Hvorfor skal min personlige hygiejne vurderes, når jeg har været offer for seksuel chikane?

Patienten møder til tiden.

Hun fremtræder nydelig og velsoigneret. Venlig og imødekommende.

Hun er vågen og klar. Orienteret i tid, sted og egne data.

Stemningslejet vurderes neutralt, og det psykomotoriske tempo normalt.

Tankegangen er samlet og relevant, og der er ingen mistanke om produktive psykotiske symptomer.

Sådan lyder dele af den psykiatriske udredning, som Anja Jensen skulle igennem tilbage i sommeren 2015.

Det skulle hun, fordi hun havde anmeldt en arbejdsskade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (tidligere Arbejdsskadestyrelsen, red.) som følge af seksuel chikane og mobning på sin daværende arbejdsplads, Roskilde Kommune.

Hun havde søvnproblemer og ondt i maven og var ikke i tvivl om, at det skyldtes den grænseoverskridende adfærd, hun havde oplevet på arbejdspladsen i næsten to år.

Skedemassage og toiletdufte

Anja havde ellers glædet sig til at starte i sit nye job. Hun så frem til nye udfordringer og kollegaer, og derfor var det også ekstra nedslående, at hun allerede fra første dag oplevede, at en kollega blev alt for nærgående – og at ingen sagde fra overfor adfærden.

”Han zoomede ind på mig fra første minut og spurgte, om min nye partner – for han havde undersøgt tingene og vidste, at jeg var single – skulle være et A-menneske eller B-menneske. Jeg var ret rystet og sagde, at det syntes jeg var noget pjat at spørge om, og det måtte man jo finde ud af, hvis man kom i et forhold. Men det fortsatte bare sådan med masser af upassende kommentarer og spørgsmål om sex og andre intime ting. Mine kollegaer sagde bare: ”Du skal ikke tage dig af ham, bare sig til ham, at du har en kæreste” og sådan noget. Men man har jo ikke lyst til at fremstå utroværdig og lyve om den slags”, siger Anja, der oplevede, at kollegaen blev mere og mere nærgående, og at hendes afvisninger ingen effekt havde.

Hun blev blandt andet tilbudt skedemassage og skulle lægge øre til personlige spørgsmål om, hvorvidt hun kyssede godt, eller om hun havde scoret i weekenden. Og så var kollegaen også fysisk nærgående, oplevede Anja.

Han fulgte eksempelvis med hende ud på toilettet og kommenterede, at der ”duftede så dejligt” af hendes dufte, når hun havde været derude.

”Det var så upassende og grænseoverskridende adfærd”, siger Anja og uddyber:

”Jeg prøvede at verfe ham af på en pæn måde, for man kan jo hurtigt få det der prædikat som ”sippet” eller ”sart”, og det gider man jo ikke starte ud med at blive opfattet som på en ny arbejdsplads”, siger Anja og forklarer, at det hele dog alligevel hurtigt blev for meget for hende:

”Hver morgen havde jeg svien i maven, fordi jeg tænkte: Åh nej, hvad finder han nu på?”

Anja oplevede, at hverken kollegaerne eller ledelsen bakkede hende op og vil i dag karakterisere ledelsens håndtering som mobning, fordi hun mener, at den seksuelle chikane på intet tidspunkt blev anerkendt og taget alvorligt.  

Anja fik i hvert fald fornemmelsen af, at flere mente, hun selv var skyld i den grænseoverskridende adfærd og oplevede, at hun nærmest blev hånet og skældt ud for ikke at have sagt ”nok fra”.

Stalking og mobning

Først senere blev Anja bekendt med, at der lå en anden sag om seksuel chikane vedrørende samme kollega.

Sagen var flere år gammel og omhandlede en elev i kommunen – den dengang 28-årige Bettina Jacobsen Aalsing.

”Der gik en måneds tid, før jeg begyndte at tænke over det”, husker Bettina i dag.

”Og det var fordi, det blev så intimiderende. Han var på mig hele tiden. Hvis jeg stod ved kaffemaskinen, så blev jeg ædt med øjnene, og han kommenterede kontinuerligt på mit tøj. I starten tænkte jeg bare: Jaja og grinede af det, men så begyndte det at irritere mig, fordi der kom så mange sjofle vittigheder. De andre kolleger syntes, at det var så sjovt, men jeg blev bare træt af det.”

En dag spurgte kollegaen, om Bettina ville sortere nogle papirer for ham inde på hans kontor. Da hun kom derind, undrede hun sig over, at bunkerne lå stablet midt på gulvet. Da Bettina bukkede sig ned for at gå i gang, kiggede hun sig over skulderen og opdagede, at han lå tilbagelænet i stolen med et smørret smil fra øre til øre. 

