Portræt af Leonora Carrington: Heks, kunstner, magiker

Max Ernst og Paris

Britiske Leonora Carrington (1917-2011) blev født i England i en familie, der ikke interesserede sig synderligt for kunsten, og stak i 1936 af til Paris, forelsket i maleren og forfatteren Max Ernst, som hun havde opsøgt i London, og klar til et erobre en ny livsvej. Hun var 19 år, og Max Ernst var 45, og i Paris blev de begge en del af den surrealistiske elite med forfatteren André Breton i spidsen og kunstnere som Marcel Duchamp, Pablo Picasso og Dorothea Tanning som vigtige navne i kredsen.

Drømmebilleder

Leonora Carringtons tekster og billeder var mørke og satiriske, og hendes interesse for eventyr, alkymi og det okkulte skinnede igennem alt, hun rørte ved. Hun interesserede sig for Freud og den kvindelige seksualitet og var som resten af surrealisterne fascineret af idéen om den kvindelige psyke som uhæmmet, mystisk og erotisk. Dog uden at underlægge sig mændenes syn på samme eller glemme sin egen ret. “Jeg havde ikke tid til at være nogens muse ... jeg havde for travlt med at gøre oprør mod min familie og lære at være kunstner,” sagde hun. Hendes fortællinger om drømme blev optaget i de surrealistiske publikationer, og hendes malerier af magiske heste og mytiske figurer blev vist på surrealisternes udstillinger.

Sammenbruddet

Da 2. Verdenskrig ramte Paris, og tyske Max Ernst blev fængslet, drog Leonora Carrington mod Spanien – og brød sammen. Hun blev indlagt og behandlet med elektrochok-terapi på et hospital i Madrid. Hendes forældre ville sende hende på rekreation i Sydafrika, men hun undslap takket være en mexicansk diplomat, som hun havde mødt gennem Pablo Picasso. Han tog hende med til New York og dernæst Mexico, hvor hun boede og levede som aktiv kunstner til sin død i 2011.

Spiritualitet og Mexico

Leonora Carrington var båret af drømme og spiritualitet og nægtede at gøre kunsten til en intellektuel disciplin. Hun var opslugt af mexicansk kultur og insisterede på kunsten som følelsesfuld og intuitiv. I dag betragtes hun som en af Mexicos vigtigste nationale stemmer på linje med Frida Kahlo og Diego Rivera og som primus motor i stiftelsen af Women’s Liberation Movement i Mexico i 70’erne.

Peggy Guggenheim

Leonora Carrington og Max Ernst genopfandt efter sigende deres forhold flere gange i livet, bl.a. mens han boede i New York og var gift med kunstsamleren Peggy Guggenheim, der havde fået ham smuglet ud af Europa under krigen. Alligevel regnes Peggy Guggenheim som en af Leonora Carringtons absolutte støtter.

Udstillingen på Arken

Når Arken 17. september åbner en stor retrospektiv udstilling med Leonora Carringtons værker – den første i Skandinavien – bliver det med fokus på Leonora Carringtons magiske billedverden; ritualerne, fantasivæsnerne, heksekraften og lysten, og på den livshistorie, der er lige så fascinerende som værkerne selv. Udstillingen løber frem til 15. januar 2023, og vi har talt med kurator Sarah Fredholm om Leonora Carringtons fascinationskraft.

Hvorfor udstiller Arken Leonora Carringtons værker netop nu?

“Hendes kunst viser vej ind i en magisk verden, hvor grænserne mellem mennesker, natur og andre arter, såvel som mellem køn, er flydende. Hendes kunst er udtryk for en feministisk kritik af undertrykkende magthierarkier og en kærlig omsorg for naturen og alle dens levende væsner, og hendes kunstneriske vision om frihed, lighed og handlekraft er mere relevant end nogensinde før i en tid præget af global opvarmning, naturkatastrofer og krig. Som en reaktion på vores tids kriser dyrker flere og flere spiritualitet, det okkulte og naturens kræfter – fx gennem astrologi, tarotkort og heksekraft. Det var Carrington også dybt optaget af, og derfor mener vi, at hun er relevant i dag.”

