Familien Bjerg: "Vi har begge to levet med den der konstante utryghed"

Fattigdom er ikke ensbetydende med en dårlig barndom. Men fattigdom lægger et slør af utryghed over en tid, der ellers kunne være sorgløs og ubekymret. En utryghed, der sætter sig i maven som en insisterende gnaven. Og manifesterer sig som en følelse af årvågenhed og ansvar, der i virkeligheden slet ikke burde høre barndommen, men kun voksenlivet til.

Det ved skuespiller Rasmus Bjerg og hans kone, Helle. For de er begge vokset op i hjem, hvor hver en mønt skulle vendes. Og selv om de i dag har indrettet sig i en rummelig villa uden for for København med fire børn og en velfungerende økonomi, så bærer de erfaringen med sig.

"Vi voksede op i fattigfirserne i meget forskellige familier, men i hjem, hvor vi begge mærkede, hvordan alt for få penge ikke bare tynger de voksne, men også børnene," fortæller Helle Bjerg.

"De oplevelser har formet os og givet en dyb empati med familier, der slås med at få hverdagen til at hænge sammen. Vi ved, hvad der er på spil for børn, der lever under de vilkår – for vi har selv været der."

Familiens opgave

Familien Bjerg, der ud over Helle og Rasmus tæller Anna på 19, Villads på 18, Valder på 16 og Ella på 13, har netop sagt ja til at blive ambassadører i PlanBørnefonden – en organisation, der arbejder for at sikre bedre vilkår for fattige børn og unge i mere end 70 lande.

"Fattigdom er en meget anden størrelse i de lande end i Danmark – men der er ingen børn, der skal leve i fattigdom," siger Helle.

"Selv om vores og andres bidrag ikke kan løfte den opgave alene, kan vi alle gøre vores. Vi har pligt til at hjælpe, og som forældre har vi pligt til at lære vores børn, at ikke alle er lige så heldige som os. Derfor sagde vi ja til opgaven – ikke bare som to voksne, men som en familie."

Helle og Rasmus mødte hinanden som børn i en teaterforening i Kolding, men blev først kærester nogle år senere, da deres veje krydsedes i teaterverdenen igen. Hun var 19, og han var 17. Og det var her, midt i forelskelse og ungdomsliv, at de også begyndte at fortælle hinanden om deres oplevelser fra en barndom med få midler og forstod, at de havde mange fælles erfaringer.

Synd for mor

"Vi er begge vokset op i gode familier med meget kærlige forældre, men med økonomier, der slet ikke hang sammen," fortæller Helle.

"Rasmus er ud af en kunst- og kunsthåndværkerfamilie, hvor der aldrig blev tjent penge nok, og han kan huske, hvordan hele familien begyndte at lede efter småmønter i skufferne allerede midt på måneden," fortsætter hun.

"Som ung svor han, at han aldrig selv ville gå den kreative vej, selv om han drømte om at blive skuespiller, for han ville ikke leve på den måde og under det konstante pres."

Helles egen far var gået konkurs med sin vognmandsvirksomhed under krisen i 1980’erne, og det havde efterladt familien i en håbløs økonomisk situation.

"Mine forældre var hårdtarbejdende, men havde en uoverskuelig gæld, der drænede deres økonomi," siger hun.

"Jeg kan huske, hvordan min mor flere gange måtte lægge varer tilbage, fordi der ikke var råd til det, vi havde lagt på indkøbsbåndet hos købmanden. Det føltes pinligt, men jeg var først og fremmest uendeligt ked af det på min mors vegne. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at få det til at løbe rundt. Jeg havde så sindssygt ondt af hende og fik selv ondt i maven af bekymring over det – og jeg blev enormt vred på mine yngre søskende, når de bad om noget, der ikke var råd til."

Lille sparekasse

"Selv om min mor sørgede for at spare op til julegaver og fødselsdage og selv syede tøj og fastelavnsdragter med vinger og følehorn af piberensere og alt muligt andet virkelig fantastisk, så fyldte angsten og bevidstheden om at mangle penge enormt meget i min barndom," fortsætter Helle.

Og den fyldte faktisk også noget i Helle og Rasmus ungdoms- og tidlige voksenliv, hvor de blev gode til at spare op.

"Vi havde begge to levet med den der konstante utryghed, der ligger i aldrig at have penge nok, og da vi flyttede sammen, havde vi en lille trækasse, hvor vi lagde penge til side til mad. Vi kom endda på ferie, selv om vi var på SU, fordi vi var så snusfornuftige med vores penge," siger Helle.

Parret var sparsommelige, men ikke i en sådan grad, at det gik ud over drømme og ønsker til familieliv. Rasmus valgte at satse på skuespilkarrieren i stedet for den uddannelse som erhvervsøkonom, han ellers havde besluttet sig for, og da hans karriere tog fart, valgte Helle, der havde uddannet sig som regissør, at gå hjemme med parrets fire børn, der kom hurtigt efter hinanden.

Penge ingen garanti

"Vi valgte to indtægter fra. Fordi vi godt kunne klare os for én, men også fordi vi helt bevidst prioriterede nærvær og familieliv over økonomien," siger Helle.

"Ligesom fattigdom ikke er ensbetydende med en dårlig barndom, er mange penge ikke en garanti for et godt familieliv og en lykkelig barndom. For os har det været vigtigst, at vi havde tid og overskud som familie – også selv om vi begge har haft de oplevelser med pengeknaphed i vores egen barndom."

I dag findes den knaphed ikke. Rasmus og Helles børn ved ikke, hvad det vil sige at løbe tør for penge midt på måneden. De lægger ikke varer på plads i supermarkedet, når der ikke er mønter nok i pungen. Der er ingen, der har ondt i maven over bekymringer om penge.

"Men det er ikke det samme som, at de ikke kan have forståelse for, at sådan kan livet også se ud – og at vi har en forpligtelse til at hjælpe, hvor vi kan. Det er en forståelse, vi er glade for, at vores egne børn har fået med sig," siger Helle.

"Det er jo den forståelse, der gør, at vi som mennesker rækker ud og hjælper andre, der ikke har det som os. Og det er der brug for."