”Han havde stillet bunkerne midt ude i rummet, så han kunne overbeglo mig bagfra. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den del var seksuel. Så jeg rejste mig bare op og gik. Jeg er rimelig hårdfør på den måde”, forklarer Bettina i dag.

Alligevel var hun til sidst nervøs for at gå på toilettet eller ned i arkivrummet, fordi han hele tiden var der og fulgte efter hende. Hun måtte flere gange ringe efter en veninde, der arbejdede et andet sted i kommunen, så de kunne følges ad.

”Det hårdeste var, at jeg følte mig stalket. Jeg følte i en periode, at jeg slet ikke kunne gå nogle steder”, husker Bettina.

På et møde med HR blev problematikken bragt op, og det blev besluttet, at chefen skulle involveres. Det hjalp dog ikke, fortæller hun.

”Chefens måde at håndtere det på var at komme med undskyldninger for, hvordan vedkommende var, og stille spørgsmålstegn ved, om ikke jeg havde misforstået noget.”

Bettina endte med at få en undskyldning fra kollegaen, men følte efterfølgende, at hun blev frosset ude af resten af kontoret. Som den eneste blev hun ikke inviteret med på et kontormøde, hvor problematikken blev diskuteret. Hun kunne høre dem grine inde ved siden af, og da de kom ud, mærkede hun fjendtlighed fra flere af kollegaerne. Én af dem sagde sågar, at hun skulle skamme sig.

”Det var nærmest det værste”, husker Bettina.

”Jeg ved også, at de snakkede om det, efter jeg var holdt op. Nogle af dem sagde til min veninde: Hvad havde hun også regnet med, når hun sådan render rundt i g-streng og stiletter?”

Bettina har aldrig siden oplevet noget lignende, forklarer hun:

”Det er det eneste, jeg nogensinde har været udsat for. Jeg er i et erhverv, der er fyldt med mænd og har tæt samarbejde med mænd – også sjofle mænd – men vi har altid været ligeværdige og grint af tingene sammen. Jeg kan godt lide at grine og er ikke sart, jeg kan godt tage det meste. Men i Roskilde Kommune blev det til stalking, følte jeg. Det var så grænseoverskridende og grotesk.”

Den psykiatriske udredning

Bettinas historie kendte Anja intet til, da hun startede. Men der gik ikke mange måneder, før Anja begyndte at føle sig utilpas, husker hun:

”Det var noget, der skete gradvist. Jeg begyndte at sove rigtig dårligt om natten og fik hele tiden flashbacks til episoder på arbejdet, hvor jeg grublede over, hvad jeg kunne have sagt og gjort anderledes. Jeg mærkede folks fordømmelse og følte mig i det hele taget mindre værd. Det var virkelig ikke en rar følelse,” forklarer hun.

Da hun senere hen besluttede sig for at melde symptomerne som en arbejdsskade, skulle hun igennem forløbet hos psykiateren, der foruden Anjas fysiske fremtræden også spurgte ind til og vurderede hendes barndom, familieforhold og medicinske historik.

”Jeg var dybt overrasket over at få en besked i min e-Boks om, at jeg skulle vælge en psykiater, fordi jeg skulle til en udredning på baggrund af min anmeldelse. Jeg tænkte: Hvad? Er det mig, der skal udredes? Og er det for min skyld, at jeg skal det, eller er det for arbejdsgiverens skyld?”, siger Anja og uddyber:

”Hvis jeg nu havde brækket armen på mit arbejde og anmeldt det som en arbejdsulykke, så ville de jo aldrig gå ind og sige: ”Nå, hvis du har brækket armen før, så er der nok større sandsynlighed for, at du brækker armen igen.” Men fordi det er en psykisk belastning, der er sket, så vil de ind og måle på, om jeg i forvejen er et skrøbeligt menneske. Det kunne jo være, at jeg i forvejen var bipolar eller havde en anden psykiatrisk diagnose”, siger Anja.

Hun kan godt forstå, at sagsbehandlerne i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES, red.) skal have et udgangspunkt at vurdere skaden ud fra for at kunne beslutte, om skaden har ført til psykiske mén, der giver Anja ret til økonomisk kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Men hele forløbet virkede dybt grænseoverskridende på hende, fordi hun blandt andet skulle vurderes på sin hygiejne og fremtoning, forklarer Anja:

”Jeg er godt klar over, at man skal have et grundlag for at kunne lave en sagsbehandling, men jeg synes jo, at det er fuldstændig grotesk, at jeg skal sidde og komme med oplysninger om min barndom og psyke. Det er som om, at AES tænker: Hmm, kan hun selv have været skyld i, at han fik lyst til at chikanere hende?”

