Pernille Skipper tog sig selv i at se ned på en sexet klædt kvinde – pludselig stod de overfor hinanden

Hvordan oplevede du at være kvinde i politik?

"Inden jeg trådte ind i politik, vidste jeg selvfølgelig, at der var ulighed mellem kønnene, for ligesom mange andre kvinder har jeg haft ubehagelige oplevelser bag kassen, da jeg arbejdede i et supermarked, og jeg har været utryg på gaderne, når det var mørkt.

Men jeg havde ikke regnet med, at de ulige mekanismer også fandt sted på Christiansborg, både når man gik rundt på gangene, og når man sad med i regeringsforhandlinger.

Læs også

27-årige Victoria vil ikke arbejde 37 timer om ugen: ”Nogen bliver nærmest lidt mistænksomme”

Det var en demokratisk skæv spillebane, hvor jeg altid var opmærksom på, at jeg var en kvindelig politiker, og hvis jeg tillod mig at glemme det for en stund, var der altid nogen, som mindede mig om det. Nogle af mine oplevelser derfra kan næsten sammenlignes med måden, jeg blev behandlet på, da jeg gik i byen i Aalborg som teenager."

Kan du give eksempler på de dårlige oplevelser?

"Det handlede både om, hvordan andre opførte sig overfor mig, om jeg blev overhørt og overset til møder, og om jeg blev latterliggjort. Det handlede især også om, at jeg blev seksualiseret. Jeg har gentagne gange oplevet, at den kvindelige seksualitet bliver brugt som våben mod os kvindelige politikere.

For eksempel oplevede jeg engang, at en karikaturtegner tegnede billeder af politikere ud fra ting, vi havde sagt og gjort i politisk øjemed. Jeg glædede mig til at se tegningen af mig, men blev chokeret, da jeg så, at jeg bare var tegnet som en stripper med fjerboa og netstrømper på. Intet andet budskab, som om jeg ikke havde sagt noget, der var vigtigt nok til at karikere. Jeg fik også adskillige kommentarer om min kavalergang, hvis jeg havde et par knapper åbne i min skjorte, og nærmest hvert år var jeg med i afstemningen om at være ”Borgens Bedste Babe”.

Politikere havde en holdning til mig, men også pressen og folk på sociale medier. Man bliver bedømt på en anden måde end mænd, når man som kvinde træder ind i politik, men jeg lærte også at finde mig i det. Hvis jeg ville frem i politik, var det på mandlige præmisser. Og hver gang jeg prøvede at rykke på de mandlige præmisser, fik jeg at vide, at vi har ligestilling, så hvis jeg ikke kunne klare det, så var det ikke ligestillingen, mændene, kulturen eller rammerne, der var noget galt med, men mig."

Hvordan påvirkede det dig?

"Når jeg modtog hadbeskeder, tilsvininger og voldtægtstrusler, skubbede jeg det væk og forsøgte at sige, at det ikke var noget, jeg skulle bekymre mig om. Det samme med kommentarer, der var nedværdigende eller latterliggørende. Men det er jo klart, at det påvirker en med tiden, og jeg har været hele følelsesregistret igennem. Jeg har været skidevred, jeg har tudet, og jeg har forsøgt at være ligeglad.

Læs også

Özlem Cekic: "De tanker ville jeg ikke have haft, hvis det var min mand, der dansede"

Men det vigtigste har været at erkende, at det faktisk ikke er mig, der er noget galt med. Og det lyder jo banalt, når jeg siger det højt, for vi burde jo alle sammen vide, at det ikke er os, der er noget galt med, når de bliver svinet til for at være kvinder. Men alligevel er der mange af os, som går rundt med følelsen af, at der er noget, vi kan og bør gøre bedre, når vi får de kommentarer. Min generation af kvinder er vokset op med historien om, at vi har ligestilling. Jeg blev født efter den frie abort, ligestillingsloven og ligelønsloven, så det stod på papiret, at vi havde opnået det.

Det er først nu, vi begynder at have en snak om, at det faktisk ikke er nok, at det står på papiret. Der er virkelig mange uskrevne regler og usynlig magt, der gør, at vi stadig er langt fra at have ligestilling."

Er det altid mændene, der er problemet?

"Nej, og det gør mig glad, at vi ikke længere taler om en kamp mellem kønnene, men derimod en kamp om at nedbryde magtforskelle, sexisme og forældede kønsroller. Det er jo ikke den enkelte mand, som beslutter sig for at være en kæmpe skiderik.

Mændenes adfærd skyldes en opdragelse, vi alle har fået. Vi kvinder er nemlig heller ikke skrevet ud af ligningen, når det handler om at dømme hinanden uretfærdigt. For nogle år siden tog jeg mig selv i at se ned på en kvinde, fordi hun klædte sig sexet og førte sig frem på en anderledes måde, end jeg var vant til at se. Kvinden er Louise Kjølsen, også kendt som Twerk Queen, og det var første gang, jeg så hende danse. Mens hun optrådte, tænkte jeg, at hun var for meget og nok ikke havde så meget at rykke rundt med.

Da jeg senere mødte hende til en paneldebat, skammede jeg mig helt vildt, for hun var jo virkelig klog og skarp. Jeg havde selv været skyldig i ikke at tage en anden kvinde alvorligt, fordi hun ejede sin femininitet og seksualitet.

Det er altså et mønster og en tankegang, vi alle sammen skal lære at lægge fra os. Dermed ikke sagt, at vi skal have opbygget et samfund, hvor man aldrig mere må sige en dårlig joke, eller man aldrig må lave fejl. Det handler mere om, at vi hele tiden skal udvikle os og tænke over, hvordan vi opfører os. Også at vi kvinder kan blive bedre til at tænke over, hvordan vi opfatter andre kvinder, hvordan vi taler om andre kvinder, og hvilke forventninger vi har til andre kvinder. Om vi hele tiden er i konkurrence med hinanden eller ej."

Hvad har du så lært med alderen?

"Jeg er klart blevet bedre til at spotte, når noget er uretfærdigt, og jeg er også blevet bedre til at sige fra overfor det. På grund af min alder og mit arbejdsliv har jeg en ret privilegeret position, og derfor er det blevet en smule nemmere at skide på den gode stemning. Vi, der har stabile ståsteder, skal huske at hjælpe generationerne efter os selv, for de har ikke den samme ballast som os endnu."