Præstens råd: Sådan holder I liv i jeres kærlighed, når festen er ovre

Af Christina Zemanova 

Artiklen blev bragt første gang i vores bryllupsmagasin fra februar 2015.

– Jeg møder altid de kommende brudepar inden vielsen. Nogle mennesker taler meget om, hvad de gerne vil have ud af ægteskabet. Og det er da en god ide at have nogle forventninger her i livet. Men jeg er sikker på, at hvis man er meget optaget af, hvad man selv vil have, og hvad man forventer sig, så er der er en god chance for, at man på et eller andet tidspunkt bliver nødt til at vende sig 180 grader og blive optaget af, hvad man kan give i stedet. Så det kan man lige så godt gøre med det samme. Og omvendt: Hvis man hele tiden tænker på, hvad man skal give, og hvad man kan stille til rådighed i sit ægteskab, så vil man en dag tænke: "Hey, jeg har ikke fået noget." Så derfor kan man lige så godt begynde med at finde ud af, hvad man er for en. Giver man, eller tager man? Der er altid nogen, der er helt i harmoni med sig selv og giver og tager i ét væk – og det er også helt fint. Men de fleste af os skal lære det først.

LÆS OGSÅ: 7 tips fra eksperten: Sådan skriver du en tale til dit bryllup

– Nogle par siger: Vi skændes aldrig. Og hvis man siger det, skal man måske tage sig tid til at undersøge, om der er et eller andet, der bliver undertrykt der. Hvorfor mon man lader være? Er det, fordi man har lært hjemmefra, at hvis man skændes, så falder det hele fra hinanden? Vores rollemodeller er vores forældre, og hvis et skænderi endte med, at mor fik tæv i bryggerset, så har man jo ikke lyst til at skændes.

– Mit råd til de kommende brudepar inden vielsen er, at de skal lade være med at planlægge alt ned i detaljen. Det er mig, der styrer showet. Og dér, hvor man snubler, eller jeg besvimer, det er øjeblikket, som gør, at folk kan huske dagen bagefter. Man kan sagtens blive gift, selv om man slår en stor prut. Så lad vielsen ske med dig. Og hvis bryllupskagen ikke kommer, så er der en, der kører ned på tanken og køber roulade.

– Før man siger ja, er man nødt til at tale om, hvad deal breakerne i ægteskabet er. Vil I have børn? Hvis han ikke vil have børn, er det så ikke et ægteskab for dig? Skal I have et hus? Forventer I en vis levestandard? Det ene er lige så godt som det andet – det kan vi ikke gøre os til dommere over. Min erfaring er, at de mennesker, der har lange respektfulde ægteskaber, der ender i et guldbryllup – og som i øvrigt ikke taler grimt til hinanden under festen – alle sammen er kommet ud på den anden side af noget, som de aldrig havde troet, at de ville stå model til. For den slags kan man ikke planlægge. Man håber på, at ægteskabet kommer til at vare længe – og hvis det varer længe, får vi livskriser. Derfor skal man i træningslejr og arbejde med sig selv. For at være i et ægteskab skal man bryde sig om sig selv. Man skal være et menneske, man selv kan holde ud, og først derefter skal man blive gift. Problemet er bare, at så ville der ikke være nogle 30-årige, der blev gift. Mange er først færdige med det arbejde langt senere.

LÆS OGSÅ: 7 gode råd: Sådan finder I det rigtige festlokale til jeres bryllup

– I den erotiske forelskelse bliver man fyldt ud, fyldt op og man føler sig hel. Og når man får små børn, får man også fornemmelsen af, at nu er man hel. Men det er ikke rigtigt. Jo, følelsen er jo sand, men den varer ikke ved. Det er et livsvilkår at føle sig amputeret og afvist og hullet, men der er ikke andre mennesker, der kan fylde de huller. Det er et arbejde, som man selv må gøre.

– Med mine ord ved vielsen vil jeg gerne give brudeparret noget rugbrød at tygge på. Inden vi står der på bryllupsdagen har de givet mig nogle stikord, der handler om dem. Hvad der er vigtigt for dem som par. Det kan være alt. Fra at man gerne vil have, at gud passer på deres mormor eller et ufødt barn i maven, eller man er taknemmelig for, at man er blevet elsket hele livet, at folk har lyst til at bakke op om en. Og så skriver jeg en tale ud fra, hvad de præsenterer om sig selv. Jeg holdt engang en tale om et par, der kun talte om mad, om den kulinariske del af livet – jeg sagde at Karen Blixen engang sagde, at hvis man beder livet om en fisk, så får man en slange. Jeg havde en forestilling om, at det skulle dette her par nok klare. De ville straks gå i gang med at stege den slange og servere den for gæsterne. Efter et par uger kom de tilbage og fortalte, at de var glade for talen, men at de professionelt slet ikke beskæftigede sig med mad. Men deres venner syntes, det var sjovt og rammende.

