Signe, Anne og Linea er præster i usædvanlige jobs: ”Jeg savner mine børn, når jeg er væk”
Sidder man i fængsel, ligger på hospitalet eller er udsendt i krig, kan man ikke gå i kirke og søge trøst. Så må præsten komme til brændpunktet eller der, hvor den sørgende er. Vi har mødt tre præster, for hvem det er meningsfuldt at arbejde midt i krisen.
Signe er feltpræst
Når danske soldater udsendes, følger der stort set altid en feltpræst med ud i verden. Sådan en præst er Signe Danielsen.
Hun har i løbet af de seneste otte år været udsendt tre gange, blandt andet til Afghanistan og Irak.
"Når jeg er udsendt, er min rolle vendt om i forhold til herhjemme," siger hun.
"I Danmark kommer folk til mig i kirken, men som feltpræst træder jeg ind i soldaternes verden. Jeg er en omvandrende kirke, kan man sige, uden kirkebygning, orgel og salmebøger. Jeg skal finde ud af, hvad der er brug for, og hvordan jeg bedst kan være til stede."
Annonse
Gudstjeneste i sofaen
Signes første udsendelse for seks år siden gik til Afghanistan, hvor hun i en måned rejste rundt mellem forskellige lejre i Kabul. Her prøvede hun at indgå i soldaternes hverdag.
"Jeg holdt gudstjenester hver uge og måtte gøre det i soldaternes sofagrupper," fortæller hun.
"Man har et lille kit med blandt andet kors, dug, lys, oblater og portvin. Jeg var bekymret for, om det kunne bære. Men det blev en meget rørende oplevelse. Selv uden kirkebygning, korsangere og orgel var ritualerne i gudstjenesten nok til at skabe et rum med ro og plads til refleksion."
Især julen er en særlig tid for udsendte soldater, hvor de mærker savnet til familien ekstra stærkt, oplever Signe.
"Sidst jeg var af sted, besøgte jeg danske soldater i England, som træner ukrainske civilister," fortæller hun.
"Vi fejrede første søndag i advent, og jeg havde adventskrans og juleskum med. Vi sang velkendte julesalmer som 'Dejlig er jorden'. Den handler om fred, og selv om det måske kunne klinge hult i en militær kontekst, er det utroligt stærkt. Danske soldater går jo i krig for at skabe fred."
Annonse
Det kan dog være svært, som udenforstående, at bevidne de store opgaver, soldaterne står over for, synes Signe.
"De er ofte unge mennesker, der står med enormt store opgaver og bærer et ansvar, som få andre på deres alder har," siger hun.
"De gør det med en beundringsværdig ro, og mange af dem vender hjem bestyrkede af deres erfaringer. Det er min opgave at hjælpe dem med at finde den styrke i troen, når de har brug for det."
Børn låner mor ud
På trods af de barske realiteter, der følger med arbejdet som feltpræst, betragter Signe det ikke som sværere end arbejdet i Danmark, hvor hun er sognepræst på Frederiksberg.
"Man kan tænke, at det er hårdt at være præst midt i al den krig og ulykke. Men det er ikke så meget anderledes end at være præst hjemme," siger hun.
"Begge dele handler om at træde ind i centrum af folks liv, når de står i krise eller sorg, og bare være der for dem med kristne ritualer og troens sprog."
Savnet af hendes egen familie kan være stærkt, når Signe er udsendt, men hun er bevidst om, at hendes arbejde er vigtigt.
"Det er en del af det liv, jeg har valgt. Jeg savner mine børn, når jeg er væk, men jeg ved, at de har det godt derhjemme," siger hun.
"De er trygge og har forståelsen af, at mennesker ude i verden har brug for mig."
Anne er hospitalspræst
På hospitaler har der til alle tider været brug for præster. Folk er i nød, og der er brug for nogen til at tage de ofte svære samtaler. Anne Boye har været hospitalspræst på Hillerød Hospital i 28 år og kan ikke forestille sig et andet job.
