den bro, der kan samle mennesker, giver hende langt mere energi, end da hun som politiker til tider selv var skarp og principfast.

"Jeg har også været den, der har stået og råbt og kritiseret. Været Rasmus modsat og dødnegativ og ment, at man skulle have nultolerance overfor det intolerante, men i alle de processer har den kraft ikke givet mig mere energi. Tværtimod er jeg blevet mere bange, mere vred og mere frustreret, men i det øjeblik, jeg gik ud på broen og talte med dem, jeg havde kritiseret eller været uenig med, opdagede jeg, at de ikke var særligt anderledes end mig.

Jo, der var ting, vi var uenige om, men jeg har aldrig mødt nogen, der vil det værste for deres børn eller det værste for Danmark. Vi har faktisk de samme ønsker og de samme drømme," siger hun, der i mange år brugte mange timer på at mødes med nogle af de personer, der sender hende hademails, råber efter hende på gaden eller ikke mener, at hun hører hjemme her i Danmark.

"Når man selv har prøvet at blive dæmoniseret eller stemplet som en af dem, der vil Danmark det værste, tror jeg, det er nemmere at sætte sig i en andens situation. Jeg er gået fra hver eneste dialog med følelsen af at kunne redde hele verden, så der er en enorm kraft i at kunne møde sin forskellighed eller sin uenighed samtidig med, at der en enorm befrielse i at møde hinanden som helt almindelige mennesker," siger Özlem og påpeger, at hun også møder mange, der sætter pris på hendes arbejde.

"Dem er der heldigvis også rigtig mange af, og det er nok også på grund af dem, jeg føler en forpligtelse. En forpligtelse til hele tiden at kæmpe for det store flertal, der gerne vil have, at vi skal kunne bo sammen, arbejde sammen og grine sammen."

Hvem er Özlem Cekic?

• Initiativtager til og generalsekretær i foreningen Brobyggerne, foredragsholder og den anden dansker, som har holdt TED Talks i USA.
• Uddannet sygeplejerske og forhenværende politiker for SF og medlem af Folketinget fra 2007 til 2015. 
• Forfatter til flere bøger, bl.a. 'Tak for kaffe', 'Hvorfor hader han dig, mor' og en række børnebøger om pigen Ayses.
• Hun er 47 år og gift med Devrim Ülgü, som hun har tre børn på 25, 16 og 15 år med.

Forbundet med familien

I Özlems barndomshjem var der ikke rum til særlig meget dialog. Hun betegner hjemmet som et konservativt kurdisk og religiøst hjem, hvor verden primært var sort og hvid med én løsning eller én forklaring på tingene. Allerede som lille ville Özlem gerne noget andet, og i dag er hun med egne ord det omvendte af sine forældre.

"Jeg blev meget fascineret af mennesker, der kunne tvivle. Tvivle på argumenter og teorier. Jeg er vokset op med, at tvivl var en svaghed, men senere mødte jeg mennesker, der viste mig, at tvivl var en styrke, og det har jeg virkelig taget til mig. Mine forældre var generelt meget bange for forandringer og for, hvordan verden udenfor kunne påvirke deres børn," siger Özlem og forsætter:

"Jeg kan huske, at jeg aldrig fik lov til at tage med på lejrskole, og så tog jeg mig selv i for et par år siden at rende rundt i Bilka kl. 22 om aftenen for at lede efter en pandelygte til min datter, som hun skulle have med på lejrskole.

Da jeg stod der ved kassen, mærkede jeg på den ene side en sorg over aldrig selv at have fået lov til at opleve en lejrskole, men på den anden side også en glæde over, hvordan tiden har skabt forandring i min egen lille familie. Det var slet ikke et spørgsmål, om min datter skulle på lejrskole. Det var kun et spørgsmål, om hun kunne nå at få en pandelygte med."

Og så er vi tilbage ved det med forpligtelser. For Özlem tror ikke på, at den slags forandringer kommer af sig selv.

"Jeg tror på, at de kommer af, at man forpligter sig til et ansvar for at gøre tingene bedre end de tidligere generationer. Og den forpligtelse har jeg også gjort meget for at give videre til mine børn. De har en forpligtelse til at tage et ansvar.

