Jeg har for nylig overført 100 kr. til en pige fra Esbjerg, som var kommet til skade i en cykelulykke og lå i koma på hospitalet. Jeg har aldrig mødt pigen eller hørt om hende før. Men en historie om hende på nettet fangede mig. Hun er professionel triatlet, og det er uvist, om hun nogensinde kommer til at genoptage sin arbejde – nemlig sporten. Derfor har en veninde startet en indsamling.
Det var meget nemt at give hende de penge. Mærkeligt nok var det også en meget bedre fornemmelse, end når jeg smider mønter i Kræftens Bekæmpelses raslebøsse foran min hoveddør.
"de skal blive bedre til at fortælle deres historie på en måde, så det rører folk."
Og jeg er åbenbart ikke den eneste, der er faldet for onlineindsamlinger. Men hvorfor er det, at vi er villige til at donere penge til folk, som vi aldrig har mødt?
Det handler vel først og fremmest om, at vi godt kan lide at hjælpe hinanden. Kræftens Bekæmpelse og andre vil stadig få et pænt bidrag fra mig – men de skal blive bedre til at fortælle deres historie på en måde, så det rører folk. Det er præcis det, onlineindsamlinger ofte kan. Vi kommer tæt på den, som har brug for pengene, og vi kan bedre forstå, hvad pengene skal bruges til. Det er måske netop det, der er udfordringen for nødhjælpsindsamlere – at give os fornemmelsen af, hvem der præcis får glæde af pengene.
"Det er tiggeri. Og der går min grænse."
I denne uges ALT for damerne (nr. 48/2013) fortæller en mor om, hvordan hendes teenagedatter var blevet opgivet af de danske læger, og at det sidste håb var en dyr kræftbehandling i udlandet. Vennerne lavede en indsamling – og på en uge blev der indsamlet 140.000 kr til den døende pige.
Det giver mening. Det gør det til gengæld ikke, når folk laver indsamlinger til et par nye bryster, eller fordi der er overtræk på forbrugskontoen. Det er tiggeri. Og der går min grænse. Ellers spytter jeg gerne i kassen – hvis det føles rigtigt.
SE MERE I DENNE UGES ALT FOR DAMERNE (nr. 48/2013)
Læs også: Kendte: Derfor laver vi velgørenhed
