Pia Olsen Dyhr konfronterede sin mor med svær barndom: ”Jeg tror faktisk, hun havde ventet mig”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Højstrupparken i Vallensbæk, hvor jeg gik meget rundt.

Det var et lille trygt miljø ved en lukket vej, som vist nok var blevet lukket, fordi et barn engang var blevet kørt over.

Læs også

Peter hjalp Michelle gennem krise: Dér fandt jeg ud af, hvor god en ven han er

Alle vi børn kendte hinanden, vi legede tit cowboy og indianer, og der var altid børn nok til at stille to hold til en omgang rundbold.

Hver weekend og ferie var vi oppe hos min farmor og farfar. Jeg havde verdens dejligste farmor med hvidt hår og store blå øjne, og så kunne hun finde på at sige ”Skal vi ikke lige lægge os på en madras i solen”. Så lå vi der og fik en lur. Eller vi gik tur ved vandet og plukkede blomster og snakkede. Jeg cyklede tit på grusstien foran deres sommerhus, og engang jeg faldt, sad min farfar tålmodigt og pillede grus ud af såret med en pincet. Men jeg har arret endnu.

Efter jeg er blevet voksen, har jeg tænkt meget over, hvor vigtigt det er for børn at have nogen som min farmor og farfar i deres liv. De forgudede mig. Kærlighed giver grounding til resten af livet, og det havde jeg brug for på grund af min far. I starten opdagede ingen, at han drak, for det gjorde alle voksne dengang, men fordi han havde sukkersyge, kunne han ikke tåle det. Det slog ham totalt ud og var nok også en af grundene til, at mine forældre blev skilt dagen efter min 11-års fødselsdag.

Jeg blev hos min far. Jeg var meget beskyttende over for ham, og når han lå og rallede om natten, gav jeg ham æblejuice eller hentede overboen, som var sygeplejerske. Min far kunne være glad og sprudlende og sjov, men ellers var han fuld, og det gjorde mig til et barn, der altid lyttede efter. Væltede han rundt ud i opgangen, eller fløjtede han? Jeg har lige set den film, der hedder 'Fuld af kærlighed' (om en familie med alkoholisme, red.) og jeg kastede op, da jeg blev mindet om at være det barn, der fixede alt. Det var meget skamfuldt for mig."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg ville gerne være kemiingeniør, så jeg kunne finde ud af at redde alle diabetikere i verden inklusive min far. Da jeg kom i gymnasiet, var jeg kun 15 år og slet ikke klar til det, så jeg fjollede rundt og fik aldrig lavet lektier.

Jeg var meget vred over, at nogle drenge i min klasse sagde, at kvinder ikke kunne parallelparkere, så jeg gik på biblioteket og fik bibliotekaren Dorthe til at hjælpe mig med at finde statistik om kvinder, ulykker og parkering. Det hjalp mig til at forklare drengene, at kvinder faktisk laver færre skader og derfor har lavere præmie på deres bilforsikring. Men Dorthe fik mig også til at læse om politik og atomkraft, og det fik mig til at melde mig ind i SFU (SF’s Ungdom, red.), hvor jeg fandt et fællesskab.

Blandt andet var jeg i februar 1989 med ude at demonstrere imod et kulkraftværk, hvor vi demonstranter stod i badetøj for at vise, at man, hvis de fortsatte med kulkraft, i fremtiden ville kunne gå i badetøj i februar. Der kom et stort billede af os i aviserne. Senere fik jeg job i Danmarks Naturfredningsforening og fortsatte med at lave frivilligt politisk arbejde, og pludselig blev jeg valgt til Folketinget. Det var langt fra en karriereplan. Jeg tog bare de muligheder, der kom."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"På et tidspunkt boede jeg i Bruxelles med min daværende kæreste og arbejdede for Danmarks Naturfredningsforening. På min 29-års fødselsdag tog jeg bussen den forkerte vej, da jeg skulle hjem. Jeg ringede til min kæreste og kom til at skælde ham ud, selv om det ikke var hans skyld. Han sagde, at jeg bare skulle tage en taxa over på den restaurant, hvor han sad og ventede på mig.

Læs også

Pia Olsen Dyhr var ikke i tvivl, da hun så huset: ”Her skal vi bo”

Den aften kom vi til at snakke om, hvor meget det havde betydet for mig, at det lige netop var omkring min fødselsdag, mine forældre gik fra hinanden, for siden dengang havde mine fødselsdage altid været noget rod. Kort efter tog jeg til Danmark og konfronterede min mor med, at hun havde efterladt mig hos en syg og alkoholiseret far.

