Pernille Vermund: "Vi blev skilt, da vores yngste søn var ni måneder. Det var en hård tid"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Bryrupvej i Kastrup. Jeg boede i rækkehus – et helt traditionelt 70’er-hjem med brune reoler, tunge møbler og tapet, som nærmest var af plys. I 80’erne flyttede vi til Nordsjælland, og så blev vores hjem mere koboltblåt og hvidt."

"Der var altid liv og mange mennesker i vores hus og meget mad. Man samledes hjemme hos os, så der var altid kammerater til spisning eller fest. Mine forældre var ansat i SAS og var typisk væk en lille uge ad gangen. Så vi havde en fast barnepige, og hun bagte verdens bedste boller og serverede te for os og vores venner. Så kunne vi sidde 12-13 mennesker på mit værelse og ringe til lokalradioen og ønske musik."

"Indtil jeg blev teenager, var jeg meget mild. Eller også var det min lillesøster, som fik mig til at fremstå meget mild. Der kom mere liv i gevandterne, da jeg blev ældre. Men jeg var altid sammen med mine venner og meget udadvendt."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg har for nylig set en venindebog, jeg skrev i som barn, og der stod, at jeg ville være korrespondent, men jeg havde ret mange drømme. Hver gang jeg stødte på noget nyt, blev jeg bidt af det. Det var alt fra advokat til journalist og biokemiker eller studier i nordisk filologi. Men jeg endte alligevel som arkitekt, for der kunne jeg kombinere det kreative med det logiske og matematiske."

"Jeg blev færdig som arkitekt i 2001 og var fem år på en tegnestue i København, hvor jeg i en ung alder blev tegnestueleder. Derefter startede jeg et arkitektfirma med min daværende mand, for vi ville gerne have mere tid med vores børn, så planen var, at vi bare skulle tegne et par huse i ny og næ for at overleve. Men vi var gode til at få kunder, så det gik godt. Jeg ville gerne lade firmaet vokse, men min daværende mand prioriterede friheden og fleksibiliteten. Han er en meget dygtig arkitekt, og vi havde firmaet sammen i fem år, efter at vi var blevet skilt."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Vi blev skilt, da vores yngste søn var ni måneder. Det var en hård tid. Jeg var stadig i vores arkitektvirksomhed, men for at få lov at blive i huset måtte jeg tage et ekstra job som arkitekt i et køkkenfirma. Jeg arbejdede ret meget i den periode, havde tre små børn og var lige blevet valgt ind i byrådet for de konservative, så for en tid trådte jeg ud af byrådet og lagde politik på hylden."

"Jeg ville gerne være en god mor, men jeg stod også i et hus strippet for møbler, som banken til at begynde med ikke ville godkende mig til at beholde. Og så var det hårdt at dele så lille et barn. Jeg ammede stadig Storm om natten, da vi gik fra hinanden, men vi endte alligevel med en syv/syv-ordning, for jeg ville gerne have, at Storm fik et lige så nært forhold til sin far, som de andre to havde. Jeg har aldrig fortrudt det. Han er verdens bedste far. Men det føltes alligevel, som om navlestrengen blev klippet lidt for tidligt. Men du må æde nogle kameler, når du bliver skilt, for det er ikke børnene, der vælger den vej. Det er de voksne."

"Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det år har givet mig en enorm ballast. Når du overlever den situation økonomisk og følelsesmæssigt, bliver du ret sikker på, at du kan klare det meste. Men du bliver også hård af det og måske lidt kynisk. Det er svært at være sårbar og feminin, når du er den, der skal have styr på det hele. Det bokser jeg stadig med. Jeg er dog også nået derhen, hvor jeg ved, at jeg ikke skal tage ansvar for alting. Det gælder vist for mange kvinder, som bliver alene, at de gør det. Man skal turde læne sig tilbage og give slip."

Hvornår kan du føle dig på afveje?

"Efter fire-fem måneder fandt jeg sammen med en mand, som jeg senere flyttede sammen med. Men jeg syntes, det var svært med dine og mine børn, og måske kræver det lidt mere af kvinder. Mænd er bedre til at rumme hele pakken. Dengang troede jeg, at det var mig, der var galt på den, siden jeg syntes, det var svært at bo sammen med en andens børn, men i dag ved jeg, at mange kvinder har det på samme måde. Måske er det derfor, man altid taler om den onde stedmor. Det handler om, at opdragelse er forskellig, og det kan skabe konflikter. Opdragelsen af hans børn er jo ikke mit ansvar, men jeg skal alligevel bo sammen med dem, og man kan ikke have to kuld børn med forskellig opdragelse under samme tag. Jeg har ikke decideret lavet en aftale med mig selv om, at det aldrig kunne ske igen, men jeg er blevet den erfaring klogere."

