Bølgerne kan gå højt mellem Cathrine og Rasmine Laudrup-Dufour - men de har fundet en løsning

Ægteparret ser sig selv som modsætninger af hinanden, og det kræver nogle gange lidt ekstra tydelig kommunikation i forholdet.

ALT for damerne logo

I begyndelsen af 2021 blev Cathrine og Rasmine Laudrup-Dufour gift på rådhuset, og i december 2023 fejrede de kærligheden endnu en gang, da de holdt en stor, romantisk bryllupsfest.

Siden har parret, som sammen ejer og driver et ridesportscenter, skullet få hverdagen til at fungere med otte fuldtidsansatte i virksomheden, 25 heste og parrets mange drømme og ambitioner for fremtiden.

Men midt i travlheden er det vigtigt for parret at huske at pleje deres forhold. Det fortæller de i et stort interview med ALT for damerne uge 12.

”I en periode havde vi lige lidt glemt at date, men det er vi blevet gode til igen. Derudover er vi gode til at tale om vores behov. Når jeg kommer med et behov, der ikke er dækket, så er det helt fantastisk at være sammen med en kvinde, som bare forstår hundrede procent eller gerne vil forstå. For mig har det været en kæmpe omvæltning i forhold til at være sammen med mænd, som ikke altid møder en der,” siger Rasmine Laudrup-Dufour.

Selvom lysten til at forstå hinanden altid er til stede, så kan der opstå bump i kommunikationen mellem de to, som beskriver dem selv som hinandens modsætninger.

Men ifølge Cathrine Laudrup-Dufour ser parret det ikke som noget dårligt, når de ikke er helt enige.

”Bølgerne kan godt gå højt, men det har vi valgt at se som en kvalitet. I stedet for bare at rygklappe hinanden, så udfordrer vi hinanden, og det betyder, at jeg i hvert fald føler, at jeg hele tiden er i udvikling. Rasmine siger ikke bare, ja, skat, du har helt ret, hun udfordrer mig til at se tingene fra en anden side også. Og det samme gør jeg i forhold til hende.”

To forskellige kærlighedssprog

Selvom de er gode til at tale om tingene, er de begge opmærksomme på at tage godt hånd om de punkter, hvor de er forskellige. Èt af dem, er den måde, de udtrykker kærlighed på.

”Vi er også opmærksomme på, at vores kærlighedssprog er forskelligt. Altså, hvad vi hver især gør for at vise kærlighed. Jeg kan f.eks. godt lide at sørge for, at hele huset er rent, når Cat kommer ind fra stalden, så hun kan få ro i sit hoved. Cat er nok mere ovre i et kærlighedssprog, der handler om berøring og ord,” fortæller Rasmine Laudrup-Dufour, og Cathrine Laudrup-Dufour tilføjer, hvordan de alligevel lykkes med at gøre det tydeligt for hinanden, at intentionen er at vise kærlighed.

”Ved at italesætte det. I nogle af mine tidligere forhold har jeg oplevet, at det har været en gættekonkurrence. At jeg skulle gætte, at okay, nu er hele huset gjort rent for min skyld. Men når det ikke er den slags, der umiddelbart er mit kærlighedssprog, kan det jo være svært at få øje på. Rasmine og jeg siger det højt: ”Se, jeg har gjort hele huset rent for at glæde dig”. Dejligt, så ved jeg det, sætter pris på det og siger tusinde tak for, at hun har tænkt på mig. Og omvendt kan jeg så sige højt, hvis det, jeg virkelig har brug for lige nu, er et kram. Så får jeg også lige det,” siger hun og fortsætter:

”Den måde at kommunikere klart og tydeligt på betyder alt for vores forhold. Det har taget noget tid at lære det, fordi vi er så forskellige, og fordi jeg måske generelt kan være svær at læse. Jeg har ikke tidligere været vant til at sætte ord på mine følelser og behov, jeg har bare gemt det væk. Men sådan er det ikke med Rasmine.”

Læs hele interviewet i ALT for damerne uge 12. Her fortæller parret også om den drømmebog, de bruger til at få deres drømme til at gå i opfyldelse, om deres forhold til deres familier, og om ikke at være i tvivl om, hvem der skulle bære deres første barn.