Man kan ikke bare sætte sig passivt tilbage med hænderne i skødet og brokke sig og så regne med, at andre rydder vejen for en. Der må man gøre noget selv. Det betyder ikke, at man altid får medhold, men det giver en glæde og en energi, at man gør sig umage for at prøve."

Özlem har to sønner og en datter, der vokser op i et markant anderledes hjem end det, Özlem voksede op i. Hvor hun selv kun deltog i den afsluttende gallafest i gymnasiet, bruger hun nu en del tid på at køre sine to yngste rundt til fester. Og hvor der aldrig var andet end få religiøse bøger på forældrenes hylder, har Özlem så mange bøger, at nogle af dem er i kælderen.

"Der er sket en enorm forandring, men uanset hvad er vi forbundet som familie. På godt og ondt. Jeg er jo mønsterbryder, og det lyder utrolig positivt, når man siger det højt, men tit er det også forbundet med en ensomhed, fordi du efterlader noget andet. Mine forældre accepterer den måde, jeg lever på, for det bliver de jo nødt til, men jeg har også erkendt, at det kommer med en pris at være mønsterbryder."

Som den første i sin familie tog Özlem en uddannelse. I 2000 blev hun uddannet som sygeplejerske, og siden blev hendes lillesøster den første i familien, der tog en akademisk uddannelse, da hun blev færdig som ingeniør. Hendes ene bror modtog i februar en dom for vold samt udvisning af Danmark, en episode, som Özlem kommenterede på Facebook, og som hun egentlig helst vil lade hvile.

"Det, der skal siges i forhold til min bror, har jeg skrevet. Det har været enormt smertefuldt, men det er også en understregning af, at livet nogle gange udvikler sig fundamentalt anderledes trods det, at man kommer fra samme familie. Man har et ansvar for sit eget liv. Jeg har ansvaret for mit, og han har ansvaret for sit, men uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er han stadigvæk min bror, og det er der noget forbundethed i, selvom det også nogle gange er smertefuldt.

Der er skam og skyldfølelser, og det tror jeg, at alle pårørende kan genkende, men forbundetheden er der alligevel, og på den måde kan man hverken løbe fra sine rødder, sine gener eller sin familie."

Dansende rollemodel

Det er 37 år siden, at Özlem og hendes familie kom til Danmark, og selvom hun føler sig tæt forbundet med Danmark og betragter sig som dansker, føler hun sig også enormt forbundet med Tyrkiet. Hun hører gerne kurdisk musik og kunne ikke drømme om at læse den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk på andet end originalsproget.

Læs også

Pernille Højmark fik sig et chok, da hun blev single som 52-årig – én tankegang hjalp hende

"Der er ikke noget, der kan sammenlignes med, når jeg træder ud af flyvemaskinen i Tyrkiet. Det er en del af mine rødder og dermed også en del af, hvem jeg er. Det er ikke altid nemt at forene de to kulturer, fordi der er nogle traditioner, som strider mod hinanden.

Det er ikke så meget kulturerne, det er de muslimske traditioner, der kan have svært ved at mødes med de etnisk danske. Jeg valgte meget tidligt at sige, at jeg tager det bedste fra begge verdener, og det kan godt være svært, fordi det kræver mod at sortere fra, og det skaber tit problemer for mig."

Et nærværende eksempel er Özlems deltagelse i programmet ”Vild med dans” sidste efterår. Efter at have takket nej tre gange valgte hun til sidst at sige ja. Ikke for at lære at danse, men fordi hun følte, at hun kunne gøre en forskel ved at være den første kvindelige deltager med muslimsk baggrund, men røsterne fra en del af det muslimske bagland var høje. Og kritiske.

"Til et kurdisk bryllup er det helt naturligt, at kvinder og mænd danser sammen i en kædedans, men det med at jeg skulle danse alene med en mand, åh nej. Nu var jeg jo gift, og hvordan var det nu? Var jeg nu en rigtig kvinde, der var ærbar? Der valgte jeg at sige, ja, selvfølgelig er jeg det, men lige så snart du gør noget anderledes end det, du kommer fra, så skaber det nogle dønninger. Og det handler jo ikke kun om mig.