Derfor følte Anja også, at hun skulle opretholde en facade over for psykiateren, så hun ikke virkede ”for langt ude” psykisk, forklarer hun:

”Jeg gik ind til det med en mistanke om, at nu skulle jeg nedgøres igen, som jeg jo også følte, at jeg var blevet på min daværende arbejdsplads. Dér følte jeg også, hele vejen igennem, at det var mig, der var noget galt med, at det var mig, der havde lavet ballade osv. Så nu skulle det jo lige bekræftes hos en psykiater, at jeg i forvejen havde en psykiatrisk lidelse; det var sådan, det føltes.”

Foruden den psykiatriske udredning skulle Anja også selv finde nogle vidner, der kunne bakke hende op i, at hun havde oplevet chikanerende adfærd på arbejdspladsen. Også det fandt Anja grænseoverskridende:

”At jeg skulle gå tiggergang og i øvrigt også udsætte dem for, at de måske blev frosset ude af afdelingen... Det kan sikkert heller ikke være anderledes, men jeg synes bare, at der er et eller andet helt galt, når dem, der har det værst, faktisk skal gøre hele arbejdet.”

Nødvendigt ifølge loven

I 2018 endte sagen med en anerkendelse af, at Anja havde en arbejdsskade på under 5%, og at skaden derfor ikke var stor nok til at få økonomisk godtgørelse.

Psykiateren vurderede desuden, at der var tale om en ”midlertidig depressiv reaktion” – en diagnose, der senere blev ændret til ”uspecificeret midlertidig belastningsreaktion”.

Ifølge AES er den psykiatriske udredning nødvendig for at vurdere, om man har været udsat for en arbejdsskade, og hvorvidt man har ret til erstatning for den.

”En arbejdsskade om seksuel chikane er jo alvorlig, men det, vi giver erstatning for, er ikke selve chikanen. Det kan være årsagen til, at man får anerkendt sagen. Men det øjeblik, at sagen er anerkendt, så kigger vi på: Hvad er det for nogle varige følger, skaden har givet? Det kan både være varige mén og tab af erhvervsevne. Og der kan være tale om meget store erstatningsbeløb. Så det er for at vurdere de varige mén, at vi har brug for en psykiatrisk speciallægeerklæring,” siger presserådgiver Christian Frederik Mortensen.

Kan du forstå, at det kan virke grænseoverskridende at blive vurdere på sin personlige hygiejne fx, når man har været udsat for seksuel chikane eller mobning?

”Det kan jeg personligt godt forstå. Vi har nogle standardspørgsmål, vi beder psykiaterne stille, fordi loven kræver, at der er dokumentation for skaden og dens følger, hvis der skal udbetales erstatning, og derfor har vi brug for en psykiatrisk speciallægeerklæring.”

Sagen er taget op igen

I dag, to år efter sagens afslutning, har Anja taget sagen op igen. Hun har stadig søvnproblemer og har de sidste tre år døjet med afføringskontinens og panikangst. I dag er hun sygemeldt fra et nyt job pga. stress.

Hun mener selv, at det kan være et tegn på PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse, red.), men nu skal hun sandsynligvis igennem endnu en udredning for at få en lægefaglig vurdering.

”I dag har jeg det sådan, at jeg faktisk gerne vil igennem en ordentlig og korrekt udredning, så jeg kan få en forklaring på alle de ting, jeg har døjet med de sidste seks år. Jeg håber på at få afklaring”, siger hun.

I et skriftligt svar fra Roskilde Kommune, oplyser HR- og Byrådssekretariatschef Mikael Herbo Bay til ALT.dk, at kommunen blandt andet har opdateret sin personalepolitik på området for at sikre en mere tryg arbejdsplads:

”Vi ønsker som arbejdsgiver en tryg og ordentlig arbejdsplads, hvor medarbejderne oplever en god og respektfuld tone i dagligdagen. Derfor gør det mig også ked af det, at der er medarbejdere, der ikke mener vi har levet op til vores ansvar som ledelse. Vi har som organisation i efteråret valgt at tone rent flag og opfordret alle medarbejdere til at fortælle deres historier, hvis de i Roskilde Kommune har oplevet krænkende adfærd. Vi har opdateret vores personalepolitik og vedtaget interne spilleregler, der blandt andet gør det tydeligt at kommunens ledere er ansvarlige for at skride ind, hvis de bliver opmærksomme på krænkende adfærd.”

I dag håber Anja på, at hendes historie kan være med til på sigt at ændre bevisbyrden, så det ikke er ofrene for chikanen, der i så høj grad skal bære ansvaret for at bevise, retfærdiggøre og argumentere:

”Jeg har ofte fået at vide, at jeg ikke skal gøre mig selv til offer. Men jeg ER jo et offer. Og det skal jeg ikke skamme mig over. Jeg vil bare gerne have anerkendelse og den hjælp, jeg har brug for.”