– Jeg er stor tilhænger af erfaringsudveksling. Altså ikke den, hvor en kvinde sidder og klager over sin mand eller blærer sig med, hvor dygtig han er. Den slags er ret uinteressant. Men dette her med at man kan sige: "Jeg oplever, at hver gang vi taler om vores fremtid, bliver vi uvenner." Og man sammen kan forsøge at finde ind til hvorfor og give hinanden tips. Og så synes jeg, at man skal gå videnskabeligt til værks. Hvor mange artikler har du læst om mad og motion? Hvis du i stedet havde læst om samtaledynamik eller parforhold, ville du vide meget. Men parforholdsteori smager af mislykket ægteskab, og derfor gør folk det ikke. Det er en fejl. Man bør bruge tankevirksomhed på at finde den rette metode til at løse et problem. Nogle gange kan det bare være timingen. Og det kan være, at han siger: "Jeg er så træt af, at du altid vil tale om det, inden vi skal i seng. Kan vi gøre det om eftermiddagen?"

– I kirken siger man ja foran alle, man kender, for alle ved, at dette her kommer parret ikke til at kunne klare alene. Der skal overmenneskelige kræfter til. Tilgivelse som vi ikke vidste, vi besad. Mildhed, der ikke ligger til os. Der skal noget overjordisk til, hvis man skal igennem et livslangt ægteskab. Det har kirken sans for. Det kirkelige ægteskab er en omfavnelse. Jeg siger også tit til brudeparrene, at de skal være gavmilde. Alt, hvad I kan gøre den dag for at omfavne jeres familier, give dem kærlighed, er godt. For den dag er man optaget af den romantiske kærlighed, men den bliver hurtigt for vammel. Den er selvcentreret. Det er så sundt for den romantiske kærlighed at hylde de andre aspekter af kærlighed. Her samler vi altid ind til fattige børns madpakker. Den gavmilde kærlighed bliver man smukkere af indeni. Den rigtigt selvcentrerede forelskelse kan man godt blive lidt grim og bumset af indeni.

– Hyperkontrol og anspændthed får mig til at tænke, at her er et stort stykke arbejde, der skal gøres. Jeg kan godt forstå den følelse, og jeg har sympati for personen. Man kan godt opretholde den kontrol, men det bliver hårdt og ikke særligt sjovt. Og chancen for, at ens partner synes, det bliver for overfladisk, og en dag kommer og siger "Jeg har mødt en varm kvinde, der ikke kontrollerer mig," er stor. Lige i røven på overdreven kontrol følger megen angst og bæven. Og det er rigtig hårdt, hvis man har små børn, der græder, og hvis man ikke har sovet. Og man ikke kan lide sin egen krop, fordi den har forandret sig. Så er kontrol ikke det bedste redskab. Hvis det ligesom er styrepinden, så bliver jeg bekymret. Hvorimod al usikkerhed og væven, spørgen og nysgerrighed og spassen lidt rundt gør mig langt mere rolig.

– Hvis man har været gift i 10 år, skal man have nogle succeshistorier. Man skal kunne klappe sit ægteskab på skulderen og sige: Engang gjorde vi sådan her, og hahaha, hvor var vi nogle tosser. Se nu, hvor gode vi er til at tale sammen i dag. Og så er det en rigtig god ide at vente med at få børn, til man har nået et samarbejdsniveau og et samtaleniveau, som man kan være stolt af. For hvis man ikke kan finde ud af det to personer i en toværelses lejlighed, så går det aldrig. Så brug i stedet et halvt år på at få styr på det. For det kan man sagtens. Men det kan også være, at man finder ud af, at ham her, han er idiot, og han burde bo hjemme hos sin mor.

– Livet bliver altid meget anderledes, end man havde forestillet sig. Man bliver lykkeligere af at kunne overgive sig til det. Og det er godt, at man ved, hvad ægteskabet skal kunne rumme. Er det centrum for børnelatter, kattemiav og volvobrummen? Fuglefløjt eller sirener? Hvis man ikke er enig, kan man gå på kompromis. Men man er nødt til at tage samtalen omkring det.

– Man sætter jo hele møllen på spil, når man bliver gift. Man kaster alle sine mønter og jetoner ind og satser. Og så skal man huske, at hvis man en dag bliver skilt, så bliver man jo ikke udslettet. Måske bliver man smattet lidt ud, men man rejser sig igen og knokler videre. 

LÆS OGSÅ: Bryllup på budget: 9 brudekjoler under 3.000 kroner

LÆS OGSÅ: 7 lege I skal lege til din venindes polterabend

LÆS OGSÅ: DJ til bryllupsfesten? DJ, Mads Lehnert, kommer her med 3 gode råd!