Pressede børnefamilier skal arbejde mindre

Der er sket et alvorligt værdiskred, når vi slet ikke sætter spørgsmålstegn ved børns lange dage i daginstitution og endda overvejer at udvide åbningstiderne. Når det er sagt, skal det selvfølgelig findes i udvalgte institutioner for de forældre, der er klemte af skæve arbejdstider eller lange åbningstider i butiksfaget.

Flere politikere har gentagne gange nævnt udvidede åbningstider i daginstitutionerne (og fradrag for rengøring) som en vuptiløsning på de pressede børnefamilier. I Hedensted kommune har man netop foreslået at udvide åbningstiderne ved at bemande med forældre i ydertimerne. De skal på skift møde op som frivillig arbejdskraft.

" Nej, det er det sidste, de har brug for."

Men de alvorlige problemer med balancen mellem familie og arbejde stikker langt dybere, og udvidede åbningstider er et skridt i den helt forkerte retning. Ja, så kan forældre arbejde endnu mere, men er det dét, familierne har brug for? Nej, det er det sidste, de har brug for. Stresstal, skilsmissetal og fødselstal taler sit tydelige sprog. Og hvor mange forældre kan egentlig overskue at være frivillig nede i vuggestuen?

Flere undersøgelser viser, at cirka hver anden forælder er stresset i hverdagen. En rapport fra OECD (2013) konkluderer, at især kvinder med børn er hårdt spændt for og advarer om risikoen ved danske kvinders stressniveau. Det er dybt alvorligt og vidner om en systemfejl, der blot forværres af konstant acceleration i vækstsamfundets hellige navn.

Danmark er førende i Europa i tidlig og omfattende institutionalisering af børns liv og i familiens samlede arbejdstid, når man lægger mors og fars sammen. De to førerpositioner hænger selvfølgelig sammen. Også i Nordisk sammenhæng er vi i Danmark skræmmende ukritiske over for den gennemgribende institutionalisering. Vi glemmer alt for ofte, at det ikke er til for børnenes skyld, i hvert fald ikke indtil de er tre år, men for arbejdsmarkedets skyld.

" 91 procent af et- til toårige danske børn bliver passet uden for hjemmet."

Tal fra Nordisk Socialstatistik Komité fra 2013 viser, at 19 procent af alle danske børn under et år er væk fra forældrene i dagtimerne, hvorimod svenske børn er hjemme indtil de er mindst et år. Af tallene fremgår også, at 91 procent af et- til toårige danske børn bliver passet uden for hjemmet. I Sverige er det 71 procent. Det skyldes, at de har længere barselsorlov, nemlig 69 uger mod 52 uger i Danmark. Oveni har svenske forældre ret til deltid i nuværende stilling og at passe syge børn til de er raske!

Ikke nok med det, så har svenskerne en langt lavere betaling på pasningsområdet. Prisen beregnes ud fra forældrenes indkomst og antal timer, som barnet er i institution. Næsten alle kommuner følger reglen om 'maxtaxa', som afgør, hvor meget en institutionsplads må koste. I Malmø er maxtaksten i 2014 pr. måned 1.260 SEK for første barn, 840 SEK for andet barn og 420 SEK for tredje barn.

Bare lige for perspektivets skyld, så har man i Finland hele 167 ugers barsels-/forældreorlov. Det er cirka tre år. Det højeste i verden. De anser familiens trivsel og relationen mellem forældre og børn – ja, i det hele taget børns start på livet som en af de klogeste forebyggende investeringer, man kan foretage som samfund (de har i parentes bemærket også en af verdens bedste folkeskoler).

Ligesom alle andre steder tager de finske mødre mest barsel, men også fædrene tager barsel. Nogle deler det op, så mor og far hver især har nogle dage om ugen. Derudover har de åbne børnehaver, hvor man kan komme med sit barn og arbejde, imens pædagoger sætter aktiviteter i gang osv.

En visionær gruppe forældre i København er ved at skabe en Fællesplads, der skal fungere som et pasningstilbud, hvor børn og voksnes hverdag kan sameksistere. De arbejder for at skabe flere og nye måder at kombinere familieliv og arbejdsliv på, så forældre og børn ikke er adskilte hele dagen.

Tanken er, at pædagoger sætter rammerne for Fællespladsen. Pædagoger, forældre og børn kan spise morgenmad sammen, og når det er tid til at komme i gang med arbejdet, kan en pædagog og barnet følge forælderen ind på kontoret/værkstedet/butikken el.lign. ved siden af. Alle kan spise fælles frokost, og forældrene kan putte deres børn til middag og deltage i pædagogiske aktiviteter i det omfang, de kan i løbet af dagen.

"Det er tvingende nødvendigt at skabe bedre familiebalance."

Vi er nødt til at lade os inspirere og tænke nyt som samfund. Det er tvingende nødvendigt at skabe bedre familiebalance med afsæt i nutidens hektiske onlineliv og arbejdsliv. Der bør være langt større fleksibilitet på arbejdsmarkedet for begge køn i forhold til at arbejde mindre, når de små er små. Det samme gælder halvdagspladser i daginstitutionerne, hvor prisen bør afspejle hvor meget, børnene er der. Det kan lade sig gøre i Sverige – hvorfor så ikke her?

Danmark burde være med forrest på så mange områder, men vi misser chancen. Vores politikere er desværre helt vækstneurotiske og visionsforladte. De vil have os til arbejde og forbruge i en skrigende uendelighed, og er fuldstændig ligeglade med, hvor længe børnene er i daginstitution, selvom menneskellige og økonomiske omkostninger knyttet til stress og mistrivsel eksploderer. Mange af os halser stakåndet af sted og prøver forgæves at råbe "stoooop!". Eller i det mindste drømmer om det.

Heldigvis ser et såkaldt paradigmeskifte ud til at være på vej, der handler om at sætte mennesket, ikke markedet, i centrum. Det er en kulturkamp. En værdikamp – for at få mere tid til de nære relationer og mindre stress i hverdagen. Det er et oprør nedefra, og politikerne overser det fuldstændig. Indtil videre. Men de bliver nødt til at lytte.

Alarmklokkerne bimler om ørerne på os. Vi har ikke brug for mere arbejde, men mindre. Vi har ikke brug for mere institution, men mindre.

Om nogle år vil vi sige: "Hvad f..... havde vi gang i?"

LÆS OGSÅ: Sådan tackler man "pseudotvillinger"