Præsten giver svar: Skal man tilgive en kærestes utroskab?

Mette Gramstrup har i 30 år været præst ved Kristkirken i København og har i den egenskab haft mange samtaler med folk i krise eller sorg. Men egentlig var det en samtale med netop et kriseramt menneske – en kvindelig flygtning – der i sin tid gjorde hende moden til at søge jobbet som præst.

– På et flygtningecenter i Slagelse, hvor jeg dengang underviste i dansk, var der en masse uro omkring en femårig palæstinensisk dreng, som var hård ved andre børn. Hans mor kunne lidt engelsk og fortalte, at han i flygtningelejren, de kom fra, havde set ligene af flere af sine nærmeste, der var blevet skudt, og det var de begge fortsat meget påvirket af. Men hun syntes ikke, at sønnen skulle til psykolog. Jeg tænkte længe over, hvad jeg skulle stille op. Så stoppede jeg drengens mor ind i min bil og kørte hende hen på et konditori. Vi købte kaffe og to kager, så smilede vi til hinanden, og lidt efter græd vi sammen og talte om det, familien havde oplevet, og hvor vigtigt det var at få hjælp til at hele sine sår på sjælen. Ugen efter fik drengen en psykolog. Det viste mig, hvor meget forløsning der er i den enkle samtale, og det at man deler et måltid. Det samme som vi i kirken kalder sjælesorg og altergang. Jeg ser stor mening i på den måde at være med til at lette andres byrder.

Hvad søger folk hos dig, når de kommer for at snakke?

– De fleste har egentlig ikke brug for én, der kloger sig på deres liv, men for én, der gider bruge tid på, at de er til, og som de kan stå usminket over for. Længsler og savn har meget været vejen ind på mit kontor.

– Det er ikke fordi, jeg altid bare er mild. Engang kom der en mand og sagde, at nu ville han skyde sig. Så spurgte jeg, om han havde tænkt på, hvem der skulle gøre rent efter det? Det havde han ikke overvejet. Det udviklede sig til en samtale om, at der midt i den ensomhed og vrede, han følte, var nogle medmennesker, og hvis han kunne få bedre kontakt med dem, var livet rigere og værd at leve.

– Samtalerne med selvmordstruede er de sværeste, for i dem ligger jo næsten altid en bøn om at blive hjulpet tilbage livet. Mit udgangspunkt er en tro på det, der også er mit yndlingscitat fra biblen, nemlig at "størst er kærligheden." Det er i fællesskabet med andre, vi kan komme os. Det er ikke altid, jeg magter at trænge igennem med det budskab, og det sker også, at jeg må hjælpe folk videre til en psykolog.

Mette Gramstrup har været præst i 30 år

Kommer folk til dig for at tale om alle slags problemer?

– Det gør de. Der er også nogle, der f.eks. spørger, om de skal tilgive deres partners utroskab. Her er mit svar: "Nej, ikke nødvendigvis." Gud kan tilgive hvad som helst, men det kan vi mennesker ikke. Til gengæld kan vi alle lære at forsone os med en virkelighed, der ikke blev, som vi havde tænkt os. Vi har nogle voldsomme forventninger til det perfekte liv. Jeg har dem også selv, og jeg bekymrer mig også selv for meget. Jeg er vildt misundelig på min søster, som har tre børnebørn, jeg har kun et, men min trøst er, at så behøver jeg kun at bekymre mig om ham. Jeg er klar over, at jeg skal lære at værdsætte livet mere, som det er. Ingen kommer igennem det uden at skændes, miste eller føle sig ensomme og svigtede. Jeg håber, at jeg kan indgyde folk tillid til, at troen kan bære os igennem trods skidt og møg og cancer og ulykker. Især hvis vi bliver bedre til at bruge hinanden.

Hvad udover samtalen kan hjælpe os igennem en stor personlig krise?

– En krise føles som et frit fald, og derfor har man brug for ritualer, der kan fungere som klippefremspring, man holder fast i. Dem finder man i kirken ved begravelser for eksempel, men man kan også selv opfinde nogle. Til en kvinde, der netop var blevet skilt, har jeg anbefalet, at hun skulle tænde et lys hver aften kl.17.15 og give sig selv lov til at sige alt muligt forfærdeligt om sin tidligere partner. Men med til ritualet skulle også høre, at hun bagefter pustede lyset ud og prøvede at tænke på noget andet. Mens hun var gift, fik hendes mand jo heller ikke lov til at fylde det hele.

– Jeg hørte engang en historie om en pige, der i en bilulykke var røget ud gennem forruden. Alle de splinter, hun havde fået ind i sin krop, fik huden til at lukke sig til som et panser, så da lægen ville give hende en morfinindsprøjtning, kunne kanylen ikke trænge igennem. Sådan er vi også indrettet mentalt, tror jeg. Når vi er chokerede, kan vi ikke tage virkeligheden ind. Det kræver tid, og den er vi nødt til at give os selv.

Hvad er det vigtigste, du som præst har lært om kriser?

– At hvis tabet af kærlighed eller tabet af noget andet vigtigt bliver til sorg, kan du tackle din krise, men hvis den bliver til had og bitterhed, er det sværere. Du kan næsten lære at elske sorgen, for den betyder, at der har været noget værdifuldt og dybt meningsfyldt i dit liv, som efterlader sig nogle spor, du tager med videre.