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Jeg havde siddet i byrådet for Det Konservative Folkeparti, men i 2015 blev jeg spurgt, om jeg ville stille op til Folketinget. Jeg blev førstesuppleant, selv om jeg ikke engang havde lyst til at være på Christiansborg. Det med et fint kontor trak slet ikke i mig, og jeg tænkte, at nu havde jeg gjort det, jeg skulle i politik. Jeg passede mit arkitektfirma, men så kom migrantkrisen. Alle de borgerlige partier sagde, at de ville passe på Danmark, men ingen gjorde noget. Så startede Peter Seier Christensen og jeg Nye Borgerlige, selv om det ikke engang var realistisk, at vi blev valgt ind. Men jeg følte ikke, at jeg bare kunne sidde derhjemme og brokke mig uden at gøre noget."

"Nye Borgerlige var faktisk ikke min idé, men jeg gik med til at være i front for partiet, indtil andre kunne overtage posten. Og jeg leder stadig efter en, der kan overtage, ha-ha. Mine børn syntes i en periode, det var pinligt, at jeg var i medierne. Så kom der en periode, hvor de syntes, det var sejt. I dag er de vist bare stolte."

"Jeg har da mistet en enkelt veninde på mit politiske arbejde, men hun var åbenbart ikke rummelig nok. For mig betyder det ikke så meget, hvad mine nærmeste stemmer. Jeg vil hellere være sammen med en mand, jeg deler familieværdier med, end en, der stemmer det samme som mig. Mine børns far er venstreorienteret, og det bliver han ikke en dårligere far af, og jeg respekterer ham ikke mindre af den årsag. Faktisk er jeg bare glad for, at mine børn får begge anskuelser med hjemmefra."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Som regel er det fint, og jeg tænker ikke så meget over det. For nyligt var jeg dog på akutmodtagelsen med mavesmerter, for jeg har haft lidt for meget at se til. At sidde en time i et venteværelse med mavesmerter og være offentligt kendt er ikke ret sjovt. Jeg overvejede at spørge, om jeg måtte vente i min bil, men på den anden side vil jeg heller ikke have særbehandling. Folk hilser og er søde, men man er sårbar i sådan en situation."

"Nogle gange tænker jeg også, at det kunne være fedt at drikke sig i hegnet en weekend uden at blive genkendt, og jeg gør det da også, selv om hele Danmark ved, hvem jeg er. Jeg har også prøvet nogle få gange, at nogle indvandrere har sagt grimme ting til mig, og som regel stopper jeg faktisk op og tager diskussionen med dem, for man skal stå på mål for sine holdninger."

"I en periode var det nødvendigt, at jeg havde PET-vagter, fordi trusselsniveauet mod Danmark var forhøjet. De vagter er så dygtige. Ordentlige, høflige og professionelle. Man tænker faktisk ikke over, at de er med, men det er da lidt underligt at skulle advare dem tre kvarter i forvejen, når jeg skal besøge min søster, som bor fem huse fra mig. Generelt føler jeg mig ikke truet, og de gange, jeg er blevet truet over nettet, har det faktisk primært været fra venstrefløjsekstremister. Ikke indvandrere."

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er min far. For eksempel da jeg blev skilt, sagde han: ”Hvorfor går du fra en mand, der hverken drikker eller slår dig?” Da jeg sagde, at vi ville starte et nyt parti, sagde han, at det var totalt urealistisk, for ingen siden 1980’erne havde startet et nyt parti og var blevet valgt ind uden at have nogen kandidater, der i forvejen sad i Folketinget. Men han sagde også, at det var urealistisk, da jeg startede mit eget firma. Far er en forsigtig-Per og meget konservativ. Han støtter mig altid, men det er også ham, der maner til overvejelse – og ringer til mig og siger, at jeg skal holde en pause i stedet for at arbejde mig i stykker."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Mine forældre, min søster og frem for alt mine børn. Mænd er en anden form for kærlighed, og jeg er tidligere kommet til at prioritere mine børn frem for mændene i mit liv. Jeg har ellers ret let ved at kunne lide folk, men forelskelser kommer ikke så let. Jeg tiltrækkes let og har let ved at flirte, men hvis man skal helt ind i mit hjerte, skal der meget til. Jeg er ellers bedst til at være i parforhold, for jeg kan godt lide hverdagene sammen, hvor man forkæler hinanden, hygger om hinanden og laver mad sammen."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"I eftermiddag skal jeg til skole/hjem-samtale, men inden da skal jeg have en middagslur, for min læge mener, jeg skal trække stikket lidt, fordi jeg har for travlt. Jeg er dog ikke god til at geare ned, jeg er hende, der altid bare står lidt tidligere op, når jeg har travlt."

"På den lange bane er jeg forhåbentlig på vej til et godt folketingsvalg, så vi kan kæmpe for et bedre Danmark. Derudover skal jeg udvikle partiet, så jeg kan få mit privatliv lidt mere tilbage. Det er ikke, fordi der er et formandsskifte på vej, men det sker, inden jeg bliver gråhåret."