Hvorfor er hun så aktuel?

“Venedig Biennalen har i år lånt sin titel fra Leonora Carringtons bog 'Milk of Dreams', hvor hun beskriver en magisk verden, hvor alt er muligt. Den er produkt af en tid, hvor mennesket var under hårdt pres. 2. Verdenskrig tvang Carrington i eksil, hun blev tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, og hun var objekt for de mandlige surrealisters fascination og begær. Samtidig besad hun en utrolig kraft og mystik, forblev sin egen, skabte sin egen version af surrealismen og lod sig ikke begrænse af hverken mænd eller af den surrealistiske bevægelse. Carringtons overjordiske væsner og forvandlede figurer er relevante i vores tid, hvor vi skaber nye forståelser af kroppen og det menneskelige. Hendes kunst udfordrer den moderne vestlige idé om ’fornuftsmennesket’ som centrum for universet – en tanke, som er feministisk og anti-patriarkalsk. Hun udfordrer vores måde at se verden på.”

Hvilke sider af hendes historie lægger I vægt på?

“Vi udfolder Carringtons billedverden, som er fuld af magiske ritualer, heltinder, hekse og andre stærke kvindefigurer såvel som planter, dyr og hybride fantasivæsner og lægger vægt på hendes fascination af det overnaturlige, esoteriske og magiske. Billedsproget er surreelt, fabulerende, eventyrligt og fuld af detaljer. Carrington var desuden en kompromisløs rebel, som gjorde oprør mod de mandlige surrealisters syn på kvinder og den traditionelle kvinderolle.”

Vi har bedt kunstner Emma Rosenzweig om at skrive et brev til Leonora Carrington, som hun er dyb beundrer af og på det seneste har tænkt meget på, fordi folk ikke kan genkende hende på gaden. Hun overvejer, om hun er ved at skifte skikkelse som væsenerne i Leonora Carringtons værker.

Kære Leonora

Jeg skriver til dig, fordi jeg har tænkt på dig de seneste par uger.

Der er nemlig begyndt at ske dét, at når jeg møder folk, jeg kender på gaden, kan de ikke genkende mig. Det foregår sådan, at jeg stopper en person op, og mens jeg begynder at tale og hilse, kan jeg se i personens øjne, at vedkommende ikke aner, hvem jeg er. Jeg er derfor nødsaget til at italesætte det, fortælle hvem jeg er, og hvad jeg hedder. Ud over at scenariet er flovt og pinligt, er der et spørgsmål, som ligger mig langt dybere på sinde end at gå op i den slags latterlighed, at nogen måske bare har glemt mit navn. Kan det være, at jeg er i gang med at ændre skikkelse, uden det er gået op for mig? Er jeg den eneste, som ikke kan se, at jeg ikke er mig selv længere? Måske venter du på en forklaring på, hvorfor jeg kommer til at tænke på dig, måske ved du allerede, hvilken vej jeg er på vej ned ad.

Jeg tænker på dig, fordi du for mig er dyrenes dronning. I dine fortællinger og i dine malerier er alle væsener i transformation, ofte befinder deres identiteter sig et sted mellem dyr og mennesker, køer i orange silkekåber, kvinder i komønstrede sjaler, fugle, flagermus, katte, heste. Væsner. Skikkelser. Vinger, arme, hænder, ører, horn, hove, tænder, øjne. I dine verdener, for der findes flere end én, smelter det hele sammen som en stor kugle, der ruller ned ad et bjerg, alt imens den bliver større og større af alt det hår og alle de negle, der samler sig rundt om den. Hvad vil det sige, at man skifter skikkelse? Når man grundlæggende bærer rundt på en næsten voldsom ensomhed og når til et punkt, hvor man giver sig selv lov til virkelig at vende sig indad, mod ensomheden, så har man pludselig ikke kun et ansigt mere. Dyrene vender sig inde i én.