De kritiske røster kommer også af en bekymring for, hvilken påvirkning jeg nu kan have på deres børn, fordi jeg på en måde også er en rollemodel," siger Özlem.

Imellem de sure mails i indbakken var der dog også dem, der hyldede hende for modet, og som drømte om at få meldt deres døtre til danseundervisning.

"Der var rigtig mange med etnisk dansk baggrund, der skrev til mig, at de syntes, det var fedt, at jeg gjorde det, men det, der gjorde dybt indtryk på mig, var alle dem med minoritetsbaggrund, som skrev til mig. Tænk hvis jeg kan være med til, at flere små piger med indvandrerbaggrund starter i danske danseskoler, som typisk ikke er særlig mangfoldige.

Dertil kom, at jeg dansede med Thomas Evers Poulsen, som er homoseksuel, hvilket jeg selv havde ønsket, fordi det ville være en legitimering i forhold til det muslimske miljø, og så var der pludselig rigtig mange med muslimsk og homoseksuel baggrund, der skrev til mig og takkede for netop det, og det var virkelig stort. Så det blev til meget mere end at lære at danse."

Økonomisk uafhængighed

En af de trofaste støtter, ikke bare til de ugentlige udsendelser af ”Vild med dans”, men i Özlems liv generelt, er hendes mand, Devrim Ülgü. De startede som venner og blev mere end det, og selvom de ifølge Özlems er som nat og dag, er de alligevel helt rigtige.

"Jeg er en Duracell-kanin, og han er en livsnyder. Jeg vil gerne bo midt i byen, og han vil gerne ud på landet. Vi er virkelig forskellige, men det, der binder os sammen, er vores store kærlighed. Jeg elsker ham simpelthen over alt. Vi er gode til at give hinanden plads til at være forskellige, men stadig have respekt for hinanden."

Özlem og Devrim blev gift i 2006, og kimen til deres lykke skal findes i Özlems løfte til sig selv to år tidligere, hvor hun på syvende år stadig var gift med sin første mand. Et arrangeret ægteskab, der startede lige efter, hendes gymnasietid sluttede. Manden var tyrkisk med kurdiske rødder lig hende. De boede sammen i Danmark og fik en søn, men ægteskabet fungerede ikke, og Özlem husker tilbage på en for hende afgørende aften, hvor hun var på vagt som sygeplejerske på Bispebjerg Hospital.

Læs også

Da Cecilie Schmeichel fyldte 30, fik hun en helt særlig gave af sin bror: ”Jeg bruger den til alt”

"Pludselig stoppede jeg op og sagde højt til mig selv: ”Özlem, hvis du er så heldig, at du får én chance til, så skal du love dig selv, at du ikke fucker den op. Du skal love dig selv, at du kan gøre det anderledes”. Jeg var så ked af det, og der var så mange ting i mit liv, der var smertefulde, men det mirakuløse skete, at jeg tog mod til mig og blev skilt, og jeg tænker tit tilbage på, at jeg overfor mig selv forpligtede mig til, at jeg skulle stå på egne ben," siger hun.

Efter skilsmissen fik Özlem besøg af sin mormor fra Tyrkiet. En dame, der med rejsen til sit barnebarn i Danmark var udenfor landsbyen i Tyrkiet for første gang.

"Hun gav mig det bedste råd, jeg nogensinde har fået. Hun sagde, at det allervigtigste for en kvinde er, at du skal arbejde alt, hvad du kan, så du ikke er afhængig af nogen, især mænd. Hun kendte ikke til ordet feminisme. Hun havde ikke en uddannelse, men havde knoklet sig op i en totalt mandsdomineret kurdisk landsby, hvor hun insisterede på at køre sin egen hestevogn, selvom ingen kvinder gjorde det."

Efter skilsmissen forsvandt Özlems eksmand, så huset endte på tvangsauktion, men Özlem fulgte sin mormors råd og tog to jobs for at nå sit mål om at købe huset tilbage.