Jeg tror faktisk, hun havde ventet mig, for hun var overraskende reflekteret, og hun sagde, at hvis hun havde tvunget mig med hende, ville jeg alligevel være taget over til min far hele tiden, så hun havde håbet, at jeg selv ville finde hjem til hende. Det var bare ikke sket, og i stedet følte jeg mig meget alene med ham. Det er ikke en god idé at efterlade et barn hos en alkoholiker.

Alt var cool det år i Bruxelles, men jeg havde længe lukket ned for mine følelser, og pludselig brød de igennem og gjorde, at alt føltes som kaos. Det blev nok mit ungdomsoprør, og det var i det hele taget et rodet år, men jeg kom stærkere ud på den anden side. Indtil jeg var 29 år, fejrede jeg kun min fødselsdag få gange. Nu har jeg taget revanche."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Vi har kendt hinanden siden 1988 eller 1989, da vi mødtes i SFU, hvor han var formand. Dengang havde han overskæg, en cigaret bag øret og gik altid på bare fødder og var så jysk, at jeg syntes, det var lidt kikset. Vi var rigtig gode venner, og det var faktisk mig, der introducerede ham til hans første kone. Men i 2004 skete der noget. Vi blev forelskede, og året efter flyttede vi sammen.

Den dag han friede til mig, kom jeg hjem fra arbejde og kunne høre, at han hørte Jeg vil være din bamsefar, da jeg gik op ad havegangen. Jeg tænkte: Åh, sidder han nu og hører dansktop, men da jeg kom ind, skyndte han sige at skifte over til Leonard Cohens I wanna be your man og lå nøgen på gulvet med en rose i munden. Så snart jeg havde sagt ja, åbnede han en flaske champagne, som han ikke havde turde åbne, før jeg sagde ja.

Villy kan stadig overraske mig, for han har en krøllet hjerne. Han cykler for eksempel aldrig den samme vej på arbejde. Nogle gange er det via Frederiksberg, og andre gange er det via Amager. Han skal altid opleve noget nyt, og han har altid et foredrag eller en koncert, han synes, vi skal opleve, mens jeg altid sætter mig til at strikke i en stol, når jeg har fri. Han rusker op i mig.

Læs også

Laura Drasbæks sønner har valgt en særlig levevej: Nu har hun ét råd til dem

Villy havde to døtre på to og fire år, da vi blev kærester, og senere fik vi Laura sammen. Den ældste af Villys piger var meget knyttet til ham, men for den lille på to blev jeg en af hendes ”voksne”, og hun kravlede på mig fra starten. At være en sammenbragt familie var lidt kompliceret i begyndelsen, men i dag er alting godt, og faktisk har den ældste af pigerne for nyligt sagt til mig, at det føles som om, hun har tre forældre. Jeg stortudede, da det gik op for mig, at det var mig, hun talte om."

Hvornår kan du føle dig på afveje?

"I starten følte jeg mig meget anderledes i Folketinget. Jeg kom jo fra et hjem, hvor det var meget fancy at spise med kniv og gaffel, og på Christiansborg var der mange uformelle spilleregler, som jeg ikke engang turde spørge til.

Da jeg for eksempel blev minister, skulle jeg på en rejse med den daværende kronprins, og da vi mødtes i Kongeporten i lufthavnen, sagde jeg bare ”Hej Frederik, godt at se dig”. Han var rigtig sød og kom over til mig og sagde, at når det er i formelle sammenhænge, er det nok bedst at tiltale ham på en anden måde. En anden gang skulle jeg til stor fest hos dronningen i fin kjole.

Der var nogen, der fortalte mig, hvordan jeg skulle se ud, og jeg tænkte slet ikke over at stille nogen spørgsmål. Da jeg kom op på slottet, følte jeg mig som et stort kikset telt, og til middagen blev jeg helt stresset af alle de knive og gafler. Jeg havde heller ikke forstået, at alt bæres ud, når dronningen er færdig, så jeg nåede ikke at spise noget af forretten, før den var væk. Dengang var den verden så fremmed, men i dag har jeg lært at være mig selv i stedet for at efterligne andre."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej på sommerferie, hvor jeg tager i sommerhus på Orø og går i Brugsen i natbukser, og ingen spørger hvilke aftaler, jeg har indgået for nylig. Jeg skal bare helt ned i tempo. Jeg er et godt sted i livet, men det har taget mig mange år at kunne lide den, jeg er.

Alkoholikerbørn vil så gerne gøre alle glade, men jeg skal også selv have det godt. Et lille eksempel er, at jeg i går løb en tur. Normalt har jeg altid min telefon åben og på lyd, men i går satte jeg den bare på ”forstyr ikke” og løb. Det ville normalt give mig dårlig samvittighed, men da jeg tændte telefonen igen og så mine 36 ulæste beskeder, mærkede jeg, at jeg havde fået et afbræk og noget tid, som bare var min. Det føltes lidt egoistisk, men jeg øver mig."