I din fortælling Den ovale dame er alt højt og smalt; selv damen, som er tre meter høj og en dame på trods af sine kun 16 år. Hun står stille og kigger ud ad et meget højt vindue, hun bevæger sig ikke, men fasanfjerden, som hun har i håret, er urolig og rører på sig. Den ovale dame er i færd med at sulte sig selv for at gøre sin far vred, men hun ender alligevel med at spise tyve kager og drikke lidt te, alt imens hun forestiller sig sit sørgetog, når hun dør af sult. “Lad os forestille os, at vi alle sammen er heste,” råber hun senere i fortællingen, da hun er kommet ind på sit værelse, som er fyldt med alskens legetøj, inklusiv en levende lille hest. Damen smadrer glasset i vinduet, og ind flyver en sort krage. Den svæver rundt i ring i loftet og skriger menneskesætninger, selv om den 16-årige dame har kløvet dens tunge i to, kragen leger også, at dén er en hest, og alt imens sneen begynder at falde fra loftet og ned på dem alle, forvandler damen sig virkelig til en hvid hest. Til sidst er det kun de to hestes fire øjne, man kan se i sneen, og i samme øjeblik bryder en ældre kvinde ind i rummet og forsøger at tæmme den hvide af hestene, damen, eller skulle man kalde hende den lille, meget høje pige. Historien ender tragisk, for pigens legehest bliver kastet i flammerne af pigens fader, som ikke synes, at store piger bør lege.

Jeg har aldrig set mig selv som spirituel. Jeg har gået alt for meget til psykolog, og jeg har aldrig haft tiltro til, at jeg kunne give mig hen eller stole på noget andet end min hjerne. Jeg er ikke i nærheden af at være som dig, Leonora, og jeg har ikke været som dine væsener. Men efter folk, jeg kender, er begyndt ikke at kunne genkende mig, har noget forandret sig i mig. Efter ensomheden langsomt har fået lov til at fylde mere end det at være blandt mennesker, er der andre skikkelser, som bevæger sig i mit hår. Og nu er det kommet så vidt, at jeg skal besøge en astrolog. Han bor på en mark i Roskilde og han siger, at det tidspunkt, jeg kom ud af min mors vagina, ikke nødvendigvis er det tidspunkt, jeg landede i universet. Ud fra seks begivenheder i mit liv, en håndlæsning og noget mere, som jeg ikke forstår, vil han kunne fortælle mig, om jeg faktisk allerede var her, før min krop fysisk var her. Og det eneste jeg tænker på, er dig. Jeg tænker, at jeg er en ræv, som leger pindsvin, og at du er en fugl, som leger hest. Min skikkelse har ændret sig, dyrene bevæger sig, folk kan ikke genkende mig, og jeg søger efter svar andre steder, end jeg plejer.

Alt imens jeg kører afsted mod marken i Roskilde, er det dig og dine værker, jeg har i mine tanker. Dig, med den aristokratiske familie, dig, som blev smidt ud af de rige romerskkatolske kostskoler, som skulle have tøjlet dig, men ikke formåede det, dig, som malede og skrev det åndelige ud, så selv en lukket hjerne som min kunne åbne sig, dig som skrev Dybt nede, den tekst, som har rørt mig mere end nogen anden, dig. Du levede dit liv, som du selv ville det, du flygtede, du elskede, du frygtede, du skabte. Det meste af dit liv boede du i Mexico City. Og nu hænger dine malerier i Ishøj på Arken i Danmark. Min GPS fortæller mig, at det tager 23 minutter at køre dertil fra marken i Roskilde. Så jeg kommer og besøger dig, når jeg har fundet ud af, hvornår og hvordan jeg landede i universet. Selv om jeg i mit hoved altid har besøgt dig, når jeg har vandret rundt dybt, dybt nede i dybet.

Mange hilsner

din beundrer, Emma