"Da jeg kørte den første betaling igennem, tænkte jeg ”tak mormor”. Og selvom hun er død for længe siden, føler jeg stadig den forbundethed, der ligger i, at man som kvinde deler den samme historie.

Vi glemmer, at vi uanset hudfarve og nationalitet er forbundet omkring den samme skæbne i forhold til undertrykkelse. Det kan så være i forskellige grader. Nogle møder et glasloft på vej til bestyrelsesjobbet, og så er der andre, der møder et glasloft, når de skal køre med deres hestevogn. Men uanset hvor du er som kvinde, er det første og bedste redskab til at kunne stå på egne ben økonomisk stabilitet."

Ansvar for egen lykke

Ordene fra Özlems mormor betød ikke blot, at hun fandt sine egne ben at stå på efter skilsmissen. Det har også betydet noget for, hvordan hun har valgt at agere i ægteskabet med Devrim. Af princip spørger hun ham aldrig om lov til noget.

"Jeg orienterer ham, og vi taler om tingene, men jeg spørger ikke, om jeg må eller kan. Jeg spørger, hvordan hans kalender ser ud, og så træffer jeg mine egne beslutninger. Og så har jeg min egen økonomiske stabilitet. Jeg tjener mine egne penge, og jeg har mit eget dankort i lommen.

Mange vil sige, at det er en selvfølge, men der må jeg bare sige, at det er det ikke for mange kvinder både her og i udlandet. Men det er så utrolig vigtigt for mig, at jeg føler mig fri," siger Özlem og understreger i samme åndedrag, at den følelse ikke er ensbetydende med, at hun kører et soloshow derhjemme.

Læs også

Dorthe er Jim Lyngvilds storesøster: ”Jeg bliver så ked af det, når folk dømmer Jim uden at have mødt ham”

"Vi vender en masse ting sammen, og han er min bedste rådgiver, men det er sindssygt vigtigt for mig som kvinde ikke at være afhængig af ham. At gøre tingene selv. At starte mine egne projekter, for først og fremmest har jeg ansvaret og forpligtelsen for min egen lykke."

Den tilgang til livet har Özlem givet videre fra sin mormor til sin egen datter. Med egne ord har hun opdraget hende markant anderledes end sine to drenge. Med tanke på, at hun selv er vokset op i et hjem, hvor der ikke var ligestilling mellem Özlem og hendes brødre, har hun helt bevidst styrket sin datter i at kunne sige nej.

"Hun skal ikke være den pæne pige eller ligge under for de dogmer, der kan møde en ung kvinde som hende. Jeg er utrolig stolt af, at Devrim og jer har formået at skabe et rum, hvor hun ikke er begrænset af sit køn, og det giver mig en ro, at hun ikke vil finde sig i alt muligt lort. At hun ikke behøver at please nogen og være den søde pige, der altid skal skabe den gode stemning. Når jeg ser på hende, så tænker jeg, at hun nok skal møde en rigtig god partner, som vil behandle hende ordentligt."

Kigger Özlem selv frem i tiden, drømmer hun indimellem om at drive et Bed & Breakfast i Istanbul. Et lille et, hvor hun selv laver mad til gæsterne, der bor på de syv værelser, som hun selv har indrettet. Hvor man kan se ud over Bosporusstrædet og se, hvordan Asien er forbundet med Europa. Se ud på grænserne mellem to verdensdele, der umiddelbart ser forskellige ud, men som måske alligevel er ens på nogle punkter. Ligesom de brobyggerprojekter, hun arbejder med nu, og som hun langt fra er færdig med.

"Når jeg går i seng om aftenen, vil jeg rigtig gerne kunne sige til mig selv, at jeg i dag gjorde en forskel. F.eks. ved at glæde en, som sidder ensom derhjemme. Alt det, vi gør i Brobyggerne, har det personlige ansvar som omdrejningspunkt. Du skal starte med at kigge indad, så du kan være forandringen.

For mig er følelsen af forpligtelse ikke en byrde, men en glæde, som giver mig energi til at blive ved. Det er på en måde min følgesvend, fordi det at kunne stå op til noget, som er større end mig selv, giver så meget mening i mit liv."