"Det er utroligt givtigt. Jeg giver selvfølgelig meget til patienterne og de pårørende, men jeg synes, jeg får så ufatteligt meget tilbage som menneske," siger hun.
Der er ingen kirke på hospitalet, men Anne Boye står til rådighed for alle dem, der vil tale med hende. Og patienterne må gerne bruge hende, selv om de ikke tror på Gud.
Annonse
Troen på et efterliv
Det fungerer på den måde, at man kontakter Anne, som så arrangerer en samtale på sit kontor eller på en sengestue.
"Jeg kommer også meget i opholdsstuerne på afdelingerne," forklarer hun.
"Hver mandag klokken ti sætter jeg mig for eksempel i opholdsstuen på retspsykiatrisk afdeling. Her er det psykisk syge mennesker, og de tager som regel ikke kontakt af sig selv. Men hvis de ser mig, ved de, at jeg er der, og på den måde får jeg kontakt med nogle af patienterne."
Anne mener, at hun i samtale med patienterne kan nå ind til noget andet, end psykologer kan.
"De ved jo, at de taler med præsten, så troen ligger hele tiden som baggrund i samtalen," forklarer hun.
"Nogle er måske ikke religiøse og kan næsten føle, at de ikke har lov at tale med mig. Men det må de gerne. Det er mennesker i krise, og de har brug for at mærke min tro, selv om de måske ikke selv har den. Det kan give dem trøst i en svær tid," fortsætter hun.
"Det kan også være, at de snart skal dø, og så giver det trøst at mærke min tro på et liv efter døden."
Flygtede fra præsten
Særligt til jul mærker Anne, at der er brug for hende. Og hun oplever, at der de seneste år dukker flere op til julegudstjenesterne, som hun holder i afdelingerne juleaftensdag.
"En organist og jeg tager rundt med keyboard og holder seks julegudstjenester i løbet af dagen," fortæller hun.
"Før i tiden var det virkelig ikke mange, der dukkede op; nogle gange forsvandt folk faktisk fra opholdsstuerne, når vi kom. Men der har været en åndelig strømning i samfundet, og jeg tror, det gør, at der nu kommer mange pårørende og holder gudstjeneste sammen med den indlagte."
Kender den døde
Indimellem møder Anne en skepsis i forhold til sit job fra andre præster, som slet ikke ville have lyst til at omgive sig med sygdom.
"Det er ikke noget for alle at være hospitalspræst. Nogle har prøvet det, men har ikke kunnet holde til det. Sådan har jeg det slet ikke; for mig er arbejdet utroligt spændende," siger hun.
"Jeg er tilknyttet Præstevang Kirke som sognepræst 15 procent af min arbejdstid – det vil sige, at jeg begraver nogle af dem, jeg har talt med på hospitalet, inden de døde. Det synes jeg er smukt: At jeg har lært mennesket at kende, som jeg skal begrave."
Linnea er fængselspræst
Bag hegnet i Horserød Fængsel har Linnea Lund sin daglige gang. Her har hun i fire år arbejdet som præst.
"Jeg har fået rykket mine grænser; jeg arbejder jo med folk i krise, og når jeg så er ude i mit private liv, kan det godt være et kulturchok," siger hun.
"Så virker det pludselig lidt ligegyldigt at sidde til et forældremøde og høre de andre diskutere gulerodsstænger og kageordninger."
Ritualer er vigtige
Da Linnea begyndte som præst i Horserød Fængsel for fire år siden, gik hun straks i gang med at rydde op i kirken, som var blevet lidt støvet, og hvor kasser med skrammel var opmagasineret.
"Jeg fik nogle af de indsatte til at hjælpe; kirken er deres, så de bestemmer, hvordan der skal være. Jeg er her bare for at facilitere og hjælpe med de ritualer, de ønsker," fastslår hun.
