Puk Damsgård: "Den er blevet min markør og hjælper mig med at navigere i krigen"

– Min kærlighed til Mellemøsten blev vakt i 2003, da jeg kom til Irak for første gang, lige efter invasionen. Jeg stod midt i historieskrivningen og skulle navigere i et landskab, hvor amerikanske soldater jagtede oprørsgrupper om natten samtidig med, at jeg mødte en åben og hjertelig lokalbefolkning. Siden er det blevet mit liv og arbejde at formidle en region, der mentalt, kulturelt og politisk ligger langt fra Danmark.

– Min fornemste opgave er at nuancere fortællingen om Mellemøsten, så den ikke kun handler om krig og sammenstød mellem befolkningsgrupper, men også om hverdagen. Mellemøsten er jo så meget andet levet liv, og det er nemt at komme tæt på mennesker her. Det er en af grundene til, at det er så godt et sted at skrive historier fra.

– I dag bor jeg i Kairo og har en temmelig almindelig, nogen vil kalde den kedelig, hverdag med min mand. Det er vel kontrasten, jeg søger. Og genopladningen. Jeg tog orlov i ni uger for at skrive min seneste bog Den sorte kat i Mosul, hvor jeg rykkede min arbejdsdag til frontlinjen i Mosul i Irak. Og selv om der sniger sig en form for hverdag ind midt i krigen med faste rutiner, måltider og venskaber, var min krop i konstant alarmberedskab i den periode. Jeg tabte mig uden at opdage det, og da jeg kom hjem, havde jeg brug for, at der ikke skete noget som helst.

– Når du ser nyhedsdækningen fra frontlinjen udefra, kan det se ud, som om hver dag er et spørgsmål om liv eller død. Det du måske ikke ser, er den livskraft, der også er. Hvordan mennesker opretholder livsmodet, når de lever på kanten. Menneskets overlevelseskraft har sin egen særegne skønhed. Selv om vi lever med døden som nabo, kan vi stadig knytte venskaber, grine og overveje, hvad vi skal spise til aftensmad.

– Krigen er en bizar udstilling. Når den har raseret, kan du ikke genkende vragresterne. Børnene er små overlevere i det maltrakterede univers, og de fortsætter legen ufortrødent midt i ulykken. De voksne lader alvoren synke ind og hensygner i apati, men børnene leger de mest absurde steder. Man kan ikke tage umiddelbarheden ud af dem.

– I nyhedsbranchen skal vi dække begivenhederne i korte tv-indslag, men når jeg skriver bøger, får jeg mulighed for at lære de mennesker, som lever midt i kampene, mere indgående at kende. Tv er et fantastisk medie til at give en umiddelbar og direkte adgang til en anden virkelighed, men det er kun nedslag og fragmenter, vi kan vise. Bøgerne giver et dybere, mere nuanceret billede af virkeligheden. For at forstå befolkningen og soldaterne, er du nødt til at lære dem at kende og opleve, når de keder sig eller sørger. Mine bøger er et helle, hvor jeg kan samle og perspektivere fortællingerne, så de ikke kun handler om krigen i Mosul, men også om irakernes liv og skæbne.

– Selv om mit arbejde i Mellemøsten undertiden fører mig til krigszoner, ånder døden mig ikke i nakken uophørligt. Jeg lever ikke i konstant frygt. Døden er kun nærværende i nogle situationer eller perioder, og når jeg opsøger et farefuldt område, er det altid et aktivt valg. Jeg vurderer, om historien er vigtig nok, og hvis den skal fortælles, har jeg det fint med at løbe den risiko. Jeg ved, hvordan jeg skal agere i krigszoner og tager kun midlertidigt ophold i dem, når mit arbejde kræver det. For mig er det naturligt at tage ud at dække konflikter. Mellemøsten er mit hood, den er min comfort zone.

– Selvfølgelig bliver jeg bange. Jeg er meget bevidst om at værne om min frygt. Den er blevet min markør og hjælper mig med at navigere i krigen. Jeg gør meget ud af at holde mig mentalt sund og finde en hylde til de ting, der har været voldsomme og arbejder fortsat med omstillingen fra at være ude til at komme hjem.

– Der er mange kvinder, som dækker krig. Jeg tror, vi oplever en positiv særbehandling, fordi vi er ufarlige og tillidsvækkende. I krig gør det ingen forskel, om du er mand eller kvinde, du bliver ramt lige meget af krudt og kugler. Jeg befinder mig ofte i patriarkalske samfund, men jeg bruger ikke energi på at tænke over det. Mit køn er ikke en begrænsning. Jeg er ikke arabisk, og derfor befinder jeg mig udenfor den sociale og religiøse kontrol. Jeg rejser uden min mand, og jeg har ingen børn, men jeg har aldrig været udsat for seksuelle tilnærmelser eller følt mig krænket på grund af mit køn. Men jeg tager også mine forholdsregler. Min mand kender præmissen for mit arbejde. Han er flymekaniker og sidder ikke hjemme i Kairo og bekymrer sig, når jeg arbejder i frontlinjen. Han har vænnet sig til det, og vi har et setup, så han får besked, hvis der sker mig noget.

Hvad håber du har forandret sig i verden om 20 år?

–Jeg håber, at vi genfinder vores nysgerrighed på hinanden og verden. Det er gået af mode at være nysgerrig, forstået på den måde, at vi hellere vil have vores fornemmelser, fordomme eller forudanelser bekræftet end at blive overrasket. Jeg tror, det bl.a. handler om vores brug af sociale medier, hvor vi kun beskæftiger os med og møder andre, der er ligesom os selv.