"Jeg arbejder meget med ritualer, for det er vigtigt for de indsatte. I starten syntes jeg, det var lidt åndssvagt at ringe ind til gudstjeneste med klokken. Men da jeg stoppede, manglede de indsatte det – det skulle markeres, at nu var der gudstjeneste, syntes de."
Den fortrolige snak
Horserød Fængsel var både for mænd og kvinder, da Linnea begyndte, men i 2021 rykkede kvinderne ud.
"Jeg tænkte, at uh, nu skulle jeg håndtere 271 frihedsberøvede mænd med flossede nerver. Men faktisk blev der mere plads til mændenes sårbarhed – nu skulle de ikke konkurrere om kvindernes opmærksomhed eller spille op," fortæller Linnea, som sjældent føler sig utryg.
Sker der noget, har hun en alarm, som tilkalder fængselsbetjentene. Hun oplever til gengæld, at mændene henvender sig for at få en samtale i gang, men på en særlig måde.
"Jeg kan for eksempel komme med nogle indkøbsposer, og så kommer en af dem og vil bære poserne for mig. En gåtur, der normalt ville tage tre minutter, kommer så til at tage 45, fordi han lige har noget, han gerne vil vende med mig," fortæller Linnea.
"Jeg har lært, at det skal der være plads til i min tidsplan."
Knæler sammen
I fængselskirken er særligt skriftemålet og syndsforladelsen er vigtige.
"Hvis en indsat bliver ved med at kredse om noget i vores samtaler, spørger jeg, om vedkommende vil gå til bekendelse over for Gud med det. Så aftaler vi et tidspunkt, hvor vi går i kirken," fortæller hun.
"Til det ritual tager jeg præstekjolen på, for jeg vil gerne markere, at jeg er der som præst, ikke som privatperson."
Til et sådant skriftemål er det vigtigt, at både krop og sanser er med. Derfor knæler Linnea og den indsatte foran korset, og hun lægger en hånd på hans skulder.
"Jeg beder ham bekende med ord, og så rejser jeg mig og lægger en hånd på hans hoved, beder en personlig bøn og beder om velsignelse. De spørger tit, hvordan de skal tro på, at de har fået syndsforladelse. Så siger jeg, at det må de øve sig i. Mn det hjælper, at jeg viser dem min tro på det."
Sms juleaften
Horserød er et åbent fængsel, og mange indsatte har blot få års afsoning tilbage.
"Jeg har indført noget, der hedder pilgrimsvandring, hvor vi første onsdag hver måned tager på en vandretur til en kirke," fortæller Linnea.
"De bliver taget godt imod hos kirkerne, der serverer smørrebrød og hygger om dem. Det klæder dem på til at skulle ud i virkeligheden."
Hun oplever af og til at høre fra folk, efter at de er blevet løsladt. Det skete en juleaften, hvor hun fik en sms fra en tidligere indsat, som takkede hende for at have bragt Gud ind i hans liv.
"Han havde sådan sat pris på vores samtaler. Det var flere år siden, og det rørte mig dybt, for det viser, at mit arbejde virker, og at de kan komme ind på et godt spor i deres liv efter at have begået en forbrydelse og været i fængsel."
Inde i fængslet er juleaften dog ikke noget, der dyrkes.
"De fleste hader juleaften. De går som regel tidligt i seng; de savner den jul, de plejede at have. De, der er på udgang, er selvfølgelig glade, men jeg skal samle dem ekstra meget op i januar, hvor de savner dem derude endnu mere end før jul," siger hun.
I adventstiden kan juleriet dog hjælpe, for der jules en hel del i fængslet i december.
"Vi pynter juletræ og synger salmer – og så kan de ikke forstå, at Rudolf med den røde tud ikke er en salme," smiler Linnea.
"De kan være helt nede i december, når det er gråt udenfor, men så muntrer adventstiden dem lidt op. Vi sørger også for, hvad vi kan, af julehjælp, som ofte går til de indsattes børn," fortsætter hun.
"Så de kan give deres børn gaver og måske er noget lækkert at spise juleaften."
